Ja, for fanden! VM 2006 kom i gang og den første uge er så godt afviklet, vi er på vej ind i anden rundekampene i gruppespillet. Det har virket som en forløsning siden i fredags og åbningen i Tyskland faldt nærmest lykkeligt sammen med sommerens komme i en hæsblæsende weekend. Det har givet travle svedperler hos bartenderen. Folk væltede ud i byen og blev hængende længere, som de altid gør når temperaturerne stiger og varmen pumper på. I søndags prøvede vi et lidt alternativt arrangement til "venskabskampen" mellem Portugal og Angola. Fik trukket et par forlængerledninger og et tv-kabel udenfor og opstillede et udendørsarrangement i gården med en mindre skærm end storskærmen indenfor.

Det gik hverken værre eller bedre end at politiet troppede op midt i første halvleg. Nogle havde klaget, forlød det. Lyden var for høj og generede resten af gården. Om det var lyden fra skærmen eller folket der gloede på den, fangede jeg aldrig. Men der udviklede sig et mindre skænderi og som den ansvarlige trak jeg stikkene ud igen og bedyrede herefter at vi holdt kampen indendørs. De to emsige betjente var dog ikke tilfredse. Jeg måtte rode alskens papirer frem, ja, BULEN er autoriseret, ja BULEN har licens, ja BULEN betaler den også, og i virkeligheden ville vi bare se fodbold-VM som de fleste andre på denne søndag aften.

Hermed burde sagen være overstået, men de to betjente dukkede guddødeme op igen en time senere. Hvad var der nu galt? Det logiske havde været at byde på en kold fra fadet, men deres miner indbød ikke til hverken tjekkisk eller klassisk.
"Vi skal sikre at her ikke sker ulovligheder", gryntede den ene af dem tvært og skulede.
"Hvem siger at der gør det!", sagde jeg overrasket, som de forsvandt ud i gården. Der kom aldrig noget svar. Men de skred igen efter en meningsløs runde mellem borde og gæster under almindelig hujen. For kun at vende tilbage en time senere.
"Kan i ikke bare åbne for radioen for at få resultatet?", foreslog jeg. "Kampen sluttede 1-0 til Portugal." Igen intet svar og en meningsløs runde, ud i gården, og en tur mere mellem bordene og de nu lidt færre gæster. Men der var efterhånden ved at blive en temmelig anspændt stemning og tilråbene blev mere kradse. Et skingert "hiposvin!" skar igennem lokalet, måske var fra det skolelærerens bord, måske var det en anden af de faste, det måtte vel komme, og de to betjente havde det åbenbart på samme måde. De havde ventet på det. Jeg skal ikke sige, at deres øjne ligefrem var længselsfulde, men det lignede, og der var i hvert fald kun et at gøre. Vi lukkede helt for aftenen. En time før normalt.

For fanden da! Her står man og bider sig i selvmedlidenheden som en gammel autonom og nu har jeg placeret et lille Christiania-flag af papir i en tom flaske bag disken. I kan verfe det ud, når ugen og min vagt er omme. Foreløbig bliver det, i denne uge giver vi intet for nul-tolerance og umælende patruljer og deres umotiverede besøg. Intolerance over nul-tolerance. Normalt har vi det fint med politifolk hernede, men der er grænser. Vi skærper også tonen, når de dukker op i tide og utide. Men bevares, det var en varm dag for alle i søndags. Også for ordensmagten. Der sker nogle gange uforklarlige ting i vores by. Og de to uniformerede bavianer har vi gudskelov ikke set mere til.

Og således kom jeg fra den særdeles varme VM-aften i søndags, og fortsætter næsten uanfægtet. Forsøger at være ligeså varm med alt hvad dette medfører.

Den første uge er overstået og grupperne begynder at tage form. Alle 32 landshold har været i aktion og fået smidt deres første aftryk i turneringen. Der tegner sig et billede, siger de kloge ude fra bordene. Og jeg lytter gerne. Selve spillet har været ganske meget op og ned, selve indtrykket foran tv-skærmene har mest været glæde. Et fodbold-VM er selvfølgelig en enorm eksportvare, der cirkulerer rundt mellem verdensdelene. Sådan bør og skal det være. Men der sker altid et eller andet når det kommer hjem til oprindelsen og traditionen, og de hedder begge Europa og Sydamerika. Det er her fodbolden virkelig betyder noget, på godt og ondt, det er her den er i blodet på folk.

