Det er godt nok stadig meget stille, og ikke mere kun fordi alle har haft nytårstømmermænd på den dag som meget passende var både en mandag og årets første, og måske også på en eller flere af de følgende. Det var allerede overstået efter ganske kort tid, kunne man ikke undgå at bemærke som ham der hælder Radebergeren op. Faktisk skulle der ikke mere end et fuldt program i England til at få alle til at indse, at den bedste kur mod tømmermænd er og bliver at drikke nogle flere øl, og så gå hjem og sove 13 timer. Der var ikke mange kræfter tilbage, da den sidste kamp havde rundet dagen af, men hvad er alternativet – Krøniken og en aflyst skihopkonkurrence? Nytårsdag skal bare overstås, men der er jo ingen grund til at pine sig selv mere end man allerede har gjort.

Det er dog ikke kun oven på selskabssæsonen, der stadig er lidt stille, men i høj grad også på den københavnske fodboldfront. Der er godt nok kommet både svenske og tyske landsholdsspillere til klubben i de seneste uger, og en af nøglespillerne har forlænget, hvilket ikke sker tit for os med 27-årige spillere som har høj landsholdsprofil, men alt dette foregik i håndboldens regi. For fodboldens vedkommende har det hele begrænset sig til de vanlige gæt på hvem de kommende indkøb vil blive, og selv i en tid hvor vores klub virkelig er blevet god til at sidde med kortene inde til kroppen er det alligevel overraskende hvor få rygter der har fået eget liv, og hvor lidt kød der synes at være på dem.

Jovist, der er sagaen om Niclas Jensen. Den må være en lille smule mere kompleks end den virker på overfladen, for umiddelbart ser der ikke ud til at være meget at rafle om – han kan lide klubben, klubben kan lide ham, Wendt er stadig kun 20, og Bergdølmos kontrakt udløber til sommer – og han virker allerede nu som et usikkert led efter at han gik i stykker i Glasgow og missede hele resten af efteråret. Og Niclas’ problem med forskerordningen gik i sig selv her til nytår, hvor han har været væk i de nødvendige fem år – hvis jeg ellers har forstået den komplekse og omskiftelige lovgivning på det punkt. Desuden har Fulham ikke brug for ham, han vil selv væk, og hans plads på landsholdet ryger hvis han spilder mere tid på bænken eller tribunen.

Og desuden: Niclas er klasse. Han er en kvalitetsspiller af rang, og selv med min mest instinktive pessimisme i fuld effekt kan jeg ikke forestille sig noget scenarie, hvor han ikke med en god træningsfase og en fast plads i prøveforestillingerne skulle være en suveræn venstre back for os i måske to et halvt år endnu. Så der er ingen grund til at lurepasse her: selvfølgelig håber jeg Niclas kommer tilbage, og at det kun er småting der skiller. Men sært er det, at sagaen kører så længe uden at han finder en ny klub, her eller et andet sted.

 

Det andet rygte er Rommedahl, og det fik noget af en vitaminindsprøjtning nytårsaftensdag, da TV2 kunne viderebringe et rygte fra den mere snakkesalige ende af den engelske rygtebørs: Nemlig at der skulle være et meget konkret bud på bordet til Charlton fra København. ”Det er tribalfootball, der bringer ryg­tet til torvs på den sidste dag i 2006, hvor det i en ganske kort note bekendtgøres, at de forsvarende danske mestre ikke har i sinde at vente til Rommedahls kontrakt udløber til sommer.”

Nu har research jo som bekendt aldrig været noget TV2 på noget tidspunkt har spildt unødige sekunder på, men forholdsvis hurtigt finder man trods alt ud af at Rommedahl underskrev en firårig kontrakt da han skiftede fra PSV i 2004, og dermed skal Charltons ledelse være mere end uopmærksom hvis det lykkes ham at bilde dem ind, at den allerede er udløbet til sommer. Men at han er under kontrakt en tid endnu taler reelt mere end det modsatte for at et bud skulle være undervejs. Og det kan heller ikke ligefrem mindske hans interesse for at finde noget andet at rive i, at kontrakten er med en klub som ligger ret åbenlyst til nedrykning.

Men ærlig talt virker det hele omkring som en gang gætværk. Ikke at det dog har forhindret os i at følge ham nøje. Allerede dagen inden, da Charlton mødte Aston Villa hjemme, så man både det frustrerende og det opløftende ved Rommedahl. Reelt er de to ting sider af samme sag, endda. Det frustrerende er, at mens han er lynende hurtig, så har han en tendens til at løbe ind i folk. Det opløftende, der vendte kampen til Charltons fordel, var at han tog en lynhurtig sprint og blev løbet ind i. Rødt kort og nederlag vendt til en meget sjælden sejr.

