Det sker undertiden at vores kunder hidser sig gevaldigt op over de betragtninger, der følger med øllet hernede. Jeg personligt er blevet hængt ud for at være både ugudelig, en luder, en småborgerlig peléide og anti-maradonista. Det lever jeg godt med, selvom det undertiden overrasker mig, at gæsterne går Faxetribunen oktober '06 over de øjebliksbilleder, jeg og de andre bartendere serverer på nu syvende sæson.

En mening eller tanke bliver sjældent særlig interessant, når den udvandes og perspektiveres til døde i jagten på tør objektivitet og gennemsnitlig crowdpleasing. Måske er det netop bulens efterhåndens institutionelle særpræg - med en levetid der strækker sig over hvad man kan kalde "det folkelige internets levetid" - der inviterer til ideen om, at vi sidder med hvide skæg, merskumspiber og halvfede på aftægt, mens vi spreder vores alfaderlige visdoms sæd om og til den københavnske fankultur.

I så fald: Op i røven med dig, og hvis det virkelig er sådan skal vi samme vej. Naturligvis har du ret til at have nogle forventninger, når du køber øl hernede, men det kan vi desværre ikke lade os styre af. Omgangstonen i bulen bygger på en erkendelse af, at livet - og fodbold - er en fundamentalt subjektiv oplevelse, der selvfølgelig rummer mange "både og"-oplevelser og ambivalens, men den slags brede æhbæhbuh letøls-fortællinger er nu engang sjældent underholdende eller personligt vedkommende at høre på. Men præcis så kedsommelig som lind menings-bulgur er i længden, lige så ligegyldig er selvfølgelig den konstante provokation for provokationens skyld. I første omgang finder vi balancen i forskellighederne mellem de 4 for tiden aktive bartendere, der forholder sig forskelligt til livet, som det nu engang udfolder sig omkring København.

Fankulturen er i voldsom forandring. Alle hernede kan sagtens se, at jeg og de andre bartendere repræsenterer nogle værdier og en fodboldkultur-opfattelse, der måske er i aftagende i fanskaren som helhed om ikke ligefrem uddøende. Det er helt op til dig selv at afgøre, om vores værdier har interesse for dig. Om ikke andet er det undertiden en fin ting at have en vrøvlegimp i din mentale kælder, du kan trække frem ved særlige lejligheder, når du har brug for at blive irriteret. Det stimulerer den frie tanke!

Nok småfilosofisk bullshit. Oktober måned har godt nok været en saliggørende oplevelse, der vaskede nogle spøgelser ud af mit sind - velsagtens helt ud til Vestegnen. Det største af disse spøgelser har naturligvis været den nagende tvivl, der knyttede sig til vores Champions League-deltagelse, og hvad der fulgte af den. Specielt i lyset af Grønkjærs skade og den smalle trup, specifikt hvad angår angribere men også mere generelt.

Den vedblivende skræk for et fundamentalt sammenbrud har vist sig aldeles ubegrundet. Personligt havde jeg frygtet, hvordan vores forventede ikke specielt prangende optræden i Champions League ville ende med at præge kampene i Superligaen, både fysisk og psykisk, mere end kampene i Champions League selv. Men bortset fra blamagen mod Aab efter selve kvalifikationen i Amsterdam med tilhørende tømmermænd har efteråret i årets Superliga knap været til at skelne fra forrige års, i hvertfald når man forholder sig ukritisk til resultaterne.

Et point-gennemsnit på 2,31 efter 13 kampe i Superligaen inviterer isoleret set ikke til den store selvransagelse og slet ikke når man cirka hver anden tirsdag eller onsdag klukleende kan se klublogoet repræsenteret på allerhøjeste plan, når holdets kreative omdrejningspunkt samtidig er skadet, og der i klubkulissen venter et ungt angrebstalent med en god buzz omkring sig.

På pluskontoen noterer jeg også Atiba Hutchinsons og Brede Hangelands udvikling. Hvor Atiba i den seneste måneds tid har kombineret sin allerede dokumenterede arbejdsindsats og løbevillighed med indslag af en boldomgang, der leder tankerne hen på Zumas tid i klubben, så er Bredes voksende sikkerhed og selvtillid i forsvaret en historie, der har fået mindre opmærksomhed. Årsagen til udviklingen forekommer mig åbenlys, og f.eks. Grønkjær har bemærket det samme: Træningsmiljøet på Peter Bangs Vej er simpelthen af en høj kvalitet, der udvikler spillere. I de seneste kampe har den unge venstreback Oscar Wendt også forstået at udnytte Bergdølmos skadespause til at vise talentet frem.

