|
En af de dage |
||
|
For fanden! Det var en af de dage, hvor tanker og ord står i et. En af de dage hvor køtere gør i fyrværkeriangst og en regnvåd tåge hænger som spiritus på husvæggene rundt i byen. De kalder det jul, de kalder det hjerternes fest. Andre kalder det tåbernes fest, atter andre vil helst bare være fri. Man har ligesom prøvet det før, ved ligesom at det næppe bliver meget anderledes end det har været de seneste 15-20 år. Man tæller længselsfuldt rødvinsflasker i gaveregnen fra granerne, onkel eller morbror, sig mig dit navn, gamle nålevrag, og jeg lover at kaste op ved førstgivne lejlighed, sprækkernes fest, en-to-tre-fire lyspunkter mellem alverdens velmente el-artikler, hvem fanden kan bruge det lort, import fra Taiwan eller Singapore. Og julemanden er fløjet ind fra Miami, Florida, spritstiv af billig bourbon og stadig syngende, tag med mig, mand, tag med mig til Disney Night Fever og der hvor drømmen aldrig mere bliver din egen. Istedet er den blot et sukkersødt implantat af storsmilende familiemedlemmer med glimmer på kind og stearinglans i øjnene. Fætre, kusiner, brødre og søstre, aldrig har vi været så glade for hinanden som denne ene aften om året. Aldrig har vi kunnet undvære hinanden så lidt. Og aldrig har vi ædt så meget, og givet hinanden så meget meningsløst. Sammen. Det går så et helt år til det sker igen. Mindst.
Hvis der nogensinde har været en mening med julen ud over et stykke antikveret religionsbulder fra før den endelige plastiske Tupperware-materialisering af nordvesteuropa og den første pose Marshallhjælp, må det være andestegen. Et stort fedt lår eller bryst placeret mellem rødkål, brun sovs og kartofler, brune og hvide, jovist, der er en skive mening tilbage. Et lille stykke helligdom. Og således ankom han også, juleanden, puleanden, stjernestiv og på rulleskøjter ud i natten. HO-HO-HO var allerede en saga blot. De hellige dage var forsvundet og er blevet hver anden ands eje igen. Grå er de nede ved Sankt Jørgens Sø, crap-crap-crap, og de hænger nærmest i dine haser på en anden og tredje juledagseftermiddag, forvænte, forkælede, skånsels- og hensynsløse som et helt ungdomshus. De voldbanker blishøns og raserer stierne for udtørret bageri-brød. Smid dem væk, råber folkestemningen direkte på TV2 News, smid dem ud, sæt militæret ind, (nå-nej de er sendt til Irak!), sæt politiet ind, for fanden, ryd søerne. Alternativt kunne Skt. Jørgens Sø sælges til en nyreligiøs sekt. Tænk på alle de kommunale skattekroner der kan hentes. Man kan tømme søen helt for vand og lade Jesusdrengen vandre på den varme luft alene. En ny slags Guds kald til en jul der har efterhånden kun bringer velsignede flovhed og sit eget blottede andebryst. Mere er der ikke tilbage dette år - heller ikke af de varme rødkål.
En af de dage var det, for fanden! Og nu står man her og baren er nærmest tom, selve BULEN er næsten tom, og ikke mindst hovedet er særdeles tomt. Men nogen skal sørge for det og nitten i år er desværre blevet min. Den utaknemmelige uge mellem jul og nytår, den formodentlig mest døde af alle årets 52 uger, sådan rent fodboldmæssigt. Bevares der spilles da i England og mine overnordsøiske favoritter Tottenham har efterhånden overvundet sin sløve efterårsstart og bugseret sig opefter i tabellen, sidste års femteplads er ikke helt urealistisk længere. Samtidig har deres europæiske kampagne i efteråret været nærmest pletfri, og de er som alle øvrige engelske hold videre fra UEFA-gruppespillet. Et billede der er blevet mere og mere markant de senere år. Premier League sidder efterhånden tungt på Europa også. Enkelte hold som Everton har kikset helt på den internationale scene, men de er undtagelsen. Selv et bundhold som Middlesbrough gik i finalen i forårets UEFA Cup. De sidste to års Champions League-finaler har haft engelsk deltager, først Liverpool som vinderen i 2005 og senest Arsenal. Og man er næppe helt skudt i knoppen, hvis man byder ind på at et engelsk hold igen til næste år ender i finalen. Måske endda i begge finaler, som i foråret, og Spurs kunne sagtens ligne et mandskab med kvalitet nok til at nå UEFA Cup-finalen. En finale de har vundet to gange tidligere i historien - 1972 og 1984. Men jeg skal undlade at hidkalde hybris, verden er gennemgående ond, nogle gange lidt mindre som det meste af dette herrens år 06, men som udgangspunkt kan man ikke regne med en skid. Iøvrigt når vi taler Spurs, er det interessant at konstatere at den svenske NHL-stjerne Peter Forsberg også er på vognen. Han er en blandt mange notabiliteter, der nævnes på en spøjs hjemmeside, hvor klubbernes berømte fans bliver listet op. Foppa, "Spice Girl"-Emma, den gamle Jam-bassist Bruce Foxton, Jude Law og alltime-psykopatcharmøren blandt Hollywood-skuespillerne, Ray Liotta, os mere anonyme Spurs-fans er bestemt i godt selskab. Jeg skal undlade at nævne langhårsanakronisterne Status Quo i denne stund. Man kan også konstatere, at vores egen assistenttræner Peter Nielsen ikke er nået frem til siden. I mine øjne er han ellers mere oplagt end et par af de ovennævnte, men igen verden er mestendels urimelig og uretfærdig. Kun et par enkelte svenske klubber har åbenbart fanget redaktørens opmærksomhed (men send ham dog en mail), når vi taler det skandinaviske fodboldkort. Generelt har siden haft svært ved at fange en konsistens i klubber og personligheder uden for de britiske øer. Måske ikke så mærkeligt. Men Viggo Mortensens kærlighed til Buenos Aires-klubben San Lorenzo glipper også. Ham kender enhver sund teenagetøs da, også hans argentinske favoritklub. For fanden! Lord of the Boii..ings. Prøv igen!
