Det er måske ikke tilfældigt, at ét af smølles pænere borgerlige navne henviser til den græske gud for sejr, Nike. I hvert fald lykkedes det for Stamværtshusets chef-autist i samarbejde med den kvikkeste af stamgæsterne og de associerede hang arounds, thundersen, at vinde F.C. Københavns Fraktionsquiz 2007 efter en tæt finalesejr i forlænget spilletid over de agtværdige Cooligans. I sandhed et bravalla-slag for mænd med spirende inkontinens, gangbesvær og høje tindinger.

Det er vi naturligvis stolte af hernede i bulen. Ikke de hyppige vandringer til tønden i de sene nattetimer, altså. Mit eget bidrag til årets sejr i quizzen var i sandhed ikke ubetydeligt. Min klare indsigt omkring min fodbold-statistiske hukommelse - en lignelse til Giovanni Rectors evner på en fodboldbane ligger lige for - førte mig hurtigt til den konklusion, at jeg ikke kunne få det over mig selv at ødelægge festen for mine mere ærgerrige og ivrige kollegaer ved at mumle usammenhængende i mikrofonen.

Således løftede vi i flok - Jan og Holger bidrog efter samme ansvarsfrie recept - og skabte den optimale baggrund, de udvalgte kampfæller kunne brillere på. Hvor ofte glemmes lærredets kvaliteter ikke, når et smuk maleri betragtes? Den synsvinkel på kollektivets triumf synes jeg er vigtig at have med. At smølle og thundersen noget ukollegialt har valgt at sætte sig på de fedeste præmier, der fulgte med pokalen, vælger jeg omvendt at se igennem fingre med midt i den altopslugende sejrsrus.

Uanset hvor lidt vi hernede i bulen ønsker at forholde os seriøst til Royal Leagues sportslige betydning, så er der ingen af os der klager over turneringens aspekt her i foråret, hvor den er leveringsdygtig i træningskampe af høj intensitet på rigtigt græs på et rigtigt stadion. Eller for mit vedkommende, når returkampen spilles nu på søndag, på et rigtigt fjernsyn. Lidt ironisk var det, at bolden rullede på en dag, der med indregning af vindens chill factor virkede som den foreløbig koldeste denne vinter.

På trods af usikkerheden omkring den fortsatte københavnske deltagelse i årets turnering, så valgte Ståle atter at give spilletid til en del af de spillere, der ellers hænger i truppens periferi, når der spilles kampe af anderledes vigtighed. Som følge af diverse ligalandsholds-rejser, venskabs-landskampe og småskader var Grønkjær, Allbäck, Linderoth, Hangeland og Niclas Jensen sendt en tur op på tribunen for at puste en smule ud. Derfor var kampens største spændingsmoment med henblik på den mere interessante genstart af Superligaen i marts dybest set at følge Ailtons debut i den hvide trøje.

Ailtons debut giver jeg stemplet "nydelig" uden kvalificerende bemærkninger. På dagen desværre uskarp, og det er vel også den samlede dom over den københavnske indsats i den kamp, der præcis lignede en træningskamp i det tidlige februar. Alene ved at være i stand til at ramme målet med begge sine afslutninger i den ikke særligt velspillede kamp fortjente Brøndby sejren på dagen. En skudstatistik på 13-2 i vores favør siger alt del om de københavnske afslutningers kvalitet, når man husker at ingen af dem ramte målet.

Prangende og betagende fodboldspil var der sandt for dyden ikke meget af i søndagens kamp, hvad det også havde været for meget at forvente. Kollektivt er der ingen tvivl om at FCK kom bedst fra kampen. Udmærket spilforståelse, pænt tempo og fornuftig boldomgang. Dog tilsat en knivspids lal i forsvaret, hvor Dan Thomassen og især Oscar Wendt havde problemer. Jeg har kommenteret det før, og han skal da til dels undskyldes af det valgte forsvarskoncept, hvor forsvaret samlet sideforskyder ganske kraftigt mod bolden, når holdet forsvarer. Men alt for ofte skaber ikke kun lange sideskift, men også mere almindeligt boldflytteri i nogenlunde astadigt tempo fra venstre mod højre side alvorlige problemer for vores forsvar og især for Oscar.

Om Niclas så lige nu er manden, der løser det problem, gav hans indsats i landskampen mod Australien onsdagen før ikke ligefrem et optimistisk svar på. Bortset fra et par af hans sædvanlige glimrende afleveringer fremad banen, så Niclas mildt sagt temmelig rusten ud i den kamp. Hvad resten af forsvaret, der bortset fra Hangelands fravær til fordel for en tungtuschet bodega-ejer virkede særdeles velkendt, nu også gjorde i den kamp.