Selvom det selvfølgelig er en negativ vinkel på den samme historie, så har efterårets kampe demonstreret, hvem i truppen der hører hjemme på det niveau, og hvem der ikke gør. Måske uden at spille virkelig dårligt, men i hvert fald uden at bringe noget med på banen, når chancen er der. Betragtningen rammer Razak Pimpong og Martin Bergvold særlig hårdt. Sidstnævnte har allerede erklæret, at han søger væk fra klubben, og hvis Razak ryger samme vej vil det ikke overraske spor. Specielt i Bergvolds tilfælde er det trist at gøre boet op, for der er med sikkerhed masser af god fodbold i ham. Historisk har han gennemlevet for mange cykler, hvor oplevelsen af et gennembrud på holdet er blevet afløst af skader og tilbage til start. Måske er den kamp bare blevet for meget, og måske skal den ikke kæmpes videre her.

Mindre dramatisk, men lige så indlysende virker det, at Hjalte får det svært i kampen om de fire midtbanepladser, når Grønkjær er skadesfri, men hans værdi som stabilt indslag på midtbanen betyder, at han givetvis vil få rigeligt med kampe som funktion af skader og karantæner, når den tid kommer. I det hele taget tegner der sig et billede af en trup og en træner i harmoni med sin omverden, og bortset fra en halvvejs presserende usikkerhed omkring Lars Jacobsens fremtid i klubben, så er det min fornemmelse at forårssæsonen - med et mindre sammenpresset kampprogram - udover resultaterne også kan blive et spillemæssigt gennembrud for både Ståle og holdet. Nu er det selvfølgelig især, når solen skinner og fuglene kvidrer, at ulykkerne slår hårdest ned, det er bare svært at argumentere rationelt imod at FCK er storfavoritter til at genvinde det danske mesterskab lige nu og med en pæn margen til forfølgerne.

Andre gange går det galt af mere forudsigelige årsager. Det er vel af den grund, at Brøndbys træner, René Meulensteen, vælger at pege på, at en "krise" er når folk dør, og ikke er et begreb, der kan bruges om vores rivalers øjeblikkelige situation. For det er ganske rigtig forkert at bruge ordet krise om et fodboldholds underpræstationer, når de har rodnet i nogle fundamentale problemstillinger af mere permanent karakter.

Først og fremmest er Brøndbys nuværende krise en fortsættelse af forårets nedadgående formkurve. Nedturen er muligvis meget synlig her tidligt i sæsonen, men både den spille- og pointmæssige krise tager sit udgangspunkt i den sidste halvsæson og ikke mindst hvordan klubledelsen - dvs. Per Bjerregaard - valgte at håndtere Laudrups afgang og åreladningen af holdets profiler over de seneste par sæsoner, en åreladning der finansierer klubbens nybyggeri omkring Brøndby Stadion.

Selvfølgelig spiller Brøndbys påståede skadeshelvede en rolle for udviklingen. Duncan er en væsentligt bedre angriber end Hannes Sigurdsson, islændingen der får Karsten Johansen til at ligne en yndefuld driblealf og klinisk afslutter i direkte sammenligning. Men problemet med det overdrevne fokus på den skadede del af truppen derude synes at være, at de skadede spillere efter min mening tillægges kvaliteter, de faktisk ikke viser, når de ellers er klar til at spille. At se på fx. Trond Andersens historiske indsats i Brøndby-trøjen med lyserøde briller er ganske enkelt naivt. Selv blandt de for tiden spilleklare "profiler" på Brøndbyholdet kan man også pege på, at Retov og Ericsson langtfra har vist en stabilitet, der normalt følger med den status, ligesom Per Nielsen forekommer slidt og måske endda spiller permanent halvskadet. I hvert fald har han ikke haft styrke eller overskud til at binde de skiftende forsvarskonstellationer omkring sig sammen til et sikkert net.

