Kollega -smølle kunne i sidste uge lukke og slukke efter det mest hektiske og uden sammenligning også mest spændende fodboldefterår i Københavns historie. Med Celtic-kampen slukkedes lysene i Parken, afsluttedes euroeventyret og sattes punktum for en halvsæson, der med hensyn til det dagligdags arbejde i superligaen holdt fyraften allerede sidste weekend i november.

Det vil sige, jeg har så den tvivlsomme fornøjelse at sparke os det sidste, lille nøk ind i vinterens fodbolddvale ovenpå den allersidste kamp, nemlig søndagens royale forestilling på Söder i Stockholm. Jamen, jeg er jo nødt til at nævne kampen, for den tælles immervæk blandt de officielle kampe. Den parodiske turnering, der nægter at lægge sig til at dø eller i det mindste lade sig medlidenhedsdræbe, er stadig formelt sanktioneret af de nordiske fodboldforbund. Og vi er pinedød nødsaget til at acceptere dette, selvom jeg som min gode kollega -smølle er mest stemt for at ignorere turneringens eksistens. Og dens resultater. Også selvom vi har vundet den savtakkede fastelavnskrone et par gange og endda ikke utænkeligt måske gør det igen.

Pudsigt nok kniber det også for klubben at anerkende Royal League som en officiel turnering. Således har de tre RL-kampe ikke fundet vej til efterårs-oversigten - jf. f.eks. side 2 - i klubbens "kampprogram" fra download og Metro-pamfletten.

Som turneringsoptakt til foråret havde den værdi år 1 og år 2 med kvalitets- og intensitetsprægede træningskampe i februar, ikke mindst for de danske deltagere, hvis forår starter en god måneds tid før vore skandinaviske naboers. Træningskampværdien har så mistet enhver mening nu, hvor de ansvarlige i deres visdom har lagt hovedparten af turneringen i november/december efter de respektive ligaers afslutninger, og hvor trætte spillere - og mætte tilskuere - egentlig bare ønsker at gå på ferie.

Kun pga. Københavns og Odenses europæiske terminer i Champions League og UEFA Cup gruppespillet er fem kampe skubbet til afvikling i februar, hvor to af vores træningskampe så er mod Brøndbyerne, hvilket heller ikke påberåber sig voldsom logik. Jeg mener, hvor normalt er det lige at arrangere træningskampe mod hold, man spiller i række med? Hvorfor er det mon, at planlagte venskabskampe aflyses, når de respektive nationer har trukket hinanden i en kval- eller slutrundepulje.

Men det er selvfølgelig RL-organisationens idé om, at der skabes ekstra interesse - læs: tilskuer- og seertal samt reklamekroner - om foretagendet ved at lade de to bedste mandskaber fra de respektive, nationale turneringer komme i samme pulje. "Revancheopgør" og min bare. Vel har de set rigtigt ved, at København vs. Brøndbyerne kampene to år i træk alene har bragt turneringens samlede tilskuertal op i nærheden af det forventede. Til gengæld overser man, at selv samme opgør kun  har trukket ca. det halve af, hvad de trækker i ligaen.

Under alle omstændigheder har RL bare virket som unødig spild af kræfter både på og udenfor banen - eller i bedste fald en komplet ligegyldig biting - ovenpå et så kampintensivt efterår. Eller komprimeret år i det hele taget. Med europacupkampe for flere af klubberne og landskampe - og endda for enkelte VM-slutrunde - for en del spillere også. Ikke mindst i København. Tag nu bare Brede, der i Politiken i timerne efter Celtickampen stønnede: »Det har været en utroligt hård sæson, den hårdeste nogensinde for mig. Jeg har spillet 53 kampe med FCK, siden jeg kom til klubben i februar i år«. Læg dertil ni landskampe.

