Det havde selvfølgelig været for meget at håbe på, at deltagelsen i Champions League med et trylleslag ville løfte den københavnske fodboldeufori. Selvfølgelig ikke. Hvad de færreste åbenbart havde gjort sig bevidst før billetten til det forjættede land blev indløst er, at mængden af shit, vores stamgæster har at brokke sig over dermed blev betragteligt forstørret. Alt hvad der går galt, går nu galt to gange: I den hjemlige liga og på europæisk niveau. Professionelle brokartister griber naturligvis straks den slags gyldne chancer.

Bevares, København indtager førstepladsen herhjemme og har indtil videre undgået at gøre for meget i bleen, når der leges med de store drenge. Ikke nok med det, kvalifikationen til Champions League betyder at tabet af det udmærkede år 2001 i det store europæiske rating-regnskab, der foreløbig dikterer vores chancer for at løfte os ud af Malta-mudderet på længere sigt, er til at bære. Intet af dette har dog forhindret, at forbruget af migrænepiller igen er eksploderet hernede, både bag og foran baren.

Den Store Euroneder - smerten over at være for kummerlige til at kvalificere os til europæisk fodbold - er afløst af Den Store Euroneder, smerten over at spille kummerligt, når vi deltager i europæisk turneringer og keder resten af kontinentet ihjel med jammerlig fodbold. I virkeligheden burde vi fryde os lidt over lige den detalje: I hvor mange år har man ikke siddet med blødende øjne foran skærmen og set f.eks. Liverpool excellere i den disciplin? Payback's a bitch, Merseyside!

Men brok er selvfølgelig ikke en disciplin, der er isoleret til fodboldfans alene. Fandeme om ikke bestyrelsesformanden brokker sig over sine egne fans urimelige behandling af Thomas Gravesens kæreste, Kira Eggers. Der er to synsvinkler på den affære: Den kedelige, politisk korrekte "selvfølgelig må man ikke kalde kvinder for ludere og knap nok ludere for ludere heller"-reaktion. Den er sådan set fair nok. På den anden står så en fodboldspiller, der ikke er bleg for at placere sin (ret klejne) diller og løgpose på sine medspilleres skaldede isser og hans kæreste, der lever af at producere porno med underbetalte, unge piger og samtidig er indehaver af den mest promoverede og gennemfotograferede fjams i hele Danmark, fra de yderste skamlæber til æggestokkenes mindste follikler.

Tilsæt så en bestyrelsesformand, der dels synes det er sjovt at råbe tudefjæs efter folk, der suger grundvand og dels tjener fedt på at hensætte sine kunder i en tilstand af alkoholiseret demens, hvor høvisk tale sjældent er et dominerende træk. Men klart, netop perfide og personlige kommentarer fra den kant er et helt ukendt fænomen, så naturligvis er Den Store Rorgængers moraliseren noget der vejer tungt i min verden.

En på alle måder komplet ligegyldig og hurtigt glemt hurlumhej, jeg knap gider tage stilling til. Mest fordi Gravesen og Kira rager mig en usædvanlig stor høstblomst, når det kommer til stykket. Som sådan ramte Ståle helt plet med sin analyse af Gravesens kvaliteter som fodboldspiller: Hans nationalitet som dansker er kun interessant, fordi Celtic tilfældigvis spillede kamp mod et dansk hold, ikke fordi Gravesen er særligt god målt med international målestok. Hvor fænomenet Thomas Gravesen for min skyld godt kan parkeres for tid og evighed.

Heldigvis var Gordon Strachan flink nok til ikke at give den implicitte kritik af hans nye stjerne et syrligt svar efter kampen. For præcis det samme kan vel siges om FCK? I guder, hvor ville man ikke gide se på det lort, hvis man ikke har et direkte engagement i klubbens ve og vel.

At vores første optræden på udebane i Champions League bedst kan sammenlignes med den skæbne, der stort set altid rammer en dansk atlet, der kvalificerer sig til OL og prompte kvitterer med at yde 30% under sin egen danske rekord er naturligvis trist. Det bliver ikke mindre trist af at erkende, at bortset fra Manchester United, så præsterer både Celtic og Benfica nogenlunde så godt som en kvindelig østtysk konkurrent til ovennævnte dansker efter murens fald, hvor hendes klitoris atter genfandt sin naturlige størrelse.

