Som det ægte forår endelig meldte sin ankomst, så vendte mesterskabspokalen også hjem til København i søndags. Nu vil jeg ikke påstå, at et københavnsk mesterskab er at sammenligne med det naturgivne i årstidernes skiften, men som mesterskabskampen nu engang udspillede sig i foråret er det lidt vanskeligt at se, hvordan den fede dame kunne have sunget sin arie meget anderledes.

Alle i den københavnske trup fortjener naturligvis sin egen guldskål, men hvis du har fulgt lidt med i bulens ævlende historie, så vil du vide, at bartenderne hernede gerne fokuserer på de spillere, der står for noget særligt, muligvis noget lidt kækt og københavnsk uden at det egentlig går at definere nærmere, hvad det præcis er eller indebærer. Så meget har bulelegenderne Christian Lønstrup og Heine Fernandez faktisk ikke tilfælles!

Jeg tillader mig på etablissementets vegne at tilføje Marcus Allbäck til galleriet af helte, der nyder vores gunst. Udover sin "cool swedish dude"-udstråling, så bringer han en særlig kvalitet med på banen. Angribere, der både kan arbejde stenhårdt for holdet og stadig har overskud til slå til med køligt overblik og elegance, når kampens eneste chance byder sig er et særsyn i dansk fodbold. Givet FCK's særligt jammerlige historik med ægte angribere i det hele taget, så er han det endnu mere her.

Nu hvor tømmermændene efter det tidlige guldrush har lagt sig lidt, kan vi tillade os at skue tilbage over sæsonen der gik og fremtidens åbne vidder. Først og fremmest faldt mesterskabet i en sæson, hvor vi før og undervejs sagde farvel til spillerprofiler som Sibusiso Zuma, Bo Svensson, Peter Møller, Hjalte Nørgaard og Elrio van Heerden (lige efter goddag, cirka) og naturligvis Hans Backe. Dertil forsvandt - udover et lille håndfuld breddespillere og målmænd med både crazy eyes og crazy lemmer - fortabte sønner som Thomas Røll og Christian Lønstrup, der på hver deres ret triste måde indskrev sig i den uendelige historie ved navn "Det burde da have været anderledes eller hvad?".

At vinde mesterskabet ovenpå en sådan åreladning og et trænerskifte er ikke en let præstation, uanset FC Københavns økonomiske overlegenhed på vores breddegrader. Set i bakspejlet er det alt for let at hævde at tilgangen af især Jesper Christiansen, Michael Gravgaard og Allbäck automatisk betød øjeblikkelig succes. Der er meget, der faldt i hak, og hvis jeg skal pege på den afgørende faktor, der om ikke betingede mesterskabet så i hvert fald gjorde det muligt at vinde det, så trækker sporene sig tilbage til Gorica-fadæsen i efteråret 2004 og det efterfølgende opgør med den københavnske selvforståelse, der blev indledt samme vinter.

Interessant nok er temaet "selvforståelse" så ét, der går igen i årets udgave af Superligaen. Værst i Århus, hvor årtiers selvbedrag endelig udløste en fortjent nedrykning og i mindre skala på Vestegnen, eksemplificeret ved Johan Elmanders forvrøvlede udtalelser til BT i søndags, hvor han hævdede at FC Københavns (forventede) mesterskab skulle ses i lyset af det vidunderlige og laudrupske boldartisteri, der undertiden udsprang af de blågule boldhobitters kælne boldføling. Naturligvis en udtalelse, der virker særdeles åndssvag, når man ser på, hvad der skete samme dag: Foran 1-0 i Horsens og samtidig med at FCK var bagud med de samme cifre i Odense, besluttede disse naturlige boldbegavelser sig for at lade Den Gule Fare For 0 Mål score en sjettedel af det antal kasser (4), de havde scoret i de forudgående 31 kampe tilsammen (25). Priceless!

