"For fanden da! Så står man her igen og ..." ... stop! Sådan plejer kollega Saxo at indlede sine aftener, og han er klog mand, normalt, for vi plejer jo hver især at stå her aften efter aften og egentlig opleve den Københavnske fodboldcyklus og livet omkring den gentage sig igen og igen. Samme, evindelige trædemølle. Således skulle vagthavende også denne aften - for fjerde gang i Bulens historie, for femte gang i Københavns historie - stå og galpe om det ærgerlige, men forventelige og triste, men uundgåelige farvel til Champions League. Og således skulle jeg også stå igen-igen og frispekulere over mulige Københavnske modstandere i morgendagens UEFA-Cup lodtrækning.

♪ Ceux sont les meilleurs equipes,
Sie sind die allerbesten Mannschaften
The main event ♪

Og så stopper vi lige! For i aften "står jeg her ikke igen". Ikke på den måde. Jeg har faktisk aldrig stået helt sådan på dette sted tidligere. Intet er som det plejer. Noget er lidt anderledes. Det kan lures på musikken i baggrunden. Er det ikke ...

Sgu, satan og helvede, mand! Denne gang var der plads til os i nåleøjet. Det ultimative mål er nået. F*ck Maltaliga, Landspokal, Viasat-etc-Cup, Royal League! Det er sekundært. Det er barnepjat. Vi er med blandt de bedste. Flemming Østergaard har gjort de Københavnske hoser grønne hos G-14 folket, og nu er vi ikraft af en heroisk og nødvendigt heldtilsmilet indsats på grønsværen trådt ind i Europas sportslige G-32, The Big Kahuna:

♪ Die Meister, Die Besten, Les Grandes Equipes, The Champions ♪

SKÅL, mand. I aften har jeg måtte betale ølpusheren ekstra for den dyre vare. Store forsyninger af Stella Artois. Og hvorfor Stella, spørger du? Jo, for det første er det i sig selv en fremragende øl, som man sådan set ikke behøver hverken forklaringer eller undskyldninger for at drikke. Men det er også en belgisk øl. Fra Leuven. Ikke langt fra Kapellen. Og fra Kappelen kommer en anden belgier. En belgier, der den 23. august 2006 indskrev sig i fodboldannalerne som Københavnsk helt. Hans navn er Thomas Vermaelen. Skål for helvede, Thomas! Og tak!

Hvilket drama. Hvilket nervesammenbrud in spe. Hvilken forløsning. Og hvilket held vil nogen sige. Til en vis grad med rette. Vi var heldige i Amsterdam. Før pausen. Den skarphed, den kynisme og den begunstigelse fra Fru Fortuna, som kendetegnede Rangers (2003) og HSV (i fjor) mod os i de afgørende returkampe, og som også Ajax nød godt af 1st leg for fjorten dage siden. Nu skiftede det. Nu var det os, der havde marginalerne og var skarpe, kyniske og heldige, da det gjaldt. Ikke som det plejer, men et historisk øjeblik og vort internationale vendepunkt. Eller gennembrud, om man vil.

♪ Une grande reunion
Eine grosse sportliche Veranstaltung
The main event ♪

Ikke mere som vi plejer af typisk Københavnsk og dansk klubfodbold med lige-ved-og-næsten og kun en eller halvanden god kamp og kontant afstraffelse af de mindste fejl og farvel Europa. Nu fik Ajax i stedet lov at opleve det onde og det grimme i en kamp, de ellers lå til at spadsere hjem. Måske det psykologisk var en hæmsko for hollænderne, at de vandt i Parken, og sikkert endnu mere, at det lignede noget, der aldrig kunne gå galt efter første halvleg. Og pludselig kunne de rystes i anden. Indtil Silbers cool kasse, hvor Ajax gik fra rystet til skræmt. Og videre til panik, da William Kvist kronede sit Københavnske og europæiske gennembrud med at sende 2-0 i kassen med en belgier som bande. Ren desperation på et hold med mange meget unge og meget urutinerede spillere, der deres sublime tekniske evner ufortalt var helt grønne overfor gamle, prøvede ræve som Linderoth, Allbäck og Bergdølmo.

