Hvor er det dejligt, at vi efterhånden kender hinanden så godt, at vi kan stå her uden at tale til hinanden og blot nyde stilheden. Intet er vel mere utåleligt end folk, der lider af verbal "horror vacuii" og forsøger at udfylde enhver naturlig pause i samtalen med munddiarrétiske betragtninger om dette og hint, en ligegyldig bulgur af udkogte ord, der strømmer ind af det ene øre og ud af det andet.

Med "folk" mener jeg naturligvis især kvinder (og Troels Kløvedal). Jeg anklages ofte for et misogynt livssyn, men min foragt for kvinder opvejes fuld ud af et mere fundamentalt had til mit eget køn, så jeg må erklære mig uskyldig i den anklage. I øvrigt elsker jeg kvinder, jeg bryder mig bare meget lidt om det kvindelige, denne sære Gaia-filosofi, der tillægger feminine værdier en særlig værdi af uangribelig og pseudo-religiøs karakter.

Én af disse feminine værdier er samtalen og kommunikation som social kit. De fleste, der har en kone eller kæreste, vil genkende situationen efter en bowling-aften eller bare en gedigen druktur sammen med gutterne. "Jamen, hvad talte I om?", er et tilbagevendende spørgsmål, den bedre halvdel kan finde på at stille, ofte ledsaget af en lummer fetischistisk nysgerrighed i forhold til ens venners privatliv.

Sandheden er naturligvis at værdien af et venskab især kan måles på, hvor lidt man egentlig har behov for at tale sammen og kommunikere sine tanker til hinanden. Netop derfor er det dejligt at du og jeg kan stå her ved baren og varetage hver sit hverv, mens vinterpausen langsomt glider forbi. Din febrilske leg med ølbrikken fortæller mig, at du røvkeder dig. Jeg gør i hvert fald.

Også det med at kede sig er desværre et tidsfordriv, der er blevet voldsomt upopulært. Præcis som med samtaler i tomgang skal enhver pause i livet efterhånden angribes med kapok og gratisaviser. Intet hul i tiden er for lille til ikke at kunne fyldes ud med ét eller andet. Med Royal League og NFL. SMSer, blogs og musik på den medbragte MP3-afspiller. Gud forbyde, at vi i blot et sekund ikke står i forhold til andet end os selv og vores egen hjernes tomhed.

"Intelligente mennesker keder sig aldrig!", siger en talemåde. Men det er præcis, hvad intelligente mennesker gør, vi behøver nemlig ikke arbejde så hårdt som folk uden hjerne. Vi har derfor masser af tid til at kede os i, hvor uintelligente mennesker der er så heldige at have megen fritid i stedet spiller Sudoku. Vi væmmes ved fyld og ligegyldigheder i erkendelse af, at 99,999% af alle begivenheder og tanker er røv-ligegyldige. Vi keder os gedigent og ofte. Værre endnu, vi erkender også, at vi oftest også keder andre. Det gør naturligvis disse vinter-ræb til smertefulde øvelser i at være på og leve ned til det, som vi hader så inderligt.

Men bulen er i al sin lysende inkonsekvens åben midt i begivenhedsløshedens manglende centrum. Det er transfervinduet også, og at Niclas Jensen vender tilbage fra England er glædeligt, men langt mindre overraskende, end hvis han var blevet væk. Jungletrommerne har siden efteråret meldt hans hjemkomst, og siden Ståle på det nærmeste har erklæret Bergdølmo skindød, så kan jeg kun glæde mig over timingen. I sig selv forstærker Niclas holdet. Nok har han haft overordentlige problemer med at bide sig fast i andet end bænken i Fulham, men det samme kan trods alt siges om Allbäck og Grønkjær i den nuværende trup og tidligere cheftræneren, og de færreste vil vist benægte, at de 3 ikke var eller er gode nok til København.

Teknikken, roen og evnen til at agere som "ekstra" spilfordeler fra sin plads i venstresiden er egenskaber, vi måske ikke direkte behøver i foråret der kommer, men som peger frem imod håbet om at gentage efterårets europæiske succeser. Den eneste kvalitet eller mangel på samme, jeg ikke brød mig om, da Niclas sidst spillede her, er den letargiske attitude, han ofte fremviser, når tingene ikke rigtig kører for ham. Interessant nok en egenskab han delte med Rytter, da han slog sine folder her i klubben, og som vi i rigt og glædeligt mål fik udstillet i efteråret.