Set i forhold til kapløbet med Brøndby er det naturligvis interessant, at vestegnsklubben i 4 år med Michael Laudrup som cheftræner kun har vundet ét mesterskab, mens FCK har sat sig på de tre andre. Det er vanskeligt at se en tendens til udvikling i Brøndbys spil over den tid, snarere tværtimod. Der er ballade i baglandet, hvor klubkoryfæer som Tom Køhlert og Kim Vilfort siges at være utilfredse med de indkøb, Laudrup har dikteret på bekostning af klubbens egne talenter. Oveni kommer så den langtrukne konflikt om en forlængelse af Laudrups kontrakt, som de færreste vel kan se den tvingende nødvendighed af efterhånden. Det interessante er så ikke selve konflikterne - den slags gør vi selv i fra tid til anden - men snarere det Brøndby-centriske tapet, der danner baggrunden for den blågule elefantstørrelse nedtursryger, og som Elmanders ævl peger på. FCK vandt ikke mesterskabet, Brøndby tabte det.

Men udover det generelt rigtige i man taber mesterskaber, når holdet ikke har mesterskabsklasse - en betragtning der er lige rigtig for både Brøndby og Aab i sæsonens udgave af Superligaen - har jeg vanskeligt ved at se andet, end at årets mesterskab fandt en særdeles velfortjent vinder. Men for min skyld må Brøndby da gerne leve videre i en verden, hvor Laudrups fodboldfilosofi er målet. Især fordi manden vist egentlig ikke har nogen og reelt kun er egoturist i Brøndbys lille verden. Det er da muligt, at han er for stor til Brøndby og Danmark. Måske er han bare ikke en særlig god træner. 4 år i let trav på stedet peger vel mest på det sidste. Sandheden er, at Laudrup ikke har tilføjet Brøndby en ekstra fodbolddimension, og at han næppe nogensinde kommer til det.

Et større usikkerhedsmoment i foråret - givet pointhøsten i efteråret - var naturligvis, hvordan Ståles tiltræden som cheftræner ville påvirke den basisformel, vi havde vænnet os til på godt og ondt under Backes tid i klubben. Bedre blev det ikke af, at en smule tidlig optimisme på baggrund af træningskampe blev afløst af pokalexit og svidende nederlag i Superliga-debuten over en hektisk uge i marts på Brøndby Stadion.

Men cirka fra det øjeblik og til i søndags udviklede foråret sig til relativ smooth sailing for både FCK og Ståle selv. På intet tidspunkt har manden virket stresset eller under pres. Ståles svendestykke som træner må siges at være den måde, de to kampe mod Brøndby og Viborg blev kørt hjem via en maksimalt kynisk og koncentreret taktik, der ikke tillod rækkens nummer hhv. 2 og 4 at skabe meget mere end ½ chance tilsammen over 180 minutter. Kun i kampen mod et formstærkt OB var der tilløb til en smule gummiben, men når der manglede 10% i anden halvleg, så hænger det nok lige så meget sammen med de vildere og vildere jubelscener, der udspillede sig på FCK's tribuneafsnit ved meldingerne fra Horsens, der fra det 68. minut og frem fortalte, at resultatet i Odense reelt kun havde kosmetisk betydning.

At den kreative del af fodbolden i de tre kampe mod de nærmeste forfølgere i Superligaen, jeg har berørt her, har været voldsomt nedprioriteret og næsten ikke-eksisterende er så en anden historie. Hvis vi tager kampene mod Horsens og FC Nordsjælland med, så er det blevet til tre mål i de seneste fem kampe. Langtfra overbevisende. Specielt mod OB virkede ideen om at losse bolde op i hovedet på vores angribere konkret ret hjernedød. Ulrik Laursen især havde rigeligt tid til at ordne både sine netbankforretninger og småindkøb i de perioder, hvor han ikke var optaget af at heade det hele væk.

Set over hele forårssæsonen så har spillet ikke været prangende i andet end perioder. En god halvleg her, en god halvleg der. Dårlige baner og et tæt kampprogram, der ikke lagde op til meget andet end let restitutionstræning kan såmænd godt være en del af forklaringen på, at det endnu ikke er blevet til den store kontinuitet eller udvikling i spillet langs jorden. Jeg synes ganske enkelt, det er svært at identificere en egentlig københavnsk spillestil. Forskellen i forhold til Laudrups tilsvarende problemer i Brøndby synes egentlig kun at være, at den københavnske klubledelse formentlig ikke bilder sig ind, at den slags vokser ud af cheftrænerens røv, fordi han kan lave fede look away-afleveringer og ser kæk ud i jakke, jeans og Docksides.