Faktisk var anden halvleg vores. Næsten ligeså meget som første halvleg i Parken var helt og aldeles vores. Ja, faktisk var det kun de sidste 25 minutter af anden halvleg i København og de sidste 25 minutter af første i går, at Ajax demonstrerede overlegenhed i boldomgang og i går tilmed kom til flere pæne chancer. Men selv om Ajax var fodboldmæssigt bedre i 2x25 minutter - og i går klart bedre - så var vi vel det bedre hold i 2x45. Set over to kampe kan man således ikke betragte det som en større uretfærdighed, at vi gik videre. Og heldet og skarpheden? Tjah, Ajax scorede på 2 chancer ud af 3 i Parken, vi scorede på 2 ud af 3-4 forsøg i Amsterdam. Og deres to på træværket i går kan gå lige op med vores ditto i København. Ajax har de bedre fodboldspillere, vi har det bedre fodboldhold og spillede endda uden vores allerbedste spiller.

At det var vores tur til endelig at træde op blandt Europas sværvægtere, kunne også symbolsk læses i dommerkendelserne i Amsterdam. 50/50 situationerne gik næsten alle vores vej, fra et muligt straffespark til Ajax i første halvleg til Thomassens hands lige uden for feltet i overtiden, som var mere tydeligt end de håndspålæggelser, der gav HSV straffespark i Parken sidste år, men som blev afværgevinket i ArenAen til værternes tydelige frustrationer.

At alle marginaler og held i sidste ende svingede over på Københavnsk side, kan man nu også vælge at tilskrive det unikke vinderinstinkt, truppen og træneren besidder. Når man tør gå efter sejren og insisterende opsøger heldet, så kommer det. Modsat pindsvinetaktikken mod både Rangers og Hamburger SV, hvor vi ellers havde bedre udgangspunkter end i går. Så stor cadeau til Solbakken og Peter Nielsen.

Man kan også roligt sige, at Ståle outsmartede den overmodige Henk ten Cate. Var det at gøre Hasse Backes arbejde færdigt og køre mesterskabet hjem en beståelse af prøvetiden, så var Ajax-kampene Ståles foreløbige svendestykke. Faktisk har han jo præsteret, hvad ingen træner i klubben før ham har kunnet. Københavnsk historie. Og slet ikke som vi plejer!

Oh well. Der kan analyseres fra nu og til næste gang, vi møder Ajax, og Mandagstræneren skal nok dissekere kampen for dig senere. Alt det er ligegyldigt lige nu. Vi vandt, vi er videre og til hest med resten. Nogen gange siger ét billede mere end tusind ord:

Oh Staale Mio

Champions League. Det vi har sukket efter i årevis. Nu sker det. Nu sker det endelig! Og smag lige på modstanderne, mand. Det emmer af både nostalgi, storhed og klasse.

• Manchester United (15 nationale mesterskaber, 3 europæiske titler )

• Celtic (40 nationale mesterskaber, 1 europæisk titel og yderligere to finaler )

• Benfica (31 nationale mesterskaber, 2 europæiske titler og yderligere fem finaler)

Klassiske og berømte traditionshold, både i de hjemlige ligaer og på den europæiske scene. Både da vores fædre fortalte os om storholdene i Europa og i dag. Klassiske og berømte stadions, Old Trafford, Celtic Park og Estádio da Luz. Klassiske og berømte fodboldbyer, Manchester, Glasgow og Lissabon. Nå ja, i det hele taget byer, der er et besøg værd. Og København er klar til en fodboldens dannelsesrejse resten af året. Forhåbentlig points til UEFA-regnskabet, men vigtigst sportslig skoling på allerhøjeste europæiske niveau mod Unitedsk tempo og gallerispil, skotsk rutine og hårdhed samt portugisisk organisation og teknik. Seks kampe der kun kan modne holdet kolossalt og give mængder af international erfaring. Ikke det vi plejer at gøre mest i.

 ♪ Ils sont les meilleurs
Sie sind die besten
These are the champions ♪

Multimillioner skulle der også være i at hente i klubturneringernes Rolls Royce. If. udredninger i dagens Ekstra Bladet, så snakker vi altså om lige i underkanten af DKK 70 mille bare for at være med! Og så lidt flere millioner i pointbonus. Helt umuligt bør det heller ikke være. Rosenborg, som vi efterhånden har overhalet både sportsligt og økonomisk, præsterede i fjor i deres absolutte krisesæson at snige en tredieplads hjem i gruppespillet med 5 points og dermed videretransport over i UEFA Cup'en.

