Der var du så alligevel tæt på et klodsregnings-indfrielseskrav for derefter at ryge ud af klappen med en karantæne i baglommen. Jeg er så kvalmende træt af "Hva' så, ka' I holde varmen, hva'?", og så tropper du - af alle - lige op med den ubeskriveligt tåbelige replik på læberne. Klokken er en time i midnat, og det er 22°C udenfor, og har været over 30°C i løbet af dagen. Så, tror du, vi kan holde varmen?

Det er bare endnu en af de her Hjorting-Leisner-gammel-danske small-talk klichéer, der måske havde et mikroskopisk gran af humor over sig, første gang en eller anden jovial fætter muntrede det af sig i en Ib Schønberg film. Men som standard small-talk kliché, man skal høre 800 gange om  dagen, når det er lunt i vejret - fra kolleger, bekendte, kunder osv. - har den godt nok nået og overskredet grænsen på mit personlige ørlo-meter!

Som i øvrigt de myriader af de andre small-talk nonsens bemærkninger, vi slynger omkring bare for at snakke om et eller andet. Især ved festlige lejligheder, familiegensyn, højtider, ferier, og så - altid - omkring vejret. Kan man ikke snakke om andet, kan man ævle om vejret. Hvordan det var i går, for 50 år siden, i morgen, og selvfølgelig hvad Divya og de andre vejr-fetichister lover i weekenden. Hvor ufatteligt uinteressant. Hold kæft, hvor er det ligegyldigt. Har du ikke noget mere begavet at sige, så HOLD DOG KÆFT!

Ah, det lettede! Håber ikke du tog det for ilde op, for det er jo en bartenders fornemste job gennem det kyndigt-kyniske blik tavst at lytte til small-talk passiaren henover baren. Og om nødvendigt selv at holde småsniksnakken gående, så kunderne ikke skrider. Nogen gange bliver det bare for meget, og man må have luft. Så jeg gi'r fadøllen, men nu du har pungen fremme; kan jeg friste med en Mojito, skænket med rund hånd uden brug af cl-mål og unødvendig pynt?

Begge Hamilton Beach blenderne arbejder nonstop ned at knuse is fra vores nye de luxe ismaskine, der i sin tur arbejder på højtryk med at spytte klumperne ud, hurtigere end de kan smelte i gæsternes glas. Lad os bare være ærlige; øl er godt, men i sommervarmen længes drøbelen tidligere end ellers efter noget mere let, friskt og iskoldt. Stadig med masser af procenter, mind you. I aften har jeg så valgt at lave Mojitos en masse. Og tager gerne en med, hvis du byder!

Så sommerligt som det kan blive. Et strejf af Cuba, Hemmingway, sex, sol og tropenætter. For ja, det er da trods de dumsmarte bemærkninger fra danske-humor-parodien stadig i allerhøjeste grad sommer også her i BULEN. En halvgammel, halvfed bartender som vagthavende kan stadig forbløffes over, at man i løbet af sådan en sommerdag kan hælde 6-8 liter vand i sig og stadig kun pisse én gang. Resten svedes så ud gennem flæsket fra hårrøderne til fodsålerne, så tøjet klasker sig lufttæt om den fugtige krop. Bare det at skrive to fad på regningen, får jo svedperlerne frem som på indtil flere snore henover panden under den til stadighed vigende hårgrænse. Indtil tyngdekraften tvinger dem ned over øjenbryn, næse, hage og videre så langt, de kan komme, inden bar-håndklædet må i aktion igen. Og mere klister-tøj.

Alligevel skal man sgu være et skarn, hvis man brokker sig. Det er jo uforligneligt lækkert at kunne parkere store trøjer og overtøj dybt inde i klædeskabene og gå i det samme lette tøj morgen, middag, aften, inde og ude. Tænk på alternativet, mand. En december- eller januardag, hvor det er bulderragende mørkt 3/4 af døgnet, du af- og ifører x antal tøjlag lige så mange gange om dagen, som du går ind eller ud, du skraber is- og sneflager af bil og sko,  alt er bundfrosset og så fremdeles. Savner du det? Nej vel, husk det, næste gang du piver over, at det er for varmt at sove om natten. Og nyd så for helvede den helt formidabelt, fantastisk forrygende sommer. En sommer, der vel har været knastør - bortset fra luftfugtigheden, forstås - men hvor fodboldtørken har været minimal takket været VM.