Hvis og hvis min røv er spids er naturligvis altid en lidt kedsommelig disciplin. Men for fanden, hvor kan jeg dog ægre mig over, at forventningerne til vores Champions League-muligheder har vist sig at være delvis forkerte. Hvor jeg før turneringen ville have argumenteret for at blot mådeholdne indkøb var nødvendige for at undgå at blive til grin og i øvrigt vise turneringen en smule respekt, så efterlader de to spillede kampe mig med en mærkelig smag i munden. For reelt har vi bestået på den mest basale af alle målestokke: Den neutrale fodbold-observatør til vores europæiske eventyr er sikkert ved at grave sine øjne ud med en ske, men griner gør han nok ikke.

For på trods af turneringens dårligste bane, vores kedelige spil og infantile taktik med at losse bolde op i låget på en komplet overmatchet Frederik Berglund som offensivt koncept, så er det faktisk rimeligt at sige, at et offensivt forstærket København - plus en skadesfri Grønkjær - realistisk set kunne have sat mindst 4 point ind på kontoen allerede. I efterårets 4 kampe på højeste, europæiske niveau er der lukket 3 mål ind, eller 1 færre end Brøndby magtede at forhindre i en enkelt halvleg mod et lunkent bundesliga-mandskab. Det er trods alt en forudsætning for europæisk succes. Ja, ikke Brøndbys sammenbrud, men evnen til at holde modstanderne fra fadet.

Her synes jeg at Brede Hangeland bør hives frem til et klap på skulderen. Han er vokset med opgaverne og har lagt sin usikkerhed på hylden. Ligesom André Bergdølmo overhovedet ikke har vist sig at være nogen synderlig risiko i sin side, men præcis kompenserer for sin langsommelighed med rutine og spillemæssige kvaliteter.

Men netop derfor er der vel ekstra grund til at ægre sig over, at vi på europæisk niveau er så helvedes offensivt impotente, at der næppe bliver meget mere at hente i efterårets europæiske kampe udover måske en enkelt 0-0 til. Vores reelle valg stillet overfor de sidste 4 puljekampe synes at være om vi skal forsøge en ligegyldig "glory hunt" efter at score et mål eller bare acceptere tingenes tilstand i håbet om at kunne holde nullet i en kamp eller to. Indenfor rammerne af truppens offensive kvaliteter er det meget svært at se, at Ståle kan vælge andet end det sidste, hvorfor udsigterne til brok ser lovende ud for resten af efteråret.

Der er naturligvis lektier at trække fra de to spillede kampe, men de adresserer ikke rigtig vores muligheder for at score mål, der siden transfervinduet smækkede brutalt i har været begrænset af dels Grønkjærs helbred og dels Berglunds svenske elände. Den eneste reelle offensive overvejelse handler om, hvorvidt Gravgaard mere permanent skal tage plads som måltavle for de utallige lange bolde, der flækkes afsted fra egen banehalvdel. Andet har vi efter min bedste overbevisning ikke at spille ud med, og det er naturligvis særdeles patetisk.

Jeg tillader mig alligevel helt kynisk at acceptere, at virkeligheden ser ud, som den gør. Vi er fans af et med europæisk fodbold-målestok ikke særligt velspillende fodboldhold (med billedligt matchende græstæppe, "Grassy Knoll Theater"), der ikke holder niveau til Champions League. En turnering, vi kvalificerede os til med en god portion held - omend vi greb hele armen, da skæbnen rakte os hånden. Derfor nytter det ikke rigtig at slå sig selv i hovedet med mismodets stegepande på lige den konto. Det kan de gøre i Amsterdam - eller foran fjernsynet i de europæiske stuer, der kommer for skade at slå forbi én af vores kampe.

Det triste er så netop, at når nu vi står der og når nu afstanden op til andenpladsen i den pulje, som lodtrækningen tilskikkede os ikke er længere, så gør det naturligvis en smule ekstra nas på selvværdet, at vi ikke kan yde mere, end vi har gjort i de to første kampe. Det tog 9 års professionelt klubarbejde regnet fra Østergaards ankomst til klubben at nå frem til det europæiske drømmeland, og den næste mulighed for at plage uskyldige europæiske tv-kiggere dukker måske først op om 9 år igen. Til den tid i HDTV, der sker vel fremskridt.

Herfra skal så lyde et stort tillykke til OB, der gik ganske fortjent videre til UEFA-cuppens gruppespil efter en samlet set solid indsats over 2 kampe mod Hertha Berlin. Mere end at se på de sædvanlige klichéer om hvad der er godt for dansk fodbold, så er det mere nærliggende at konstatere, at OB kører ganske godt for anden halvsæson i træk, trods en lille åreladning af nøglespillere i sommerpausen.

