Ja, for fanden! Så står man her igen og steger i sin egen selvfedme, de mættede fedtsyrer hænger som gardiner over selvforståelsen. Det var en onsdag aften og det kunne have været så smukt som håndplukkede tulipaner, men endte i opskruede forventninger og bagtunge tømmermænd af den slags man kan male graffiti med på lokumsvæggen ude bagved. Den største glæde var og blev forventningens, den sitrende fornemmelse det var at cirkulere omkring på Østerbrogade og i Fælledparken i timerne før kampstart.

Misforstå mig ikke. Det er skam en glæde, selvom den er druknet et par timer senere. Hele menneskestrømmen fra de parkerede biler, fra busser, blot fra et eller andet sted, der langsomt begynder at cruise over mod det fælles mål. Rastløse, spændte, råbende, syngende. Der er storkamp i vente. Vi er langt ude over dagligdagen, også ude i noget helt andet end de efterhånden 5-7 sæsonmæssige møder med vestegnskommunen, hvoraf i hvert fald det sidste oftest har direkte betydning for mesterskabet.

Storkamp er europæisk kamp, det er besøg fra Hamburg eller Amsterdam, og selvom hollændernes fremmøde i aftes ikke lige frem imponerede, de havde tydeligvis en anden opfattelse end vores egen opreklamerede fifty-fifty chance, så var de der og vi andre var der og Parken blev fyldt og alt blev løftet og intensiveret. Det krillede, det susede, som spillerne løb på banen, og sangen og jublen efter Hangelands udligning kunne høres over det halve København, sådan føltes det. For fanden da, hvor man sukker efter disse kampe. Desværre siger den københavnske trend, at det højest bør blive til en eller to pr. sæson. Hvilket på den anden side også skærper længslen, sagt med en let skjult sarkasme, den ligger jo lige under tungen. Mere vil have mere, og især når mere ikke rigtig kan blive til mere.

Den er så også den dundrende erkendelse man står med i dag. Det var lige ved, men alligevel langt væk. Fifty-fifty flagrede ønsketænkninger fra bestyrelsesformænd til kendisser. Det grumme og fede, nu om dage knap så fede, Lyngby-orakel, Hans Bjerg Petersen, manden der reelt skabte Superligaen før den blev til Maltaligaen, var den der fik mest ret af alle, da han i mandags erklærede at vi blev ædt med hud og hår. Det skete i TV-programmet "Ren fodboldsnak" og argumentet var ganske kynisk. Ajax er vant til disse kampe, de ved hvad de skal, når det gælder. Nutidens hold ejer ikke fordums styrke, er langt fra europæisk topklasse, men de bærer stadig traditionen og storheden med sig. Og de spiller mange flere af disse kampe end FC København gør.

Begrebet "hud og hår" kan efterfølgende gennemtygges og koges ned til 70 mio. kroners effektiv angriber, en god portion kynisme, teknisk dygtighed, og lidt held. Ajax var det bedre hold, uden at være vanvittig imponerende. Man kan i virkeligheden sagtens fremføre, at vi var det bedre hold i de første 65 minutter, hvilket vil sige så længe kræfterne rakte til den intensive boldjagt og det høje presspil. Derefter blev vi stille og roligt barberet og Ajax fik lov til det de allerhelst ville, at have bolden og køre den rundt og rundt i fred og ro, som de har gjort i et væk siden de tidligste 70ere og deres store europæiske gennembrud under Cruyff-dynastiet.

Men for fanden! Mulen hænger, lemmet hænger, Hangeland hang både i den ene og anden ende af banen, og alligevel kan vi sagtens være lidt positive. Slutresultatet stod langt fra mål med anstrengelserne, men vi spillede vores chance. Forsøgte at få et godt udgangspunkt, dominerede første halvleg og burde have vundet den. Berglund, Allbäck og Silber har kæmpechancer. Spillede i det hele taget positivt fodbold, med momentvise hurtige kombinationer på græsset, ja momentvise, siger jeg. Særligt i begyndelsen af kampen. Linderoths hjørne direkte på indersiden af stolpen i begyndelsen af anden halvleg kunne også sagtens være sprunget 30 centimeter indefter i stedet for ud igen.