At Rommedahl er blevet teknisk bedre i sin tid i England, hvor han skal bruge mere end den hurtighed som hos PSV var så effektiv fordi de i søvne kunne score mindst tre kontramål pr. kamp, siger desværre lige så meget om Rommedahl dengang som om nu. Teknisk har det altid været en interessant kontrast at følge ham på landsholdets ene kant og Grønkjær på den anden, og det ville det i givet fald også være her.

Men derfra og til ikke at mene, at Rommedahl ikke ville være en klar forstærkning af et superligahold, der er alligevel langt – ikke at jeg har hørt nogen gæster påstå dette, ligemeget hvad de så ellers har haft af morskab eller irritationer over hans særlige spillestil på landsholdet. Selvfølgelig ville han være det. Efterårets hold forstærket med Ailton og måske Niclas bliver i forvejen en kæmpemundfuld, men med Rommedahl oveni ville kvalitetsforskellen til alt andet der findes i Danmark være decideret uvirkelig.

Nu må vi se om der overhovedet skal købes ind. Egentlig ser det jo ret godt ud i forvejen. Det går stærkere i andre klubber. Brøndby, som vi engang havde årlige kampe om guldet med, har forståeligt nok valgt at shoppe. Den første ankomst var Stephan Andersen, en virkelig god målmand, der heldigvis er udset til at være en forstærkning på af de meget få pladser – måske den eneste – hvor Brøndby allerede var forsynet med en stabil spiller. Hvis han da stadig er en spiller, når transfervinduet lukker. Hvilket savn det ville være at undvære hans glade ansigt.

Seneste indkøb er mere ovre i den eksperimenterende genre, der har skaffet sportschef Anders Bjerregaard så megen ros for i det mindste ikke at følge den slagne vej. Da nyheden flashede på skærmen ved aftentid i tirsdags om at Mikkel Bischoff var indkøbt, var den generelle reaktion ”Gud, spiller han stadig fodbold?” Om han så gør det, kan da også diskuteres. Et hurtigt overblik over Bischoffs karriere: Han spillede et dusin kampe for AB, og blev derefter købt af Manchester City, der dengang havde den notoriske ødeland Kevin Keegan som manager. Han havde så muligvis bagvedliggende grunde til investeringen, der nu stadig var pebernødder i forhold til så mange andre folk han hentede ind – kun en enkelt spiller klarede han at sælge for mere end han købte ham for, men det var som allerede nævnt også en kvalitetsspiller.

Bischoff nåede kun en enkelt kamp for Manchester City, og har siden begået sig i de lavere rækker på låneaftaler, og senest i Coventry, der hentede ham på en fri transfer, men som ikke ligefrem syntes uvillige til at give slip på ham efter at hans tre kampe i perioden op til jul medførte tre nederlag. Så nu er han klar til Brøndby.

Og på mange måder virker han ideel som supplement til deres i forvejen permanent baldrede trup, for han har været skadet så tit at han ikke har spillet mere end 20 kampe på fire et halvt år. Tipsbladets nyhed om klubskiftet siger en del om det held Brøndby har haft med skader, en skæbne de nu for alvor søger at udfordre: ”Mikkel Bischoff var på tale til Brøndby på en lejeaftale i efteråret 2005, da Per Nielsen var skadet. Det var Bischoff imidlertid også, og så købte man i stedet Trond Andersen i AaB.”

Kan Bischoff holde sig nogenlunde skadesfri, hvad jeg ikke tror et minut på at han kan, så kan han vise sig at være en ret stærk centerforsvarer, som han huskes fra AB-tiden. Hans seneste indsats mod sin kommende klub har muligvis gjort et vist, varigt indtryk i den retning. Om han så på alle måder er den klippe som der er brug for, virker en kende tvivlsomt. Egentlig ville jeg have troet at Brøndby på nuværende tidspunkt mere havde brug for stabile lederskikkelser end for næsten glemte spillere hvis mange skader har forhindret dem i nogensinde at komme ud over prædikatet ’talentfuld’. Men det bliver interessant, ligesom det er spændende om planen er at samle hele AB-holdet fra 2002. Jeg kunne nemt forestille mig at Brøndby gerne ville hente Stokholm og Zidan, men det kan jo være at de må nøjes med Rasmus Daugaard og Jesper Sørensen, eller at de bliver desperate og beder Ali Akida og Abdul Sule gå i aktion for dem.

