1974. Den 8 gram tunge VM-bold fra købmanden sejler igennem sommerluften over den ujævne kløvermark bag gården. Den lille dreng med det sommerhvide kasserollehår ved det ikke, men hans verden har drejet en omgang. I går så han Vesttyskland besejre Sverige med 4-2, og det er Ralf Edstrøms helflugter til 0-1, han øver igen og igen. Det er dette VM's billede fra slutrundens bedste kamp - Ralf, der fejrer målet med én knyttet næve i luften og hovedet bøjet i monsunregnen, arrogant eller bare afdæmpet, det er svært at afgøre. "Tjiiing" siger bolden og forsvinder ovre bag gulerødderne uden at fantasiens Sepp Maier er i nærheden af at nå den. Det er der, det begynder.

Sjældent er et VM kommet så belejligt som i år. Jeg erkender at min fodboldpibe har været lidt udbrændt et stykke tid. For meget sekundafodbold, for lidt gnist. Det sætter vel årets mesterskab lidt i relief, at mit personlige "forårets øjeblik" velsagtens var jubelen på AWAY-afsnittet i Odense, hver gang Horsens bankede et nyt søm i Brøndbys ligkiste. Ikke at jeg selv ser nogen grund til at forklejne årets mesterskab. Det blev bare kørt hjem, men uden den umiddelbare begejstring, der for alvor tilfredsstiller den indre fodboldæstetiker. Jeg vil så vove den påstand, at jeg ikke er blevet mere kræsen, som København har etableret sig i den absolutte, danske fodboldtop de seneste 5 år. Der har faktisk bare ikke været så skide meget at juble over i år og slet ikke i foråret. Dårlige baner, dårlige modstandere, et truende nyklassiker-overkill og alt for mange pseudokampe.

1978. Tiden bliver til kviksølv, da Rensenbrink rammer bolden i finalens døende sekunder. "Dunk" siger stolpen, tulipanerne visner på den konfettiklædte grønsvær og diktaturet synger "Argentina va a ser campeon"! Så ganske belejligt havde Argentina vundet 6-0 over Peru, da det var nødvendigt for at overhale Brasilien i mellemgruppespillet, og den lidt større dreng har opdaget, at fodbold er en mere kompliceret affære end 22 mand og et stykke læder. Det afholder ham ikke fra at grine over de orange hippiers nedtur. Fryd på dåse, bliv dog klippet, barberet og find jer et arbejde! Så er der Osvaldo Ardiles, den fødte sydamerikanske midtbane-gentleman, at glæde sig over i stedet.

"Den danske vinkel" er så herligt fraværende fra dette års VM, og det er der ingen grund til at begræde, hvis fodbolden er dit fokus snarere end nationalromantiske hensyn. Nok holder jeg ganske meget af Morten Olsens grundlæggende fodboldfilosofi, men dansk fodbold er bare inde i en kvalitetskrise, der forhåbentlig er mere cyklisk end permanent af karakter. Men først og fremmest slipper vi bare for en masse ævl og lort i formiddagsaviserne og klaphatte både her og der. Min egen nationalitetsfølelse tænder ikke helt på de cylindre, der får den danske landsholdsenergi til at brænde. Sådan får de fleste det, der er tvunget til at bevæge sig rundt på Østerbro, når der er landskamp i Parken.

1982. Hævnens Engel hedder Tardelli denne aften i Madrid. Få dage tidligere har Schumacher kørt Battiston over i den vilde semifinale mod Frankrig uden at få så meget som en advarsel for sit mordforsøg, der i stedet belønnes med målspark! Men nu er Vesttyskland bagud 2-0, ganz kaput, og Tardellis rå neanderthal-jubel, fri for (nutidig) egocentrisk selvforherligelse, er dette VM's underkendte øjeblik. Der er mange andre, det er en god sommer foran tv-skærmen, mens puberteten raser i kroppen. Socrates mejsler sig ind i min bevidsthed og så er det endda først senere, jeg opdagede at han røg 40 cigaretter om dagen og jævnligt nøjedes med at indtage flydende kost med procenter.