Hvilket bringer os ret naturligt frem til en overvejelse omkring de københavnske chancer for en kvalifikation til enten Champions League eller UEFA-cuppens gruppespil i efteråret. Chancen er, målt på både den europæiske virkelighed, vores egen europæiske historie og rating og truppens sammensætning, noget mindre end chancen for at Dan Hammer møder sine stamkunders neurotiske bekymringer med et overbærende smil og en gratis omgang på Parkens regning.

Det lader i stedet til at ethvert mesterskab i københavnsk regi udløser diverse "nu skal det være"-fantasier, man objektivt set ikke har meget belæg for at underholde sig selv med. Det er et nærmest et helt århusiansk illusionsnummer, en slags pendant til AGF's mangeårige fantasi om at præge Superligaen, der trækker i masserne, når den europæiske busbillet er indløst. Selv i det tilfælde, hvor klubben åbner kassen på vid gab og investerer direkte i succes til efteråret, er chancen for at kvalificere sig til Champions League minimal, og det er nu engang den eneste måde en sådan investering kan komme hjem på igen rent økonomisk. Så det sker ikke, dertil er den økonomiske visdom for dominerende på Øster Allé.

Klubledelsen kan så ikke gå rundt og blære sig med en defaitistisk indstilling til efterårets udfordringer. Men sandheden er vel, at rygradden i FCK er et stykke fra at have en styrke, der gør et europæisk gennembrud realistisk at tro på i år. I fortsættelse af min opfattelse af revisionen i efteråret og vinteren 2004, er jeg ret overbevist om at klubledelsen gør sig cirka de samme tanker. Første fase efter Gorica handlede om at bryde med nogle negative strukturer i den daværende trup og etablere en ny og mere gennemprofessionel kultur omkring nye ansigter på de ledende poster på og udenfor banen. Resten handler såmænd nok om at højne niveauet over tid, både via et velfungerende talentarbejde og indkøb, der løfter truppen, naturligvis tilsat en masse hårdt arbejde. Men det sker ikke på én gang og ikke som funktion af "nødvendighedens pres", der i min opfattelse mest er et fata morgana, for vi er ikke bedre end de seneste års europæiske resultaterer antyder.

Jeg æder såmænd gerne min gamle hat, hvis det umulige sker, men sidste års nedtur mod Hamborg i Parken har lært mig at tøjle min indre euro-fantast. At den nedtur intet havde med spillet på banen dengang at gøre står lysende klart, for på det plan blev vi overhovedet ikke snydt. På ét eller andet tidspunkt står planeterne måske mere gunstigt, men de spillemæssige kvaliteter lige nu er ikke til andet end ærbar exit fra CL-kvalens tredje runde og UEFA-cuppens første.

Min egen diagnose af det problematiske ved FCK's spillestil på europæisk niveau fra dengang forekommer mig stadig rigtig. Boldomgangen er alt for langsom og ringe til, at vi ikke ville havne under pres mod hold i den tyndere ende af den europæiske middelklasse, som vi vist ellers gør os forhåbninger om at slutte os til en gang. Brutalt sagt så er der for mange spillere på FCK's hold, der er rigeligt gode til Superligaen, men som falder igennem på europæisk niveau. Lige for tiden ser jeg fem spillere i truppen, der har vist den kvalitet, man kan bygge et europæisk fundament på: Jesper Christiansen, Lars Jacobsen, Gravgaard, Linderoth og Allbäck. Det er for få, der mangler en kreativ nøglespiller blandt de frem nævnte og med en god svensk VM-slutrunde kan det blive vanskeligt at holde på Linderoth.

Den umiddelbare førsteprioritet er at fastholde kontinuiteten i Superligaen og bygge en mere boldfast spillestil op omkring de positive elementer, der allerede er til stede. Det peger så i retning af endnu et europæisk mellemår, hvor der fokuseres på arbejdet på de indre linjer suppleret med 1-2 indkøb. Bolden er selvfølgelig rund og ærgerrigheden er der. Det forhindrer ikke et konstruktivt reality check.

