Sad du som jeg og kiggede febrilsk på uret, da månedsskiftet var på vej, og den store viser nærmede sig tolv for sidste gang inden midnat? Det gjorde du vel. Og hvilken skuffelse, da der ikke indløb en nyhed om et sidste minuts indkøb. Ingen sensationel hotshot-angriber eller et andet stort navn lanceret i sidste sekund inden transfervinduet smækkede i med det brag der betyder at vi nu kun har hinanden og folk der er blevet fyrede i at stole på. Nu måtte vi klare os selv.

Men nok om 1. september sidste år. Det gik jo ret godt alligevel, selv om der ikke kom andre nyheder på falderebet end den om Morten Bertolts udlejning, og det var jo ikke lige hvad næserne var sat helt op efter en time inden lukketid.

I år, derimod, kunne man trygt lade uret løbe ind i februar uden at behøve få pulsen nævneværdigt op. Bevares, både rygterne om Rommedahl og om Claus Jensen var da vedholdende nok, men egentlig glemte jeg alt om dem, da truppen først var taget afsted til La Manga. Og det er også synd at sige at vi har brug for dem for alvor; vi har en vanemæssig opstilling som anbringer Nørregaard og Silberbauer på de pladser, og som vinder en masse kampe – og så har vi Hutchinson og Kvist til at dække de samme to pladser, som begge har kæmpestort potentiale to, og som mindst lige så gerne må tage pladserne for min skyld.

Ikke at man i øvrigt skal høre det som et nej tak til spillere der, især for Claus Jensens tilfælde, ville spadsere forbi både Atiba, Kvist og muligvis også Hjalte ind i startopstillingen, og som ville være en forstærkning for ethvert superligahold i sin bedste form. Men hvis det ikke kunne lade sig gøre, eller hvis det ikke engang har været prøvet, så er hans plads i hvert fald en vi er godt dækket ind på.

Næ, når det galdt det store glamourindkøb (med al respekt for Niclas, hvis dejlige hjemkomst jeg glædede mig over på forhånd for en måned siden, og for Nathan Coe) var det sidste års vindue, der var det afgørende, da vi på en anderledes varm augustdag fik nyheden om at Ailton var hentet – og så ikke helt hentet alligevel. Nu kunne jeg sgu godt tænke mig endelig at se ham, i andet end klip på svensk TV4 hvor han i efteråret optrådte som småskadet redningsmand in spe for Göteborgs svar på B93.

Mere end tyve millioner; så er der ret til at håbe på at en spiller vil rocke éns verden. Også selv om forventningerne bliver forsøgt skruet lidt ned fra klubbens – det kræver nemlig lidt tid at vænne sig til tanken om at man nu opererer på et plan hvor man kan finde på at bruge så mange penge på en spiller uden at denne er tiltænkt en rolle som en umiddelbar forstærkning og ledergestalt. Ikke at jeg tvivler på at det er tilfældet. Men det er nyt, og det giver et helt internationalt præg at se København melde ud, at klubbens dyreste spiller nogensinde lige skal have et halvt års tid at falde til i. Kan Ailton falde ind i den stil han viste for Örgryte i 2005, tror jeg dog ikke vi behøver vente til sommer inden der kommer ekstraordinære ting fra hans side.

Og så er det i øvrigt Ailton, for dælen! Ikke Ailton Almeida, og slet ikke Almeida! Gode brasilianere har ingen efternavne! Ja, nogle af de bedste har ikke engang fornavne, men går i stedet under kunstnernavne, sommetider nuttede, som Pelé og Garrincha, sommetider direkte bizarre som Bismarck og Dagoberto. Men den vigtigste er, at hvis de er klasse, i egne og andres øjne, så har de ikke efternavne.

Ja, det er jer jeg står og snerrer ad, I der har talt om vores seneste brasilianer ’Santos’ i tre år, tilsyneladende uden at se hvad der stod bag på hans trøje – selv at kalde ham Alvaaaro er bedre end det! Man taler jo heller ikke om at Torres scorede det noget overvurderede ’flotteste VM-mål nogensinde’, vel? Eller at tyksakken de Lima er skiftet til Milan, og er blevet så lasket at man har givet ham to nitaller at sætte bag på sin trøje for at fylde pladsen ud. Så denne gang må det læres – Ailton, tak. Også når navnet skal råbes i Parken efter de forhåbentlig mange mål.

