Ligeud sagt: Jeg var aldeles uforberedt på resultatet af Amsterdam AWAY. Håbløs kyniker som jeg er, havde jeg taget turen derned i gode venners selskab for at opleve byen og more mig ubekymret et par dage. Selve kampen spillede knap en rolle i mine forventninger til turen, udover at det forekom som en god ide at tage ud og se FCK spille mod et europæisk storhold som Ajax, fordi det ganske enkelt sker for sjældent (synes vi). Men at der ligefrem skulle være mere i det - fat chance!

Først og fremmest viste vejret i Amsterdam sig fra sin nogenlunde pæne side på trods af vejrudsigterne, der ellers mere pegede i retning af vandskade-helvedet i Brøndby i søndags. Der er nu noget særligt afslappende over at sidde på en åben plads i en fremmed by og mæske sig med relativt billig fadøl, mens det eksotiske liv passerer forbi og udfolder sig, f.eks. ved en 98-årig gadegøgler kun iført tangatrusser, der laver bizarre rebtrick foran uskyldige småbørn. Det lokale, københavnske leben kan man selvfølgelig også se i bulens "gårdhave", og mange vil måske endda foretrække at følge de sjældent særligt livsglade svende fra R98 tømme karréens skraldespande, fremfor at se ovennævnte fakirs rynkerøv dingle centimeter fra ens tallerken, mens man spiser.

Under indtryk af dels hjemmekampens resultat og udvikling, turisttilstanden og - det kan jeg ikke benægte - en smule af den lokale og lovlige urt, var det derfor ikke fordi kampen fyldte alverden i min bevidsthed, før det var tid til at bevæge sig i retning af Amsterdam Arena. Min rejsekammerat nåede endda at bruge udtrykket "irritationsmoment" om kampen - så godt havde vi det faktisk med vores lille egocentriske rejsetrip, helt uden om fodbolden.

Sandt at sige gjorde første halvleg af kampen så meget lidt for at ændre på den vurdering. Bevares, De Unge Vilde sang, men den store nerve og tro på miraklet prægede ikke forestillingen, uanset hvad folk så ellers påstår bagefter. Da jeg ikke giver mig af med at skyde mig i øjnene med hashish til daglig, havde jeg oven i købet glæde af en introspektiv, THC-understøttet minidepression, når jeg skuede udover banen og noterede mig klasseforskellen på et heldigvis løst skydende Ajax-hold og vores godt nok hårdt kæmpende, men-åh-så-langt-fra-Nirvana-helte. Euronederen, kalder vi den. Så dyb, at ikke engang målet til 1-0 forekom specielt interessant som andet end en lille og let ironisk karamel, en lille tak for at man tog turen derned. Andre så måske allerede lyset der!

Plz, fat lige fodboldreglerne!

"Hvorfor?", kan man så spørge sig selv retorisk i bakspejlet. Hvorfor besluttede lykkens gudinde, at nu var det nok med det københavnske flagellanteri og 13 års selvynk, og at vi nu skulle sendes fra fodboldens dybeste Malta-kælder til de højeste euro-luftlag på bare 15 minutter? Det er så her jeg kan forsøge mig med den halvkvædede vise om, at det gik som det gik, fordi vi "opsøgte heldet", men var det ikke nærmere Ajax, der uden at nødvendigheden overhovedet krævede det forsøgte at score, og FC København der blot kæmpede for at holde fast indtil næste lille chance åbenbarede sig - som regel et frispark lidt inde på Ajax' kortbanehalvdel?

Anyhoo. Det rager mig minus 1 pik nu. For med cirka et kvarter igen besluttede William Kvist at det dels var tid til det endegyldige gennembrud i FCK-trøjen og dels tid til at lade Vermaelen gøre det nødvendige arbejde med at bugsere bolden i netmaskerne på bizar vis, fordi Kvist var for overlegen til at gide selv. Samtlige hår rejste sig fra min krop i en sær elektrisk dans, og mit afkræftede hasser-legeme forsøgte forgæves at pumpe den nødvendige adrenalin ud i kroppen til at folde hjernen sammen omkring den virkelighed, der pludselig stod skrevet på arenaens lystavle: "FCK er 15 minutter fra Champions League".