Selvom det naturligvis er den københavnske fodboldskæbne, der ligger mig mest på sinde, så gør det bestemt ikke mig noget, hvis subtoppen i dansk fodbold kan få mere tyngde, end vi har set siden 2001, der indtil videre var det sidste år, en provinsklub blandede sig i mesterskabskampen på andet end skrømt. Det endda som funktion af en økonomisk praksis, der var lige ved at tage livet af klubben, Silkeborg. OB's moderne fodboldprojekt er ulig meget sundere, og jeg tror de fleste med fingeren på fodboldpulsen vil erklære sig enig med mig i, at også set med storkøbenhavnske briller har den interne rivalisering mellem København og Brøndby efterhånden trukket store veksler på sin egen energi. Det gør bestemt ikke noget med lidt fremmed krydderi til den ret.

Brøndby kunne helt som forventet ikke vaske duften af fiasko fra den første udekamp i Frankfurt af sig, selvom håbet om et comeback mod alle odds holdt hele 6 minutter af torsdagens returopgør. Further fucking miles away from Europe, præcis så langt væk som Randers, der trods et nederlag på 0-3 i returkampen faldt med ære mod Fenerbache. På søndag kan vi gøre vores til, at Brøndby også er fucking miles fra mesterskabet. Det er naturligvis en frydefuld tanke, man klog af skade ikke skal tænke, så det gør jeg ikke!

Onsdag den 20. september sendte DR en dokumentar, "Når døden Spiller Med". Med udgangspunkt i "40 raske fodboldspilleres" pludselige død af hjertestop, forsøgte programmets tilrettelæggere at dokumentere, at dødsfaldene hænger sammen med en udbredt brug af gigtpræparater i forbindelse med smertebehandling af skadede fodboldspillere.

Problematikken omkring unge sportsudøveres pludselige død er ikke noget nyt fænomen. Den har sågar sit eget navn, "Sudden Death Syndrome" (SDS), og der har været forsket i den i årevis, fordi unge sportsudøvere tilsyneladende dør oftere - men stadig sjældent - af et hjertetilfælde end unge mennesker, der ikke dyrker sport. Ligesom gigtpræparater i et stykke tid har været under mistanke for at give anledning til en forhøjelse af risikoen for et hjertetilfælde.

Det nye og umiddelbart interessante ved DR's dokumentar er, at den kæder brugen af gigtpræparater og SDS sammen. Med udgangspunkt i 4 dødsfald mener programmet at dokumentere, at raske fodboldspillere, der tager gigtpræparater i forbindelse med en skade, risikerer at dø af et hjertetilfælde. Givet den udbredte brug af den type medicin til smertebehandling af skader, så er det naturligvis et skræmmende budskab. I programmet så man igen og igen den ungarnske fodboldspiller Miklós Fehér falde død om, efter at han var blevet indskiftet i en kamp for sin klub, vores nuværende CL-gruppemodstandere Benfica.

Når en sund, ung fodboldspiller sådan kan falde død om på banen, så må der jo være noget om snakken, ikke? Det er der ikke. Miklós Fehér var ung, men han var ikke rask. Han led af en medfødt hjertelidelse ved navn hypertrofisk kardiomyopati, hvad dokumentaren ikke nævnte med ét ord. En hjertelidelse, der ofte er symptomfri og derfor sjældent opdages før et alvorligt hjertetilfælde.

Tag Marc-Vivien Foe, en ung midtbanespiller fra Cameroun, der også under stor medieopmærksomhed faldt død om i en landskamp mod Colombia i 2003. Foe led af en anden hjertelidelse, cor pulmonale, der typisk tager sit udgangspunkt i en kronisk, ubehandlet sygdom i lungerne. Mindre opmærksomhed fik den 23-årige georgiske landsholdspiller, Shalwa Apkhazawa, der døde i 2004 sovende i en seng på sin klubs anlæg. Også han led af hypertrofisk kardiomyopati. Tættere på og i et tilfælde med lykkelig udgang, så husker alle selvfølgelig, da vores egen Ståle Solbakken fald om på klubbens anlæg i 2001. Ståle lider af en hjertesygdom med det mundrette navn arytmogen højre ventrikel dysplasi. Ligesom Anja Andersen i øvrigt gør.

Al videnskabelig dokumentation peger på, at fatale hjertetilfælde ikke rammer unge, raske mennesker, men syge, unge mennesker, der lider af medfødte hjertefejl. Disse medfødte hjertefejl er stort set symptomfri, svære at opdage og når man gør, er det ofte ved alvorlige hjertetilfælde i en ung alder. En sygdomspakke, der altså er tragisk af natur. Det samme kan derfor siges om det journalistiske niveau bag DR's dokumentar. En blot kursorisk søgen på internettet afslører at brugen af udtrykket "raske fodboldspillere" og "mystiske dødsfald" er fejlbehæftet i en grad, der ikke bør være programmets redaktion ukendt. Hvis den er, så bør redaktionen betale 8 måneders løn tilbage, for så længe var programmet undervejs.