Nå, men lidt nerver var der da på ved lukningen af vinduet. Nerverne gik på om det skulle gå som da vi havde succes europæisk den seneste og (hidtil eneste) gang, i 2001, hvor forsvaret forsvandt og Christian Poulsen blev forhåndssikret af Schalke, som kun for nylig har sluppet ham fra deres pølsefingre. Hele resten af december, efter afslutningen på Champions League – hvor de meget opmærksomme britiske medier jo på nærmeste hold har kunnet se deres respektive ligaers tophold tage nogle miserable udflugter til Parken – svømmede medierne jo over med rygter om at den og den skulle være ønsket af dem og dem.

Helt op til lukketid kom stadig der rygter af forskellig lødighed, allersenest at West Ham skulle være interesseret at bruge noget af den formue som den ny ejer, manden med det som det ses yderst passende navn Eggert Magnusson, har tjent på at sælge kiks. Afhængig af om man læser norske eller danske medier var det Hangeland eller Gravgaard, de ville have snitterne i, men den ene stærke midterforsvarer kan vel være så god som den anden med det jammerlige forsvar The Hammers holder sig for tiden. Måske de bare skulle købe dem begge. Det kan man vel godt tillade sig at sige nu hvor det alligevel ikke længere kan lade sig gøre.

For nu er det kun svenske og norske klubber der kan investere i spillere, på grund af deres udvidede vindue, og vores bærende kræfter står trods alt ikke på spring til et skifte til Allsvenskan eller Tippeligaen, trods Elfsborgs næsten rørende interesse om Tobias kan komme ud og lege snart.

Dermed kan man konstatere, at vi kun sagde farvel til Bergvold, hvilket er ærgerligt nok i sig selv – han var en god spiller, men at han kom ud var formentlig bedst for alle involverede. Og så Bernburg, der næppe nogensinde havde fået det gennembrud hos os, som Bergvold dog i flere omgange kom tæt på. Men at resten af vores Champions League-trup er intakt indtil sommer, og endda suppleret af to klassespillere så den er endnu stærkere end den som med en skadet Grønkjær slog Manchester United og Ajax, det er trods alt unikt i dansk fodbold. Her i landet har man været vant til den bittersøde fornemmelse det har været at miste spillere lige så snart et hold herfra har ydet lidt ud over det sædvanlige. Det kan ikke kun være tilfælde, der nu gør at vi slipper for det.

Noget andet er så, at den der kattelem der hedder Norge og Sverige kunne blive en nødløsning for andre klubber i oplandet. Der er da i hvert fald en klub vestpå, der har noget af et overskudslager: 29 spillere render, hvis ikke en god del af dem som sædvanlig er skadet eller ligger derhjemme med tømmermænd, rundt og spærrer for hinanden på Brøndbys træningsbane her til foråret, hvis de da ikke når at blive fyret af til rest-Skandinavien.

Det indlysende problem de dog har er todelt: at hvem i alverden skulle være interesseret i at købe spillere som Hannes Sigurdsson og Giovanni Rector, når de er så dårlige, og hvorfor i alverden skulle de selv være interesserede i at forlade Brøndby, når de ved at det er et lykketræf af den anden verden at en klub med deres status har været så dumme eller så desperate, at de har givet dem treårige kontrakter?

Især købet af Rector må stå som en af de største gåder i dansk fodbold nogensinde, hvis man taler indkøb. Som man måske har hørt mig nævne et andet sted, så prøvede Spruthuset at lege opsøgende journalister og finde ud af hvordan det kunne være, at Brøndby hårdnakket påstår at spilleren er hentet i Ajax Cape Town, når han nu selv har forklaret at han var i Cape United, en anderledes dårlig klub, og at han ikke havde spillet i hele 2005/06-sæsonen. Jeg endte med at få fat i Colin Gie, præsident for Cape United, der skrev:

Rector was contracted to Cape United Football Club now known as W.P. United formerly known as F.C. Fortune.
The player was suspended for season 2005/06 for bringing the club into disrepute.He did not play one match for the club in this season.
He was then found playing in a Sunday amateur rebel league illegally, whilst being paid by our club each month......the players contract was terminated accordingly.
To our astonishment we learn't that he had secured a contract at Brondby F.C.
Rector has never been on the books of Ajax Football Club......this is a total lie made up by the people who are representing him.