Sæsonen 2005/2006 blev så året, hvor stemningen antog en ny dimension i det københavnske fanmiljø. Jeg har selv taget mit livtag med hele fænomenet, ikke så meget med den del der foregår inde på stadion, men mere de understrømme af ulærd besserwissen og cockiness, der altid følger med større forsamlinger af yngre mænd. Men drengene fra C2 fik sat sig selv på kortet, og selv jeg vil tillade mig at erkende, at når det er godt, så er det godt.

Rent faktisk må jeg tilstå, at jeg i stigende grad er generet af andre understrømme i fanmiljøet. F.eks. blev det i år jeg tog min sidste bustur med fanklubben. Niveauet er ganske enkelt for lavt. Ja, så er jeg en snob og rend mig i røven. Muligvis synes jeg bare ikke, det er særlig sjovt at råbe "fisse" hver gang jeg ser et hunkøn i Hamborgs gader, eller at tæske min frustration over et nederlag ud på en busrude, mens jeg truer enhver tilfældig forbipasserende. Helt ubehageligt bliver det, når disse subjekter bliver grebet af fællesskabsfølelse og søger kontakt, selvom man har skruet 100p op for sin "Gå væk, hund"-feromoner under armhulerne og med hele sin krop signallerer den dybeste modvilje mod enhver form for berøring, mentalt eller fysisk. Yuck.

Delvis bliver jeg vel ramt af den samme tanke, som oprindeligt vækkede min modstand mod de mere egocentriske træk i De Unge Vildes bevægelse: Hvad fanden handler det om, for det handler åbenlyst ikke om fodbold. Jeg har en fin forståelse for de mere primitive elementer af fodboldens stammekultur, og deltager glædeligt i den rituelle hån og flagellanteri, der flyder frem og tilbage mellem både tilhængere og fjender af FCK. Hvad jeg til gengæld ofte oplever - og især på de udenbys ture - er en udbredt mangel på ganske almindelig pli, som vor bedstemor lærte den med bagsiden af oldefars hånd. "Polterabend i Herning" er vel det mentale sindsbillede, der passer bedst på hele fænomet. Bonderøv og prolle hele vejen.

Om det lige er den slags fans, der "skal vise hele København", at "vi reger'" ved at marchere gennem "vores by" på søndag, skal jeg ikke gøre mig klog på. Bevares, jeg synes, det er ulig meget nemmere som københavner at bære København med mig, hvor jeg går og står, og jeg føler intet behov for at sætte mit mærke på en by, som jeg helt symbiotisk er en del af. Dan Turell ville helt sikkert have taget en taxa og på vejen ville han hilse lettere ironisk på de trampende og svedende folkemasser, mens han fyrede op under en joint og en skarp fra lommelærken. Sådan rejser københavnere, mens bondehæren marcherer.

Nå, men vi kan naturligvis ikke slutte sæsonen på lige den tone. I stedet vil jeg puste ud og se frem til en forhåbentlig smuk mesterskabssommer, der naturligvis præges gevaldigt af den tilstundende VM-slutrunde. Mærkværdigvis er det ikke lykkedes at ødelægge min fodboldsult med nordisk og dansk discountfodbold på elendige baner, og det lykkes heller ikke for den absurde nyskabelse ved navn Viasat Cup. Det bliver tværtimod helt vidunderligt at se den ægte vare folde sig ud i Tyskland under rimelige meterologiske vilkår til ordentlig tv-tid og forhåbentlig inviterer kollega smølle på den fede HDTV-oplevelse, når han dropper sin protestantiske skyldfølelse og investerer i TDC's herlige box til samme formål.

Grüß Gott og vi ses til fest på søndag!

Bopa

På jukeboxen spiller:

En syndig omgang rod

Tilsyneladende handler et mesterskab om rå maskulin livsglæde og energi i mit univers. Guns'n Roses spiller den perfekte rock-sommerhymne "Paradise City", LL Cool J pumper energien op med "Mama Said Knock You Out". Rammstein sætter ild til sengen og ZZ Top til sydstaternes sumpe. Summer was never the season for intellectuals. Det gælder især musikken.