Nå, for Rungstedlund da! Så er man havnet her igen. Nyren er ved at flække, nerverne er ved at flække, og smilet er for længst flækket. I et stort fedt og bredt grin, der ikke forsvinder før den 6. december. Det er Champions League-grinet, mand. Bare så du ved det. Og nu sker det snart. Om under en uge sker det. Og her står man pludselig og gisper af bar spænding, kan næsten ikke få luft ved tanken. Alle årene, alle de sæsoner, alle de kampe, alle de bristede forventninger, de knuste drømme, de arrige udbrud, de fortvivlende frustrationer, alle er de gemt bag dette ene grin. For de blev det hele værd, i øjeblikket hvor Jesper Christiansen skal til at tage det målspark på Amsterdam Arena, i øjeblikket hvor dommeren beder om bolden, efter at Lars Jacobsen havde fulgt Huntelaars kiksede dribling ud over baglinien, og det hele er slut - og i virkeligheden fuldstændig uvirkeligt. Også selvom man blot lå og rodede på stuegulvet herhjemme og pludselig hørte andre jubelbrøl tværs over gården, fra de åbne vinduer i soveværelset. Langt væk fra øvre tribune, i hjørnet, bag nettet, nede i Amsterdam.

I søndags slentrede jeg rundt inde omkring Gyldenløvesgade, skrånede over fodgængergangen ved Farimagsgade i det store kryds. I bagerste siderude på en af de holdende biler sad en avisforside klæbet op. Det må have været BT fra 24. august. "Miraklet i Amsterdam", stod der med store typer. Føreren havde formodentlig sat den som en påmindelse til os alle - den er sgu god nok! Fat det dog, kegler. Det skete sent hin aften den 23. august. Verden er ikke længere helt den samme.

Og dog. Et hjemmebanenederlag og en landsholdspause senere er den nye virkelighed ankommet. Det fantastiske skridt er taget, vi har måttet forholde os og stille falde ned, major Tom til Kontroltårnet, alt vel, arme, ben, og ekstasens vinger er intakte, lettere ømme, men intakte. Der har stået tropiske skybrud ned fra himmelhvælvet, der er trukket lod, blevet sagt "and our newcomer FC Kobenhavn!" blandt UEFAs ædlere dele, og der er blevet fastsat kampe til Champions Leagues Gruppe F. Der har endog været et transfervindue, der er smækket i. Sådan går tiden alligevel og pludselig står man her igen. Hvad fanden, Mulle, er det stadig dig? Og man føler at den 23. august sent om aftenen egentlig også er blevet meget længe siden. På alt for kort tid.

Det må de også føle på kontorerne inde på Øster Allé. Fra den sportslige sektion, med chefen Carsten V. Jensen i spidsen, ned til den forretningsmæssige knopskydning, der hedder Billetlugen og som skulle håndtere publikum og interessen for de kommende tre hjemmekampe i Gruppe F.

Sidstnævnte endte i det sædvanlige kaos, som Billetlugen efterhånden har for vane at mestre, når de skal formidle større arrangementer til folket. U2, Robbie Williams, Madonna, det er nærmest trivielt at nævne: er det stort, er det med garanti for stort til Billetlugen. For et par år siden fik de salget til Springsteen-koncerten i Forum til at crashe på under 5 minutter, kun telefoner og internet, hed det sig, og reelt virkede det vist kun via skriftlige klager sendt pr. mail adskillige timer efter salget var åbnet og vist nok lukket. Kollega Holger og jeg selv fik billetter ad den vej, som adskillige andre i vores kreds, for det regulære salg fungerede simpelthen ikke. Det gjorde det heller ikke i køerne foran Parkens billetstandere, hvor der til sidst nærmest udviklede sig korporligt slagsmål. I den situation er det så betryggende at vide man har styr på det. Fra lugen til Østergaard og Østergaard.

(Jeg priser mig lykkelig for mit sæsonkort...) 

Sønnen, der er direktør, så absolut ingen problemer. Når det handler om store arrangementer, handler det om held (for at få billet), hørte man ham bedyre. Ja det tør siges. Hvor der handles der spules, uanset om folk bruger mange forgæves timer. Man må håbe at den stolte fader og bestyrelsesformands arrogance og bedrevidenhed i virkeligheden dækker over et familiært rivegilde bag lukkede døre. Parken Sprut & Entertainment versus Billetlugen.

Hvilke bandeord der har føget igennem luften inde på Øster Allé torsdag den 31. august, samtidig med midnatsklokken ovre fra Skt. Jakobs Kirke, kan man kun gisne om. Det helt vitale, for truppen, i hvert fald for efteråret, at hente en ekstra angriber var mislykket. To gange havde man spillet på den forkerte hest, hvis man skal tro medierne, og engang imellem taler de sikkert sandt.