I 90'erne var der afstikkeren til USA og for fire år siden Japan/Korea. Fra 1994 og USA husker jeg mest kampe, der blev spillet i ekstrem varme og luftfugtighed midt på dagen lokal tid for at tækkes europæiske TV-kanaler og tidszoner, på nogle store stadioner der reelt var bygget til den nationale amerikanske afart af rugby, NFL. Fra østen 2002 sidder jeg tilbage med de tidlige morgenkrødderkampe og billeder af velopdragne skoleelever, der hepper synkront og indstuderet på Danmark eller et andet landshold fra en fjern verdensdel, så vældig høflige alle sammen, men i virkeligheden ikke helt i sync med det som det handler om. Inderst inde.

Nu er vi så tilbage i kulturens vugge. I en af stormagterne. Tyskland. Det bliver den ægte vare igen. Som det også var i Frankrig i 98. Jeg skal ærligt indrømme, at meget også hænger på at det nu faktisk er muligt at se næsten alle kampene. For mig personligt. Spilletidspunkter og TV-tider gør det muligt at køre en nærmest fuldstændigt dækkende pakke af over en uge. Man skal ikke sidde formiddag efter formiddag på arbejdet, som for fire år siden, og følge med på en internetside.

Det skinner også igennem fra München til Hamburg. Der er en anderledes stemning omkring kampene. Alene det at flertallet af de deltagende nationer faktisk ligger inden for overskuelig rejseafstand af værtslandet gør sit. Igen det giver ekstra til festen, at majoriteten af publikum er dedikerede fans og ikke blot agerer som supplement til skoleelever og lokale turistambassadører - eller dorske amerikanere, der reelt interesserer sig mere for baseball og popcorn. Det brager igennem fra de tyske stadion på en anden måde, ikke overraskende blev kroaternes entusiasme tirsdag mod Brasilien et slags foreløbig højdepunkt. Og jeg overgav mig nærmest fuldstændigt som tv-seer til ternede Hrvatska. Den specielle Balkan-fanatisme fornægter sig ikke, på godt og ondt, heller ikke for det fjols der steppede over grønsværen på det renoverede Olympia Stadion i Berlin for at kysse Prso's støvler - og derved fik givet sine trætte helte en lille pause i den hektiske slutfase. Tilsigtet eller ej. Og jeg garanterer, det var aldrig sket i hverken USA eller Japan/Korea.

På en eller anden måde blev hændelsen befriende og tæller i virkeligheden også med i min foreløbige begejstring for VM 2006. Den giver VM sin berettigelse. Det er ikke bare et stort iscenesat skuespil og TV-show, det er stadig følelser for landsholdene. Og selvfølgelig skal et VM spilles hvert fjerde år, ikke oftere, det hører også med i kvaliteten. At det netop ikke er oftere. G14-foreslaget om hvert andet år er ren hån og pengegriskhed. Det er muligt at klubberne ejer og lønner spillerne i hverdagen, men et VM for landshold er netop alt det der kan løfte det hele ud over hverdagen - sikkert også for mange af de spillende millionærer på banen. Når samme VM ikke udvandes eller eksporteres for langt væk fra sin oprindelige kultur for ofte.

For fanden! Det handler om at docere, at finde formlen. Sådan er det også på selve banen. Den spillemæssige kvalitet har været noget svingende. Bedste enkelte kamp er vel fortsat Argentina-Elfenbenskysten, selvom anden halvleg kvaltes i et halvt argentinsk bakgear. Bare synd for Drogba og hans venner at de er havnet i dødspuljen med hollændere og serbere som øvrige nationer.

Italien begyndte også stærkt og overbevisende, med en slags "bonderøvslandshold", med en vifte af spillere fra mindre serie A-klubber som Palermo, Fiorentina og Udinese. Spanien åbenbart lige så. Jeg siger åbenbart, for deres var en af få kampe jeg desværre var afskåret fra at se. Akkurat spanierne har jeg haft en personlig svaghed for i de sidste mange år. Jeg kan lide den måde de spiller fodbold på og jeg kan lide landet. Ironisk nok en kærlighed der stammer fra besøg i de to mest separatistiske provinser dernede, Katalonien og Baskerlandet, og byerne Barcelona og San Sebastian. Men sådan kan det vel gå galt for de fleste.