Brede har så mere end nogen fortjent at puste ud. Han mangler 90 minutter i at have spillet samtlige 3000 københavnske minutter i efterårets kampe. Og havde det ikke været fordi, Ståle mindre end 10 minutter før kick off besluttede sig for at spare Brede og stryge ham fra startopstillingen i kampen mod Vejle 29. oktober, havde langemanden såmænd spillet fuld pot for os her i efteråret. Stadig er han med 2910 minutter, 32 (hele) kampe og i trupudtaget 33 gange af 33 mulige (som i øvrigt også Wendt, Kvist og Gall) vores mest benyttede spiller i denne halvsæson.

33 kampe er så det højeste kampantal, vi endnu har afviklet på en efterårssæson, så intet at sige til, at både spillerne og vi tilskuere er ved at være godt slidte. Vi har dog prøvet det før. Efteråret 2001 - der også bød på 10 euro-kampe - gav 30 kampe. Hvis vi fratrækker 3 kampe fra det royale cirkus, der ikke var opfundet i 2001, ender vi altså på samme kampantal. Det er bare at forberede sig på, at det er cirka det kampantal, vi ender på hvert efterår, hvis vi vil spille europæisk udover kvalifikationskampene, i hvert fald så længe vi starter efterårssæsonen så tidligt (juli), som vi gør herhjemme. Vi skal for resten ikke klage. OB nåede op på 36 kampe, inden spillerne kunne sendes på vinterferie, da de måtte den lange eurovej via sommerens Intertoto Cup.

Da vi spillede den sidste CL-runde mod Celtic, var det vores 32. officielle sæsonkamp. Det var "kun" Celtics 25. I samme puljes samme runde mødtes United og Benfica i deres 24. respektive 17. sæsonmatch. Til gengæld er der ingen af de tre, der går på vinterferie, men fortsætter til maj (okay, den portugisiske liga holder en pause på en lille måned henover jul/nytår). Det er den klimabetingede sæsonstruktur, der deler vores turnering op i to halvdele med to lange pauser, men som også qua den tidlige sæsonstart midt i højsommeren giver os en lille fordel i de tidlige eurokampe. Således var vores CL-kval.kampe mod Ajax vores 6. og 9. kamp i sæsonen kontra deres første(!) hhv. tredie (incl. kampen mod os i Parken). Vores første CL-pulje kamp mod Benfica var vores tolvte efterårsmatch,  deres anden!

Uanset tidlige fordele og - måske - senere bagdele, så har Champions League været en helt enestående oplevelse. Med smag for mere. Meget mere. For hvor foregår det dog på et niveau, der er lysår væk fra det vi ellers oplever i Maltaligaen weekend efter weekend. Jeg skal blankt erkende, at jeg har fulgt de hjemlige ligakampe med en om ikke ligegyldig attitude, så dog helt uden den samme nerve som ellers. Selv ikke de sædvanligvis højpotente ærkerival-opgør mod Brøndbyerne har kunnet ophidse mig. Vel at mærke ikke kun pga. udvandingen af kampene med ekstra royale kampe. Heller ikke - kun - fordi Bjerregårds IF i år har været historisk kummerlige og med et efterslæb på 19 p. til toppen, 13 p. til en UEFA-plads, 11 til en Intertoto-ditto og pokal-exit nok skal satse på at indhente Farum tabellen og så håbe på lidt efterfølgende lodtrækningsheld, hvis man vil ud i Europa næste efterår. Det er mere generelt.

Trods frygten for at europaeventyret skulle koste i ligaen, så har vi - sammen med i fjor (i øvrigt fuldstændig identisk efter 18 kampe, som flere medier og internetfora-debattører også har luret) - præsteret den pointmæssigt bedste efterårssæson i klubbens historie. Vi må konkludere, at et dansk hold endelig har taget det første kvantespring udover den tærskel, der ellers har dikteret, at europæiske midtugekampe var lig med pointtab i den hjemlige liga weekenden efter. I stedet har vi formået at udnytte de erhvervede kompetencer i tempo, spilopfattelse, nærkampstyrke, boldomgang til på det nærmeste at cruise henover Maltaligamodstanderne. Som OB i øvrigt også har i nogen grad.