Der kunne, der burde, og der skulle måske... til gengæld er det heller ikke til at komme uden om, at vi gik kreperligt døde i de sidste 25 minutter. Samt at indskiftningerne absolut intet løftede, lige så lidt som det nyttede at flytte Grønkjær op på top, hvor manden skulle forsøge at fange de mange lange bolde i slutfasen med hovedet. Ikke ligefrem en af hans spidskompetencer. Til gengæld præsterede han atter, mens han stadig huserede på venstrekanten, masser af glimrende ryk og indlæg. Desværre endte de oftest i katagorierne "lige ved" og "nuuuijj næsten". Hverken Berglund eller Allbäck er helt indstillet på hans bølgelængde endnu. Det kommer forhåbentlig - og nej, jeg siger ikke om 14 dage i Amsterdam. Det bliver UEFA Cup, venner!

Og ja for fanden! Generelt set er Grønkjær er et kæmpescoop, jeg har for længst taget hatten af og skammer mig over at jeg nogensinde tvivlede på hans motivation og spandt horrible sammenligninger til Brian Laudrup, og dennes forkærlighed for at sende fax på en søndag aften, inde i mit lille hoved. Han er i virkeligheden alt for god til os, det samme som man egentlig har kunnet sige om Linderoth i det sidste års tid. De er vidt forskellige som spillere, men ingen af dem bør ret beset spille i Maltaligaen.

Lad os derfor nyde, mens tid er. Jesper har været fantastisk og har fjernet adskillige mørke basis-skyer fra det københavnske spil. Det hele er blevet lidt sjovere og mere uforudsigeligt. Det er ikke bare en stor kværn, Backe Basic Results AB. Man begejstres pludselig, midt under kampene, over detaljer, som i lørdagens Viborg-kamp. Jeg stod hernede, i nærmest almægigt og magelig TV-ensomhed. Sidst i første halvleg. Efter hans bizarre 2-0 hovedstød. Pludselig laver han rykket, Grønkjær, han skærer ind i banen, finter forbi et par Viborg-forsvarere, har skudmulighed, og vipper i stedet en følt bold ind i feltet, skråt frem og modsat hvor han kom fra, til Berglund, der afslutter på - hvad jeg stadig er sikker på er - stolpen. TV3 snød os desværre for reprisen og kommentatorerne hævdede at Alvbåge reddede.

For pokker en detalje, mand! Der stod man med julelys og stjernedrys i øjnene igen, flashback, det var et lille stykke Zuma i hans velmagt og endda lidt mere, i dette lille øjeblik. Måske er det bare mig, men det er sgu længe siden jeg fik det sådan senest, midt under en FCK-kamp. Den spontane begejstring over en improviseret offensiv, detaljen der ikke bare var en solopræstation men også stråler overblik og gensidig forståelse. Berglund foretager løbet bagerst i feltet, Grønkjær ser ham og laver kunststykket af afleveringen. Det var overlegent.

Men ja, hvis vi lige skal få afsluttet Ajax-kampen og Grønkjærs fremskudte position til sidst i kampen, så bliver det nok også svært at løbe fra, at vi manglede en habil angriber at sætte ind i slutfasen. Der var en i underskud efter salget af Alvaro til Sochaux og det blev mere mærkbart end jeg havde ventet på forhånd. Dels troede jeg egentlig at Ståle ville satse på Pimpong, ikke Grønkjær, dels forventede jeg også, at vi ville have mere luft i slutfasen af kampen end Ajax, alene fordi vi havde været i gang med sæsonen en god måned og de endnu ikke er begyndt. Men man kan tage fejl, det sker over alt i verden, og nu har det også ramt denne bartender.

