Nå, for fanden! Så står man her igen og jonglerer med flasker og glas, som en anden glatraget Tom Cruise i plastic og blomstret polyester. En rest fra de ligeglade 80ere, en mellemting mellem et stiliseret forside-billede fra "Vågn op" og en klæg fitness-video, tre døgn på en Honda, eller var det Fonda, eller for noget helt tredje. Mr America, I presume! To dollars for en drink og to yderligere for en ny skjorte og en virksom ventilator. Som sædvanlig er BULENs air condition brudt sammen, det er efterhånden en lige så sikker begivenhed i juli hernede, som julemanden er blevet det for Illum i december.

I Scream, You Scream, We all Scream for Ice Cream, og nu må vi have noget øl. Frisk og køligt, en god lang sutter ud i sommeraftenen, en simpel standardpilsner sydfra der ikke automatisk sætter sig som et lag tjære på tungen. Hver øl til sin tid, og det sidste man behøver på en aften som i aften er et gab man knapt kan åbne. Det siger sig selv. Og jovist du kan både få sugerør, en lille paraply og en skive lime i, hvis du har de tilbøjeligheder. Men indholdet forandrer sig ikke. Det er stadig øl og det forbliver hovedpunktet på menuen. For vi skal selvfølgelig til Tyskland (Og nej, det er ikke min kollega Holger, ham til venstre, jeg må på det skarpeste afkræfte...!) og vi skal have afsluttet denne sommers VM-turnering

Og nede sydpå fejrede tyskerne tredjepladsen som var det selve finalen de havde vundet. ZDF skildrede lørdag aften en folkefest, som hele nationen var sendt på et kæmpemæssigt cipramil-trip i en genfødt national stolthed. Tyske fans vil aldrig kunne synge 'Deutschland Über Alles', som englændere og franskmænd gerne afsynger deres nationalsange under kampene. Der ligger for mange uhyggelige historiske associationer bag, og det ved tyskerne godt. Så politisk korrekte er de også. Men Klinsmann og hans hold fik i høj grad vækket trangen.

Fordi de gjorde overraskende meget anderledes. Man spillede nærmest naivt til tider, offensivt og ganske opfindsomt, og man brød først og fremmest med sin egen fodboldhistoriske fortid. Tyskerne var pludselig ikke dem, som vi andre forventede længere. Og det smittede alle steder. De var sympatiske og glade og de jamrede og efterrationaliserede ikke på sædvanlig vis da de tabte semifinalen mod Italien. Det var ikke tvivlsomme dommerkendelsers skyld, det var heller ikke unfair modstandere eller andet. Ej heller i det store mediebillede. I en overraskende ydmyghed, som bestemt ikke er normalt tysk, erkendte man blot at italienerne var bedre. Samme selverkendelse af egne evner så man fx. ikke i den engelske presse efter endnu en exit i kvartfinalen - denne gang mod Portugal. På den anden side var deres sag måske lidt sværere, det kan i hvert fald diskuteres hvem der var dårligst i den kamp.

Den tyske tredjeplads blev fejret mere og meget større end finalepladsen ved sidste VM. Klinsmann mente at det handlede om at de kunne "mitspielen" nu, med et ungt hold. Vi andre så et hold, der i bund og grund var ganske middelmådigt. Storstjernen Ballack lykkedes vel egentlig aldrig for alvor, trods ihærdige forsøg på at komme på måltavlen især mod svenskerne. Men stadig handlede det om at spille fodbold åbent, at turde noget, at sætte en positiv dagsorden, og det førte dem langt. Den allestedsnærværende Beckenbauer-klon blev på tribunerne ofte suppleret af kansleren, en gammel mutti, som klappede over en scoring, som var hun blevet præsenteret for en ny og eksotisk chokoladekage. Igen et pudsigt billede, rippet for enhver politisk bagtanke, som også fik sat sig.

Jeg sætter min personlige hyldest til Klinsi op hernede. Han er trods alt gammel Spurs-spiller, en fætter der gerne i spillerkarrieren tog rygsækken og drog på vandreture i Rocky Mountains. Helt indiskutabel var han også en seriøs mester-diver, der ikke lader hverken Christiano Ronaldo eller andre portugisere meget at høre for, men han blev også symbolet på dette nye og mærkeligt anderledes Tyskland.