Udover København var det Spartak Moskva, der leverede overraskelserne i år. Der er hvert år et par stykker, der sprænger seedningen, og det behøver ikke være ensbetydende med 0 points og til grin i gruppespillet. I fjor var den ene overraskelse FC Thun, der rent faktisk på 2006-UEFA-ranglisten som nr. 140 er lige én plads dårligere end København. Den anden, nr. 153, 1.FC Petrzalka Artmedia Bratislava (eller hvad de kalder sig efterhånden) måtte endda gennem tre kval-runder. Begge nåede som Rosenborg en tredieplads i deres respektive grupper - med 4 hhv. 6 points - og dermed en bonusrunde i UEFA'en. Hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det - mindst - lige så godt som Thun, Bratislava, Trondheim? Og hvem siger, at bare fordi man er A-seedet, så er gruppespillet blot noget, der skal overståes, ligesom Ajax' to "opvarmningskampe" inden Champions League. Manchester United var f.eks. topseedet i fjorårets CL, men endte sidst i sin pulje!

Og hey! Det kan godt være, at vi målt på koefficienten er det ringeste mandskab i Champions League. Men vi er dog i de mindste mesterhold, hvilket man ikke kan sige om Manchester United og Benfica i vores gruppe. Eller om Milan, Real Madrid, Inter (reelt), Liverpool og Valencia blandt de topseedede.

♪ Die Meister, Die Besten, Les Grandes Equipes, The Champions ♪

Champions League kan måske også fremskynde €3 mio. manden Aíltons skifte til København. Om han er så god som det rygte, der er rendt i forvejen, skal jeg ikke kunne sige ud fra de sparsomme målglimt, jeg har set. Er han er så forrygende, som Örgrytes direktør ("FCK får det største talent jeg nogensinde har set") Mats Rydhede hævder, eller er han bare en alt for dyr Zuma Light, som de skeptiske mener?

Apropos Zuma, så er det pudsigt nok præcis dén sammenliging, som AaB coachen Hamrén har gjort, hvis du lige tillader mig at citerer fra ugens Tipsbladet Midtuge:

"Man kan egentlig godt sammenligne ham lidt med Zuma, hvis man kigger på balancen og teknikken, men jeg synes, at Ailton er både hurtigere og farligere foran mål," siger AaB's svenske træner Erik Hamrén, der tidligere har været træner i Örgryte og været med til at skabe den brasilianske forbindelse, som både Göteborg- og Aalborg-klubben siden har nydt godt af. Hamrén har dog ikke selv haft fornøjelsen af at træne Ailton, selv om han gerne ville. "Jeg har jo rigtig gode kontakter i Örgryte, og derfor vidste jeg også, at det var totalt umuligt for os rent økonomisk, men jeg havde da meget gerne set ham i AaB's trøje. Han er en meget god spiller, og han vil blive meget bedre, for der er stadig masser af udviklingspotentiale i ham.Så jeg tror, at han på et tidspunkt går videre til en større klub i en bedre liga, hvis han kan fortsætte ad samme spor. Det kan man jo aldrig vide med unge spillere, men de gange jeg har talt med ham har han nu virket som en god fyr med begge ben på jorden," siger Hamrén.

At Aílton umiddelbart først tiltræder til januar har jo vakt undren, til gengæld er alt jo som nævnt ikke længere som det plejer, og der er ovenpå i går en ny situation, som også bestyrelsesformanden citeres for i pressen i dag. Ej heller er Aílton den boksspiller, vi måske mest af alt mangler, hvilket kollega -smølle - og flere med ham - jo undrede sig over allerede i sidste uge. Jeg er dog blevet lidt ambivalent lige omkring bokstypen.

Medgivet at vores fløjspil er blevet mere synligt, og indlæggene - hovedsagligt fra Grønkjær - af en sådan kvalitet, at man kunne savne den fysisk stærke, teknisk dygtige hovedstødskonge inde i feltet. På den anden side set, så er det altså set før i fodboldhistorien, at man godt kan være hyppigt målscorende også uden en decideret boksangriber. Arsenal er det mest lysende eksempel i dag. Fritflydende fodbold, hurtigt og udfordrende wingspil, men med dybe angribere. Kunne vi bare komme til at spille i Arsenal Extra Light udgave, skulle jeg såmænd ikke klage.

I det hele taget er hurtige dybdeløbende og/eller udfordrende typer som Grønkjær, Pimpong, Berglund og nu Aílton måske i virkeligheden bedre våben mod de kompakte og nedgravede maltaligafosvarsværker, vi møder hver anden uge i Parken. Bedre end den lange bold. Alibibolden. Det kan i øvrigt som kuriosum lige anføres, at i indeværende sæson uden boksangribere - eller med kun Allbäck som en tilnærmet en af slagsen - har vi foreløbig sat 15 af 20 scoringer ind fra en position i feltet. 16 hvis vi tæller Bergdølmos straffe mod MyPa med. Incl. to selvmål dog, hvoraf det ene trods alt blev assisteret inde i feltet (Allbäck i Silkeborg). Så vi har da ikke ligefrem været helt henvist til sløje langskudsforsøg, soloture og Linderoth-træffere!