Selvfølgelig vil vi også i dette års VM opleve kynisme, vold, urimeligheder og dårlige dommere, der ødelægger fodboldkampe, men et VM er fodbold i sin reneste form. Nok syltet grundigt ind i kommercialisme og markedsføring, men uden at kunstige sødemidler overhovedet er nødvendige. Ikke at der er grund til at være sentimental i den forbindelse, fodboldens globale markedsværdi sikrer i et vist omfang kvaliteten på banerne i Tyskland, men uden at det endnu er lykkedes at udvande begivenheden. Måske er det en pointe, der rækker helt ned til vores egen lille andedam: En konstant fodring med rugbrød holder nok sulten på afstand, men jeg tvivler på at fx. England-Argentina ville holde den samme intense nerve, hvis de to lande spillede mod hinanden 6-7 gange om året, som FCK og Brøndby efterhånden gør herhjemme. Ikke at Superligaen og VM overhovedet kan sammenlignes, men det handler vel om at værne om de få fodbold-kronjuveler, dansk fodbold kan byde på. De bliver lidt uinteressante, når man tvinges til at se på dem igen og igen.

1986. For første og foreløbig eneste gang er Danmark et naturligt element i en slutrunde på niveau med de bedste, afviklet i skyggen af en studentereksamen. Vi kunne have slået dem alle på en god dag, og skulle selvfølgelig i særklasse have tabt til Vesttyskland med vilje, så Jesper Olsen havde reddet sit eftermæle som fodboldspiller og måske mere til. Sepp Pionteks ærekærhed ødelægger de danske chancer for at nå langt i Mexico, hvad hans assistenttræner måske bed mærke i til senere brug. Men det er selvfølgelig Maradonas VM på godt og ondt, heldigvis mest det første. Dengang som nu brød jeg mig ikke om ham, dertil var og er der for meget tølper i manden. Et lille menneske med et stort talent.

Imens ligger det københavnske fodboldunivers dødt hen. Jamen, her sker jo ganske enkelt ikke en skid. Ingen rigtigt saftige rygter, og for egen regning kan jeg tilføje, at jeg heller ikke tror på, at der sker noget særligt, når først VM er overstået og transferaktiviteten for alvor tager til. Kun De Unge Vilde Fans har for alvor haft grund til at glæde sig, efter at FCK har tilfredsstillet deres hede ønske om en (halv) stemningstribune, hvor de kan udvikle deres egen måde at gå til fodbold på. Personligt vil det ikke overraske mig spor, hvis konceptet viser sig at blive en umådeholden succes og mere end et kultisk ungdomsfænomen.

1990. Slutrundens højdepunkt er svagt humoristisk. Den excentriske colombianske keeper René Higuita er på én af sine surrealistiske udflugter på egen banehalvdel i den forlængede spilletid mod Cameroun i ottendedelsfinalen, da Roger Miller stjæler bolden fra ham og let scorer i det tomme mål. Ellers ved Gud et kedeligt og kynisk VM, der bortset fra at være det første, hvor et afrikansk hold viser tænder, står noget utydeligt i erindringen. Bevares, en smule fryd over Gascoignes gule kort i semifinalen mod Vesttyskland kunne det blive til. Det var hans andet i turneringen, der ville have kostet ham pladsen i en evt. finale, så Gascoigne vandede høns, som han altid endte med at gøre når han slagtede sine modstandere. Så lad dog være, tøsedreng!

Når stemningsbølgen bliver en succes, så hænger det på at den rammer lige ned i et uudforsket kundesegment i forhold til dansk fodbold, den unge mand mellem 15 og 23. I Danmark er der ikke helt den samme tradition for at man "fødes" til sit klubtilhørsforhold eller bliver slæbt med af farmand hver søndag, ligesom FCK af ret naturlige årsager har spillet på nogle andre tangenter end en årelang klubhistorie (uanset hvad KB-keglerne påstår). Samtidig vil jeg postulere at den måde at gå til fodbold på handler mindre om selve fodbolden, end den handler om gang i den og gruppemekanik. Bølgen har ramt et "take off"-punkt, hvor energien bliver selvforstærkende og alene derfor trækker flere til, der vil opleve den.