Forsøget på at frikøbe Ailton Almeida i Örgryte 4 måneder før først aftalt strandede. Svenskerne ville ikke sælge nu, det handlede ikke om penge. Det handlede om sportslig overlevelse og fortsat spil i Allsvenskan. Den virkede ikke svær at regne ud, hvis man lyttede til dem efter selve handlen tidligt i august. Der havde de fået de penge de ville.

Sideløbende kørte dialogen med Esbjerg og angriberen Njogu Demba-Nyrén. Modsat Örgryte ville Esbjerg gerne have flere penge og klubberne imellem var aftalen på plads. Igen i følge medierne, det der kunne være den største handel i dansk fodbold blev forseglet. Men Demba-Nyrén selv var ikke enig. Han forlangte en årsløn på 3 mio. kroner og det ville FC København ikke betale.

Isoleret set forstår jeg begge parter. Demba havde udsigt til et spændende efterår, men efter 1. januar vil Almeida være på plads i København og hvordan bliver situationen så. I konkurrence med Allbäck og Berglund. Han kunne sagtens ende som fjerdevalg i angrebshierarkiet, med udsigt til Royal League og et par indskiftninger. Det kunne ligne en rigtig lang tur med splinter i røven for 3 måneders mulig Champions League-eventyr. At han ville tage sig godt betalt med de udsigter, kan jeg ikke fortænke ham i. At FC København samtidig ikke anser ham for 3 mio. kroner værd på årsbasis, forstår jeg også til fulde. Det gør jeg heller ikke. Jeg anser ham heller ikke de 12-15 mio. kroner værd, der blev gisnet om var transferprisen i forhold til Esbjerg. Altså den sum som aldrig blev handlet.

Desværre endte hele situationen i en total nulbon til Carsten V. & venner. Sportschefen kiksede ved indgangen til klubbens største eventyr. Det fodaftryk står tilbage. Der var nemlig aldrig en regulær plan B. Frygteligt nok må jeg erklære mig enig med blæsebælgen, Anders Bay, fra Tipsbladet: "Torsdag lancerede Østergaard et milliardprojekt med badeland og sommerhusareal i Billund. Det var sådan cirka samtidig, FC København kvajede sig og glemte at sørge for forstærkninger til Champions League."

Der er ikke en skid sammenhæng mellem de to sager, indrømmet. Men signalværdien for begivenhederne står tilbage som fyrtårnet ved Kap Horn. Den bliver hængende et eller andet sted langt ude i hukommelsen i en rum tid, selvom den virkelige fejl skete flere uger inden kvalifikationen til Champions League. Den skete da man solgte Alvaro til Sochaux uden en sikker gardering. Den blev dyr og kostede ved kasse 1, CV. Panikken før transferlukketid ender mere som symptombehandling.

Hvorfor forsøgte man dog ikke en lejeaftale? Det gjorde man måske også. Vi ved det ikke. Det blev nævnt af Ståle på et tidspunkt, det kunne være en mulighed. I min naive optik var det egentlig en meget oplagt mulighed, for at fylde hullet inden Almeida. Find dog en eller anden sulten bænkevarmer fra Premiership, tilbyd ham en anstændig hyre og fire måneders eventyr og Wonderful Copenhagen. Selvfølgelig er det ingen holdbar løsning, men situationen var akut, og krævede måske en mere kreativ og vovet tankegang, en "Prunier-model", end bare at tilbyde Esbjerg en stor stak af de rigtigt lange eller at krybe tilbage til Göteborg og Örgryte og bønfalde forgæves.

For Skovshoved Havn da! Da jeg styrtede ind under de belejligt, opstillede DHL-stafettelte i Fælledparken i minutterne efter AaB-nederlaget, midt under den igangværende monsunregn, stod jeg og filosoferede over hele verdenssituationen. Jeg blev hurtigt enig med mig selv, det gør man nemt i sådanne situationer. Vi behøver tre forstærkninger inden september, en til hver kæde.

Det blev til en i det samlet regnskab. Hvalpen Hjalte er kommet hjem. Jeg begræder det ikke, han bliver hurtigt den gamle Hjalte igen, er nem at integrere og alt det der, og så har vi en stabil midtbanespiller der aldrig er skadet og minder lidt om den prægtige svensker der nu bærer vores anførerbind. Ja, jeg sagde udtrykkeligt "lidt"! Og samlet set blev det alt for lidt. Det handler ikke om stakkels Bernburg, som sportschefen nu tror fuldt og fast på, efter en måneds betænknings- og forhandlingstid, det handler bare om for lidt, lidt for lidt.

