Nu har jeg stået her og set verden passere forbi siden i fredags, og jeg har ikke været imponeret, det må jeg sige. Ikke nok med at der stort ikke har været et øje, hvad jo som regel ikke er tilfældet i de uger hvor der spilles klubfodbold – og det er jo, trods de internationale forbunds tåbelige tidsrøverier, de fleste uger. Men som det er kørt står man altså sommetider og mister håbet om at ens påståede medmennesker kan tænke sig om, og det er ikke bare tåbelige landskampspauser der er emnet.

Det er dagligdags irriterende ting som hvorfor fanden de tåber vores kommune har hyret til at lave cykelsti ude på vores gade nu er i gang på femte måned, og efter et par uger hvor vores fortov var en grusgrav har givet os et par uger hvor vores fortov var en stak brosten. Det er vantro irritation som når man sidder og kigger på en kamp som den mellem Danmark og Nordirland, og ikke fatter hvorfor man gider. Og så er det den helt store ”de folk er helt enkelt ikke på nogen måde mentalt sunde”-irritation, som når man hører om den ene gruppe folk efter den anden, der efterhånden har fået sig en Muhammedpsykose af rang – en veritabel besættelse.

Nu kan det være, at jeg er usædvanlig. Men når jeg får en stribe genstande indenbords, så er mine umiddelbare instinkter – i tilfældig rækkefølge – at råbe højt, at grine højt, at spille musik højt, at snakke om fodbold og piger, og at få endnu en stribe genstande indenbords. Én ting der derimod ligger temmelig forbandet langt fra min liste over ting jeg har lyst til, er at tegne en tegning af Muhammed. Og derfor er det ganske klart hvorfor jeg ikke ville have kunnet begå mig i ungdomspolitik, eller måske bare politik.

Mand oh mand for tåber der begår sig i den branche. Det er jo intet mindre end en rendyrket psykose. Ét år gik der siden Flemming Roses eskapader i Jyllandsposten, og pludselig kan man ikke sætte en flok dateless wonders af den ungdomspolitiske slags sammen og servere dem en dram uden at pen eller kridt som det naturligste findes frem og Muhammed tegnes. Hvis man ikke i forvejen havde en kraftig mistanke om ungdomspolitikeres manglende sociale færdigheder, om de så er fra DF eller gudhjælpemig radikale, så har man da fået bekræftelse nu.

Det forbandede er så, at offentliggørelsen af de videoer med DFU’s bedste bud på en selskabsleg kom frem ganske kort tid efter at Parken havde fået plastret klistermærker på murene med ”FCK FANS MOD MUSLIMER” – ingen bindestreg, men ellers forbløffende godt stavet – og med løvelogoet i den ene side og JP’s mest provokerende Muhammedtegning i den anden. Det var for to uger siden, at historien blev kendt, og det blev lynhurtigt afsløret hvem fabrikanten var, en racist der tog den fulde ære for fremstillingen over for sine kolleger. Men pressen valgte ikke at tage sagen op dengang. Så heldig kunne man desværre ikke få lov at forblive, så to uger senere og i kølvandet på de andre affærer var det pludselig en del mere interessant.

Der er egentlig ikke meget at sige til det. Klistermærkerne er dybt ondskabsfulde og ynkelige. Deres ophavsmand kommer forhåbentlig aldrig nogensinde i Parken igen. FCKFC’s kampagne mod racisme, lanceret sidste år, er så aktuel som nogensinde. Og pressen er ikke interesseret i aktualitet og proportioner, men i overskrifter og salg når det passer dem bedst – men det ved vi på forhånd. Man kan kun håbe på at andre klubledere kommer gennem samme mediecirkus når et udvalg af deres mest ubegavede fans råber abelyde på tribunerne igen, men det er jo desværre ikke sket hidtil.

Nå, men derudover er de fjollede ting man skal tage sig af af lidt mere overskuelig karakter. F.eks. har man jo efterhånden vænnet sig til Royal League og deres sære beslutninger, og den nyeste og særeste er at spille alle seks runder i grundspillet allerede til efteråret, på en periode på en måned i november og december. Syntes du det var svært at gejle dig selv op til to runder med Royal League når efterårsturneringen var slut? Velkommen til seks af dem!

Som omtalt sidst slipper vi dog i første omgang for et par af de dødssejlere, da vi har europæiske forpligtelser, ligesom OB har, og da vi i øvrigt har en udskudt superligakamp, sommerkampen mod Randers. BIF mister vel også en eller to kampe i deres program, ikke da deres opgaver i Europacupperne er udpræget presserende, men da de jo skal møde os i den sædvanlige udvanding af derbyet. Så vi kan under alle omstændigheder se frem til kampe i foråret når de har en pointe, hvilket ikke er noget alle hold er garanteret.

I det mindste er der én god nyhed – at turneringsledelsen har tænkt sig at give bøder til (eller trække i honorarerne fra) klubber der flytter til plasticbaner i provinsflækker, for dér at spille foran 57 mennesker. Bøder der overgår præmierne for en sejr, så de faktisk kan mærkes. Det er der da fornuft i. Men når der samtidig gives bonusser for at have mange tilskuere, kan man måske stille spørgsmålstegn ved om de kommer stormende til tre runder i november og tre i december, selv om kampene spilles på den gode gamle hjemmebane.