For at vende tilbage til Ailton var det nok især værd at bemærke, at vi nu har en frontangriber, der kan gå forbi en modspiller i en direkte konfrontation og på en blanding af både fart og teknik. Berglund er ganske vist hurtig, men ikke meget bevendt mand mod mand. Umiddelbart virker det så mere naturligt - og det er helt sikkert også ideen - at parre Ailtons talenter med Allbäcks fremover. Med Ailton, Grønkjær og Atiba på banen samtidig kan der blive rigtig meget at se til for diverse superliga-forsvar rundt omkring i landet. Udover evnerne til den individuelle udfordring har alle de tre nævnte også blik for medspillerne.

Hvilket, givet det mere kollektive lyspunkt under Parkens hjemmeskabte atmosfære bestående af 17.000 menneskers dårlige ånde, stadig giver mig grund til at tro på et forrygende forår. Midt i al fokuset på Ailton viste William Kvist i øvrigt endnu engang, at han er fremtidens mand i den hvide trøje. Jeg er ikke alene om at mene, at William fortjente mindst halvdelen af MOM-bamsen fremfor Ailton, men som velkomstgave til den unge brasilianer er det til at leve med, at han fik den.

Brøndbys indsats i søndagens kamp fortjener også et par ord med på vejen. I udgangspunktet er det kun positivt for dem, at de er i stand til at besejre selv et reservepræget København, det giver selvtillid på tanken og alt det der. Jeg er nok helt på linje med Tom Køhlert, når jeg ikke ser de blågule grene vokse ind i himmelen af den grund, for spillet var der ikke meget godt at skrive hjem om. Interessant nok faldt Brøndbys sejr helt som deres tidlige sejre i efteråret kom hjem - de vandt en kamp, hvor de gav tilstrækkeligt med chancer væk til at det kunne være gået meget anderledes.

Mere ironisk i forhold til den etablerede Brøndby-trend røg glasmanden Mikkel Bischoff så ind i en skade, der koster ham 3 ugers pause i den sidste intense forberedelsestid, før superligaen starter op. Martin Retovs knæskade er måske værre end først antaget. Umiddelbart ligner Bischoffs skade en gevaldig svækkelse i et forsvar, der i forvejen ikke virker spor dirkefrit eller sammenspillet.

Nu tildeler jeg gerne Brøndby den samme kredit som jeg tildeler FCK ovenpå en træningskamp primo februar, men de to klubbers situation er nu engang meget forskellig. På baggrund af Brøndbys spil var der i den sammenhæng lige så meget der pegede bagud til efterået, som der pegede fremad. Én af stamgæsterne stillede det interessante spørgsmål: Hvor længe kan man spille som et midterhold uden at glemme, at man er et tophold? Der skal mere til end en jævnt knoklende indsats som den i søndags, meget mere.

Længere fremme i Brøndbys trup kunne man med interesse følge nyindkøbet Chris Katongo i anden halvleg, og han fremstod præcis som man kunne forvente ovenpå forskræppet, som en (meget) lille, hurtig kropsstærk angriber, der nok har mere superliga-standard end de rejects som Brøndby indkøbte i sommerpausen. Ikke at Katongo viste alverden, men Brøndby kan i ham og Duncan præsentere omverden for den klassiske angribermodel efter "Manniche og én af tvillinger"-recepten, og der er nok en grund til, at den kliché anvendes i så mange klubber rundt omkring.

Et aspekt ved Brøndbys indsats kan Køhlert måske være ganske tilfreds med: Der bliver tacklet igennem nu. Så meget at det især gik Atiba ganske voldsomt på og i en grad, så han burde have været udskiftet undervejs. I stedet for at græde snot over en såkaldt "herrefight", så er det måske værd at bemærke, at de fleste af frisparkene i kampen skyldtes at Brøndby undertiden havde svært ved at følge de hvidblusedes højere tempo.

Tom Køhlert er helt som jeg fuldstændig klar over, at succes i Royal League i Brøndbys nuværende situation nok tæller, men at den blågule forårsdebut mod FC Nordsjælland er en kamp, der bærer et helt andet præg af knald eller fald med sig. Først i forårsdebuten vil det for alvor vise sig, om Brøndbys spøgelser er om ikke sendt videre mod lyset, så midlertidigt manet i jorden.

Men nok kedsommelig Mandagstræner-virksomhed. I kulisserne omkring Superligaen er den nye aftale mellem Viasat og TV2 ved at udmønte sig i meget mere dansk fodbold på sendefladen, hvilket jeg foreløbig ikke skal begræde. Alene den første runde, der i følge denne uofficielle liste fra FC Nordsjællands hjemmeside skydes igang med vores lørdagskamp mod Esbjerg giver åbenbart anledning til hele 5 live-kampe fra premiere-runden, der kan ses på kanaler, der er tilgængelige med den store pakke fra TDC's Kabel-TV.

