Vaske, tørre, stille på plads... og så lige en opstrammer til os selv. Hov, er der nogen? Davs du! Jeg havde ikke ventet selskab, vi har jo haft lukket en tid. Jeg skal ikke trætte dig med hvorfor. Men nu går jeg lige og pynter lidt, så der i det mindste er lidt pænt inden Jan kommer. Noget mere pålidelig er han, også selv om det er på en skæv dato, da Holger er på ferie.

Men hvad pokker skulle jeg også snakke om? Der er jo pause. Det hele gik op i en højere enhed inden for to uger i begyndelsen af denne måned, på mine kollegers vagter. Først blev Barcelona mestre på månedens første onsdag, og om søndagen var det Københavns tur. Og for begges vedkommende blev det sikret godt og grundigt ved at de nærmeste konkurrenter tabte. Barca klarede dog i det mindste at vinde deres egen, selv om det må have været svært at koncentrere sig med visheden om at man i pausen havde vundet sit andet mesterskab i træk. På samme måde havde københavnerne i Odense om søndagen vist heller ikke den store fokus, da Brøndby først var kommet bagud 4-1, og de meldte sig allerede da ud af sæsonen – hvad egentlig skal være dem vel undt.

Barca kunne ikke rigtig melde sig ud af sæsonen. De valgte i stedet at lade alle reserverne spille, og tabe, den udsatte regnvejrskamp mod Sevilla – et decideret ørestadshold, der stadig klarede at slippe færre mål ind mod de nykårede UEFA Cup-vindere end Madrids Galacticos i bedste opstilling gjorde et par uger senere.

Førsteholdet havde så fornøjelsen af Arsenal den følgende onsdag for nogle uger siden, og de vandt jo. Det husker du nok – fuldt hus hernede og alt det, og forbløffende mange som holdt med Barcelona. Jeg var der så ikke den dag. Det var en sær aften. Det kom sig af, at jeg tidligt på foråret, dengang vi så ud til at tabe det hele på gulvet i superligaen, faldt pladask for den amerikanske chanteuse Neko Case, og for hendes pragtfulde nye album Fox Confessor Brings the Flood samt for den endnu bedre forgænger Blacklisted. Sikke en stemme – det er som sirenernes sang, bare uden de traditionelt medfølgende kummerlige konsekvenser for lytteren.

Hvilket man fik set med al tydelighed den aften Barcelona vandt deres anden Store Pokal. Hun spillede nemlig, vidste jeg siden godt en måneds tid inden, i Lille Vega samme aften som finalen. Et faktum, der gjorde det pløkumuligt at finde nogen at følges med. Og havde det været stort set alle andre ville jeg have solgt billetten samme sekund Milan var blevet sendt ud med den pænt kedsommelige, men alligevel meget nervepirrende 0-0-kamp på Camp Nou. Det kunne jeg så ikke få mig selv til med Neko Case.

Så da aftenen kom, satte jeg videoen i gang, men blev alligevel hængende hjemme og så første halvleg. Resultatet var, at jeg i pausen kunne spadsere ned til Vega med røg ud af ørerne over den narrøv af en norsk dommer, der først havde stjålet et fint og legalt mål fra Barcelona, og senere foræret det til Arsenal ved at belønne Eboués film med et frispark, der blev sendt ind via Sol Campbell.

En sær oplevelse at være til koncert alene. Man føler sig lidt som en weirdo som kun er kommet for at stirre. På en festival er det en noget anden sag at vade småstiv ind i et telt om natten og se hvad der sker, men at komme til en koncert med sin billet, mutters alene, er en lidt kejtet situation. Det hjalp at få en pilsner, og en til, og så var koncerten i gang. Bragende godt, og gevinsten var så at man kunne koncentrere sig totalt om musikken, i modsætning til f.eks. Josh Rouses akustiske optræden samme sted tre dage inden – en koncert som mest var præget af godt selskab og heldagsdruk oven på guldfesten i Parken, og som står ualmindelig tåget i dag.