I virkeligheden også en påmindelse om de menige tyskere, som jeg - og sikkert mange andre - oftest har mødt ved rejser i landet. En stor venlighed. Jeg skal ikke gøre mig til den store tyskerkender, det har altid været et slags transitland. Men jeg kan da huske 20 år tilbage. Dengang tog man som purung enten på interrail eller på tommelfingeren rundt i Europa. Jeg ved ikke hvor moderne sidstnævnte er mere. Men i de tidlige 80ere var det en ganske almindelig rejseform, hvis man ikke ejede en bugnende tegnedreng, og jeg havde et par ture på stop fra København til både middelhavskysten og Portugal og hver gang var billedet altid slående. Som blaffer handlede det om at komme til Tyskland og væk fra det danske helvede, Tyskland var slaraffenlandet, autobahn-systemet var helligdommen, du susede lige igennem fra Puttgarten og Hamburg ned til Karlsruhe eller Freiburg og Frankrig. De elskede os blaffere og elskede at snakke med os, og der var bid ved de fleste rastställer uanset om det var truckere, pæne familier eller forretningsmænd i dyre BMW'er. De fandt altid en ekstra plads.

Måske var det stumperne af det Tyskland der brød igennem den "officielle" overflade ved dette VM, også for dem selv. Væk med det stive og autoritære billede. Jeg ved det ikke. I længden blev det ganske svært at blive andet end smittet af deres pludselige begejstring over at de formåede at vise noget mere end det vi andre forventede.

Men for fanden! Illusioner er illusioner, fester er fester, og hverdage bliver hverdage igen, nøjagtig som tyskerne nok skal blive de gode gamle, og forhadte, tyskere igen. En eller anden dag. De kunne heller ikke løbe fra at den virkelige finale, det egentlige verdensmesterskab, blev afgjort dagen efter. I søndags. Mellem Italien og Frankrig. Med italienerne som de nedskrevne mestre i sidste ende.

Og helt fortjent efter min mening. De kunne, når de skulle, og leverede i virkeligheden langt bedre fodbold end deres rygte i de fleste kampe. Den første halvleg de spillede mod værtsnationen i semifinalen var fremragende, nøjagtig deres spil i overtiden af samme kamp. Problemet med italienerne er at de tit efterlader et indtryk af at de kan så meget, men helst leverer meget mindre. De holder sig kalkulerende til det absolut nødvendige. Men kuglen for panden som udsigten til en straffesparksafgørelse mod Lehmann og tyskerne var, fik det bedste offensive frem. Måske var det endnu en illusion ved denne illusionernes tyske VM-fest. Italienerne kan ikke så meget mere, de ser bare skide gode ud, når det lykkes for dem. Og man skal kende meget lidt til fodbold, hvis man på forhånd og i fordom mener at Marcello Lippi er en defensivt orienteret træner Det har han aldrig været. Her tilslutter jeg mig helt kollega Smølle og hans varmblodede forsvar for den italienske stil.

At de reelt virkede decideret flade spillemæssigt fra midt i anden halvleg og igennem overtiden af finalen, er vel forståeligt. Efter semifinalen. Og reelt blev selve finalen langt hen en rigtig god finale, jeg var i hvert fald strålende underholdt, med to meget målsøgende hold. Italien var bedst i første halvleg og franskmændene nappede det meste af anden, samt overtiden. Indtil udvisningen. På den baggrund er der ikke så meget at indvende mod den italienske sejr.

Indrømmet, de havde også høstet mine fulde sympati på forhånd. Jeg skal ikke undsige, at jeg blev lidt påvirket af gode kolleger hernede, man er jo for fanden ingen betonvæg, og skal slet ikke prale af en mental immunitet der lignede det franske forsvarsspil. Lidt skår og klinker skal der falde af og i forhold til franskmændene, der oveni havde den flabethed at ekspedere mit favorithold Spanien eftertrykkeligt ud af turneringen, var der ikke meget at rafle om. Jeg kunne sagtens blive italiener for en aften. Franskmændene er bare ikke min kop te længere. Engang i de tidlige 80'ere med folk som Platini, Giresse, og Tigana kunne de begejstre, men det var bare en anden tid.