De mange forskellige kamptidspunkter ligner et mindre frontal-angreb på især den AWAY-kultur, der ellers var ved at slå rod i bredere kredse i dansk fodbold også uden for det storkøbenhavnske område. Det gælder naturligvis især kamptidspunktet mandag aften kl. 20, der næppe vil trække mange fans fra udeholdets klub til stadion. Set fra klubbernes side er der givetvis langt flere penge i selve den nye tv-aftale end et par tusinde tilskuere fra eller til, men jeg kan godt frygte, at den økonomiske afvejning gør selve oplevelsen på stadions rundt om i landet markant kedeligere. Mandag aften er ikke en traditionel udeaften, simpelthen, den lugter mere af blevask end fodbold.

Om dansk fodbold i det hele taget er interessant nok til at være genstand for så voldsom en live-dækning er en anden historie. Der er nok en grund til at forskellige forsøg med pay per view er strandet henad vejen. Selv ser jeg stort set kun tv-kampe, der omfatter Københavns udekampe og Brøndby - og i sidstnævntes tilfælde mest fordi TV3+ historisk har vist en live-kamp lørdag eller søndag eftermiddag, hvor der sjældent er andet på tapetet og som fungerer fint som baggrundsstøj til andre huslige gøremål.

Med andre ord er de 11 andre klubbers gøren og laden ikke et fokuspunkt for min fodbold-interesse overhovedet - og i modsætning til mange af de øvrige bartendere er det ikke engang fordi, jeg særligt ivrigt følger hold i England og resten af Europa og får dækket behovet ad den vej. Næh...dansk fodbold er bare af for ringe kvalitet og i hvert fald indtil dette forår uden den store interesse for Københavns ve og vel, når vi ikke spiller og den heller ikke omfatter Vestegnens boldhobitter.

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det voldsomme udbud af fodbold her i det tidlige forår på nogenlunde lettilgængelige kanaler overhovedet indikerer, hvordan Viasat og TV 2 forestiller sig, at live-dækningen af Superligaen skal programsættes fremover. Heldigvis er det et spørgsmål af næsten akademisk karakter for mig - jeg vælger hellere at se en københavnsk udekamp på et værtshus fremfor at skæppe mere i kassen til den uhellige alliance af monopoler, der har sat sig på mit antennekabel. Hvis fremtiden for dækningen af superligaen indebærer, at man enten skal købe sig fordærvet i åndssvage kasser og snævre kanaler eller betale en endnu mere ubulu fris for TDC's såkaldt store pakke med 5 børnekanaler, 8 med dyr og 5 med tegnefilm plus det løse, så er smertegrænsen ved at være nået for min del.

Yihaaa!! Det var søreme også på tide, at Barebacking og Mutton Bustin' blev tilgængeligt for et bredere, dansk publikum. Naturligvis er det helt til grin, sagt uden at jokke for mange line dancers og spirende sheriffer over ømme negle i de spidse boots. Mindre grinagtigt bliver det ikke af, at Dyrenes Beskyttelse har valgt at politianmelde arrangementet.

Nej, det rigtigt sjove er at rodeo sikkert trækker tilskuere, blandt andet fordi rodeo umiddelbart har en gedigen "freak show"-appeal. I en verden, hvor vores nærmeste konkurrenter til titlen som landet største klub fabler om gedelår og sydesalt og laver for få pommes frites til kunderne, er det værd at bemærke, hvor anderledes konkret PS&E forfølger pengene i danskerens pengepung.

Alene i juni gæster landsholdet Parken, derefter følger speedway, Zulu Rocks, Justin Timberlake og til slut de gæve cowboys. I en periode hvor Superligaen ligger død og blandt andet Brøndby Stadion vil henlægge øde som det, Brøndby Stadion nu engang er: En betongryde lang fra alfarvej. Se, det er lattervækkende.

Kollega Jan har som en anden Fabolous Furry Freak Brother besluttet sig for at drage til Mexico og mæske sig med chicas, tequila, mescalin og elefantstørrelse Tijuana gold-reefers i en måneds tid. Desværre efterlader det resten af os - well, Holger, smølle og thundersen skrider til London, så det er vel egentlig mig - med et hul i vagtplanen, vi ikke magter at fylde ud. Derfor er det muligt, at der går 14 dage før vi melder os tilbage med mere eller mindre meningsfyldt ævl på denne plads.

Bopa

mail