Hold nu kameraet stille, ffs!

I min tågede erindring gik tiden efter 0-2 ikke engang specielt langsomt eller smertefuldt, når man lige undtager Jesper Christiansens forsøg på at skabe karmisk balance på idiot-kontoen ved at forære bolden til Huntelaars hoved 5 meter fra mål. Den ultimative nedtur og bekræftelse af en permanent københavnsk euro-fallit havde selvfølgelig været en sen reducering og et farvel efter forlænget spilletid og straffe. Men mere end at jeg egentlig oprigtigt frygtede den mulighed mod kampens slutning, mens de kæmpende og nu åh-så-tæt-på-Nirvana-helte med pæn dygtighed og effektivitet holdt de tydeligt frustrerede ajacider fra fadet, så var jeg allerede mentalt kædedansende på vej videre. Til Glasgow, til Lissabon, til Manchester. Færdig arbejde på sin vis og en ny begyndelse. "Hey, knægten er blevet voksen!" tænkte den stolte far - og jeg med.

Slutfløjtets amoktilstand er, hvad alle jer der ikke tog afsted, for altid må savne: Den ultimative AWAY-jackpot mod alle odds, de hvide underhunde der vred sig fri af superliga-lænken og gøede med én stemme: "Vi vil ikke gå stille ud i natten! Vi giver os ikke uden kamp! I aften kvalificerer vi os til Champions League!". Jeg håber fandeme, at I ægrer jer gevaldigt, for ligesom med Zumas saksespark i 2001-guldfinalen, så kan den slags unikke oplevelser ikke gentages, kun kopieres. Dette er, hvad alle fodboldfans stræber mod - afhængig af niveau og kvalitet, forstås - at rage ud efter stjernerne og for første gang mærke noget for enden af fingerspidserne, der ikke bare er fornemmelsen af en slimet, brun Royal League-syvstjerne: Den ægte Eurodrøm som realiseret virkelighed her og nu.

Hvilket allesammen efterlader mig her - bag baren igen - og os allesammen en lodtrækning klogere og en hjemvendt Hjalte og et nyt badeland rigere. Forhåbentlig har du også fået handlet de billetter du skulle til hjemmekampene mod Celtic og Benfica enten i boderne eller ved et lykketræf på nettet. For desværre taler sandsynligheden for, at Billetlugen igen har shaftet for mange af sine kunder i gaskanalen ved at tilbyde et produkt, de rent faktisk ikke kan levere på fornuftig vis: Salg af billetter via internettet.

For mig er det helt åbenlyst, hvorfor Billetlugen ikke kan levere varen. Det handler ikke om servere, software og teknik, men "freakonomics", anvendelsen af økonomisk tankegang på et problem, der tilsyneladende har en anden natur: Billetlugens - og kundernes - problem er, at der ganske enkelt ingen omkostninger er ved at forsøge at købe billetter til de storsælgende arrangementer. Derfor forsøger alle at købe, uanset om de reelt har et personligt behov eller ej. Enten kan man tjene på det eller også kender man nogen, der virkelig bliver glade for indsatsen. Hvis det ikke lykkedes er det ligegyldigt og omkostningsfrit for én selv. Så vi klikker løs og systemet vælter.

Ved at introducere en reel, direkte omkostning for at bruge Billetlugen falder de fleste lykkeriddere bort. Et enkelt klik er let for de fleste i hjælpsomhedens tjeneste, tidskrævende bureaukrati eller en reel pengepris er omvendt for meget. Tilbage bliver de kunder, der har et reelt behov for at bruge systemet. Omkostningen kan justeres efter behov - f.eks. kombineres med et gennemskueligt og fair lodtrækningssystem - så den passer til systemets kapacitet og tænkte funktionsmåde. Keine Hexerei, men tilsyneladende foretrækker PS&E de mængder af horribel omtale, der er en trofast følgesvend til enhvert stort arrangement, der udbydes af koncernens enfant terrible.