Lidt overraskende blev det også Spanien-UKraine kampen, hvor turneringens første straffespark blev dømt. Vi skulle altså helt hen til første gruppeomgangs næstsidste kamp før det skete. Også en slags indikation. Des mindre spil i felterne, jo færre straffespark. Det siger sig selv. Måske også derfor at man ikke føler sig blæst bag over i offensivt spil. Der lures ganske meget og tidlige føringer bevogtes mere end de bliver forsøgt udbygget.

Brasserne, der som sædvanlig er overhypede, og det i en grad så man hurtigt kører træt på dem, imponerede ikke vanvittigt. Men vandt og det gør de igen. Ganske mange gange. Det er svært at tro andet. Mens Holland lavede en lækker halvleg, inden de tabte pusten i eftermiddagsheden i søndags.

Tyskerne er allerede videre fra en nem pulje, godkendt og uden at ligne en kommende verdensmester. Jeg ved ikke helt hvad der gik i DR's kommentatorpar i aftes, Henrik Liniger og Birger Peitersen. Dagsordenen var åbenbart sat på forhånd. Alt andet end en tysk storsejr i opvisningsstil ville være en fiasko mod en flok heroiske, og flot kæmpende, polakker. Kors i hytten for en grim omgang af journalistisk partiskhed. Især det professionelle meningsorgan Birger "jeg-ved-alt-om-fankultur" Peitersen blev efterhånden pinlig at høre på. Tyskerne styrede det meste af kampen, brændte 5-6 gigantchancer inklusive to på overliggeren, inden Neuvilles scoring i overtiden. Mod et polsk hold der præsterede 1½ afslutning i hele kampen. Hvor var det heroiske ved et polsk hold, der skulle vinde kampen? Polen er ingen miniput, de har fine traditioner, to gange VM-bronze fra fortiden, og en ganske sikker kvalifikation denne gang. Skulle man ikke forvente mere fra dem end et hold der stiller 7-8 mand i bund og ellers satser på at holde 0-0. Jeg gjorde i hvert fald.

Respekt til tyskerne herfra. Bundestrainer Klinsmann og hans spillere er mest middelmådig Bundesliga og de vinder ikke til sidst på den lange VM-bane denne gang, men de spiller dog en klasse bedre end de jammerlige englændere, vi har set i nu to kampe. Det smerter mig egentlig at sige det, for siden barnsben har jeg altid haft en svaghed for det engelske landshold. Det kom bare som en logisk følge af 70'ernes tipsfodbold. Dem holdt jeg da med. Men de er lort, ikke spiller for spiller, men som hold. Uinspireret og gennemført fantasiløse, bortset fra en enkelt nogenlunde kreativ spiller - Chelsea-reserven Joe Cole. Og ja, jeg ved de er videre fra gruppespillet efter i aften, og jeg ved det er hvad det handler om... et cetera, et cetera! Men det behøver ikke at foregå på den måde. For fanden da!

Nu har England så udsigt til en sidste kamp mod svenskerne, der her til aften også mere eller mindre fik spillet sig videre. Efter en tung omgang af flere brændte chancer, med vores egen Allbäck i en af hovedrollerne, og egentlig ganske nydeligt spil i perioder. Selvom Henke Larsson stadig ligner en skygge af sig selv og Zlatan mest er out-of-order for tiden. Et svensk hold der ellers mest har gjort sig i interne skærmydsler og små sivere til de svenske medier. Der var vel i virkeligheden ingen sag, Mellberg og Ljungberg imellem, som ikke var der i forvejen, og som var mere end et frustrerende og sundt skænderi. Men det blev til en sag, fordi nogen hviskede.

Til aftenens kamp skrottede træner Lagerbäck Anders Svensson til fordel for stjerneskuddet Kim Källström, som den franske mesterklub Olympique Lyon lige har smidt en stor sjat millioner efter. Sandheden blev nok nærmere, at Svensson egentlig skrottede sig selv, da han i hudløs ærlighed udtalte at han ikke kunne klare den kritik som de svenske medier havde hældt over ham efter Trinidad-nullerten. Det gik ham simpelthen på. Den slags sårbarhed hører ikke hjemme i et VM. Man holder i hvert fald sin kæft med den. Lagerbäck splittede dermed omsider den gamle Elfsborg-duo, Svensson/Linderoth, på den centrale midt. Mon ikke det trods alt ligner den rigtige løsning. Og så fik de endda demonstreret, at de faktisk kan få bollen i mål. Tillykke med det, det kan vi sagtens sige, vi har jo et par aktier hængende hos Allbäck og Linderoth.