Samtidig er man jo blevet en del forvænt gennem de senere år. Siden Holmstrøm - ikke hunden, men den tidligere sportsdirektør i Parken - gennemførte den nok så berygtede proces i 1999, er det jo gået ret forrygende. Fra sæsonen 00/01, hvor Roy Hodgson kom og medvirkede til at sætte den sportslige dagsorden, der også gælder den dag i dag, har vi jo hentet fire af seks mulige mesterskaber - og er godt på vej mod det femte - og to sølvmedaljer. Vi har jf. Nipserstat.dk vundet tæt på 60% af de 216 superligakampe spillet fra 23. juli 2000 og til i dag. Og kun tabt ca. hver syvende gang. Så er det vel OK at være lidt magelig og have helt ro i sindet, når der står ligakamp med København på programmet.

Til gengæld har følelsen været elektrisk i forbindelse med Champions League. Både for mit eget vedkommende og fornemmet fra såvel omgivelserne på tilskuerpladserne som fra banen. Selv kvalifikationen mod My-Pa gav mig langt flere "nerver" end nogen liga- og pokalkamp har gjort i denne sæson. Trods f.eks. under halvfyldt i Parken til first leg kampen. Det var immervæk første skridt på vejen. Et nødvendigt skridt. Alene 4x40.000 tilskuere og international intensitet mod Ajax, Benfica, Manchester United og Celtic, hvor man måtte stå og minde sig selv om, at dette ikke var venskabs- eller opvisningskampe mod store hold, men the real thing. Kampe med kvalifikation (Ajax) og points på spil. Jeg savner det allerede.

Det gør vi vel alle. Trænerstab, spillere, tilskuere, ledelsen. Sidstnævnte er næppe færdig med at optælle provenuet endnu - et provenu der endda bliver lidt større end ventet - mens der over hele linien kun kan håbes på et nyt eventyr! Helst allerede næste år. Eller bare "snart" i det mindste. For der er jo plads til forbedring, realistisk. De næste mål, hvis/når vi stempler ind the Big Cup's liga igen, må være point(s) på udebane og minimum transit til UEFA Cup'en. Mens vi dog stadig skal huske, at et hold som Spartak Moskva gik 22 CL-kampe uden sejr, inden de slog Sporting i Lissabon, og Celtic jo kun har hentet en uafgjort i 12 CL-udekampe. Eksempelvis. Ligesom adskillige større og bedre hold end os har fået høvl på Da Luz og Parkhead.

Derfor er der heller ingen grund til at ærgre sig så voldsomt over, at vi ikke slog Benfica i Parken i vores debut, men satsede mere på ikke at få dén lektion, som kunne have gjort resten af CL-eventyret til et mareridt. Ej heller at vi ikke fik point(s) ude mod Celtic på en dag, hvor - med Ståles ord - vores fem offensive folk ikke kunne tæmme og kontrollere en badebold. Skal vi finspekulere over Saha' brændte overtidsstraffe i Glasgow, så bør vi også huske, at Benfica var tættest på sejren i Parken med Paulo Jorges hug på stolpen. Og i øvrigt ligeledes, at vi trods alt havde al tænkelig medgang i hjemmekampen mod United og sagtens kunne have fået endnu større slag både i Manchester og Lissabon (om end det i de to sidstnævnte tilfælde ikke havde betydet færre points).

Endelig var det nok blevet en anden kamp mod Celtic, hvis vi havde haft 1-2 p. mere på kontoen inden kampen og dermed noget at spille for. Lidt flere nerver, lidt mindre frigjorthed. Plus Celtic så i øvrigt også ville have haft brug for point(s). Lad os bare glemme hvis og hvis og glæde os over et eventyr med et udkomme, vi sagtens kan være bekendt. Mine personlige mål med den første CL-deltagelse hed a) undgå ydmygelse(r), b) vinde en kamp og c) gøre det bedre end tidligere danske hold. De punkter klarede vi, og så lever jeg med, at de CL/UEFA knockoutfase-ambitioner, der pludselig fulgte i kølvandet på sejren over United, ikke blev indfriet. For det var ren bonus.

