Det sene efterår og en sprudlende forkølelse taler til mig og beder mig male livet i vådt, gråt og snot. Hvilket også burde falde naturligt ovenpå tirsdagens røvtur i Lissabon (og Glasgow), når jeg ser ud af vinduet, overvejer det tilstundende julehelvede og pudser min rødhvide næse. Men det er for tidligt at falde helt i ét med slud og kulde, der er 2 kampe tilbage i efteråret, der på hver sin måde definerer skellet mellem "glimrende" og "fremragende".

Først og fremmest vil en sejr i den udsatte kamp mod Randers på søndag krone en efterårssæson i den hjemlige liga, der har budt på mængder af konfekt både her og hisset. Faktisk er det ikke gået bedre end det gjorde sidste efterår, hvor det også gik rigtig godt. Men der er så andre, det er gået så usigelig skidt for, og det løfter humøret en ekstra takt.

Brøndbys nedtur har vi lollet så meget over, at grinekirtlerne efterhånden er løbet tør for brændstof. Derfor er det vel meget godt, at vi nu kan genoplade dem over vinteren - hvis de giver os lov til det. Vi har vores egne ærter at tælle i øvrigt, så mens vi går og glæder os over deltagelsen i Champions League og førstepladsen i den hjemlige liga, var det måske værd at beskæftige os med de glæder og usikkerhedsmomenter, der trods alt præger vores egen kommende vinterpause.

Først og fremmest skal vi prise os lykkelige over hele den måde, Backes hhv. Holmstrøms farvel og Ståles goddag blev håndteret på. Utallige er de gange, jeg og kollegaerne har forbandet den em af kedsommelig kontinuitet, der har ligget over det københavnske fodboldprojekt siden Hodgson trådte til i efteråret 2000. Det er bare meget svært at diskutere en strategi, der i det længere tidsperspektiv så åbenlyst har været en succes. Bevares, selve kvalifikationen til Champions League var heldig. Men ikke mere heldig end sidste års farvel til UEFA-cuppen var det modsatte på sin måde.

Det virker selvfølgelig meget nemmere at bræge op om ledelsens kvaliteter her og nu, end det var for præcis to år siden. What a blessing in disguise! Måske kendetegner den vilje til at skære dybt og korrigere både kurs og selvforståelse for alvor den dygtighed, spillet udenfor banen er blevet håndteret med. Det er muligt, at en tynd pligsejr over Gorica havde betydet, at verden havde set helt anderledes ud i dag. Det skulle man selvfølgelig have vidst, som man sad med hovedet nede i brækspanden hele det efterår. Erfaringen må også glæde i Brøndby: I skal bare finde tre klassespillere til ingen verdens penge, så kører det hele af sig selv!

Dygtigheden og heldet med at trække Linderoth, JC, Gravgaard og Allbäck til klubben kan der snart blive brug for igen. Ikke at jeg forventer, at Carsten Vagn og Ståle sidder og kører på pikken over den øjeblikkelige succes og ikke allerede overvejer fremtidens trup-sammensætning ganske alvorligt. Det er givet, at der vil være bud efter en hel del af spillerne i truppen i vinterpausen, og at en del af spillerne selv også vil være fristet af tilbud fra den større europæiske andedam.

Så kan Flemming Østergaard og andre slå nok så meget på tromme for, at FC København har råd til at holde på sine spillere. Hvilket naturligvis er sandt i en overordnet økonomisk betragtning. Jeg tror nu ikke, udsagnet holder helt for en nærmere analyse, alene af den grund at FC København har brug for at bevise overfor de bedste spillere i det brede nærområde, at klubben er et naturligt afsæt for en karriere i det større udland. Det er nok mere et spørgsmål om checkens størrelse og den præcise timing for salg end at budskabet skal ses som en ren forhåndsafvisning.

Jeg er følgelig ret sikker på, at klubledelsen med et farvel til europæisk fodbold i foråret er indstillet på udskiftninger i truppen af ét eller andet omfang, hvilket naturligt både indebærer køb og salg. Det sidste er sikkert nemt, men både Brøndbys og FCK's egne problemer med at finde egnede angribere i sommerpausen kan dog give anledning til bekymringer, når det gælder nyanskaffelser. Kig på prisen for Ailtons tjenester. Eller tag en spiller som FC Midtjyllands Mikkel Thygesen, der for nogle år siden ville have været en åbenlys kandidat til en plads i truppen i én af klubberne. I dag: Glem det, han ryger direkte til udlandet.