Efter at den fortjente eurfori har lagt sig er det naturligvis på tide at gøre status. Én ting er, at Champions League-kvalifikationen skæpper godt i kassen og at alle glæder sig til 6 kampe på absolut europæisk topniveau. Fint nok, men her må jeg tro mod min natur kaste lidt malurt i bægeret, og søndagens elendige (fra FCK-side) Superliga-kamp er et glimrende afsæt til den leg. For det første er det åbenlyst, at de mange penge og oplevelsen i sig selv næppe kan retfærdiggøre, at FCK melder sig ud af mesterskabskampen.

Den almindelige fanrespons på frygten for den udvikling er naturligvis at kræve, at truppen fyldes godt op, både hvad angår kvalitet og kvantitet, så vi kan spille med alle vegne. Strategien har bare en alvorlig risiko: Til næste år ved samme tid kan vi meget nemt stå uden udsigt til europæisk fodbold overhovedet og med en trup, der så er alt for dyr og bred til Superligaen. Samtidig er der ingen tvivl om, at FCK's erklærede "skandinaviske filosofi" når det handler om at scoute nye spillere, næppe er billig efter at kvalifikationen kom i hus. Tag blot den ellers ret interessante Demba Nyrén i Esbjerg, der på rygtebasis siges at ville koste alt for voldsomme 15-18 mio. kroner, hvis FCK vil have ham her og nu.

Der findes trods alt et alternativ til en panikagtig indkøbsstrategi: At anlægge en realistisk synsvinkel på vores muligheder i Champions League og i øvrigt se temmelig stort på pokalturneringen og Royal League, hvor andetholdet så kan tage fra. Dermed reducerer man trods alt antallet af "reelle" kampe til et niveau, som en smallere førsteholdstrup kan overskue, i hvert fald rent fysisk. Tilbage står så at overbevise spillere og fans om at succeskriteriet for vores gruppespil næppe er meget end 3-4 point! Det kan med lidt held - mindre end vi allerede har oplevet - række til en tredjeplads og deltagelse i UEFA Cuppens 16-delsfinale, hvilket selvfølgelig vil være en massiv succes.

Fidusen her vil nødvendigvis være at acceptere, at et nederlag på 3-0 på Old Trafford er OK, og at der ikke er nogen grund til at jagte et ligegyldigt reduceringsmål i kampens slutfase, når United på forudsigelig autopilot blot flytter bolden rundt. Gruppespillet er simpelthen en turnering, hvor der på vores niveau knap er sammenhæng mellem de enkelte kampe. Truppen, og måske især den mindre erfarne del, skal simpelthen lære at slappe af overfor opgaven, hvad der næppe er så let, som det måske lyder. Men naturligvis ikke mere, end at man er klar til at slå til på dagen.

Et passende pespektiv for vores debut i The Big League gives af det australske cricket-ikon og krigsveteran Keith Miller, der om sit forhold til spillet sagde: "Pressure is a Messerschmitt up your arse, playing cricket is not." Nyd det, for fanden.

Før søndagens kamp mod Aab kunne man notere, at William Kvist og Atiba Hutchinson følte sig så mærket af onsdagens strabadser, at de måtte melde pas på fuld spilletid til opgøret mod de formstærke nordjyder. Vi har oveni vænnet os til, at Bergdølmo ikke kan klare mere end én kamp om ugen. At Ståle lidt unødvendigt kastede sig ud i et særdeles mislykket eksperiment med 2 meter nordmand på en sæbevåd midtbane er så ikke spillernes skyld, men det er immervæk bekymrende, hvis alle de mange midtugekampe i efteråret nødvendigvis skal trække den slags spor gennem vores kampe i weekenderne.