Vi manglede en erstatning for Alvaro - og han burde have været på plads. Rygterne har svirret om Ailton Almeida fra Örgryte i flere uger, men det forblev rygter. Den "svenske" brasse blev åbenbart for dyr, eller noget andet er kikset. Han kom i hvert fald ikke i denne omgang. Og Bernburg turde Ståle ikke satse på. Jeg har det sådan, jamen, hvorfor ikke, prøv dog knægten! I mangel af bedre, og det er ikke bedre at sende Grønkjær frem og derved pille den offensive kreativitet væk fra midtbanen. Pimpong er åbenbart helt ude af betragtning som angrebsalternativ.

Det er altid totalt hypotetisk at fundere over om det kostede og om det kunne have forandret slaget, om dette ene aspekt kunne have ændret så meget. Jeg kan tvivle. Men kortet manglede, den fornemmelse stod jeg også tilbage med, fordi de andre kort faldt som de gjorde. Vi skulle have haft den tredje angriber, og når man ikke tror på Bernburg og ikke regner med Pimpong, så kan han kun komme ved et indkøb.

Det kom ikke, det var også en fejl.

Ak ja! Hvad fanden! Så står man her og halvsøber sig igennem tømmermænd og andet, der alligevel ikke kan gøres noget ved. Man bliver lidt kvindagtig efter en aften som igår. Snakker og snakker. Mest for at snakke, mens man zapper rastløst mellem TV-kanaler. Havner på Brøndbys kamp i Estland. Ingenting at skrive hjem om. Udover florafobien og sut-min-Ankergren, som nogle københavnske brøleaber hyldede ham med ved Liga Cup-størrelsen oppe i Farum. Men derfor man kan fortsat snakke og lad os bare køre videre på overskrift og aftenens tema.

Normalt bruger jeg ikke min tid hernede med DEM! Familiefarmen ude vestpå. Det er andre langt bedre til end mig. Men i disse uger virker det alligevel som de pønser på noget, der er ganske interessant.

De overvejer faktisk om de skal sælge klebånden til Manchester United. Hvor alvorligt og hvor langt henne udspillet er, skal jeg ikke gisne om. Men morsomt at det sgu at der nu tales om at farme for familien Glaser i stedet for det danske samfund, som altid har lagt dem højt på sinde, og ikke mindst den kære doktor og hans familie.

Tja, Meulensteens udmeldinger hidtil har da ikke været til at misforstå, han kommer med mere end en dagsorden om at være træner. Han vil også gerne hjælpe sin gamle boss, Sir Alex Ferguson, og Manchester United, og her er Brøndby et værktøj. Oraklet selv tager da også gerne bladet for munden. Nu står Brøndby formodentlig og vakler, på den side benovet over interessen, uh ja, vi er nogle der stadig mindes 2-6 og 0-5 i 1998, og på den anden side sikkert forvirret, for det harmonerer vel ikke helt med hverken de glatpolerede paroler om talentarbejde eller klubbens både opblæste og nedskrevne egenrådighed. Supra Societatem nemo - jo jo, Jehova-boy, Sir Alex kommer skam over det hele og Møllestenen vil bringe hans ord til troende i en sådan grad at Johnny snart skal lære nye sætninger.

Rent personligt synes jeg sgu det er skidt, hvis de ender i satellitfælden. Det er skidt for dansk fodbold, for at bruge en af deres egne yndlingsfraser, skidt når en af landets førende klubber blot føjer sig og indtræder i en låst position i et større globalt fodboldhierarki. At spille i en udviklingsliga og acceptere at de bedste altid vil forsvinde til større ligaer ude i verden, er ikke ensbetydende med at man ikke kan udvikle sig selv. Og den slags gør man bedst ved at kunne handle helt frit og selvstændigt. Jeg tvivler oprigtig talt også på, at en flok spillere fra Manchester Uniteds reservestab i længden bliver en berigelse for Superligaen. Hvis det skulle komme så vidt! Så enestående talentmasse og reserver har de heller ikke.

