|
Lisboa Express |
||
|
For fanden da! Så står man her igen og ligner en logrende hundehvalp med hængende tunge og glaskugleøjne på størrelse med Buddingerundkørslen. Man kan ikke få nok, vil have mere. Bare lidt mere. Et sidste fix inden det hele er slut, for det ved man at det er om et lille øjeblik. Erkendelsen står allerede og lurer som en uundgåelig geværmunding foran næste tanke. Det begyndte nede i Lissabon. Afslutningen begyndte. Med ørnen på Estádio da Luz. Var det to eller tre gange den fløj? Jeg er stadig overbevist om at det var to - men første halvleg, Fabrizio Miccoli og andre kloge hoveder antydede de skæbnesvangre tre runder allerede inden kampuret havde rundet 17 minutter. Benfica vinder altid, når den flyver tre gange rundt. Hurtigt spil langs græsset, der var både grønt og ægte på Da Luz, et par gumpetunge midterforsvarere, et par sejlende backs, og fejl på fejl på fejl fra stort set alle andre blåklædte spillere, samt en effektiv afslutning til at åbne ballet. Det gik hurtigt, også langt hurtigere end man kan sige "pfføiiijjj!" efter en lokal Sagres. Flaske, dåse, eller fad. Det gjorde ingen forskel, sprøjtet forblev utilnærmelig sprøjt. Øl bliver aldrig portugisernes stærke side. Til gengæld kan de en masse andet. Også spille fodbold. De små københavnske forhåbninger der måtte være gødet på forhånd, blev hurtigt hugget væk. Der var en klasseforskel, der sagtens kan sammenlignes med den vi selv har præsteret i hjemlige kampe mod Vejle og Viborg. Kombinationer, hurtighed og teknik. Vi har masser at lære ude i den store verden. Alle kan danse en sommer, som vores gamle husven Backe sagde det, alle kan danse en råkold novemberaften på en pløjemark af en vansiret og tortureret fodboldbane, den virkelige kunst består i også at kunne gøre det på en halvlun novemberaften i Lissabon. I til tider let støvregn og på et billiardtæppe af en plæne. Eller en septemberaften i Glasgow under næsten samme vilkår. På den anden side har andre og dyrere spillere, fra større og rigere klubber, lignende genvordigheder. For fanden! Vi stod nogle stykker oppe i Da Luz' øvre hjørne, sektion 38-39, der stirrede vantro på sms-beskeden hjemmefra: "Han brænder", stod der kort. Han brændte straffesparket to minutter før tid. Ja, du-ved-hvem-keglen-er-og-kender-udemærket-historien-og-gider-vel-knapt-at-blive-mindet-om-den-igen.
Sådan gik det ikke og må det blive til dyb og inderlig skuffelse for ham, der brændte det straffespark i Glasgow, mange fucking miles away fra os andre i Lissabon. 1-0 vil være nok for Benfica-ørnen om en uge, som det var for os selv. For godt en måned siden. Og sikken en skadefryd det vil sprede, tro mig. Jeg kværner egenhændigt en Sagres på dåse, hvis det skulle ske. Alene for at understrege alvoren bag skadefryden.
Ørnen er landet, mand! For fanden. I nederlagets klare rødvinsrus dinglede vi alligevel rundt i smågaderne i Bairro Alto, halvt berusede og ikke vanvittigt utilfredse. Det havde været en oplevelse, endnu en oplevelse på kontoen i dette FCKøbenhavnske efterår. Det har aldrig været bedre, i klubbens 14 årige historie, og der går måske en rum tid inden vi kommer i nærheden igen. Der er al mulig grund til at trække den yderligere i halen.
Nidkært stegte bøffer, der fik lov til at være røde, og som fyldte det meste af en spisetallerken, vinho tinto, der allevegne smagte afsindig meget bedre end øllet. Det blev aldrig dyrt og man blev fodret godt til. Det var svært ikke at føle sig velkommen og slæbe mageligheden med sig rundt i de stejle gader med afslebne klinkesten som fortove og de fleste af de berømte elevadores, de særprægede tovbaner der kører mellem byens forskellige højdeprøvede kvarterer, ude af drift. Alt sammen var det åbenbart designet til lejligheden og til Nestors stigende raseri. Den gamle mand i vores selskab led af en svær brok, hernia mentalis, som selv ikke den milde atlanterhavsbrise fra Tejo-flodens munding helt kunne kurere. Men han fik dog set sporvogne på hans egen alder, og den obligatoriske runde med linie 28 bør man heller aldrig snyde sig selv for. Når man nu var på de kanter.