Men et forhåbentlig skadesfrit forår, der realistisk set ikke byder på de største udfordringer (oh, the jinx!), er givetvis den medicin, Niclas har brug for til at banke rusten af benene. Jeg kan notere en smule stivhed i piben ved tanken om potentialet i et samarbejde mellem ham og Grønkjær. Eller med Atiba, for den sags skyld. Ville sateme være synd at sige, at vi mangler klasse ude i venstresiden. En tanke, der præcis kan nydes i stilhed uden uddybende ordgejl.

Men foreløbig er det bedste, der kan siges om det indeværende transfervindue ikke, at vi vælter os i spændende, nye spillere, men snarere at vi foreløbig kun har sagt farvel til Martin Bergvold (og Lars Jacobsen til sommer). Jeg har i et tidligere ræb argumenteret for, at nu virker som et fornuftigt tidspunkt at sælge på, men det er ikke en tanke der er udtryk for et ønske om udskiftning overhovedet, blot at tidspunktet virker rigtigt, siden fornyelse nu alligevel er en naturlig del af fodboldlivet. Truppen er ganske givet den stærkeste nogensinde i FCK's historie, og det vil være en katastrofe af goricanske dimensioner, hvis den ikke kører mesterskabet sikkert hjem og med nogen margin.

Den selvsikkerhed skal jeg vænne mig til i omgangen med mit fodboldhold. Forhåbentlig - og jeg kan ikke se tegn i sol eller måne på, at det ikke forholder sig sådan - deler alle på Peter Bangs Vej min fornemmelse for sult i den anledning. Ikke tilbagelænet, afslappet overlegenhed, men gedigen grådighed. Forårssæsonen skal voldtages, splittes ad og skides ud på de jyske pløjemarker, hvor myternes brøndbyguld ligger begravet. Foreløbig virker ingen af de spinkle titelkandidater spor forstærkede til at tage kampen op, Midtjylland endda klart svækket med salget af Mikkel Thygesen til Gladbach. OB, der må trækkes med usikkerheden om både trænerens fremtid i klubben og et muligt salg af lejesvenden Tobias Grahn.

Udviklinger og rygter, der endnu engang og tydeligt understreger forskellen på vores priviligerede virkelighed og så de anderledes barske økonomiske realiteter, der dikterer hverdagen for resten af Superligaens "top"-hold. Endnu mere grotesk er tanken at efterårets europæiske succes, der meget direkte kan oversættes til klingende mønt i klubkassen, næppe i større omfang kanaliseres direkte ned i flere gung ho-spillerkøb i Grønkjærklassen. Hvorfor ikke? Af den simple grund at det ikke er nødvendigt og i lige så høj grad fordi vi længe har gjort i den slags, når den opportunistiske mulighed tilbyder sig.

Andre steder er tavshed og kedsomhed i vinterpausen ikke emner, man er så heldig at kunne forholde sig filosofisk til. Hvor jeg kan folde min rationelle mandehjerne omkring begivenhederne i det københavnske fodboldliv, så slår det mig, at mystifikationen over det seneste halve års begivenheder på Vestegnen måske netop tager udgangspunkt i, at man skal være fodboldhormonalt transseksuel for at forstå det hav af følelser og ord, der følger med at stå i forhold til de blågule.

Nu kan jeg selvfølgelig argumentere for, at Brøndbys problemer udspringer af nogle helt igennem objektive problemer af både strukturel og sportslig karakter. Desværre er den slags tankesport kedeligt maskulin og ubrugelig i Brøndby-universet. Næhæ! Såvidt jeg kan fortolke mig frem til - når jeg for sjov skyld lader de seneste måneders blågule soap opera passere igennem de centre i min hjerne, der normalt oversætter fra kvindsk til dansk - mener boldhobitterne selv, at efterårets fortrædeligheder skyldes "manglende forståelse for mine (Brøndbys) følelser", "ting (skader) jeg ikke kunne gøre noget ved" og "alle dem (BT og Peter Brüchmann), der vil mig det ondt". Neuroser, generel afmagt og paranoide tvangstanker. Hey, jeg tror, at du også genkender alle dine X'er i den beskrivelse.