Men vestegnens farmere kan selvfølgelig forhøre og rådføre sig hos den falmede belgiske storklub, Royal Antwerp, der i en rum tid har ageret satellit for Sir Alex. Det er nærmest rørende læsning, man kan finde på klubbens hjemmeside:

"Which Royal Antwerp fan does not remember the exploits of Danny Higginbotham, the promotion winning performance of Luke Chadwick, or more recently the skill and pace of Lee Martin? Isn’t it always a proud moment to hear John O’Shea state – being for several years now a steady force in United ‘s first team – that his professional career really got started at Royal Antwerp where he had his first taste of competitive football? The most visible highlight of the friendship between both clubs was of course the 125 years celebration game played at Bosuil Stadium on August 3, 2005. On a perfect day, a full house watched United ‘s world stars take on the local reds."

Det var godt 10 år som satellit. John O'Shea og en storslået og tårevædet jubilæumskamp, man kan næsten ikke få luft i sin søgen efter amnesi og gammel mågelort blandt havnearbejdere og andet godtfolk i Antwerpen, når man læser dette. Royal Antwerp har historisk vundet fire belgiske mesterskaber og to pokaltitler og var i en tyveårig periode fra 70erne op til midt 90erne fast inventar i den bedste række. Nu spiller de i næstbedste række på tredje sæson efter at have kikset oprykningen som storfavoritter sidste år.

Det er nok ikke kun Sir Alex's skyld. At tingene ikke længere er, som de var. Det vil være en tilsnigelse at påstå. Og jeg har absolut intet belæg for det, så velbevandret er jeg ikke i belgisk klubfodbold. Men nu er han ved at være træt af dem i Antwerpen. Vil hellere have en satellit til sin planet på et lidt højere niveau. Jamen, sådan fordres der rundt omkring, vi kan alle blive utålmodige og spejder efter nye muligheder, og vi må efterfølgende se hvordan det går! Også for Brøndby IF A/S. Jeg kunne i hvert fald godt ønske dem andet ondt end at overtage Royal Antwerps rolle.

For fanden! Det rager jo egentlig ikke os, vi har hverken forstand på klebånd eller samfundsregnskaber. I stedet må vi nøjes de tørre tal på blokken, vores egne i BULENs regi, og de lidt større. Jeg skal ikke kunne sige om landstræner, Morten Olsen, allerede er ved at tage forskud på hvad han tror er Brøndbys nye status. Helt bemærkelsesværdigt har han udtaget et landshold uden en eneste spiller fra forstadsfarmen.

På den anden side, hvem skulle det være? Thomas "Schultz" Rasmussen diskvalificerede sig i vinters ved at nægte ligalandsholdet, Duncan-Morten er fundet for let og måske for stereotyp i forhold til det yngre bralrehoved, Nicklas Bendtner, der engang spillede sin juniorfodbold i KB, og gamle Per-Skruebrækker-Per Nielsen skal formodentlig have inkluderet ekstra transport på et af doktorens medicinskabe for at kunne spille. Så det er næppe ulejligheden værd længere at investere i. Heller ikke for DBU. En ting er at man kan finde plads til Thomas Helwegs gangstativ, men et helt arsenal af medikamenter bliver nok for meget. Især i disse tider.

Ja, og således snakkes der. Cyklende, løbende, kørende, spillende og gående. Hernede ikke mindst drikkende.

Kom godt hjem.

Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Bob Dylan: "Time Out of Mind" (1997)
Albummet blev den ældre Dylans genfødsel - og beviste at han stadig havde sin kunstneriske berettigelse. I 1989 arbejdede Dylan sammen med den canadiske producer, Daniel Lanois, der tidligere har arbejdet med fx. U2, omkring albummet "Oh Mercy". Der skulle gå 8 år før de genoptog samarbejdet. Resultatet er blevet denne usædvanligt vellykket skive, hvor Lanois dekonstruerer Dylan-sangenes bluessump af mørke og mudder.

Samarbejdet holdt igen kun til et album, derefter skiltes vejene atter. Men det blev min første egentlige indgang til et kæmpemæssigt historisk bagkatalog, som jeg endnu ikke er nået halvvejs ned i. Og 'Tryin' To Get To Heaven' er et kolossalt nummer.

mail