Den øjeblikkelige Brøndbytrup mangler simpelthen den kvalitet, der berettiger til en topplacering i Superligaen. Det gjorde den også før efteråret begyndte, og det er måske særligt den observation, der giver anledning til tvivl om Brøndbys fremtid. Jeg har altid set Per Bjerregaard som den absolut bedste sportsdirektør i Danmark, så at den erkendelse skulle være gået forbi hans næse, kan jeg ikke rigtig tro på. Lejlighedssangen "Mellemsæson" peger da i den retning, selvom den så burde have været sunget tidligere. I Brøndbys nuværende økonomiske situation er påtvungen smalhans på transferområdet ikke en streng nødvendighed, hvorfor sangen alligevel toner falsk. Den blågule talentreligion forekommer tilsvarende underlig, for hvis Brøndbys talenter ikke kan bruges i den nuværende trup, hvornår kan de så? Er varmemaskinen på udrugningsfabrikken præcis sat til at klække æggene i juli 2007?

Jeg kan kun gisne om, at Per Bjerregaard for tiden er særligt optaget af to ting, der relaterer sig til tiden efter hans afgang som klubdirektør - eller nok snarere overgang til rollen som grå eminence i skyggen. Dels ønsker han at reducere Brøndbys gæld, dels at fremtidssikre klubben ved en strategi, der handler om at udvide forretningsgrundlaget på og omkring Brøndby Stadion. Isoleret set fornuftsprægede tanker om Brøndbys fremtid på mellemlang sigt, der knap kan kaldes visionære eller andet end almindelig sund fornuft og heller ikke udelukker en mådeholden investering i truppen. Som sådan burde Per Bjerregaard vel også have lært, at hvis han skal udlicitere den tid, han bruger på Brøndby, så er det især hvad der ikke har med spillet på banen at gøre, han skal overlade til eksperter.

Derfra og til at ansætte sin egen søn på pladsen som sportschef og leje/købe lottokuponer som Eckersly, Howard, Hannes, Rector og Peguero er der stadig et pænt stykke vej. At Peguero rendte ind i en fæl knæskade skal selvfølgelig ikke ligge ham til last, men ellers vil det være synd at sige, at gevinsten på de øvrige kuponer har afspejlet sig i glade ansigter på Faxe-tribunen. For Hannes og Rectors vedkommende er det vel fair at sige, at det ikke skortede på advarsler om hvilken kvalitet eller mangel på samme, Brøndby var ved at investere i. Nok har Brøndby tidligere - som alle andre klubber - købt sig en spiller to, der enten ikke var gode nok eller passede ind i sammenhængen, men du kan sammenligne med vores egen oprydning i sommeren 2005, der trak hhv. Jesper Christiansen, Gravgaard og Markus Allbäck til klubben! Muligvis en urimelig sammenligning, men den peger dog i en retning af, at Brøndby handlede med hovedet under armen i sommerpausen eller måske mere korrekt, klubben fejlede i sin analyse af, hvad truppen egentlig manglede.

Per Bjerregards personlighed og forretningsmentalitet er måske ikke til de moderne fodboldtider, hvor spillerne dels er opfostret i professionelle klubmiljøer, allesammen er repræsenterede af kyniske agenter og hvor konkurrencen om de bedste spillere i norden er markant skærpet. De tider, hvor Pers slangetunge i øret kunne overbevise et ungt talent om rigtigheden af at underlægge sine egne ambitioner (og lønkrav) den større sag, Brøndbys overherredømme i dansk fodbold, er ikke mere. I takt med at Brøndbys stjerne falmer, så bliver checkens størrelse vigtigere. Det betyder ikke - Brøndbys fanbase og sponsorbagland taget i betragtning - at klubben er chanceløs i det spil, blot at det foregår på en bane, der er lige for alle, der har betalingsviljen.

Det er så på den plads, jeg kan lave "bums eller millionær"-forudsigelsen, at Brøndbys nuværende krise ikke er en krise, men tegn på at de er ved at veksle stillingsbetegnelsen "tophold" med noget andet. Udenfor Brøndby står verden ikke stille, specielt ikke i det egentlige København, hvor vores kvalifikation til Champions League naturligvis river ekstra til den blågule løgpose. Men det er værd at pege på, at Brøndby siden 1998 ikke har haft held med sine strategiske sportslige, projekter: Først Hareides fiasko og siden Laudrups. Ideer, der var tænkt som nyskabende stilbrud er endt i det rene ingenting og tænders gnidsel. Sammenlign med den anderledes duft af overordnet kontinuitet, der hånd i hånd med et voksende økonomisk potentiale har præget vores hverdag siden 2000, periodisk kritik af spillestilen og nedturene til trods.