En ting man så også skulle fokusere på var at undgå at høre nogen stå og snakke om hvad det stod i finalen, men hvordan satan skulle man gøre det i en tid hvor alle kan fiske en telefon op af lommen og få info om nøjagtig hvadsomhelst – og inden for hvadsomhelst er en finale om den Store Pokal trods alt ikke så eksotisk og sjælden en ting at ville have info om. Så da nogen begyndte at snakke om ”Barcelona mumle mumle” trak jeg over til den anden side af scenen og stod. Men det endte, og efter en hensynsløs sprint ned til garderobekøen og en lige så kvik anbringelse af ørepropperne, med New Pornographers højt mastrede og diskantprægede powerpopnummer ’Twin Cinema’ klar til at spille for fuld styrke (måske den sang som gav Ejvind Sandal sin geniale idé til udendørs film i Brøndby på en dobbelt skærm?), var det direkte hjem.

Ikke at det gik uden forhindringer og forskrækkelser. Uden for Big Star Kebab på Enghavevej stod der to og dansede på fortovet. Jeg var stensikker på, at det var Arsenalfans – pessimist som altid – der lige havde set deres holde vinde i tv på Ludvigsen. Lidt sent var det, men den kunne jo være gået til straffe. Det var i alle fald næppe stedets mad, der havde henrykt dem sådan. Jeg gik over på den anden side af gaden og kiggede væk. Men nede ved Vesterbrogade mistede jeg for alvor modet, da jeg så en fyr i en skriggul Arsenal-udebanetrøje gå smilende ned på Märkbar med en ven. Hvorfor skulle man gå ned på så øl-velforsynet en bule hvis man ikke havde noget at fejre?

Fjernsynet kørte stadig inde på Frederik VI på hjørnet af Frederiksberg Allé, og min teori om at det var gået til straffespark tog videre form. Så ikke nok med at jeg skulle pines gennem en ekstra halv time med forgæves stormløb, 75 minutters lidelse, jeg skulle derefter se dem tabe på tragisk vis, med afbrændere fra hele striben af folk ligesom i 1986, og Almunia som den store helt. Det er mange af den art analyser man kan nå at lave på ti minutters spadseretur. Inklusive den afgørende tanke, at hvis nu jeg bare var blevet hjemme, og Barca alligevel tabte, så ville jeg ærgre mig dobbelt.

Men endelig hjemme fik jeg så tændt, spolet tilbage, og som nævnt før kan de fleste vel huske hvad der skete. Udviklingen i sig selv, med Bellettis mål, var forbløffende nok, men når man allerede havde udtænkt en plan for hvordan nederlaget måtte have været, så er ordet ’utrolig’ lige pludselig ikke så inflationsramt som når det normalt bruges.

Det var pragtfuldt. Intet mindre.

Det var så godt, at det næsten var til at leve med, at Arsenal tog det som de gjorde. Jeg ville elske at sige at det ikke rørte, at Arsène Wenger opførte sig som sådan en idiot bagefter – mindre som en manipulativ Jose Mourinho, mere som en ynkværdig og teenagehysterisk Jens Ørgaard. Men det er da lidt irriterende. Også fordi man så skal til at kigge på højdepunkterne igen med en kritisk lup. Heldigvis blev tåbens synspunkt om en offside på det udlignende mål afkræftet totalt af et kig på den langsomme gengivelse. Det var ellers hans hovedanke, grebet ud af den samme luft som fældede hans back ved Arsenals mål. Men en ram hørm af sure rønnebær kunne man da lugte allerede da Luna Christofi havde den forsmåede franskmand igennem.

Glad af kolde øl fra fryseren var jeg der, henad ettiden, mest forundret. Det er jo sjældent, man får lov at tænke en første halvleg igennem i timevis. Og følelsen, både da Barcelona var bagud og småmænd allerede da Lehmann blev smidt ud, var at det da havde været bedre med et mål end et rødt kort. Barcelona spillede jo ikke godt efter udvisningen. Jeg havde været enig i, at dommeren var uduelig – men det til Barcelonas klare ulempe, og på vej mod Vesterbro blev jeg nærmest helt afklaret med at kampen nok var tabt, og at der bare ikke var noget at gøre med så hårdhændet en behandling fra Hauges side. At der nu skulle overkompenseres som gal for hans tåbelige linievogter, som havde poseret med den Barca-trøje inden finalen. Men bevares, hvorfor skulle man huske på at dommeren har konstrueret en føring til éns hold, når man kan klage over en fiktiv offside.

Hørt om at være på linie, Arsène?