Ironisk nok er de italienske verdensmestre nu vendt hjem, ikke bare til en enorm hyldest, men også til en serie A i rent kaos. Bestikkelse, aftalte dommere til kampene, fire klubber hænger i tovene. Fiorentina, som er det nærmeste jeg kommer et italiensk favorithold er et af dem. De gør det aldrig helt nemt at virkelig holde af dem. Der skal ligesom altid være et par lig i lasten. Det stereotype billede af italiensk fodbold forsvinder ikke helt så krystalklart som tyskernes pludselig er gjort denne sommer. Kortvarigt eller langvarigt. Materazzis bevidste verbale provokation mod Zidane i finalen klatter også sin maling til det faste billede af Italien. Helt fine i kanten bliver de ikke, de er sgu kalkulerende til det irriterende og provokerende når det gælder. Ikke at det nogensinde skal forklare eller undskylde Zidanes gedebukkeangreb. En mand med hans rutine og status bør aldrig reagere så tåbeligt og primitivt. Uanset hvilke verbale udgydelser han har lagt ører til.

Alligevel sidder man lidt med en eftersmag. De kan gøre det med mere stil, italienerne, for de har den jo. Eller har de? De trives måske i virkeligheden allerbedst i en slags ydre kaos. Et af filmhistoriens mest berømte og klassiske citater stammer fra Orson Welles og "The Third Man" (fra 1949). Welles spiller selv den tvivlsomme hovedperson, en svindler der har stjålet dyrebar medicin fra et børnehospital i efterkrigsårerernes tidlige Wien. Med fatale følger. Til sidst i filmen forsøger han at forklare sig over for sin gamle ven, en amerikansk forfatter.

Like the fella says, in Italy for 30 years under the Borgias they had warfare, terror, murder, and bloodshed, but they produced Michelangelo, Leonardo da Vinci, and the Renaissance. In Switzerland they had brotherly love - they had 500 years of democracy and peace, and what did that produce? The cuckoo clock.

Verden er bare ikke altid som den ser ud og bør være. For aktualitetens skyld kunne vi tilføje en pinlig serie af brændte straffespark på de arme schweizeres konto. De har hermed fået bevilliget yderligere to år til at øve sig til deres delte hjemme-EM med Østrig.

Skal vi afslutte VM helt, så bør man vel også tale om skuffelser. Selve VM som sådan var vel på det jævne. Spillemæssigt er alt for mange hold efterhånden nede på en angriber. Nogle vil hævde at Portugal nåede til semien uden en eneste. Det er ikke helt forkert. Tyskerne havde konsekvent to, Italien ofte, Frankrig en enkelt gang, for pokker stakkels Trezeguet, manden fik aldrig noget der lignede en chance og dem han fik mod Togo tonsede han uden om mål.

England præsterede at udtage ynglingen Theo Walcott under stor mediebevågenhed, knægten var end ikke værdig nok til at få eneste et minut på banen i den generelle engelske tomgang, heller ikke efter Rooneys udvisning. Deres kvartfinale var langt over hvad det engelske landshold fortjente. De burde aldrig havde været videre fra 1/8-delsrunden, hvor hold som Mexico og Spanien måtte lade livet. De siger det oftest bedst selv. Her er en kommentar fra Guardian efter England-Ecuador kampen:

I think FIFA should just declare Mexico the winner of this game and have them advance, as well as Argentina

Og skal vi tale største personlige skuffelse for mig, er det England. Jeg vil så gerne holde med dem, men det kan ikke lade sig gøre. De præsterede intet der berettigede til det. Og med så mange gode spillere, og her tænker jeg hverken på Walcott-blålyset eller Beckham, der formåede absolut intet. Det blev en skændsel.

Ja, så står vi her. Alle mænd i vores bedste alder, når vi selv skal sige det, gråt guld, overset guld, tabt guld, eller blot indhyldet i en overlevende dunst af guld, og nu begynder det hele igen. Om mindre end en uge. Onsdag aften i Horsens. Festen er overstået. Realiteterne venter som en ørefigen bag søndagens Liga Cup. Tre hold, tre halvlege, en af verdensfodboldens mest illusoriske sæsonoptakter. Jeg søger forgæves efter en mening med foretagendet. Men det bliver sikkert god TV-underholdning.

Og efter alskens dramatik og overskrifter, for man kan næsten ikke få luft over denne begivenhed, i Farum hårrejser spørgsmålene sig. Bliver Grønkjær en ny Laudrup? Og anvender han faxen eller mailen, når han skrider? Er der tale om en klausul i kontrakten eller er der i virkeligheden to kontrakter? Og bevarer Flemming Østergaard igen sandheden i sin egen skrivebordsskuffe? Når vi overhovedet i UEFA Cup'ens kvalifikation? Hvornår bliver træneren fyret?