Det VM, som mine kolleger Saxo og -smølle allerede har bundet kommenterende ender på, som jeg ikke har meget at tilføje til. Jeg kan ikke engang være uenig med mine ærede meddiskenspringere. Også jeg finder, at Italien var den rigtige vinder. Meget passende også det eneste hold, der ikke tabte en kamp i den tyske VM-måned og kun slap to mål ind - 0,29 pr. kamp - et selvmål og et straffespark. At det så tilmed var et af mine - fire - favoritmandskaber på forhånd, der gik hele vejen, gjorde kun det hele endnu mere festligt til mangt en Fernet- og grappa salute i dagene derpå.

Argentina spillede det smukkeste fodbold, men faldt på Pekermans kujontaktik i en kvartfinale mod en værtsnation, man ellers havde helt styr på. Spanien kvajede sig som vanligt, da det gjaldt, og så hjalp det jo fedt, at være turneringens mest scorende og mest angrebsivrige mandskab med 2¼ mål og 17,3 afslutninger pr. kamp. Holland var den store skuffelse på den personlige konto, som jeg allerede nævnte for fire uger siden, og deres optræden og sortie i Deutschland '06 var lige så disgraceful som de kummerlige amerikanere, usympatiske serbere - begge nationer præsterede i snit sølle 7 afslutninger pr. kamp - og håbløse tunesere med endda endnu færre scoringsforsøg og til gengæld VMs bisserekord med fem kort (gule som røde) i snit pr. kamp.

Tyskerne vil man huske for det positive både på og udenfor banen. Laver man en tabel over kampene efter ordinær tid, var værterne faktisk bedst med 2,43 point/kamp (eller 17 i alt). Og Mexicos argentinske træner, Ricardo La Volpe, skal høste anerkendelse herfra for at skide højt og flot på de diæt- og vellevned-smovsende FIFA-pamperes henstilling til ham om at undlade at bappe på sin cigar under kampene. Hans karismatiske bohème-stil og hans holds spillestil kunne på mange måder minde om maestro Menotti og Argentina i 1978. Og det er bestemt ikke skidt. Ikke i min VM-bog.

Minderne vil også være de engelske kommentatorers tørre, bidende sarkastiske og til tider hylende morsomme bemærkninger omkring VM. Her tænker jeg ikke kun på galgenhumoren over eget holds uformåen, den har vist været rigeligt berørt. Hvad med denne fra Observer Sport's "Best and Wurst of the World Cup: Worst behaviour - The press - 24: Number of months the British press spent warning about English hooligan chavs looking to rip up Germany and disgrace English football. 24: Number of hours for first reports of journalist misconduct to come through, including: theft of a Fifa laptop from a press centre; wrestling eight police and two soldiers over press pass; naked drunk pundit up a lamppost; and an attempt to sell press accreditation on black market."

Alles ist Fußball '06 er på vej i fodboldhistoriebøgerne nu. Skal jeg pege på én ting, jeg tror, jeg vil huske, når vi kigger tilbage ved VM 2010 og 2014 og så videre, så må det være: Mascherano - Maxi Rodríguez - Riquelme - Sorin - Riquelme - Sorin - Mascherano - Maxi Rodríguez - Ayala - Cambiasso - Mascherano - Maxi Rodríguez - Sorin - Maxi Rodríguez - Cambiasso - Riquelme - Mascherano - Sorin - Saviola - Riquelme - Saviola - Cambiasso - Crespo - Cambiasso - GOOOL!

Og så ender vi lige lukt tilbage i den hjemlige fodboldligas 2. runde og vores 0-2 mål i Silkeborg i lørdags. Næsten argentinsk var opspillet til den scoring. Stamgæst Klaus fra Nipserstat har talt 16 afleveringer over ca. 50 sekunder, uden en Silkeborgspiller var i nærheden af bolden, inden Mackan skramlede den over stregen.