Så meget desto bedre, at den engelske presse over en kam latterliggjorde Wenger for sin måde at håndtere nederlaget på. Det kunne egentlig være rart en gang imellem at høre den danske presse virkelig gå hårdt til trænere med så alternativ en måde at opfatte kendsgerninger på, som man især finder hos herrerne i toppen, Mourinho, Ferguson og Wenger. Ikke nødvendigvis fra journalisterne, for de er lige så vattede i England som her – bemærk, at ingen følte sig kaldet til direkte at spørge Wenger om hvordan han kunne tale så længe om en tvivlsom offside, uden selv at erkende at hans hold aldrig skulle have haft det frispark som førte til deres føring; at det ganske enkelt var snyd. Ingen konfronterede ham med det. Men i det mindste er der en flok skarpe klummeskribenter som ikke har samme problem med at sige tingene ligeud, som her eller for den sags skyld her.

Samme kritik var der en anden som ikke rendte ind i, og det skal han sgu heller ikke her: Henke Larsson er en helt, og jeg sniger mig lige til at sætte et billede op af ham her mens min Merengue-kollega Holger er væk. Det ryger nok ned igen snart, jeg ville sikkert gøre det samme med en Madridspiller som var med til at afgøre en stor titel – usandsynligt som dette i øvrigt virker disse dage. Men måske vi så kan finde et kompromis, med ham iført en svensk trøje. Eller en fra Helsingborg, hvor det er uvirkeligt at han skal spille nu. Der kan man tale om at holde når man er på toppen, og lade folk gispe efter mere.

Og så – pausen, som begyndte da Wenger havde vrælet færdig og konfettien var samlet op i St. Denis. Ja, komplet pause var der jo ikke tale om. Der var en fjantet gang opsamlingsheats i Spanien, en kejtet afvikling af flere runder på grund af blot en enkelt aflysning. Og der kører U21-EM, det eneste seriøse konkurrencefodbold her inden VM – som stadig er et habilt antiklimaks. Men intet som kan måle sig med VM Cuppen, eller Viasat Cup om man vil, opkaldt efter den tv-station som har skudt et større beløb i at vise de mest ukendte spillere i de største klubber spille nogle komplet håbløse træningskampe foran tomme tribuner.

Fra F.C. Københavns side lød argumenterne for VM Cup: ”Vi er selvfølgelige tilfredse med, at Viasat Cuppen kommer i en fodboldfri periode. Fodbold er en eliteidræt på højt niveau, så selvom en en vis Hr. Blatter render rundt og tror, vi kan holde fri i flere måneder, så er virkeligheden en anden. Nu får vi en rigtig god turnering med intense kampe i modsætning til de træningskampe, der var alternativet. Jeg regner med, der kommer spændende revanche-opgør fra det netop afsluttede danmarksmesterskab.”

Hvor meget revanche, spænding, elite, intensitet og højt niveau der kom ud af det, især efter at spillerne så alligevel fik ferie midt i det hele, er vel oppe til debat. Hvis nogen gider. VM Cup har ikke ligefrem sat sindene i kog her. Men ét dramatisk højdepunkt gav turneringen da, nemlig da Michael Laudrup så sit snit efter en af de jammerlige kampe til at annoncere sin og John Faxes afsked, fulgt på vej af en forblommet bortforklaring om at den ene part ville have en kontrakt de kunne komme ud af efter et år, mens den anden ville tilbyde en meget anderledes kontrakt, nemlig én det var til at komme ud af efter et år.

Hvor han skal hen – aner det ikke. Jeg håber det bliver Real Madrid, der gerne må få endnu en træner uden den pondus som følger af at have vundet et væld af store titler som træner – noget der hidtil har været foretrukket i en klub som har været ledt af folk med bøflers sans for tilbageholdenhed i en lang årrække, og som svækker holdet eftersom spillere ikke udtages på meritter, men på navne, når træneren har præsidentens ånde i nakken.

Hvem der skal afløse ham – aner det heller ikke, men klubben er i en lidt tricky situation efter alt det selvfede gejl de sidste par år har budt på fra ledere, spillere og fans om det for superligaen uhørt skønne og teknisk overlegne spil. Et spil, der måske ikke leverer guld hvert år, men hæver Brøndby op til et moralsk ophøjet stade, som kun lader os andre bøje os i skam over de mange bolde vi selv sparker langt, og de mange point der dermed følger. Skulle klubben vende tilbage til en ordinær Brøndby-klubmand af den gamle skole og uden internationalt stjernedrys, som Lars Olsen, eller til en dygtig organisator med hang til kontraspil, som Ove Pedersen, så er der et forklaringsproblem – omend ikke et der ikke kan klares med lidt spin og en robust kovending.