Og nu har FC København endda midt i VM-turboen landet en svensker mere. Fredrik Berglund tjekker ind fra Esbjerg. I øvrigt endnu en gammel Elfsborg-knægt, fra det talentfulde kuld der fik Borås-klubben tilbage til Allsvenskan i 1997. Mens skrøbelige Svensson allerede er vendt hjem til moderklubben, efter nogle halvsløje år i Premiership og Southampton, er Linde og Berglund nu blevet genforenet i det københavnske. Om selve indkøbet er godt eller skidt, ved jeg ikke rigtigt. Det er vel meget godt, skal vi sige det sådan. Reelt kan det kaldes et bytte for Peter Ijeh, der er en ekspeditionssag fra norske Viking Stavanger. Og med Berglund får vi en hurtigere og mere arbejdssom angriber, og hans succes i Esbjerg kan der ikke sættes en finger på, og da slet ikke hans evne til at score mod Brøndby.

Men vi forventer sandelig også at han tager begge dele med til FC København nu.

Ja ja, beklager. Et sidespring ned tilbage i vores hverdag. Det var Sverige-England og VM's gruppe B vi kom fra! Jeg kaster min tiltro over Øresund, fordi svenskerne i hvert fald har et udgangstempo og løbevillighed der må gøre det engelske hold stakåndet allerede inden kickoff. Men den kamp kan nemt skrues over på tyskernes gruppe, som den engelske avis, Guardian, gør det som afslutning på deres online-reportage efter England-Trinidad:

Well, everyone will be all excited again, I'm sure, but if I were supporting England I'd be very worried indeed. That was abysmal. Expect the Germany-Ecuador game to end 17-16, as both teams try to throw the game for the right to meet this utter shambles of a side. Still, the only way is up, eh? And at least it wasn't too hot.

Det hører så med til historien at tyskernes gruppe færdigspilles et par timer tidligere på tirsdag, så resultatet 17-16 er nok ikke værd at bette (gud hvor jeg hader det ord!) sine slanter på.

Men for fanden! Den helt fede ting ved VM er at man i bund og grund mest kan læne sig tilbage, nerverne står hverken på høje kanter eller dirrer som spændte elastikker. Man har ikke det helt store der skal klinkes. Det danske landshold er ikke med, og selvom det havde været der, havde det heller ikke kunnet vælte min henslængte sofa-nydelse.

Ergo kan man vælge sine favoritter efter behag. På samme måde kan man også droppe dem - eller i hvert fald stille dem på stand-by for denne gang. Ikke godt nok, venner, kom igen om fire år. Den slags plejer jeg med vemod at sige til spanierne cirka omkring kvartfinalen. Hvis det ikke er sket før.

Skål og godt VM derude! Må det bedste hold vinde. Bare det ikke bliver brasserne. Jeg er - som nævnt tidligere - ved at være træt af dem.

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

Calexico: "Garden Ruin" (2006)
De stammer fra Tucson, Arizona, tæt ved grænsen til Mexico. Det har været tydeligt i inspirationen på tidligere album fra bandet. Mariachi, twangguitar, og Ennio Morricones soundtracks til gamle spaghetti westerns. Dette er bandets femte officielle album. Jeg kender kun forgængeren "Feast of Wire" (2003), som vi tidligere har ladet snurre her i jukeboxen.

Stilen har forandret sig en anelse, uden at gør så meget. Væk fra det eksotiske grænseland og ørkenen og henimod noget mere byagtigt og almindeligt amerikansk. Stemningen fra barer i de sene timer omkring lukketid. Tæt af røg og fatale små historier i en afdæmpet rock'ende, og til tider lettere jazz'et tone, der fremhæver sanger Joey Burns nærmest hviskende vokal. Samt teksterne. Den mexicanske påvirkning fra tidligere er dog ikke helt blæst bort. Duetten med Amparo Sanchez i 'Roka (Danza de la Muerte)' er meget smuk og vel albummets stærkeste øjeblik, sammen med åbningsnummeret 'Cruel'.

mail