Mere VM-glans over København kunne man opleve i Horsens, hvor vi i løbet af anden halvleg skiftede to VM-spillere ind. Vel at mærke ikke bare to marginalspillere. Marcus Allbäck og Razak Pimpong deltog i hhv. 4 og 3 kampe, og Marcus fik tilmed sit navn i VM-historien med slutrundemål nr. 2000. Men altså, bare det at kunne smide de to på banen i løbet af en maltaligakamp og ikke i det mindste have dem i startopstillingen. Det er en slags magtdemonstration. Læg så dertil, at vi på banen i forvejen havde en tredje VM-spiller, Tobias Linderoth, der spillede fuld tid på nær 16 minutter i svenskernes fire kampe. Tre VM-spillere i truppen, det er så tre mere end resten af maltaligaklubberne kan fremvise i 06/07 bruttotruperne. Tilsammen! Jaja,  jeg ved godt at Randers' Issah Ahmed (Ghana) og Viborgs John Alvbåge (Sverige) var med i Tyskland, men på absolutte ydermandatar uden et sekunds spilletid.

VM-trioen er så del af en trup, der umiddelbart vurderet er den stærkeste, jeg kan mindes at have set i Københavns historie. Kvalitet både i startelveren og trupbredden, hvilket også er bemærket af Jesper Grønkjær, der roser træningskvaliteten, også blandt de unge. Sommerpausen transferbyttede endvidere Røll, Ijeh og Rooba for Grønkjær, Fredrik Berglund og Oscar Wendt, hvilket må siges at være en markant kvalitetsforbedring og ikke bare tre ud/tre ind.

Det var så inden sms-chokket i mandags. Ja, mand. Jeg sagde sms. Jeg er ikke for fin til at være tilmeldt Københavns sms-update-service, som er udmærket, når man hverken har tiden eller lysten til at leve på nettet 24-7 og være først på beatet til at pumpe seneste nyt fra de utallige nyheds-, debat- og chatfora. Så  mandag kl. 12:14:26 tikkede en sms ind fra 1208: "Alvaro Santos skifter til franske FC Sochaux og spiller afskedskamp for F.C. København på onsdag. Læs mere på FCK.DK (...). Noget af en bombe, men har klubben og Álvaro fået det uimodståelige tilbud, som hævdes, er transfer'en vel forståelig nok. Selv et umiddelbart gråt hold - dog nr. 66 på UEFA-ranglisten - som Football Club Sochaux-Montbéliard er et step frem i verden for Álvaro, der vil opleve en noget flinkere hyre og et betragteligt højere sportsligt niveau i den franske liga.

Om han kan begå sig dér, og om vi kan undvære ham, kan kun tiden vise. Med risiko for træde et par af de mere fundamentalistiske VFM-aficionados over ligtornene, så var Álvaros niveau i afskedskampen i går vel et ganske godt billede på hans generelle niveau i de knap 36 måneder, han har været i København. Hånden på hjertet, han ramte vel aldrig det konstante topniveau, som vi drømte om, da Copenhagen Fathers' formand fra en busk i Fælledparken rygskød Santos med paparazzi-linsen på vej ind til kontraktunderskrivelse i Parken d. 4. august 2003. Og selvom brasseren i sidste sæson var ét mål fra at blive Københavns første ligatopscorer og trods alt nåede 50 kasser i sine 120 kampe, blev han vel aldrig helt den super måltyv, han blev præsenteret som efter 35 mål i 68 allsvenske kampe i Helsingborg.

Still, på sine gode dage ramte Álvaro et niveau, som ingen anden superligaangriber kunne præstere. Det er Ikke bare Årets mål i fjor, der huskes. På min erindringskonto står stadig lysende klart hans indhop efter en time med nr. 18 (Myggen havde jo nr. 7 dengang) på ryggen i debuten mod Rangers i Parken, hvor han ikke bare scorede, men også diverterede med nogle forrygende, tekniske detaljer i det skotske felt, som han i øvrigt gentog tre dage efter samme sted mod AGF, hvor han også kom ind efter en time. Og så vil jeg aldrig glemme, da vi vandt DM-guld i Farum 2004, hvor skæbnens ugunst havde placeret mig til et mareridt ef et bryllup i Himmerland, og gode venner live fra Farum - med resten af tribunen som kor - havde indsunget ♪Vi æ-lsker Al'varo"♪ på min mobil-svarer. Den lyttede jeg til utallige gange den aften/nat, når jeg luskede ud af suppe-steg-is teltet for en smøg og en håndbajer.

Så savnet vil han stensikkert blive, denne bundsympatiske og klædeligt beskedne - to atypiske egenskaber for brasilianske fodboldspillere - bomstærke bulderbasse. Og jagten på en angriber er samtidig skudt i gang. Navnene Ailton Almeida, Helstad, Karadas, Madsen, Bech, Charisteas, Demba-Nyrén, Bendtner, Nygaard, Rosenberg, Hysén, Flo, Zuma, Braaten, Bechmann, Zidan og Jon Dahl har svirret i luften de senere dage. De passer vel ikke alle på den logiske profil: God på låget, stærk i boksen og med det tekniske i orden.