Jamen, for fanden! Jeg bliver altid ramt af denne sitrende nervøsitet hver gang. Det er en del af min optakt og jeg er helt uanfægtet af 3-1 og 1-0 sejre over skandinaviske træningsmodstandere på udebane. Nøjagtig som idylliske beretninger som denne kun ansporer mine neuroser. Der gemmer sig noget under overfladen. Det er en illusion, jeg er ikke vågen, jeg drømmer... først i morgen sker det. I morgen er det alvor. Efter 0-0 i Parken mod MyPa fra Finland, der ovenikøbet blev snydt for et straffespark i overtiden af en svag armensk dommer.

Begrebet "I morgen" her er endnu en illusion. Det bliver først om to uger, den med finnerne, for selvfølgelig bliver det dem. Men du har efterhånden forstået billedet, gætter jeg på! En klog fætter som dig, narrer man ikke så nemt. Du har prøvet lidt af hvert, har luftet hunde og andet rundt omkring i andels- og ejerforeninger adskillige gange i dit liv, har egen Weber Grill og en fed deal med din lokale mekaniker. Sådan lidt i gråzonen. Du ved sgu godt, hvad det handler om.

Og jeg giver dig ret, du ved præcis hvad det handler om... og om lidt er jeg ude af døren som en anden Klinsmann eller Lippi. Det skete, og skete slet ikke, alt det i aften.

Kun noget af det var virkelig virkelighed! Og det begyndte egentlig med de tyske øl og lad mig fra bunden af dem alle ønske os selv et godt efterår. Gerne lidt bedre end for et år siden. For selvfølgelig stræber vi højt.

Skål Skipper!

Saxo

Og på jukeboxen summer summen af et par gode dage fra forrige weekend:

Roskilde Festival 2006
Personligt fik jeg de fedeste koncertoplevelser med Thåström og The Raconteurs. Men festen derude i det hele taget fortjener sin hyldest. Lortet fungerer sgu stadig, det kunne jeg konstatere efter mange års fravær. Selv de indbyggede kreaturbåse, frontstage med rød og grønt signallys på storskæmene, som man nu kører for at forhindre gentagelser af tragedien fra 2000, hvor alt for mange blev mast ihjel, virker. Det forekommer lidt bizart, for en gammel koncertgænger som undertegnede, men det sikrer sikkerheden for folk, og ødelægger i hvert fald ikke koncerterne. Heller ikke foran den store Orange Scene.

Det var oprigtig talt en fornøjelse at slentre rundt og opleve det hele igen. Der var forfærdelig mange mennesker alle vegne, flere end jeg nogensinde huskede og drømte om, men atmosfæren og stemningen var suveræn hele vejen igennem. Vejret begunstigede yderligere og selv de værste "svensker- og eskimobranderter" glider stadig stille og roligt videre i den normale karma for festivalen, som de egentlig altid har gjort.

Et par koncerter virkede decideret fejlplaceret, rent scenemæssigt. Værst var The Streets fredag nat. Der blev den stærke oplevelse simpelthen tabt i et menneskehav ude foran Arena-teltet (i gamle dage Grøn Scene), med elendig lyd til følge, hvis man kom fra Dylan-koncerten ovre på Orange lige før. Det samme gentog sig søndag eftermiddag med pubertetsorkestret Arctic Monkeys. Her fandt jeg heldigvis kompensationen på Ballroom-scenen, stedet for "verdensmusikken", som de vist kalder det. Scenen fungerer faktisk som en lille oase. Her er reggae- og latino-rytmerne placeret i deres etniske og forholdsvis ukendte islæt. Og ind imellem gider man hverken hiphop eller støjende el-guitar.

Mens Arctic Monkeys det ene sted forsøgte at overbevise om hvorfor de er den engelske musikpresses nye gave til menneskeheden, stod uruguayanske Bola 8, for første gang på en scene i Europa, i Ballroom-teltet og spillede. Jeg havnede der egentlig af nød, men fik det ganske festligt. I virkeligheden er det vel også en del af Roskilde Festivalens natur.

Så derfor afgjort og ubetinget thumbs up herfra! Det kan sikkert gøres bedre, men det kan også gøres meget, meget værre! Og det bliver det ikke gjort ude i Roskilde!

mail