Selv havde jeg ikke troet Royal League kunne være mere ligegyldigt end de seneste par år, men det var inden det lykkedes København at kvalificere sig til Champions League. Da viste det sig hurtigt, at der godt kunne blive endnu mere overflødigt. Man lærer jo hele tiden noget nyt. Og med Champions League i horisonten er det så tilbage til at ærgres over landskampene. For dælen, fra mandag sidste uge til nu hvor weekenden skal til at begynde, halvanden uge, har holdet været splittet. Sidste uge var der seks spillere til træning. Og mens det da er bedre end slet ingen landsholdsspillere at have, så er det måske ikke ligefrem optimalt op til de par svære udekampe der kommer.

Mindst ideelt har det så været for Tobias Linderoth, hvis kampprogram p.t. hedder Stockholm-Reykjavik-Randers-Manchester, men hvis rundtur i Nordeuropa er blevet bremset af at hans kone skal til at føde her i København. Og held og lykke med det, og godt det ikke kom til at koste at turen til Reykjavik, men er der andre end mig som synes at to, tre eller flere kampe efterhånden er temmelig mange at misse på den konto? Især hvis den ene er et Champions League-møde på Old Trafford, der ikke er en af vores nemmeste udekampe i år...

Nå ja, jeg skal ikke fremture videre. Der er altid nogle salige fædre hernede der skal belære om den utrolige storhed ved fødslens mirakel, og at sige at man måske ikke spolerer sit liv ved at være andetsteds under den uæstetiske proces er blevet et tabu på linie med de ovennævnte profetskilderier. Men det er sært, som det åbenbart har mistet sin charme at vente ved telefonen eller ude på gangen med en kasse cigarer til vennerne.

Må vi klare os uden ham er det selvfølgelig bare en skam – han har allerede fået fri om nødvendigt, også tirsdag. Men det er en væsentlig skam, for der kan blive kraftigt brug for den heroisme vi så lørdag aften, da vi også havde det andet tv tændt, og da de få gæster med tiden alle vendte sig mod Sveriges kamp mod Spanien og væk fra den dødkedelige omgang i Parken. Især hans redning på stregen fra Puyols hovedstød, og det følgende kontraløb som Marcus Allbäck sluttede af ved at få samme Puyol til at sætte sig på røven, var lige til at blive rørt af. Se hvad man kan få til superligaen! Og det samme måtte Old Trafford gerne få besked om.

På samme måde som den svenske kamp var oprejsning for den jammer vi kiggede på samtidig fra Parken, var Kroatiens sejr over englænderne en passende straf for den 0-0 vi blev slæbt igennem lige inden, da Makedonien igen viste sig umulige at slå på engelsk grund. Selvfølgelig havde det ikke været det samme uden Paul Robinsons forrygende lufthul – hvor Borats diabolske grin og kommentaren ”I LIKE YOU” spiller en sær, næsten okkult hovedrolle i farcemålet.

– men selv et par kampe som disse til at rette op på det, og selv et godt mål og en flot assist af vores to forsvarsspillere for Danmark, kan ikke skjule at denne uge var spildt midt i en hæsblæsende sæson. Det uværdige skær blev slået endeligt fast, da Jon Dahl Tomasson valgte at smide sig for at få Liechtensteins målmand smidt, med et kvarter igen og foran 4-0 over verdens nr. 155. Et projekt som heldigvis mislykkedes.

Så vi er tilbage hvor vi begyndte. People just ain’t no good, sang Nick Cave, og han er en meget klog mand. Klogere end de fleste der har gjort sig bemærket i denne uge. Men sådan er det jo med uger og med ræb. Sommetider har man en Champions League-premiere og en række bizarre og fascinerende ting at se efter – sommetider har man en serie fjolser og ikke meget andet. Dette blev en af de sidste slags, men et gammelt mundheld siger jo at det udligner sig over en sæson. Det har det bare at gøre.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Guillemots: ’We’re Here’
Bartenderens trøst – Spruthusets jukebox.

Dette, fra engelske Guillemots (der udtales gilly-mots, og vist egentlig er en art havfugle) er en af de sange der kan få en kynisk gammel bartender til at skrue helt op, åbne vinduet og tage en dyb indånding af den friske, kolde efterårsnat, og råbe ”Gu’ så! Det går jo nok alligevel!” Sådan en effekt skal man virkelig respektere.

Jarvis Cocker: ’Running the World’
Den anden side af mønten.

Poesi. Et stort ”Velkommen tilbage!” herfra til Jarvis – og et rungende ”Cunts are still running the world”-omkvæd herfra til nogle af dem den handler om.

Ugens albums:

Sparklehorse: Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain
Emily Haines: Knives Don’t Have Your Back
To fine eksempler på den ende af den alternative musik som er bedst egnet til natlig fortrolighed, og som fortæller sine historier underspillet og tæt på éns øre.

The Rapture: Pieces of the People We Love
Lupe Fiasco: Food & Liquor
To glimrende tilfælde fra den ende af popmusikken som med begavelse og et strålende popøre får en til både at vippe med foden og med hjernen.

Men tag ikke mit ord for det; I kan bare klikke på titlerne deroppe, og så har I smagsprøver til rådighed. MySpace er faktisk en rigtig smart opfindelse.
 

mail