Det virker også som en rimelig påstand, at det generelle niveau i truppen er så højt, at det er svært at pege på spillere i andre danske klubber, der direkte kan forstærke holdet. Muligvis rammer den betragtning ned i den bredere "skandinaviske" indkøbsstrategi, der er blevet forfulgt de senere år og Carsten Vagn har allerede antydet, at øjnene også er rettet mod fjernere horisonter. Det er selvfølgelig et plus, at FCK velsagtens er kendt for sine økonomiske meritter i det store udland og nu også er ved at være med på de baner, hvor gode spillere gerne vil spille. Den tidligere sportsdirektør har med sine tillidsposter i forskellige klubsammenslutninger på europæisk niveau givetvis også en del numre i mobilen at trække på efterhånden.

Spillermarkedet og det europæiske gennembrud rejser det interessante spørgsmål, hvordan vi håndterer spillerindkøb og de beløb, vi er klar til at bruge på dem. På den ene side står, at det rent faktisk lykkedes at opnå "den sidste" sportslige målsætning, der stod tilbage på checklisten, på den anden at den europæiske virkelighed - kva de forgående års miserable europæiske indsatser og et farvel til det gode rating-år 2001 - reelt er temmelig uforandret. Vi skal stadig forbi seedede modstandere i hhv. CL- og UEFA-cuppen til næste år. Vi mister nok - mod gode ord og betaling - 2-3 af truppens stamspillere inden næste sæson, og truppens europæiske bredde er i forvejen knap tilstrækkelig. Der skal med andre ord ske en del på indkøbssiden, hvis vi skal tæt på eventyret igen. Enlig svale gør ingen sommer og alt det der. Men del 1 af Operation Europa er vel gennemført.

Så kan jeg da glæde mig over forskellen på et rullende generationsskifte på baggrund af en gedigen succes og så et tumultarisk transfer-kaos, som det Brøndby formentlig er på vej ud i. God fornøjelse med det. Organisationen derude er så tydeligvis gearet til det, så det går nok af sig selv. Med lidt held kan det endda lykkes at forstærke den åbenbart fremherskende tro derude på, at når ellers Ruben Bagger et al. er klart til at spille igen, så er alting fryd og gammen.

Det er vel på sin plads at tillade sig at være diskret skuffet over både kampen mod Benfica i tirsdags og udviklingen i vores Champions League-pulje som helhed. Det skulle da være forbandet om vi ender med at runde puljen af som baglanterne med hele 7 point på kontoen! Det indrømmer jeg, den havde jeg set komme lige så lidt som Ferguson forventede et nederlag i Parken. Tough Titty + Louis Saha = 1 lort.

Nu resterer der selvfølgelig stadig en spillerunde og kampen mod Celtic er ingenlunde ligegyldig. 2 værdifulde ratingpoint og titlen "ubesejret på hjemme-pløjemark i Champions League" er på spil, mod et Celtic-mandskab der allerede er videre i turneringen. Men det er vel alligevel ved at være tid til at konkludere over den blandede pose bolscher, som kampene har været. På det niveau er det ingen skam at lukke 7 mål ind i 5 kampe. Det er til gengæld langtfra godt nok kun at have scoret 2 i den anden ende. At problemet var forudsigeligt, gør ikke virkeligheden lettere at bære, slet ikke da Grønkjær rendte ind i sin skade.

Så viste udekampene mod både Manchester og Benfica, at vi rent teknisk halter en del efter de bedste. Det virker knap rationelt at ruge muggent over, til gengæld synes jeg det er rimeligt at pege på, at koncentrationsniveauet og den ellers berømmede organisation i begge tilfælde ikke levede op til det bedste vi kan præstere, uden at topnivauerne på de konti havde garanteret andre resultater. Begge kampe kunne være endt med gedigne mavepustere på måltavlen. At gassen var gået af både hoveder og ben mod Benfica i tirsdags lever jeg egentlig fint med. Den egentlige overraskelse er, at det ikke er sket før, så smal som truppen reelt er. Vi har stadig klaret os bedre i Champions League end hold som Anderlecht, Levski Sofia, Olympiakos, Galatassaray, Spartak Moskva, HSV og Dynamo Kiev.

I hvert fald efterlader den europæiske kampagne mig med indtrykket af, at vi bør kunne gentage succesen igen. Om ikke i Champions League, så virker forestillingen om (tilbagevendende) deltagelse i UEFA-cuppens gruppespil knap så langt væk længere. I hvert fald tilhører vi nu gruppen af hold, som de seedede modstandere i de respektive kvalifikations-/førsterunder meget nødig ser dukke op af lodtræknings-bowlen, ligesom det faktisk er værd at bemærke, at vi ikke har været specielt heldige med lodtrækningerne de to seneste år. Når man så kigger på sammensætningen af puljerne i UEFA-cuppens gruppespil i år, så er det ikke fordi en videre kvalifikation og ratingpoint nok til en seeding i den turnerings første runde virker som en urealistisk målsætning, hvad OB's indsats i årets turnering også beviser. Det kræver stadig et gennembrud (til), men udfordringen virker knap så monumentalt og især knap så traumatisk umulig som før dette års eventyr.