Det eneste, der er sikkert er, at vi ikke skal hente vores nye angriber i Odense, hvor den sympatiske Bruce Rioch må have rystet fortvivlet og vantro på hovedet, da Rajko Lekic i går fejlede lægetjekket. Måske Bruce bare skulle prøve og overtale sin gamle Arsenal-opfindelse, der snildt kunne være god for en sæson eller to i Maltaligaen, som han vil være lysår for god til selv som oldboys-spiller. Lige som Jesper Grønkjær er alt for god til Maltaligaen. Det sagde jeg samme dag, vi signede ham, og det, han har spillet hidtil, har da kun bekræftet det.

I går var han således manden bag sejren over Myllykosken Pallo-47 qua et trukket straffespark af slagsen, man sjældent får på udebane, og et formidabelt last-action ryk forbi et halvt finsk hold, der udløste et givtigt hjørne. En kamp, der gav et tilfredsstillende resultat, hvor det var til at leve med, at spillet ikke ligefrem sprudlede. Det var en euro-kamp, og der bliver stadigt længere mellem storsejrene, efterhånden som ethvert hold forstår at organisere, pakke og forsvare sig. Vi slår altså bare ikke lige et finsk hold 5-0 og 5-1 som Mikkeli i 1993, hvorfor to mål og ingen imod i en hjemmekamp anno 2006 mod et MyPa hold i en tilnærmet 6-3-1 formation er klart godkendt.

Selv med Guernica i alt for klar erindring vover jeg det ene øje og erklærer, at jeg ikke kan forestille mig, at vi ikke scorer i Anjalankoski i de tusind vodkasøers land, og endnu mindre, at de målsky finner følgeligen vil være i stand til at score mindst fire.

Således står jeg nu igen aftenen før en euro-lodtrækning og fantaserer omkring ønske- og mareridtsscenarier, våde Champions League drømme og knastørre reality checks. For lad os bare være knusende ærlige, når vi kigger på de seksten muligheder i CL-kval 3 og indse, at logisk set får vi røvfuld af dem alle og skal håbe på en heldig trækning frem mod UEFA Cup-gruppespillet efterfølgende. Selv den på papiret ringeste modstander, vi kan trække - Slovan Liberec - er som nr. 88 rangeret 51 pladser over os i UEFA-familien.

Vi kan jo selvfølgelig stadig håbe på heldet, dagen eller rettere dagene og adgangspas til det forjættede land. Vi skal efter resultaterne i går næppe sætte snotten op efter en badebillet i form af et useedet hold, der skulle slå en af de tre seedede Steaua Bukarest, Dinamo Kiev eller Levski Sofia ud. De vandt nemlig alle komfortable first leg sejre.

Så stadig ligner førnævnte Liberec vel ret beset lykkeloddet. De har kun fire sæsoners euro-erfaring, har ikke været med siden 2003 og er endnu ikke påbegyndt den hjemlige turnering. Omvendt, så er de tjekkiske mestre! I stedet kunne en fidus måske være de græske vicemestre og euro-veteraner, AEK Athen. De seneste tre euro-sæsoner har de faktisk ikke hentet flere koefficient-points til euroregnskabet end København, så deres 57. plads i det samlede regnskab er især bygget op i 00/01, 01/02 og 02/03, hvor de hver gang nåede fjerde runde i UEFA Cup'en, i 02/03 endda efter en tur i CL-gruppespillet først med 6 uafgjorte kampe. Ud af seks! I 03/04 var de også i Champions League, men hentede blot to points (hjemme), i 04/05 var de i UEFA Cup gruppespillet med fire nederlag (af 4 mulige) som resultat, og i fjor røg de ud af UEFA Cup'ens første runde mod Zenit St. Petersborg. AEK stemmer jeg altså for!

Ellers er der rige muligheder for revanche-opgør. For os mod Milan (hvis UEFA lader dem blive i CL) og Hamburger SV. Og for Ajax eller Levski Sofia, hvis de rammer ind i os. Men for helvede, som sagt, vi er fucked mod de fleste, så vælg nu den pragmatiske tilgang til lodtrækningen, uanset hvem UEFAs kugler parrer os med i morgen. Få armene ned, hvad enten der bliver udsigt til en reel mulighed eller i det mindste en mulig kassekamp og en på opleveren mod Liverpool, Arsenal, Valencia osv. Nå ja, få i det hele taget bare armene ned, indtil vi definitivt har overlevet kampen i Finland.