Det må i alt fald være skræmmende for Brøndby midt i deres nuværende situation, at der kan gives lige så mange argumenter for, at vores hus ikke er færdigbygget, som at de er i stand til at reparere på deres vaklende rønne, og at det ikke nytter at lege Achilleus og skildpadden i forhold til FCK. I forretningssprog udlægges den slags strategiske problemer positivt som "en udfordring". Spørgsmålet er, om det er Per Bjerregaard, der skal løfte udfordringen allerede på kort sigt eller om det skal være en anden. Om Per Bjerregaard afleverer alle nøglerne når den tid kommer - som Flemming Østergaard i vid udstrækning accepterer rigtigheden af og er i stand til - og er villig til at slippe ansvaret helt og aldeles og acceptere en "hands off"-rolle i kulissen. I lyset af den slags presserende hjernevridere er det naturligvis mere tiltrækkende at tude over negativ presse og skadessituationen - men næppe specielt konstruktivt.

Kommer Brøndby tilbage? Rimeligvis. Det er vel svært at argumentere imod, at de kan genfinde styrken til at gentage de sidste 8 sæsoners dundrende triumftog på vej mod 2 danske mesterskaber, dobbelt så mange som Herfølge i samme periode. Den åbenlyse ironi er nemlig, at status quo før denne sæson så langtfra kan appellere til en Brøndbyfans almindelige fornemmelse for storhed.

Ikke mindst er Brøndbys nuværende ulykke naturligvis kollosal nossefryd. Jeg ved, at det er forkert at muntre sig på den konto, så jeg stepdanser i stedet på Viljens Vej, mens jeg glæder mig både i går, i morgen og ikke mindst i nuet. Det er i stunder som disse, jeg ville ønske, at jeg kunne besøge mig selv i april 2000 og fortælle den desillusionerede unge mand, hvad der ventede i morgen af karmiske lyksaligheder.

Når Brøndbys nedtur virker ekstra komisk, så skyldes det blandt andet den mur af naziretorik og selvforståelse, der er bygget op om projektet. Det er muligvis ikke indlysende for Brøndbys tilhængere, men det er indlysende for alle andre, at den riefenstahlske selviscenesættelse ikke er et sundhedstegn, men at den rent faktisk er et symptom på de dårligdomme, der plager klubben. Stolthed og vilje er ikke noget, man snakker særlig meget om, når man har den. Den morale er afslutningsvis værd at bemærke, før den overfladiske selvtilstrækkelighed - blandt andet på baggrund af rivalernes nedtur - også slår rødder i det københavnske fanmiljø.

Bopa

På DVD'en spiller:

Chan-wook Park: Oldboy

Jeg har tidligere slået et slag for den bølge af film, der strømmer ud fra Sydkorea. Om det er naboskabet til de sande tifomestre, der giver kreativ ild i piben skal jeg lade være usagt, men det skorter ikke på udmærkede bud fra Sydkorea på det jeg kalder "tredjefilmen", når jeg lejer film hos Blockbuster. De to første film lader jeg altid været dikteret af min afskyelige smag og lader så den tredje falde helt udenfor, både æstetisk og tematisk. Når fornøjelsen er stort set betalt af rabatten, kan jeg lige så godt lade mig overraske, lyder logikken, og det med at se 3 film på et døgn findes der udmærkede værktøjer, der klarer for den moralsk angribelige kunde. Handlingen i Oldboy beskriver en på overfladen ganske almindelig mand, der indespærres i 15 år på et værelse, uden at han selv forstår hvorfor. Da han endelig slipper ud, sætter han sig ganske naturligt for at opklare mysteriet, finde bagmændene og hævne sig ganske gevaldigt med en hammer, der også dublerer som tandlægetang. Hvad der først ligner en klassisk og banal "ensom hævner"-film, viser sig at indeholde tragiske lag, det nok er bedst ikke at tale om, hvis spændingen skal bevares. Det er Kill Bill tilsat en smule The Usual Suspects og en dybde, de to film ikke kan præstere, så se den med god samvittighed. Den overfladiske vold er ikke denne films pointe, den handler mere om det sted, den udspringer fra - den menneskelige moral og erindringen, der er filmens egentlige hovedperson.