Det kan selvfølgelig bare være en funktion af, at vi rent faktisk har opbygget et rigtig godt hold, men det virker som om, at den lektion, vi selv har fået på et højere niveau, rent faktisk finder fin anvendelse i Superligaen. Den basis, som Backe møjsommeligt byggede op virker suppleret med evnen til at hæve tempoet markant i perioder, når det er nødvendigt. Nøgternt vurderet og nu vi ikke har andet og mere at koncentrere os om end de hjemlige affærer, så ligner det historien om et bebudet mord på Superligaen i foråret. Det kræver naturligvis at niveauet holdes, men der har indsneget sig en sær ny følelse i mit tankesæt omkring klubbens fremtid, nemlig en vished om at det arbejde der udføres på PBV er blevet løftet til et nyt niveau i dansk klubfodbold. Det er muligt, at Brøndby er bedst til talentarbejdet i Danmark - det virker nu efterhånden som et lidt tamt postulat - FC København er bedst til seniorer.

Så rumler debatten om det berygtede sigøjner-banner ellers lystigt videre på fanklubbens debatforum, Sidelinien. Jeg fatter ikke helt, at det har værest så svært at lange en almindelig borgerlig undskyldning afsted uden de helt store krumspring omkring Dan Hammers kontor. En undskyldning, der så følges af en let ironisk undertone af, at så alvorligt skal den måske ikke tages, fordi stemningstribunen bare er så helt igennem Stand Free og Antimoralista og ikke lader sig diktere noget af nogen som helst, og at det hele var det værd i sagens tjeneste. Ironien er så også Stand Free. Humoren Antimoralista. Svært at vurdere.

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at det uofficielle, danske fanmiljø føler sig udsat for både en politi- og mediehetz og uskyldigt forfulgt for så meget. Det er blandt andet i den sammenhæng mere garvede spindoktorer tager sig til kraniet og mumler løst om voksenlivets ubarmhjertige sammenhænge. Hvorfor skulle nogen gide at lægge ører til de grådkvalte klagesange om det uofficielle miljøs genvordigheder med omverden, når samme miljø dels præsenterer sig selv med et på overfladen racistisk banner, det kræver kodebog at fortolke korrekt i sammenhængen og dels skal aftvinges en halvhjertet undskyldning for samme? Når Brøndbyfans smadrer et tribune-afsnit og i endda langt bredere kredse end det uofficielle miljø er mere indignerede over Parkens reaktion end hærværket i sig selv?

Nogle vil sikkert mene, at jeg overdriver, men det er trods alt kun promiller af den danske befolkning, der har et mere end overfladisk indsigt i den slags ballade. Jeg vil også pege på, at tesen om den kollektive ansvarsfrihed har fulgt det uofficielle, danske fanmiljø siden Suburban Casuals startede legen i 2000. Det interessante er såmænd ikke, at enkelte varyler ser det som en hovedopgave her i livet at te sig som tosser uden skelen til andet end sig selv, det interessante er, at det som hovedregel opfattes som et angreb på bevægelsen som helhed, når andre tillader sig at kommentere på begivenheder, der tager sit udgangspunkt i miljøet. Tesen fortolkes med andre ord aktivistisk: Du har ikke ret til at kommentere på vores adfærd, mere end at den giver sig udslag i en passiv ligegyldighed overfor kritik.

Blandingen af at være fremme i skoene på den ene side og overdrevent sensitiv på den anden, er naturligvis så forunderlig, at jeg altid får lyst til at prikke til den med en lang pind. I virkeligheden en lidt moralsk angribelig tilgang til min omverden, jeg ved det.

Bopa

I Parken spillede:

George Michael - 25 Live Tour

Jeg var så heldig at blive inviteret i Parken til George Michaels koncert den 11. november. Selvom det naturligvis var med blandede følelser, at jeg som fodboldfan kunne se både unge piger og feststemte læderbøsser trampe det sidste liv ud af græsplænen, mens jeg som aktionær kunne muntre mig over lyden af klingende kasseapparater fra det pænt lørdagsstive publikums besøg i baren. Jeg kunne også konstatere at lyden efterhånden er - stadig efter forholdene - mere end til at leve med, og jeg sad endda helt oppe under taget længst væk fra scenen. Den posh tjalders musik har jeg aldrig haft det helt store forhold til, andet end at han har skrevet en del ørehængere i den poppede genre. Vurderet på den baggrund og uden opskruede forhåndforventninger leverede George en fin koncert, hvor især partypoppen og scenografien fungerede optimalt. Jeg troede egentlig ikke, at den slags fandtes længere: Musikere, der går ud og leverer lortet og skrider igen uden at plage publikum med historier om AIDS-døde børn i Uganda eller detaljer fra en ligegyldig kokain-depression i 1998. Men George kom, mælede de mest banale høflighedfraser, sang og skred igen. Tak for det!