Jeg har endda hørt min gode kollega Smølle udbryde adskillige gange, vi er slet ikke klædt på til det her, og han mente det som jeg tænkte, men ikke gider at gentage her.

I stedet vil jeg hellere sige navnene på de enkelte komponenter, som en slags poetisk liturgi: SL Benfica, Celtic FC, Manchester United FC. Vi må og skal videre i teksten.

Reelt kunne vi spille med halvanden millimeter angriber og en Carsten Chillum i de kommende 6 europæiske kampe, jeg glæder mig stadig som et lille barn. Det er en drøm og den er blevet virkelig nu. Og uanset hvordan man vender og drejer vores kommende modstandere, smager de godt i munden, og sjovt nok har alle tre klubber en fælles storhedstid op igennem 60erne.

Benfica vandt den gamle mesterholdsturnering i 1961 og 62, Celtic vandt den i 1967, og Manchester United året efter i 1968 - ved at slå Benfica med 4-1 på Wembley efter forlænget spilletid. United havde dengang George Best og Bobby Charlton på holdet, mens Benfica havde en moden Eusebio, den sorte perle og panter med mozambianske rødder. Samme Eusebio afgjorde finalen for Benfica i 1962, kun 20 år gammel, da de slog Real Madrid 5-3. Han scorede de to afgørende mål for Lissabon-klubben.

Når vi taler Benfica er der en anden historisk krølle. Den er mere direkte fra Benfica til FC København. Michael Manniche var kæmpestjerne for portugiserne i 80'erne. For cirka en menneskealder og godt 20 år siden arbejdede jeg dernede i to måneders tid som frivillig i et vinkooperativ i Alentejo-provinsen, der er det store landbrugsland mellem Lissabon og Algarvekysten.

Samtlige af bønderne var Benfica-fans. Porto er for de rige og fine nordpå. Sydpå er man til Benfica. Tejo-floden er selve grænsen mellem nord og syd. Og selvom Lissabon akkurat er på nordsiden, byen udgør selve indsejlingen til floden, der skærer Portugal midt over, tilhører Benfica syden. Det blev også Mannes domæne. Han hamrede mål ind på samlebånd og portugiserne forstod slet ikke hvordan deres blonde bomber ikke kunne være med på datidens danske landshold, der samtidig høstede sin succes mellem EM 84 i Frankrig og VM 86 i Mexico.

Adskillige år senere vendte Manne hjem og spillede for B1903 og blev via overbygningen FC Københavns første angriber. De kvikke kan sikkert huske, at han endte sin karriere, som både spiller og hjælpetræner i det københavnske i det miserable efterår 1996 med en pokalkamp ude i Gladsaxe mod AB. I øvrigt med Morten Olsen blandt tilskuerne. Spillemæssigt skete det reelt to år tidligere, men i 1996 oplevede klubben et problem som vi sagtens kan genkende i disse dage. Man manglede angribere. Derfor måtte den 37 årige hjælpetræner springe tilbage i den hvide trøje, mens henholdsvis træner Kim Brink og direktør Karsten Aabrink sloges om hvem der skulle være cheftræneren.

For Skodsborg Sanatorium da, mand! Hvad har du gang i? Vi vandt den pokalkamp ude i Gladsaxe. Lars Højer scorede på straffespark og 6 måneder senere vandt vi hele pokalturneringen, da vi slog Ikast med 2-0 i Parken. Sejren betød europæisk fodbold efter et års ørkenvandring og det der var meget værre, en overvintring på en af nedrykningspladserne. Det er stadig ikke 10 år siden, og jeg tror aldrig at nogen af os der hang ud dengang i sæsonen 96/97 nogensinde glemmer den. På sin helt egen måde var det kult. Kaos og kult. Og lysår fra det strømlinede FC København, der nu skal spille Champions League. Drømte vi om Champions League dengang? Det tror jeg nok. Det gjorde vi!

Og misforstå mig ikke. Jeg savner egentlig ikke de tider. Tværtimod. Jeg vil intet for intet i verden bytte. Jeg kan sagtens leve med FC København som andet end et københavnsk anliggende, byens hold bliver stadig byens så længe vi beholder Parken, hvor den ligger. Et par mesterskaber sætter også meget mere realitet bag begrebet "byens hold" end der var dengang Karsten Aabrink lancerede det som noget der stadig ligner hans bedste og mest opfindsomme bidrag til FC København.