Det er korrekt, at der foreligger videnskabelige analyser, der peger på, at gigtmedicin kan forhøje risikoen for et hjertetilfælde. Der er intet i den forskning, der peger på at det budskab er spor relevant for sunde raske, mennesker der i en periode får udskrevet gigtmedicin til smertebehandling, uanset om de dyrker sport eller ej. Forskernes resultater er reelt kun relevante for ældre mennesker, der langt oftere oplever og dør af hjertetilfælde, og hvor der kan spores en moderat sammenhæng mellem risikoen for et hjertetilfælde på den ene side og et stort forbrug af gigtpræparater på den anden side.

Men for at sætte forskningens konsekvensvurdering af præparaterne farlighed i en forståelig ramme, så konkluderer denne undersøgelse, at blandt 1.000 hjertetilfælde så vil brugen af disse præparater stå for 3-5. Færre ekstra tilfælde blandt unge end gamle, konstaterer forskerne bag undersøgelsen.

I 1997-2001 døde 71 danske mænd i alderen 15-29 år af sygdomme eller misdannelser, der relaterer sig til hjerte og kredsløb, eller cirka 14 om året i gennemsnit. I forhold til effekten af at bruge gigtpræparater til smertebehandling af unge mænd i alderen 15-29 tegner gigtmedicin sig for måske cirka ét dødsfald hver tyvende år. Det er den yderste "worst case"-konsekvens af, hvad forskningen har at sige om gigtpræparater og hjertetilfælde, og det er formentlig en grov overvurdering af præparatets farlighed i forhold til brugen blandt unge mennesker.

Så sammenhængen "pludselig død som følge af hjertetilfælde blandt unge mennesker" og "brug af gigtmedicin" er ikke synlig i den danske sundhedsstatistik, selv hvis forskningen vrides til fordel for programmets hypotese. Hvilket helt banalt forklarer, hvorfor DR's dokumentar med egne ord "som det første i verden afslører, hvor svaret (årsagen til dødsfaldene red.), antagelig ligger begravet."

Svaret har de nemlig selv fundet på. Ingen læger eller forskere har opdaget denne revolutionerende sammenhæng, selvom gigtmedicin har været brugt til smertebehandling i mange år hos både sportsudøvere og alle andre. Det skyldes naturligvis at forskere, der beskæftiger sig med Sudden Death Syndrome rent faktisk godt ved to ting. Dels at raske, unge mennesker ikke rammes af hjertetilfælde med mindre brystkassen udsættes for en voldsom fysisk påvirkning og dels at de hjertetilfælde, som dokumentaren så miserabelt forsøgte at mystificere rent faktisk kun er tragiske, men ikke mystiske. De skyldes medfødte hjertefejl.

Det giver selvfølgelig sig selv, at hvis et ungt menneske diagnosticeres med én af disse hjertelidelser så er det muligt, at han eller hun skal holde sig fra gigtmedicin og mange andre ting i øvrigt. Salt, eksempelvis. Der findes bunker af risikoadfærd, medicin og mad som mennesker med den slags diagnoser må leve uden i hverdagen, uden at det i øvrigt garanterer, at de undgår problemer som følge af sygdommen. Men problemet med mange af de medfødte hjertelidelser der kan forårsage et hjertetilfælde er netop, at sygdommen som regel først opdages, når den for alvor slår til.

Det helt store spørgsmål er naturligvis, hvordan så rygende en møgbunke af postulater og svælgen i dødsporno overhovedet kan udsendes og krediteres som valid journalistik. Ikke mindst når to navngive læger sværtes til undervejs. Det er det relevante journalistiske spørgsmål som medierne har forsømt at forfølge, og det er skræmmende.

Bopa

På jukeboxen spiller:

Scissor Sisters: Ta-Dah

Hvad kan der siges om et band, hvis navn tilsyneladende henviser til en lesbisk sex-stilling (tænk over den, du fanger den til sidst)? Muligvis er dette album en del af den "nå, så røvsyg var disco sgu da heller ikke"-bølge som Madonna f.eks. også rider på for tiden og muligvis famler de lidt efter en seriøs identitet, projektet ikke kan bære. Men alene hittet "I don't feel like dancing" med Elton John på klaver gør mig så glad - bedre laserlyde er ikke hørt siden discoudgaven af Star Wars' signatur-værk. Download evt. denne CD eller andre billigt og helt legalt hos Bilka for den nette sum af 29 kroner pr. album. Det tilbud er godt nok værd at kippe med hatten for.