Tilbagekøbet af Hjalte Nørregaard efter hans mislykkede ophold i det hollandske skal naturligvis ses i det lys. Dels er jeg sikker på, at Ståle egentlig var godt tilfreds med eksperimentet i Amsterdam, hvor vi i første halvleg spillede en gusten 4-5-1. Nok gav vi for mange chancer væk, men det tilbagetrukne udgangspunkt reducerede i betragtelig grad hver enkelt spillers løbepensum og boldjagten. Systemet kan justeres efter behov, og Hjaltes velkendte motor har en høj grad af relevans ved siden af Linderoth der. Kedeligt, måske, men ikke dumt.

I den hjemlige liga skal Hjalte nok få en hel del spilletid, både med udgangspunkt i sliddet på truppen, men også fordi Linderoth typisk rager en del advarsler til sig og allerede har karantæne i næste rundes kamp mod Esbjerg. Ligesom Hjalte kan spille en habil højrekant og med Bergvolds/Grønkjærs skadesfrekvens og Razaks problemer med at finde et ståsted i truppen, er det ikke fordi, der nødvendigvis så er så mange spillere at tage af i forholdet til antallet af kampe. Alt i alt et kernesundt indkøb, selvom jeg kan undre mig over kontraktens løbetid på 4½ år. Det peger trods alt på, at Hjalte med tiden skal erstatte Linderoth helt på den centrale midtbane. Det stiller jeg mig tvivlende overfor at han kan, simpelthen.

Jeg ser du skæver nervøst mod uret! Og her lidt over transfer-deadline kan vi begge undre os over, at FCK endnu ikke har præsenteret den angriber med europæisk format - heck, et hvilket som helst format, efterhånden - der kan bære os gennem Champions League og især den første kamp mod Benfica, hvor Allbäck må stå over med karantæne. Nu er det, som vi så i Amsterdam, godt nok ikke sikkert at Ståle nødvendigvis tænker sig, at vi skal spille med to angribere i hver kamp (hele tiden).

Men Berglund har endnu ikke overbevist mig om, at han har klassen - eller er typen - til CL-fodbold, ligesom jeg tillader mig at springe let henover unge Martin Bernburgs meritter på det niveau. Vi mangler åbenlyst et ekstra alternativ, måske endda en bærende kraft i front, der kan supplere eller spille ved siden af Allbäck. Nu kan det så nås endnu, mens vi sover, men jeg må ærligt indrømme, at jeg vil blive alvorligt skuffet, nærmest vred, hvis det ikke er lykkedes at tilføre truppen bare en lille smule fløde (no pun intended) på toppen af latten som funktion af de mange millioner, der automatisk følger med kvalifikationen. Bare lidt, mand!

Én ting er, at man ikke ønsker at tilknytte truppen en angriber på fast og dyr (jvf. Demba-rygterne) basis i panik, en anden er, at det simpelthen ikke kan være umuligt at leje en spiller, der måske sidder mere eller mindre fastmonteret på en bænk i en større europæisk klub. I forhold til at Ailton dukker op efter vinterpausen kan lejeløsningen måske endda siges at være bedre end at købe! Det er selvfølgelig givet, at den hjemlige liga knap er et trækplaster for sådan en spiller, men nu udgøres en stor del af efterårets resterende kampprogram, 18 kampe i alt (uden Royal League), af dels 6 kampe på absolut højeste europæiske niveau og 2 mod Brøndby i Parken.

Med udsigten til den slags kampe og til tonerne af et par mio. kroner i lommen, så kan det virkelig undre mig, hvis det ikke kan lade sig gøre, eller hvis det ikke er forsøgt. Hvor jeg sagtens kan se logikken i ikke at binde en uprøvet angriber til klubben i en længere kontraktperiode for et alt for stort pengebeløb, så giver "ingenting" omvendt heller ingen mening. Overhovedet ingen. Ikke når man griber efter stjernene.

Bopa

">

På jukeboxen spiller:

AC/DC: Highway to Hell

Hey Mama! Look at me!
I'm on my way to the promised land
I'm on the highway to hell
Highway to hell