En af de dage, mand! Du kender det, kan jeg se! Du har det heller ikke for nemt i øjeblikket. Har dine kvaler med det ene og det andet. Konen vil have mere plads til køkkenurten, ynglen forventer en egen LCD-skærm på sit værelse, banken overvejer stadig din låneansøgning, to måneder nu og du kommer heller ikke videre, du drikker stadig for meget, du ved snart ikke, du kan snart ikke... og du bør i virkeligheden konsultere doktoren. Bede ham åbne pilleskabet, mirakelkuren gemmer sig selvfølgelig bag den lille kemiker. Alt hvad I ser sammen, er de vibrerende atomer, og I kan lykkelige famle videre i mørket af protoner, neutroner, og elektroner. Men doktoren har det heller ikke nemt. Det er helt urimeligt at drage ham til ansvar her. Han passer bare sit job og sin familie. Han vender sig pludselig imod dig og har nærmest tårer i øjnene. Jeg taler ikke bare på kollegers vegne, det er for dansk fodbolds skyld, siger han med bævrende stemme. Et øjeblik standser du overrasket, hva' fanden har en vinterdepression med... men så slår det dig. Jovist, det er nu vi skal udvise forståelse! En stump af julebudskabet hænger stadig ved. Du og han, i to er et, og ikke mindst bliver hans nedtur også din. Det skal han nok sørge for. Dansk fodbold lider og har i virkeligheden lidt i hele efteråret. Det er selvfølgelig fint med succes hos FC København og OB, men uden Brøndby er dansk fodbold aldrig ved sit sande jeg.
Jamen, for fanden! Til tider har den journalistiske bekymring nærmest været komisk, som da Tipsbladet i løbet af efteråret fik skruet en artikel over bestyrelsesformand Flemming Østergaards hoverende stil. Efter vores anden sejr over Brøndby, hvis jeg husker ret (3-1, yes mand, intet at rafle om, knusende overlegent, verdensklasse, limsnifferne var fucking miles away, regulært bundhold!!!). FC København har spillet Champions League, som første danske hold i 8 år, og så skal man læse en jysk bonderøvsredaktør kloge sig på at det ikke må stige bestyrelsesformanden til hovedet. Samme Flemming, aka Don Ø, har i 10 år hoveret og skrydet til højre og venstre, i samtlige medier, over alt og alle i mandens nærhed. Det er mandens stil, man kan lide den eller ej, men han er bare sådan. Stor i slaget og gerne med et lille flæb hist og pist også for at understrege melodramaet. Kort sagt, det er steget ham til hovedet og har været det længe. Det var intet nyt at hente i Østergaard-udtalelserne, bortset fra den ene detalje at Brøndby var sunket i dyb krise, for første gang i over 10 år, og det åbenbart gør frygtelig ondt på hele fodbolddanmark. I hvert fald den journalistiske del. Ikke drille, ikke spotte, ikke hovere... og dog. Hvorfor egentlig ikke? Reelt lød udtalelsen fra Flemming Østergaard vist ikke af mere end "Brøndby ligger som de har redt!". En to-siders opfølgende artikel inde i bladet konstaterede vævende - via diverse eksperters bekræftende udsagn - at hoverende adfærd er en naturlig, omend ikke køn, del af sportsverdenen. En nærmest enestående erkendelse, man hører både Cavling og Pulitzer rumle i det fjerne, nej gu fanden gør man. Men jeg hører et abonnement blive krøllet sammen og være tæt på skraldespanden. Jeg har efterhånden haft abonnement på Tipsbladet i 10 år. Har aldrig betragtet bladet som fantastisk, men dog hæderligt og det eneste fornuftige af sin slags i landet. Man kan så tilføje at konkurrencen også har været til at overse, de spæde forsøg har i hvert fald præsteret endnu værre. Men som i mange andre af livets facetter kan der åbenbart komme en tid, hvor man vokser fra hinanden. Matchningen klikker ikke længere. Det er måske ved at ske for mig. I dette efterår er bladets kvalitet dykket kraftigt, lad mig sige det sådan.
Hermed fik jeg også smidt årets torsk på bordet, som en af årets mange årets ditter og datter, for det er akkurat nu, som hvert år, i disse dage det sker. For fanden da!
Jamen... det er nok nu. Der er et par af de dage endnu, skipper! Skål og rigtig godt nytår derude i verden. Ikke mindst vil jeg sende en hilsen til krabbefiskerne ved Alaska. Vi er nogle der har fulgt dem ivrigt på Discovery Channel. Mere eller mindre frivilligt over flere uger nu. En utaknemmelig tjans, mand! Bestemt. Og vidste du at også krabbefiskeriet er sæsonbestemt, om vinteren går man efter opiliokrabben, også kendt som snekrabben, om sommeren efter kongekrabben? Nej vel. Men det gør man. Saxo
Og ugens nummer:
James Brown:
'Papa's Got A Brand New Bag' | ||