Til at kurere den slags fortrædeligheder aktiverer kvinder især to standard-værktøjer: Tirader i form af budskaber om, hvordan man skal stå i forhold til hende og ikke mindst en mand til det praktiske arbejde. Derfor overrasker det mig ikke synderligt, at Brøndbys kommunikationsstrategi efterhånden antager en komisk dimension, hvor små moralske opsange og sidebensbemærkninger med tydelig adresse til klubbens fans affyres i en lind strøm fra klubbens hjemmeside. Kvinder er som bekendt eksperter i at stimulere mænd med hentydninger, der får os til at iagttage en særlig pavlovsk adfærd, der fornyer lånerkortet til det fugtige bibliotek bag Perleporten.

Ægteskabet mellem Rene Meulensteen og Brøndby var selvfølgelig en fejltagelse, givet at parterne ikke er fodbold-lesbiske. Meulensteens største talent er nemlig ikke at træne fodboldhold, men at ævle feminint ustruktureret om dette og hint og oveni konspirere på de indre familie-linjer ved at tale ondt om konens yndlingssøn. Med hans ansættelse gik der med andre ord kuk i Brøndbys Yin/Yang-balance, hvad der helt naturligt fører til catfight og alment bitcheri i ethvert parforhold.

Enter Tom Køhlert, en ægte he-man af den gamle skole, det nærmeste dansk fodbold kommer på B.S. Christiansen, bortset fra at B.S. virker glad og pædagogisk i sammenligning. Maskulint fåmælt, bister og handlekraftig. Ikke nok med det, Tom er incestuøst udsprunget af konens skød, så han ved, hvad hun har brug for. Ingen tvivl om at han kan sørge for den rigtige opdragelse af ungerne, der naturligvis udnyttede den dårlige stemning ved spisebordet til at te sig alment uvornt og kreperligt.

Oveni kommer forholdet til sandheden og som vi ved fra Første Mosebog, så er det ikke kvindens stærkeste side. For at markere en ny frisk, begyndelse på det nye år bestilte konen naturligvis straks en lille kærlighedsferie under varmere himmelstrøg, hvor familien kunne finde sammen igen. "Hele spillertruppen har netop sat kursen mod Gran Canaria" proklamerede Brøndby-fruentimmeret glad i mandags, og det må naturligvis have chokeret familiens i bogstaveligste forstand sorteste får, at mor ikke længere regnede ham for en af sine egne.

Hvad Giovanni Rector ville tænke, hvis han kunne læse Køhlerts betragtninger over omstillingen til 4-4-2 og angribersituationen i klubben vides desværre ikke. "Det (4-4-2) krævede, vi fik en angriber mere, og det er så Chris Katongo. Så har vi David, Duncan og Chris. Og Ruben Bagger skal man heller ikke afskrive, og så er der Hannes jo". Fedt at blive glemt lige efter ham, Køhlert lige akkurat huskede og efter ham, Køhlert næsten glemte undervejs i den opremsning. Men så er Rector naturligvis ikke Køhlerts søn, så forglemmelsen illustrerer vel en ganske naturlig frastødningsmekanisme, når man flytter sammen med en kvinde med dysfunktionelle børn fra tidligere ægteskaber.

Næh, mor har fundet sig en ny stedsøn at kaste sin kærlighed på. En knægt, der allerede som 11-årig havde oplevet hendes uforbeholdne kærlighed. Her skal man sateme være gedigent Sauron-led, hvis man afsporer eventyret med ondskabsfuld sladder i retning af, at Udenrigsministeriet dengang bandt 2½ mio. kroner i genrejsningen af det zambianske landshold og i øvrigt betalte 80.000 kroner til Brøndby for den træningskamp, de spillede mod zambianerne. Det centrale i fortællingen er ikke den slags ligegyldige detaljer, men at båndet mellem mor og søn er ubrydeligt.

Ak, jeg rammes af dårlig samvittighed, når jeg borer tøse-ondskabsfuldt med kvisten i den blågule myretue. Rigtige mænd ignorerer skadefryden og håndterer fjenders ydmygelser med større værdighed, som f.eks. nordstats-generalen Joshua Chamberlain gjorde det, da sydstatshæren macherede forbi og nedlagde sine våben ved Appomattox i april 1865.

On our part not a sound of trompet more, nor roll or drum; not a cheer nor word nor whisper of vain-glorying...but an awed silence rather, and breath-holding, as if it were the passing of the dead.

Bopa

mail