Der er noget ganske behageligt ved portugiserne, de går for at være mere reserveret end deres iberiske naboer. Det kan man nok også tolke over i mindre påtrængende. Eller måske mindre emsige, eller blot mere tålmodige. Vagterne ude ved Estádio Da Luz tacklede i hvert fald situationerne ganske tilbagelænet, også da en enkelt pænt bedugget københavner forsøgte at overtale dem til at acceptere hans guldkort til Parken som adgangstegn. Han havde åbenbart tabt sin rigtige billet. To af dem fik serveret kortet på skift og talte ham venligt ned til billetboderne. På den ene eller anden måde lykkedes det ham alligevel at komme ind på stadion. Han dukkede op igen, støttet af en veninde, i menneskehavet der vandrede mod metroen efter kampen.
Og således ankom den næste aften, netop som den forrige var gået. Et sted i endnu en gade i Bairro Alto fandt vi en lille vinbar, hvor værten var fra Brasilien, mens andre åd kæmpesteaks hos nogle argentinere længere nede ad samme gade. Á sua saúde! Eller skål-ão! På forhånd var Lissabon den af udebaneturene, som jeg selv glædede mig mest over. Det var muligheden for at kombinere et par tiltrængte feriedage med selve kampen. Jeg mener, hvem fanden gider tilbringe et par ekstra dage i Glasgow eller Manchester. Ikke mig i hvert fald. Måske blev det også derfor, at nederlaget og selve kampen, som var meget pauver fra københavnsk side, hurtigt kunne fordøjes. Eller måske var det mere det skær af almindelig taknemmelighed, der har hængt som en behagelig dis over hele efteråret. Vi kvalificerede os, vi var der, vi har prøvet det for alvor nu, og noget af det fedeste som fodboldfan er også at kunne tage ud i Europa og opleve andre byer og kulturer, større byer, og meget større klubber, traditioner, og stadions. Hele dette efterår har netop været en joyride på den største scene. Derfor vil man gerne lige lappe det hele i sig en ekstra gang, dvæle lidt, drøvtygge minder og de sidste øjeblikke, der nærmer sig. Onsdag aften slukker vi for denne gang og lad mig derfor sige tak for turen, FC København! Tak til spillerne, trænerstaben, og ledelsen. Tak for sporvognene i Lissabon, tak for Allbäcks mål, tak for sejren over Manchester United, tak for stemningen i Parken, tak for bare at være med, tak for endelig bare at være med. Det har betydet rigtig meget. Også for denne bartenders efterår.
At hele turen også har løftet holdet på den hjemlige front, gør det i virkeligheden kun endnu bedre. Jeg var vel ikke den eneste der i august begyndte at kalkulere med, hvor mange points vi kunne tillade os at tabe i Superligaen. På bekostning af CL-eventyret. Vi kan roligt sige, at det næppe har kostet et eneste. Der var måske AaB-kampen inde i Parken, lige efter Ajax og selve kvalifikationen, hvor der stod "tømmermænd" sprayet over indsatsen. Siden hen... tja, smutterne er vist til at overse. Nogle halvlege hist og her. Søndagens anden omgang mod Randers kan sagtens takseres i den kategori. På den anden side kunne Berglund have lukket den kamp hurtigere end Tøfting kunne sende nye reklamespots for sin bog. Som en sidebemærkning kan jeg faktisk godt anbefale bogen. Der er noget befriende ved mandens hudløshed. Der bliver pakket frygtelig meget ind - især i disse tider. Tøfting er bare Tøffe, som er Tøfting etc. Knap så befriende var det at se Berglund brænde 2-3 gigantchancer, for at score på en. Hvis forskræppet om vores nye 7'er-brasse, Ailton Almeida, og hans færdigheder holder bare nogenlunde den sværte som det er trykt med, får Berglund et svært forår. Alene fordi der bliver meget færre kampe at spille, og hvis Allbäck og Almeida er skadesfri, bliver det de to, som Ståle vælger. Allbäck er allerede kongen i angrebet, og kandiderer til blive vores bedste mand på pladsen nogensinde, og den brasilianske 'wonderboy' kan på papiret det som Berglund ikke kan. Sætte modstandere af i direkte udfordringer. På den anden side er Berglund en af de spillere i truppen, der har et fint superliganiveau, og på den baggrund skal der nok være en plads til ham. Den bliver bare ikke i den stærkeste startformation.