‘A total lie’ – dog selvfølgelig ikke ligefrem den første sådanne der er blevet kolporteret videre via brondby.com. Det site skal læses med en ret lang ildrager inden for rækkevidde. Men dog en oplysning, Brøndby stadig står ved, og som Rectors meritter blev drøftet udfra – af tilhængere af Brøndbys sportslige ledelse. At sammenligne ham med Berglund virkede dengang kækt, og nu ikke specielt vågent – og det forekommer stadig mindre sikkert at hans navn ikke rent faktisk skulle være et som Brøndbys ledelse havde raflet sig frem til. Reelt burde de måske have raflet i stedet. Så havde de måske fundet en bedre angriber, som de vidste hvor kom fra, og som de ikke efter nogle måneder fandt ud af ikke var angriber alligevel.

Men mest må det være ærgerligt at have udtalt, at en spiller kommer fra ’en god baggrund’ på baggrund af en oplysning der er en ren og skær løgn. ”Giovanni Rector kommer fra den sydafrikanske klub, Ajax Cape Town hvor han har spillet én sæson” kan skiftes ud med "Giovanni Rector kommer fra den sydafrikanske sekundaklub Cape United, og han har spillet i en ’Sunday amateur rebel league’ på et tidspunkt i den seneste sæson".

Mand hvor ville jeg føle mig til grin, og det er da egentlig sært at pressen ikke har gjort noget ud af det. De bryder sig heller ikke om at viderebringe usande oplysninger og plejer at hidse sig ret meget op over den slags. Det kan selvfølgelig nås endnu. Hvad der bliver sværere nå er at Giovanni Rector viser sig som en klassespiller. Men naturligvis, hvis ”hele hans karriereforløb passer spot on på Rene Meulensteens filosofi”, så er det da ikke så sært at man skilte sig af med hollænderen, og så meget desto mere underligt at man ansatte ham.

Hans efterfølger, Tom Køhlert, får en interessant oplevelse ved at træne et hold hvor en del af spillerne allerede har fået deres metaforiske skraldeposer sat frem med skiftetøjet, men stadig hænger ud af de ovenfor nævnte grunde, og hvor han skal holde 26 markspillere tilfredse. Dette har han taget et første skridt mod ved at udpege fem spillere, som er sikre startere. Det skal nok blive spændende at følge, selv om de kaskader af grin vi fik på daglig basis i de seneste måneder trods alt ikke kan forventes at fortsætte.

I resten af ligaen er det ikke det vilde der er sket, selv om OB fik god pr på deres sidstedagsindkøb i sidste uge. Man kan da også vælge at se Helveg, Troest og Radonjic som en landsholdsspiller og superprofessionel mand med mængder af rutine, som et kæmpetalent, og som en født målsluger. De kan dog også ses som en over-the-hill spiller, et totalt flop og en bænket angriber der er gået i stå. Fælles for dem er, at ingen var spillere deres klubber satsede på. Men om det forhindrer dem i at blive gode for OB er anderledes åbent.

Sådan er det jo med alt for tiden. Jeg er overrasket over at jeg har talt så længe nu. Her sker jo ikke en skid! Træningskampe har vi spillet – ja, det er da meget godt. To gange uafgjort, og det er jo ikke noget som giver hverken bange anelser eller voldsom hjertebanken. Det gør kampe i januar i det hele taget sjældent. Ailton har scoret i begge kampene, og det er alt jeg vælger at hæfte mig ved. Ikke at det heller betyder noget, når marts kommer.

Og ligalandsholdet har været i USA og i Mellemamerika. Jojo, vi havde da kampene kørende hernede, i søndags dog først da Madrid var færdige med deres seneste blamage mod Hele Danmarks Villarreal. Men er der nogen der vil påstå at det var let at holde opmærksomheden fast under de kampe – eller bare at det var let at holde sig vågen? Det mest bemærkelsesværdige var, at at Morten Olsen i en af tv-kampene anvendte William Kvist som angriber. Kvist spiller en overlegen kamp midt på midtbanen mod Celtic, og Olsen, der igen og igen har brugt som argument for ikke at bruge nogen, at denne ikke ’kender systemet’, bruger ham som venstre wing i en 4-3-3 – som han formentlig aldrig har spillet. For sæven da. Sommetider gør Morten Olsen ting, hvor hans motivation synes at være ”Fordi jeg immervæk kan.”