På den anden side vil jeg for alt verden også gerne have hele perspektivet med mig. Disse 9, snart 10, år. For uden alle dem havde jeg aldrig gået rundt med det store, fede grin mejslet over hele fjæset som jeg har gjort i de sidste uger. Den manglende angriber eller ej. Det bliver trods alt ikke meget større - nok ikke lige med det samme. Der blev taget et skridt med mesterskabet i 2001 og der kom et skridt mere med sejren nede i Amsterdam, men der er stadig lang vej ud og ned i det rigtige Europa. Personligt har jeg dog sat mit kryds i kalenderen.

Jeg vil til Lissabon i november. Det er hvad der er muligt økonomisk og arbejdsmæssigt - og egentlig den af turene jeg helst vil også. Langt sydpå.

Kom godt hjem, Compañero!

Saxo

Og på jukeboxen spiller:

Hüsker Dü: "Warehouse: Songs and Stories" (1987)
Tja, mon nogen husker eller kender dem overhovedet? På sin egen måde fik dette Minnesota-baseret band alligevel enorm indflydelse på adskillige senere kunstnere. Amerikanske navne som Nirvana, Sonic Youth, og Pixies hentede deres inspiration i det støjende pop-univers som Hüsker Dü skabte i første halvdel af 80erne. Med en guitar som et savværk og trommer der nærmest galopperede over musikken, skabte trioen deres helt unikke lyd omkring nogle minimalistiske konstruktioner af noget der mest lød som camouflerede popsange. Dybt nede bagerst i garagen bag værktøjskassen, svensknøglen og maskinsaven.

Hüsker Dü havde aldrig noget der lignede rockstjerne-potentiale i udseende og design. Mest af alt kunne de gå for et par nørdede DTU-studerende, og de blev snart udkonkurreret på blandingen af garagestøj og pop af de Beach Boys-inspirerede skotter fra The Jesus & Mary Chain. Men det begyndte i Minneapolis og deres betydning bør ikke gå helt i glemmebogen. Den blev langt større end deres famlende navn, der bar sin uomtvistelige skandinaviske inspiration.

Det vigtigste album, og deres engelske indie-gennembrud, blev "Zen Arcade" (1984). Et album der rager til højre og venstre i et anarkistisk og legesygt virvar. Støj, støj, sjov og de fineste melodier under det hele. Jeg har for nemheds skyld valgt at smide deres sidste studiealbum på i denne uge. Det er lidt mere strømlinet, men hvad fanden, 'She Floated Away' er en guddommelig sang... og folket og kun folket er hukommelsen og alt det der. Desuden har jeg opgraderet begge fra vinylen fornylig. Husker du? Jeg gør!

Ugens film:

"Grizzly Man"
Werner Herzogs dokumentarfilm fra 2005 fortjener opmærksomhed. Den er et fascinerende og skræmmende portræt af "bjørnemanden" Timothy Treadwell, der 13 somre levede i Alaskas ødemark med de nordamerikanske grizzlybjørne. Herzog har samlet filmen over de 5 sidste somres videomateriale, som Treadwell selv optog. Han og kæresten blev dræbt og ædt af en arrig hanbjørn i sommeren 2003. Selve drabet blev dokumenteret på videokameraets lydspor, som blev fundet efterfølgende. Treadwell nåede aldrig at få afkapslet linsen til optagelse, og Herzog inddrager den kun indirekte og skånsomt i filmen.

Treadwell så sig selv som bjørnenes beskytter og forkæmper, dannede foreningen The Grizzly People, og blev en populær foredragsholder ikke mindst på amerikanske skoler, og nåede endda forbi David Letterman.

Reelt var der ikke så meget at beskytte bjørnene imod, økologisk og miljømæssigt er de ikke truet, de lever i et statsbeskyttet naturreservat, og krybskytteriet mod dem er minimalt. Det bliver hele filmens clue. Dette er ingen naturfilm, det er et portræt af et menneske der desperat søger sin sag - langt fra sig selv og helst langt fra sin kultur. "Bjørnemanden" fra Alaska skraldes ned til en ensom new yorker, der har haft sine livskampe, alkohol- og narkomisbrug, falleret skuespiller i Hollywood, efter eget udsagn nummer 2-kandidat til Woody-figuren i Sams Bar. Billedligt fanger man det tydeligere og tydeligere, Treadwell optræder stort set altid i front på alle sine optagelser fra vildmarken og ender med at fokusere på egne dæmoner. Mens hans elskede bjørne tumler rundt i baggrunden - eller slet ikke er der. Det bliver en stor selviscenesættelse. Respekten for sin tragiske hovedperson taber Herzog dog aldrig. Nut case eller ej, Treadwell viser et afsindig mod i sin omgang med bjørnene, og det giver også sine kunstneriske perspektiver til helheden. Det ved Herzog og har samlet det til en fantastisk film.

mail