En anden angriber kan helt sorteres fra nu. Martin Bernburg. Da transfervinduet i september klappede i, og vi stod foran Champions League uden indkøbet af en ekstra angriber, bedyrede sportschef Carsten V. Jensen med god politisk korrekthed, at man skam stolede og regnede med Bernburg. Det gør man ikke længere. Ja for fanden! Jeg har også noteret mig, at vi har spillet kamp i Royal League her til aften. Indrømmet, der skulle et par kunder til at prikke mig på skulderen, inden jeg fik styr på vores digitalboks-system og TV-signalet. Men kampen kunne rulle, helt fra Lillestrøm uden for Oslo og til BULEN her. Og jeg konstaterede som alle andre hernede, at vi faktisk begyndte uden angribere på banen. Den eneste disponible angriber sad på bænken og det var Bernburg. De to i front på banen var begge midtbanefolk, i bedste fald hængende angribere. Atiba og Grønkjær. Et eller andet siger mig, at man ikke regner og stoler særligt meget på Bernburg længere, selvom han blev skiftet ind godt et kvarter før tid. Ovenikøbet blev Lasse Qvist, også angriber fra 2. divisionstruppen, skiftet ind tidligere. Selve resultatet fra Lillestrøm er til at overse, vi stiller med et halvt reservehold og taber, og det betyder reelt ikke andet end det bliver lidt sværere at vinde turneringen. Klubben vil selvfølgelig altid forsøge at vinde de turneringer man spiller i. Det vil vi som fans også gerne se. Nogle turneringer er så vigtigere end andre. Det behøver klubben selvfølgelig ikke at melde ud officielt. Men sådan er det nu engang. Det ved vi andre også. Ergo jeg har det såmænd fint med Royal League, men forvent ikke at se mig i Parken lige nøjagtig på søndag til returmødet med nordmændene. Der er ting der skal ordnes hernede, og der er ting der skal ordnes andre steder. Sådan er det nogle gange. Det kender du også, skipper! Skål og tak for i aften, tak for efteråret, og vi ses på onsdag til Celtic-kampen. Saxão
Og ugens album:
Denne dobbeltskive står foreløbig som Caves seneste rene musikalske udspil, jeg bortregner soundtracket til hans egen film fra sidste år, The Proposition, som jeg intet kender til. Den er langsomt kommet krybende ind under huden og er blevet bedre og bedre. I begyndelsen var det især den stille "Orpheus"-skive der ramte, den lægger sig i kølvandet på de smukke "No More Shall We Part" og "The Boatman's Call". Men efterhånden er også blues-delen vokset frem. Den febrilske og Bowie-lignende indledning 'Get Ready for Love' og ikke mindst den blændende 'Let the Bells Ring', sidstnævnte Caves hyldest til Johnny Cash, er et par perler blandt flere. | ||
Forhåbentlig gør Benfica os den tjeneste, at sende ham og
hans engelske klub langt ned i den UEFA Cup, som vi andre stadig
ville have haft en mulighed for at rage os indenfor i. Hvis og såfremt... og med langt
større glæde og taknemmelighed til følge end der nogensinde ville
strømme fra Manchester. Som minimum havde vi kunnet spille om
pladsen i årets sidste rigtige hjemmekamp mod Celtic. 
Ørnen er
landet og søndagen inden kampen landede undertegnede i Lisboa
Portela med kollega smølle og et par stamkunder som blandt flere af
tvivlsom herkomst også talte Nestor, Hajen og Colombianeren. Mens vi
stod og ventede på lufthavnsbussen, tikkede beskederne om den
hjemlige bundkamp mellem Randers og Brøndby ind. Lige som man
troede, at der var overstået. lige som de troede...
skoggerlatteren fulgte som en gammel drukfælle hele aftenen, og det
er altid hyggeligt med selskab på en halvlun aften i en fremmed by,
når man trisser lidt søgende rundt. Efter en bar - og efter en
restaurant. 
Nick Cave & The Bad Seeds: Abattoir Blues/
The Lure of Orpheus (2004)