Derfor mangler vi nu stadigvæk en tredieangriber, i hvert fald i efteråret, til at aflaste Berglund/Allbäck. Endnu mere i dag, hvor kalenderen lige er blevet tilføjet 6 kolossale kampterminer! Og vi snakker ret beset ikke kun angribere. Kvalitativt kan truppen stadig løftes lige en tand - selvom det er skammeligt at sige det dagen efter, der er skrevet Københavnerhistorie - for at gøre en god figur i CL. Kvantitativt er truppen trods alt også lige smal nok til at efterår, der stadig rummer 6 euro-kampe, 13 maltaligakampe og 1-2 pokalkampe indtil 6. december, dvs. ca. 3½ måneder. Så kan vi sende juniorholdet til den kongelige gøglerturnering, der stadig nægter at modtage den sidste dødshjælp.
Aílton her og nu og/eller endnu en angriber og/eller 1-3 direkte eller trupmæssige forstærkninger. Køb/lån/lejemål. Det har Carsten Vagn og klubben lige præcis syv dage til at få styr på, inden sommeren officielt bliver til efterår.

Intet er som det plejer. Hvornår har vi f.eks. fået lodtrukket fire modstanderhold på samme dag? Mens Samuel Eto'o i Monaco hev Manchester United, Celtic og Benfica op af hatten, så parrede DBU-funktionærerne København med Thisted FC i Landspokalturneringen. Seks dage inden et forventet intenst og elektrisk drama på et fuldsat Celtic Park skal vi altså lige omkring Lerpytter Stadion. Barokt.

Det kan også blive barokt eller noget af et antiklimaks på søndag, når vi skal spille i Maltaligaen igen, selvom det er reelt topopgør mellem nr. 1 i tabellen og nr. 1 på papiret. Vores kun anden hjemmekamp (af seks) i sæsonen vil stensikkert opleve stort rykind i Parken. Holdet skal hyldes, og vi kan så håbe at spillerne får armene ned hurtigere end vi andre og hiver et resultat hjem også mod AaB, der kommer med en pokalkamp i eksotiske Fredericia i benene. Så de må jo være mindst lige så fysisk og mentalt udbrændte som os. Mindst!

Ærligt talt. Lige nu tror jeg ikke selv et nederlag på søndag kan bringe mit pis i kog. Større og vigtigere ting venter os. Det som vi har drømt om siden dag et. Fodbold på første klasse. Og mens jeg ved, vi kan slå AaB 4 gange ud af 5, så må jeg nøjes med at tro på, at vi kan slå United, Celtic og Benfica. Men det er altså kun Manchester, der har en bedre UEFA-koefficient end Ajax og dermed på papiret er bedre end det Ajax, vi har slået ud (to gange). Celtic og Benfica skulle være ringere end Ajax. For satan, mand. Det bliver jo ren walkover.

Nå, euforien løber vist af med mig efterhånden. Men hvis man ikke skulle være euforisk nu, hvornår fanden så?

♪ Die Meister, Die Besten, Les Grandes Equipes, The Champions ♪

Det er os, mand. Intet er som det plejer. Derfor smider jeg dig ikke ud. Du kan blive så længe du lyster. Så kan vi samme vente på, at det bliver 13. september og GAME ON!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens sange:

Bruce Springsteen: 'The Promised Land'

Ikke til at komme uden om, mand. Ikke nu, hvor København er vokset ud af fodboldpuberteten og endelig har ramt klubfodboldens inner sanctum. Det forjættede land! ♪ If I could take one moment into my hands / Mister I ain't a boy, no I'm a man / And I believe in a promised land / I believe in a promised land ♪
 

The Academy of St. Martin in the Fields Chorus w/the Royal Philharmonic Orchestra:

 'Champions League' (The Theme)

Heller ikke til at komme uden om. UEFAs bestillingsarbejde i 1992 til Tony Britten, der har arrangeret hymnen på baggrund af Händel's "Zadok the Priest" ('the Coronation Anthems'). Hymnen vi bl.a. kommer til at høre i 13/9, 1/11 og 6/12 i Parken.