Ikke nok med at jeg er tvunget på vagt på en steghed dag, hvor løgposen klæber sig til inderlårene mens resten af Danmark slanger sig på stranden og henholdsvis lufter kasserne og napper kolde fra dem. Nej, i et anfald af kommunal velgørenhed har Københavns Kommune besluttet sig til at de varme tropenætter fejres bedst ved at ny-asfaltere mit nærmiljø mellem midnat og 6 morgen. Intet er så befordrende for en god nattesøvn som lyden af trykluftsbor og tungt entreprenørmateriel i hænderne på fedladne mænd, der åbenbart kun kan kommunikere med høje råb.

Heck, ikke at jeg får sovet alligevel i heden, når løgposen under hensyntagen til kroppens horisontale placering i stedet for at suge sig til stængerne som en anden liderlig gekko om natten padler rundt i det svedige, salte indhav, der udgøres af navlen med tilhørende maveskind. Normalt vil jeg så ligge og stresse over lyden af en sadistisk myg, der med et urværks præcision flyver forbi mit øre hver tiende minut for at sikre sig, at jeg ikke døser hen alligevel.

De snedige sataner har som regel fuldstændig styr på, hvornår jeg har fået nok, vælter delirisk ud af sengen, tænder lyset og henter en sammenrullet avis. Så sætter den sig helt stille et sted og skraldgriner på en frekvens udenfor det menneskelige øres rækkevidde, mens jeg tumler rundt i lejligheden et par minutter og overbeviser mig selv om, at den nok er fløjet sin vej. En naiv tro, der holder til præcis 30 sekunder efter at lyset er slukket igen.

Efter en 3-4 dage af den slags nætter har jeg typisk fundet rytmen, en letargisk tilstand, hvor mine jævnthen 100 kilo føles som om de vejer det dobbelte og alting kommer til mig gennem en mur af lummer, fugtig vat. Sommer. Too hot to fuck. Men I er selvfølgelig ligeglade. I forventer skummende fadøl, kvikke bemærkninger og piger i sommerkjoler og solbrunt patværk. Fis dog ud i solen, livslystne svin! Så står jeg her i mit læderforklæde og snakker for de 2-3 solallergikere og albinoer, der gider høre på mit vrøvl.

Det er så ikke det snart overståede VM, der bidrager til det lurende hedeslag. For få åbne slagudvekslinger, for lidt overbevisende offensivt spil og for megen snærende taktik, der kun kan glæde den tørreste Mandagstræner. Især synes jeg det har været trist at bemærke fra ottendelsfinalerne og frem, hvor få af de tabende hold, der er faldet med det lidt flydende begreb "ære". Helt galt gik det i onsdagens semifinale mellem Portugal og Frankrig, hvor Portugal bagud 1-0 i hele anden halvleg ikke var i stand til at fedte sig til mere end en enkelt chance, der karakteristisk nok blev serveret af håndgøgleren Barthez.

Selvom jeg ikke føler det mindste for portugisisk succes, så undrede det mig lidt foran skærmen, at der meget sjældent befandt sig mere end 1 eller 2 portvinsdrankere i det franske felt, når bolden alt for sjældent røg derind. En aflevering, der også havde det havde med at få mindst én af de to til kaste sig pinligt teatralsk til jorden, og så er det svært at score andet end det neutrale publikums antipati. Ja, jeg finder det direkte underligt, at et hold der står tre kvarter fra en VM-finale ikke er i stand til at give den mere gas, for hvornår sker det igen for en fodboldspiller?

Man kan sige meget om sublim, fransk organisation og Scolaris fodboldkedsommelige natur, men måske trækker både de hjemlige ligaer og Champions League så mange søm ud, at det er svært at holden piben stiv helt ind i juli for de bedste fodboldspillere i de bedste klubber. Tag f.eks. Deco, der optrådte som en bleg skygge af sig selv i onsdagens kamp, og Ronaldinho der bare aldrig rigtig kom i gang. Det har helt generelt virket som om, at de offensive spillere vi havde ventet os mest af ved dette VM ikke har haft den fornødne strøm på batterierne, når lorten ramte ventilatoren. Det er hele to bovlamme klichéer på én gang, men der går jo ikke røg uden en ild. (Så nåede vi 3).

Hvilket vel mest peger på hvad dette VM vil blive husket for: Stram organisation og godt forsvarsspil. Ingen kan sætte en plet på de to finalisters tilkæmpede ret til at afgøre sagen mellem sig, det er turneringens to bedste hold, der mødes på søndag. Italienerne har som de eneste virket rimeligt overbevisende hele turneringen igennem, selvom de tillod sig en halv koger i den let absurde kamp mod USA. Men det vidner om høj klasse kun at lukke ét mål ind i 6 kampe i en slutrunde, selvom man naturligvis kan pege på, at de azurblå har haft en relativt let turnering indtil semifinalen.