1994. Hvis Tardelli var billedet på italiensk jubel 1982, så er Baresi det samme på romersk sorg, da denne VM-finale som den første nogensinde har fundet sin afgørelse på straffespark. Askegrå i hovedet både før og efter at have brændt sit eget forsøg fra pletten, i utrøstelig opløsning efter det følgende nederlag. Maradona, der blev udvist i sit allerførste VM i 1982, forlader dette VM på noget mere stupid vis efter en dopingskandale. Af de to har jeg mest ondt af Baresi.

Men hvad kan vi forvente af slutrunden, der sparkes i gang i aften? Brasilien ligner den eneste reelle storfavorit foran en lille håndfuld driftsikre kort som Frankrig, Italien, Holland og Argentina. Kun englænderne selv (og et par af bulens fælt angloromantiske stamgæster) tror for alvor på England, der velsagtens må ses som outsider sammen med blandt andre Sverige, som det bliver spændende at følge. Ikke mindst for at se om Linderoth kan sætte trumf på den udvikling, han har gennemlevet her i klubben det seneste års tid fra et lille spørgsmålstegn til jernmand og naturlig anfører. Ikke at det er spor gratis at glæde sig over svensk succes, for Linderoth hører i forvejen hjemme i en anden liga end den danske og tilbuddene kan nemt blive særdeles attraktive, hvis han og Sverige viser sig holdbare i turneringen.

1998. Zidane overstråler alle i både turneringen og finalen, hvor et uinspireret og udbrændt Brasilien ydmyges af den galliske hane på hjemmebane. Michael Laudrup trækker sig tilbage og foregriber sine analytiske evner som træner ved at påstå, at Danmark spillede lige op med Brasilien i kvartfinalen. Yessir, og nu er Brøndby hele Danmarks Barcelona.

VM er naturligvis en fjernsyns-disciplin for sofakartofler og dette er så det første, der kan nydes i High Definition, hvis man ellers er een af de få hundrede TDC-kunder, der har fået en set top-box i tide og ellers er så heldig, at den virker bare nogenlunde, som den skal.

2002.For første gang nogensinde mødes Brasilien og Tyskland i en VM-finale, selvom eet af de to lande har været faste gæster til den begivenhed siden krigen med undtagelse af slutrunden i Argentina i '78. Udover at sporte den grimmeste hairdo i mands minde scorer Ronaldo 8 mål i turneringen og sænker Tyskland. Særdeles patetisk forenes det brasilianske landshold i rundkreds og bøn efter kampen, så man ender med at ønske at Oliver Kahn havde stået en bedre finale, end han gjorde.

2006. Ethvert VM har sit øjeblik, sit drama. Nyd det og sommeren, før efteråret og reflektionerne over FCK's forsvindende små europæiske muligheder kalder. "Jeg holder af hverdagen", siger huspoeten. Undertiden er det godt at glemme den.

Bopa

På bordet ligger:

Enki Bilal & Patrick Cauvin: Sidste Halvleg

Hvis ikke du har denne sjældne perle fra Carlsens Forlag er der al mulig grund til at spørge efter den på biblioteket eller hos dit lokale antikvariat, også selvom om du egentlig hader både science fiction og tegneserier i øvrigt. Dels er Bilal&Cauvins grafiske novelle hurtigt læst og perfekt at have liggende til de længerevarende toiletbesøg, og den handler så om fodboldens død i en ikke så fjern fremtid. Eller, som al god science fiction, så kommenterer den selvfølgelig samtiden og fodbolden som fænomen i dag. Idoldyrkelsen, hysteriet, kommercialiseringen, politik, vold på og udenfor banen og racisme. Men selvom det er en mørk, kynisk og sarkastisk fortælling, så handler den grundlæggende om kærligheden til den lille læderkugle, og hvorfor fodbold er så facinerende og naturlig en sportsgren på alle niveauer. Sidst men ikke mindst så minder novellens optimistiske slutning mig altid om VM-boldens "tjiiiing" på marken for mange år siden, hvor kærligheden begyndte - og slutter.