Vores netop nu skarpeste konkurrenter, Midtjylland, er i modsætning til Brøndby i en situation, hvor det vil være en svækkelse, hvis de begynder at sælge ud af spillerne fra efterårets startopstilling. Det virker dog stadig som om de har tænkt sig at gøre det, i form af Mikkel Thygesen, der ser ud til at skulle til Aachen.

Ganske vist er Erik Rasmussens dementi af at Thygesen ikke skulle være solgt nok mest et udtryk for hans eller TV2’s uelegante håndtering af sproget, men han er jo nok væk i alle tilfælde, om der så er skrevet under eller ej. Helt som ventet, egentlig. Han stod forrest i køen, og hvad er en vinterpause uden at en eller flere af provinsens forfølgerhold sælger deres største profil? Fristelsen er så meget desto større, når man taber penge med den hast det foregår i Herning. Men det kan da kun være godt nyt for gode gamle Thomas Røll, ligesom det i høj grad er det for København.

Ellers har indkøbene herhjemme mest været i kategorien ”Hvad vil han der?”, som f.eks. med Olof Persson i AGF (spørgsmålet er vel for AGF’s vedkommende snarere ”Hvad vil nogen der?”), og Pablo Pinones-Arce i Vejle. Men hvad er der spændende i det?

Og hvad skulle jeg ellers snakke om? Det tåbelige indendørsstævne i Brøndby, der lørdag afvikles for tiende gang, og som ud over vinderen har været ens hver eneste gang? Joses ynkelige klynk over alle pointtabene, fordi han mangler to spillere fra sin idealopstilling i en periode – efter at han proklamerede sig mægtig klog i sommer fordi han netop havde trimmet sin trup til det minimale (og i øvrigt derefter købte Bouhlarouz og Ashley Cole...)? Eller skulle jeg snakke om tv-aftalen med Viasat og TV2, der gør at dele af dækningen af superligaen er på vej over på kanaler hos den station som i en årrække har gjort alt hvad de kunne for at smadre dansk klubfodbolds anseende?

Nah. Indendørsmiséren og Joses tåbeligheder er vist rigeligt dækket. Og hvad angår TV2’s superligadækning, så er det så skræmmende og ubehageligt at jeg prøver at ignorere det ind til det virkelighed senere på året.

Så i stedet vil jeg bare holde fri. Vi ses snart igen, når jeg vil fortælle om årets bedste musik hernede – indtil da er det bare på gensyn, og velkommen til 2007.

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang

Cansei de ser Sexy: 'Alala'
Jeg har aldrig nogensinde kunnet stå for en sexfikseret brasiliansk pigetechnopopgruppe. Dette grænser til det geniale. Så hvorfor er der altid folk der brokker sig når jeg spiller CSS hernede...

Ugens albums

The Pale Fountains: Pacific Street
Shack: … the Corner of Miles and Gil

To plader med mere end tyve år imellem, men med den samme hovedperson – Mick Head fra Liverpool, der er endnu en af dem som har smidt perler for svin i evigheder. Måske var det deres uheld, at de kom fra netop Liverpool, for mens blåøjet pop som den The Pale Fountains stod for kom sprøjtende ud af Glasgow (Aztec Camera, Orange Juice, Lloyd Cole), var deres egen by domineret af Echo & the Bunnymen, Teardrop Explodes, mørke, hårspray og mystik.

Pacific Street var debuten fra 1984, melodisk, Arthur Lee-hyldende og Bacharach-fikseret. Endnu et fint album, From Across the Kitchen Table, fulgte, og så gik det galt – det hele solgte skidt, og Pale Fountains gik opløsning efter bassistens død. Mick og hans bror John Head dannede en ny gruppe, Shack, og de næste 15 år bød på flere flop, evige problemer med pladeselskaber, brande, opløsninger, og til sidst heroinmisbrug – samt et par oversete mesterværker.

Gudskelov ser det ud til at spille for Shack igen – knarken er lagt på hylden, og det seneste album med hyldesten til Gil Evans og Miles Davis i titlen er dejligt. Mick Heads sans for melodi har i hvert fald ikke fortaget sig over årene. Hans scouse-dialekt er til gengæld taget kraftigt til, ligesom hans livvidde. Han er en af de poppens ildsjæle, der heldigvis har fået god plads i år. Måtte han blive ved længe endnu.

mail