Frankrigs start på turneringen virkede gumpetung og ideforladt, men holdet er vokset med Zidanes ønske om ikke at gå stille ud i natten. Ham under jeg virkelig et VM-guld til, men da jeg egentlig synes at Italien har spillet det bedste fodbold, og at det ville plage mig at se én af bulens mere irriterende stamgæster løbe med en anseelig gevinst på sit væddemål om at Frankrig vinder det lort, så smider jeg min lod i kollega smølles skål: Italien fortjener at vinde VM, og ironisk nok afspejler omstændighederne på den italienske hjemmefront - korruptionskandale mv. - fuldstændig sidste gang, det lykkedes for pseudosvenskerens kæledægger!

Men altså. Lidt spredt mundgodt har vi da fået. Især har det naturligvis begejstret mig, at den nyudnævnte Hall of Famer hernede i bulen, Marcus Allbäck, fejrede udnævnelsen ved at spille et glimrende VM og score turneringens mål nummer 2.000. Den eneste skønhedsplet på hans indsats er, at han helt ukarakteristisk var helvedes ineffektiv og kun scorede på den sværeste af de 5-6 åbne chancer, han nåede frem til. Tak for det, måske, for så undgår vi forhåbentlig det tilbud, der kan få manden til at rykke teltpælene op! Men noget overraskende er det selvfølgelig, at han i karrierens efterår overstrålede både Zlatan og Henke og endda den gyldne substitut, Elmander, der ellers begejstrede alle Brøndbys fans i de cirka 18 minutter, han i alt fik på de tyske baner.

Så er der ellers kun 12 dage til Superligaen starter op i Horsens, og hvis jeg tillader mig at være optimistisk omkring vores muligheder i den hjemlige liga, så hænger det især på, at hvad der ved sidste sæsons afslutning så ud til at være vores stærkeste konkurrenter til denne sæsons titel, OB og Brøndby, ikke just kan sige at have forstærket sig, mens vi selv har købt særdeles fornuftigt ind til de pladser i truppen, der virkede tyndt besat. Samtidig er den københavnske trup trimmet for letøl og selvom den måske mangler en anelse i bredden, så ser den 10-20% stærkere ud nu end før sommerferien, hvor den såmænd ikke var spor ringe. Der er kommet flere strenge på guitaren med Berglund og Grønkjær, simpelthen.

Især OB, der har sagt farvel til nøglespillerne Berg, Stokholm og Junior - men dog goddag til Tobias Grahn - ser på papiret ikke ud til at kunne holde niveauet fra sæsonafslutningen. Salget af Junior virker for mig at se som en udvikling, der følger af et erklæret mål om at konsolidere OB som forretning, og så må de sportslige ambitioner lide en anelse under den målsætning, og timingen er sådan set i orden, selvom odenseanerne måske synes noget andet.

Hvad der helt præcis foregår i Brøndby er straks sværere at gøre sig klog på. Ovenpå farcen omkring Laudrups fremtid i klubben, efterfølgende trænerskifte og den mærkværdige ansættelse af Per Bjerregaards søn som mappebærer og måske lærling for dansk fodbolds sande Godfather, er det svært at tage pejling af kursen ude på Vestegnen.

En forsimplet konklusion på Laudrups farvel synes at være at den klubcentriske talentkoalition omkring Køhlert og Vilfort er løbet af med en sejr i spillet om, hvorvidt Brøndbys førsteholdstrup køber spillere til pladsen eller udvikler dem selv. Den synsvinkel forekommer mig dog en kende naiv al den stund, at jeg tvivler på at både klubben selv og ikke mindst dens efterhånden lidt touchy fanskare er tilbøjelige til at acceptere, at en sådan strategi kan ende med at koste på den sportslige succeskonto i en periode af uforudsigelig varighed. Rent faktisk er det vel sådan, at presset til en afveksling ligger særdeles tungt på Brøndby. Løber København med guldet til næste forår, er det fjerde gang på fem år, og det tvivler jeg på at selverkendelsen vil have godt af derude.

Oveni er Brøndby efter alle solmærker at dømme ved at sælge Elmander, og når man lægger sidste sæsons salg af Kahlenberg og Agger til, så er det ikke fordi, at Brøndby mangler penge til mindst 1-2 spektakulære indkøb. Noget må der simpelthen ske, for jeg kan ikke helt tro på Per Bjerregaards egne ord til Jyllands-Posten: "Jeg kan ikke udelukke, at der vil komme en negativ konsekvens resultatmæssigt i det første år, fordi det tager tid at implementere den nye organisation og dens tanker, men jeg tror det nu ikke".

Det værste omstillingshelvede i 30 år, åbenbart. Så kan du pege på, at vi selv stod i en lignende situation sidste sommer, men det er kun på overfladen. Brøndby demonstrerer åbenbart tiltro til at Elanga, Ericsson, Retov, Trond Andersen mfl. kan løfte sig fra forårets lette hængedynd. Inde i storbyen var situationen nærmest den omvendte sidste år, hvor flere blev vejet og fundet for lette og indkøbene ramte mere plet, end man normalt kan håbe på ovenpå en kraftig åreladning.