Åh jo, og så står Parken igen foran et større sæt indtægter. Denne gang ved at lægge hus til et boksestævne omkring Mikkel Kessler, der forsvarer hele to VM-titler – hvilket stadig kun er halvdelen af det samlede antal, men alligevel. Og gode penge må der da være i det, med de priser billetterne koster. Der kan selv ikke DBU helt følge med.

Denne bartender skal nu ikke derind. Det er trods alt lidt mere spændende at se matcher hvor man ikke på forhånd ved hvem der vinder. Og om det bliver til et pay per view-køb hos TV2’s nye sportskanal er også meget tvivlsomt. Jeg tror den kommer på at stå på EM-fodbold fra Bernabeu samme aften, egentlig. Og egentlig er lysten meget begrænset til i det hele taget at skulle have ’TV2 Sport’ som et nødvendigt onde når man vil følge superligaen.

TV2, der alle dage har markeret sig med manglende format, løgne og undergravende kampagner mod dansk fodbold, var senest en pine og en plage under det håndbold-VM som Danmark i det mindste ikke nåede finalen i – det curling-1998-agtige hysteri der ville blive pisket op ville i givet fald have været enden på alt. Thomas Kristensen, den på alle måder patetiske kommentator, hvis kvindagtigt følende selvpåtagne rolle som formidler af De Store Følelser, tog prisen da det lykkedes at slå Norge – ”Så kan de lære det!”, og en tale om hvor fryd det var at nordmændene skulle spille den uattraktive turnering for de hold der røg ud i første runde.

Og så skal man forestille sig ham kommentere København. Nej, vel? Helst ikke. Et rimeligt og forsigtigt bud vil være, at TV2’s infame indblanding vil få de forsamlede fodboldelskere her i baren til at udbringe en spontan skål for 3+-dækningen som den var, og glemme alt om hvor mange gange de (og jeg selv) har brokket sig over den. Måske er det for at vænne os til de kommende tilstande, at Onside nu ændres til et program med andre sportsgrene? De sportsgrene skal være velkomne – når blot de vises på et tidspunkt hvor der ikke er et sekund fodbold tilbage at fortælle om.

Og det er der i øvrigt heller ikke nu – onde tunger vil sige at det var der ikke til at begynde med. Så jeg siger tak for i aften.

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang:

Peter, Bjorn and John: ’Young Folks’.
Det er snart længe siden vi sidst havde en elegant, let og mere end en lille smule retro poptriumf fra Sverige af den slags de kylede om sig med i de sene 90’ere – Eggstone, Cardigans, Wannadies, Popsicle, en svunden æra. Men her er endelig en igen, og jeg føler mig som en tåbe ikke at have bemærket den i sommer hvor den udkom på deres album Writer’s Block, og hvor den klimatisk hører hjemme – men bedre sent end aldrig. Dejlig medvirken af Victoria Bergsman, der er Sveriges førende imitator af Hope Sandoval fra Mazzy Star. Så længe de gemmer sig er Bergsmans The Concretes en ganske rimelig reserve.

Ugens album:

Richmond Fontaine: Thirteen Cities
Apropos folk der gemmer sig i ørkenen, så søgte Richmond Fontaine til det for tiden hippe Arizona for at indspille sammen med Calexico og Howe Gelb, hvilket mange i øvrigt går og gør for tiden. Og mens de ikke når op på den sangkvalitet der var på deres fineste plade Post to Wire, og i stedet lægger sig tættere på seneste album The Fitzgeralds novelleform, der brød vers-omkvæd-vanerne, så er det stadig en meget fin plade med lyrik der er langt over snittet – og pokkers mørkt, som den novelleforfatter han ofte sammenlignes med, Raymond Carver. Videoen her er til ’Capsized’ fra albummet, og egentlig ganske typisk – en skæbnefortælling, en god lyd, men ikke en fantastisk melodi. Mindre kan gøre det. Det er et udmærket album, og det er ingen skam ikke at være så god som Post to Wire.

 

mail