Jeg fik fortalt nogen stykker ved bajerevalueringeren efter Celtic-kampen, at vores 7 points gjorde os til det første hold i CL-historien, der blev sidst med 7 points. Det var så ikke helt rigtigt, kunne jeg erfare, da jeg dagen efter - på opfordring - slog op i RSSSF arkivet. Minsandten om ikke fire hold siden starten havde oplevet dén tort også. Plus to yderligere i anden gruppefase endda i de år, dét system kørte. Stadig, det som overgik os, er kun hændt 7 gange ud af 110, så vi er da lidt sjældne. Og "uheldige", også når man tænker på, at Juventus (hvem ellers) faktisk har vundet sin CL-pulje i 1998 med bare 8 points på kontoen. De 7 points var så også lige så mange som AaB ('95) og Brøndbyerne ('98) fik tilsammen, og i det hele taget er det værd at huske på, at vi entrede CL som det absolut ringeste hold i forhold til UEFA-koefficienten! Og sluttede CL som nr. 22 af 32 hold, hvis man betragter en totaltabel over pointhøsten.

Så vores 7 points var da mere end godkendt, og vi kan bare ærgre os over at være havnet i den forkerte pulje, da vi rent faktisk samlede flere points end tre af de mandskaber, der røg videre til UEFA-spil i februar (Shakhtar, Spartak og Steaua) og i sagens natur var "bedste taber", altså på papiret bedre end de øvrige syv mandskaber, som måtte stoppe CL-eventyret efter puljespillet.

Under alle omstændigheder har CL-kampagnen givet vores hold en kolossal erfaring udi, hvad der kræves på højeste europæiske klubniveau. Udover det forspring det har givet og vil give fortsat i den hjemlige liga, så er det en uvurderlig ballast, næste gang der skal spilles kval.-kampe, måske UEFA-Cup, og måske-måske Champions League igen. Selvom vi kan håbe på en heldigere lodtrækning for en gangs skyld, så er det sandsynligste, at vi også næste sæson skal håbe på endnu en gang bleg belgier og amsterdamske mirakler for at kval'e gennem et nyt nåleøje.

Det kommer så også an på, hvor meget truppen ribbes og ændres i de(t) kommende transfervindue(r), for dels må vi erkende, at Champions League er et stort indkøbskatalog, hvor hverken klubben eller dens spillere kan undslå sig tilbud, man bare ikke kan afvise. Dels er der en stribe stam- og marginalspillere og et enkelt supertalent med snarligt kontraktudløb, som bare bliver billigere for hver dag, der går uden forlængelse. Lars Jacobsen, André Bergdølmo, Martin Bergvold, Dan Thomassen, Jeppe Brandrup og Martin Bernburg samt Mathias Gravesen, Thomas Villadsen og Benny Gall har alle kontraktudløb til sommer (30/6) og Mads Thunøe Laudrup et halvt år senere.

Lars J. er - som spået af Ståle allerede få øjeblikke efter Celtickampen, f.eks. i Politiken - væk. Højere løn, lavere skat, et formodet mere end anstændigt sign-on fee, samt større og bedre liga med langt mere intensitet, godt 40.000 i hjemmebanesnit og udebanekampe, der ligger lysår fra Vejle, Horsens og Silkeborg. Det er svært ikke at forstå Lars, der nok også lige har et par ting at skulle bevise ovenpå det første mislykkede Bundesliga-eventyr i Hamburg. Og troligen var det det sidste farvel, da han humpede ud i Celtickampens 56. minut. Alt afhængig af om vi finder en ny højreback allerede i vinterpausen. Sportschef CVs programerklæring sæsonen ud, om at der kun købes, hvis der sælges, må så betyde, at en højreback står øverst på indkøbslisten, ikke mindst kaliberen på ham der forsvinder taget i betragtning.