Som altid handler den slags bemærkninger i Brøndbyregi om, at presset forsøges flyttet ind på Peter Bangs Vej. At Bjerregaard engagerer sig i en halv damage control allerede før bolden har rullet en omgang i den kommende sæson, fortæller vel bedre end jeg kan, om at vi nok skal længere mod sydvest for rigtig at mærke alvoren tynge før sæsonstarten. Ikke at der er nogen grund til at dømme de blågule ude af den grund, de har blot meget at bevise i efteråret. Personligt synes jeg at Meulensteen virker som et spændende trænervalg, men han har næppe lang tid til at bevise sit værd.

Som altid efter et mesterskab (i nyere tid), så er det nu ikke lige Superligaen, der optager mig for alvor. Det er snarere bekymringen, grænsende til tyndskidsfremkaldende angest af kirkegaardske dimensioner, for den kommende europæiske kampagne. Som én af stamgæsterne tørt bemærkede forleden, så er chancen for et kongeligt fuck up mod MyPa væsentligt større end chancen for blot deltagelse i UEFA-cuppens gruppespil. Det eneste, der virker helt givet er, at der skal en overpræstation til, før det sidste bliver tilfældet.

Nu er det selvfølgelig en helt anden trup, der tager imod saunafetischisterne i Parken om små 3 uger, end den der røg på halen imod Gorica for to år siden. Alene den erfaring tæller for en del - men den kan reelt også give anledning til en hulens bunke nerver og angst for en ny fiasko. Jamen, der er jo knap én eneste af stamgæsterne, der overhovedet tror på andet end to helt uudholdelige kampe for at genvinde den europæiske selvrespekt. På banen og udenfor. Jeg vil så gerne være optimistisk og tro indædt på, at det ikke bliver sådan. Reelt bør vi selvfølgelig køre finnerne over, på samme måde som vi altid behandler svagere hold i Parken. Det er som bekendt vores absolutte forté!

Belønningen for at udstå den forventede pine kan så - realistisk set - være et par særdeles attraktive kamp i hhv. CL-kvalens tredje kvalifikationsrunde og UEFA-cuppens første. "Kan være". Det kan også være den ondskabsfulde nitte fra fodboldhelvedets østeuropæiske niveauer, der hverken skæpper i tegnedrengen, lægger op til de sjoveste københavner-AWAYs eller giver anledning til større muligheder for at forbedre vores håbløse europæiske kvotient. Den går som bekendt helt i fisk fra næstes sæson, når den udmærkede pointhøst fra 2001 forsvinder, hvis ikke der sker noget dramatisk i år.

Grænkjær alene gør det naturligvis ikke. Arbejdet herfra og til alvoren sætter ind må gå på at stikke små glødende nåle i de spillere, der også skal præstere på et højere niveau, hvis vi skal hæve os ud af det europæiske morads. Silberbauer, Álvaro, Atiba, Hangeland, jeres tid er kommet! Helt banalt er klubbens strategi efter fiaskoen i 2004 til eksamen i juli og august. Ikke at kvalifikation til hverken Champions League eller UEFA-cuppen er et must eller bare er et rimeligt krav at stille. Men lykkes det ikke, skal det i hvert fald ske på en måde, der peger fremad. Efterhånden er jeg lidt træt af, at vi tilsyneladende ender med at skyde os selv i foden, når et succesrigt guldforår skal veksles til en europæisk fodboldvaluta, der vejer tungere end den fællesnordiske træningsturnerning.

Bopa

På jukeboxen spiller:

Gnarls Barkley: St. Elsewhere

I behøver ikke nævne det, jeg ved godt smølle har været der. Men så meget mere grund til at anbefale denne CD igen, for han skal fandeme ikke monopolisere de få CD'ere jeg rent faktisk gider høre, og i modsætning til mig har han flere tusinde at vælge fra! Endnu engang beviser jeg, at jeg er til falds for kommercielle strømninger, selvom jeg som altid vil hævde, at jeg holder mig til den mainstream-musik, der i det mindste er godt håndværk på ét eller andet plan. Ikke et ord om de gentagne afspilninger af Eminem og Nate Dogg's virile "Shake That Ass" i den forbindelse, men jeg har tidligere forklaret at sommeren ikke duer til Manchestermørke eller for den sags skyld Springsteens kedsommelige og helt unødvendige genindspilninger af Pete Seegers debile "hej, jeg har lige lært en akkord"-børnesange. Og heller ikke et ord om, at der vist ikke er de store træk af "anderledeshed" i Gnarls Barkleys karriere, hvor meget pladeselskabet og drengene end snakker om det, som de nu skal gøre for netop at virke anderledes og spændende. Den ene halvdelen af duoen har trods alt produceret Gorillaz' Demon Days, mens den anden har skrevet hits for The Pussycat Dolls! I har selvfølgelig allesammen hørt det lettere trippede hit fra CD'en, "Crazy", og resten af CD'en rammer lyd/stil- og kulturmæssigt præcis ned i forestillingen om hvordan "subkultur", der formes til massernes behov, skal lyde. Tag Metallicas sorte album som et eksempel på den mekanik. Men for fanden, de skal da leve af det!