Herfra skal bare lyde en enkel tak for denne gang til Michael Laudrup. Hans æra er én hvor København under Hasse Backe, og til sidst også Ståle Solbakken, vandt tre mesterskaber ud af fire. Og hvor vi har konsolideret os som dette årtusindes (eller dette årtis, hvis man skal være lidt mindre prangende) klart mest vindende hold herhjemme. Det er ikke ilde. Heller ikke nogle af de store enkeltstunder – fra Backes taktiske udmanøvrering i Hjaltekampen, over 1-6 mod Esbjerg, til den totale fadæse i Horsens, der forærede os titlen endegyldigt i år. Uden den slags veltimede gummiben er det ikke sikkert, vi havde kunnet klare det. Og uden at sagen om hans forlængning var blevet trukket så meget i langdrag, var det langtfra sikkert at Brøndby havde famlet så hjælpeløst rundt uden for de trygge rammer i dette forår. Man skulle da være et skarn, hvis man så ikke kunne sige tak.

Så det gør jeg, og også tak for denne gang til dig. Hør nu hvad Jan har at sige, for det er aldrig helt dumt, og lidt mere aktuelt end det her. Det var bare et farvel til sæsonen. Når vi ses igen er puljespillet i VM netop endt, og jeg er sikkert igen nødt til at skrive om en italiensk katastrofe af en eller anden art, præcis som de sidste to gange, men lige nu er der bare grund til at skåle for en god sæson. Også selv om det er forskudt. Det er nu rart når éns hold vinder.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Neko Case: ’Look for Me (I’ll Be Around)’
Det kunne have været mængder af andre sange fra de stadig finere albums, men her spilles denne gamle jazzballade, som først blev tacklet af Sarah Vaughan. Det er af den enkle grund, at det var den som stod størst frem i Vega, og at jeg generelt er et meget, meget let offer for en sang med ingredienser som disse – en guitar med twang som hos Chris Isaak, en pedal steel, vibrafoner, nattestemning, og en overdådig torch singer i front. Stilen er ikke udpræget typisk, da musikken på de to seneste, ovennævnte plade, mere er baseret på country og americana – men stemningen er.

Pet Shop Boys: ’Integral’
Det er med afstand den bedste sang på det ujævne men stadig voksende nye album Fundamental. Så hvorfor kommer den først til sidst? Dette er hvad Pet Shop Boys gør overdådigt – et vildt storladent, tordnende stykke synthpop med orkesterbrag over det hele, og en sang som ikke behøver skamme sig ved siden af nogen ’Suburbia’, ’It’s a Sin’, ’Left to My Own Devices’ eller ’New York City Boy’. Med en i øvrigt subtilt begavet tekst som altid, men her med et klart politisk budskab til den (usikkert) siddende premierminister Tony Blair; et på overfladen elegant, men meget sarkastisk og ligefrem bésk hug til en regeringschef som bruger indvandrere som syndebuk for fulde gardiner. Hvor har man nu hørt det før?

Ugens album:

Gnarls Barkley: St. Elsewhere
Jeg som troede, jeg aldrig skulle komme til at holde af en r&b-plade. Men dette samarbejde mellem sangeren Cee-lo og spilopmageren Dangermouse er heller ikke ligefrem en typisk plade i genren. For det første er den ikke skabt til videoer i enorme huse med fotomodeller og dyre biler overalt. Og for det andet er den ikke sovset ind i klæg produktion, men stoppet med knivskarpe sange, gerne på to eller tre minutter – uhørt i amerikansk r&b, hvis kunstnere som regel har svært nok ved at holde sig fra at stoppe en cd helt ud, gerne med klæge ballader. Hvad mere er, sangene er kradsende, nervøse, og blot en lille smule weird og ude af balance. Med andre ord er de perfekte for en småneurotisk europæisk popfan som jeg, og helt uegnede for dem som foretrækker deres soul serveret med alle flosklerne. Deres tab.
 

mail