Uanset lodtrækning, optur eller nedtur, så er der til gengæld stadig en sommer at nyde. Om den så nydes på i/på/ved de københavnske parker, torve, altaner, søer, tagterrasser, havnekajer, strande eller derude i sommerlandet et sted. Bare en knejpe med borde i det fri, hvor du kan sanse og betragte, eller som Dan Turèll sagde det: (...) Det var i København, det var en dejlig sommeraften (...), og det var udendørs fortovs-restaurant, og visse aftener om sommeren er der intet bedre at gøre end at sidde og ryge og drikke og tale og sé på folk der går forbi (...) [skamløst hugget ud af 'Summertime Blues' fra "Onkel Danny fortæller videre" (1978)].

Med de ord er der kun at sige. Drop for helvede for en stund pc'en, tv'et, manager-spillet, poker-room'et og daf ud og få lidt kulør på den blegfede krop. Selv lukker jeg hoveddøren og tager smøgerne og resten af mojitos'ene med ud i gårdhaven og nyder livet til morgenen gryer. Forza l'estate!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Razorlight: Razorlight (2006)

Kæmpestore i UK efterhånden, men ikke store nok til at fylde Loppen en onsdag aften på sjettedagen af Deutschland '06. Til en i øvrigt meget høj, meget varm og meget god koncert. Det er Razorlight, hvis andet album blot bærer bandets navn. Lidt atypisk. Straks mere almindeligt, at skive to måske er den sværeste, hvis debuten har været så fremragende, som Up All Night var. Måske derfor opfølgeren har været så længe undervejs og er nusset og finpudset til rendyrket, ufarlig pop-pænhed. Men stadig lige så uoriginal som deres første plade, hvor deres manglende nytænkning dog var nemmere at sluge med umiddelbarheden, råheden, punken og den utvetydige inspiration fra The Kinks, The Clash, The Smiths. Helt så tydelige inspirationskilder har vi ikke på den nye skive, til gengæld 35 minutter med megen mainstream-pop af typen, der går 13 af på dusinet i England. Og Sverige. To fjerdedele af Razorlight er svenskere, og måske uomtvisteligt talentfulde Johnny Borrell ville være bedst tjent med at skifte svenskpoppen ud af bandet og få genindført det mere upolerede lydbillede, som passer hans til tider begavede tekster - med masser af vid - og hans musikalske opvækst i den nordlige London-forstad Muswell Hill (hvor i øvrigt også Kinks-brødrene Ray og Dave Davies stammer fra) lidt bedre. Eller i det mindste rammer den rå og rockende lyd fra Loppen, hvor numrene fra det nye album i hvert fald tiltalte mig mere end i studieversionerne på skiven. Det bliver for pænt. Nu vel, Razorlight har da sine stunder og ti ganske iørefaldende sange, og bare fordi, jeg synes bedre om forgængeren, er Razorlight da heller ikke ligefrem en dårlig plade. Den kommer stensikkert også til at sælge mere end etteren. Og den fandt vej til BULENs kræsne jukebox.

 

Kate Bush: Aerial (2005)

Et genhør, indrømmet. For Kate's mesterværk af et dobbeltalbum har allerede snurret et par gange her i BULEN. A Sky of Honey, CD-2 på dette album, er en 42 minutter lang suite, der beskriver stemningen og de 24 timer, som de passerer i et sommerdøgn. Og når man på indsigtsfuld opfordring af kollega -smølle sætter sig op på en frederiksbergsk tagterrasse under solen med denne musik i hørebøfferne, så fatter man for alvor skønne Kate's intentioner med skiven. Den giver endnu mere mening. Endnu en hyldest til sommeren. På landet (Solnedgang: "We went up to the top of the highest hill / and stopped / still / It was just so beautiful"), ved vandet (Midsommernat: "Could be in a dream / Our clothes are on the beach / The prints of our feet / Lead right up to the sea / No one, no one is here") og i byen (Daggry: "I feel I want to be up on the roof / I fell I gotta get up on the roof / In the sun"). Brillant, ubeskriveligt smukt og stemningsfuldt.