Heldigvis synes man at gå efter en fuldgod erstatning, ikke en hovsaløsning, selvom gamle André og unge William også kunne tænkes at fylde ind en periode, hvis Lars skibes af allerede pr. nytår. Og heldigvis markerer Ståle også tiltag væk fra Ashvetia-doktrinen, udfra den betragtning at der ganske enkelt ikke findes en højreback i Skandinavien, der kan erstatte Lars Jacobsen.  Brian Priske (Club Brügge) og Mikael Nilsson (Panathinaikos) er vel bedste bud, men virker knap så sandsynlige. Og Skandinaviens angiveligt største højreback-talent fra Sundsvall, Mikael Lustig, vil trods alt nok være at stramme den med svenske U-landsholdsspillere på begge backpladser i klubben. Så jeg venter spændt på, hvad Ståle/Peter/Carsten finder til os i Østeuropa, Afrika eller Sydamerika.

Bernburg smuttede også, ikke uventet efter at han absolut aldrig var blot i nærheden af at slå til. Og Allan K. i Farum har næppe sat Langelandsfestivalen over styr på den transfer. Med Lasse Qvist rykket op i A-truppen er erstatningen for Bernburg allerede på plads, og vi skal næppe heller på markedet efter erstatning for Jamil Fearrington, hvis kontrakt blev revet i stykker. Trods officielt oprykket i A-truppen før sæsonen, fik Jamil ikke så meget som et sekunds spilletid, og opnåede faktisk kun en eneste bruttotrup-udtagelse, nemlig til pokalkampen i Thisted.

Blandt de øvrige med kontraktudløb om et halvt års tid er det mest Dan Thomassen og Martin Bergvold, der ligner folk på vej væk i jagten på mere spilletid. Men dem og øvrige folk i transfersvingdøren har vi nu et par fodboldfri måneder til spekulere på.

Med disse ord vil jeg stemple ud og takke af for i år og se frem til et forår, hvor vi uden distraherende Champions League kampe formentlig vil sætte lidt større pris på de ugentlige København-kampe i den hjemlige liga. Tak for eventyret!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

 

Ugens album:

Echo & The Bunnymen: Me, I'm All Smiles (live - 2006)

Optagelse af hele Bunnymen's koncert i Londons Shepherds Bush Empire, 1. november 2005. Egentlig ikke ligefrem en epokegørende koncert-CD og givet heller ikke Echo's fineste optræden (eller live-udgivelse), men dog en intim og vedkommende aften for en lille, dedikeret skare, der på en prik minder om Bunnymen's koncert i Lille Vega seks dage senere (med samme 19-sanges-sætliste), som kollega -smølle og jeg samt et par stamgæster fornøjede os med. Efterårs-touren sidste år var support for Siberia-albumet, og aftenen en godt 25 års greatest hits kavalkade fra Bunnymen's debutplade Crocodiles (1980) til den nyeste. De eneste tilbageværende fra dengang er forsanger Ian McCulloch og guitarist Will Sergeant. Tragiske dødsfald, split-ups, kummerlige indspilninger  uden forsangeren og mislykkede USA-satsninger mv. er fulgt i gruppens turbulente kølvand siden starten i 1978 på Liverpools post-punk scene. Det er ikke gået umærket henover McCulloch, hvis mørke croon lyder mere doven og hærget - de 40 smøger om dagen gør vel også sit - anno 2005. Han er nu nu stadig Mr. Cool på en scene med sin trademark smøg i labben og overlegent, stilsikre levering. "Thank you, you've just seen the best band of all time", siger Ian som afskedssalut efter det obligatoriske ekstra-ekstra nummer 'Ocean Rain'. Tja ... vi napper i al fald lige to numre fra you-tuben til illustration af tidens gang.

Ugens sange:

Echo & The Bunnymen: 'Crocodiles'

"Me, I'm All Smiles" er ikke bare en Københavners take på fodboldåret 2006, men også en linie i en af Bunnymen's tidligste sange, 'Crocodiles'. Derfor lidt ironisk at ovennævnte live-skive bærer dén titel, uden at 'Crocodiles' er på pladen/blev spillet.

Echo & The Bunnymen: 'In the Margins'

Vi skruer tiden en snes år frem til en af de absolut bedre skæringer fra Siberia. Dén spillede de så både på liveoptagelsen og på Enghavevej for et års tid siden.