Godaften! Hvad kan friste sådan en afskyelig snemand, som lige er kommet ind fra vinterkulden? En Fernet Branca til at tø op på? Ja, hver mand sin lyst. Så må jeg se, om jeg kan huske, hvor vi har den flaske stående henne. Det er jo næsten to et halvt år siden, jeg sidst befandt mig på denne side af disken.

Men som Bopa varslede i sidste uge, er Jan altså taget på kanotur – og ikke på Susåen, men derimod i Mellemamerika. Holger og Smølle hviler ud efter en krævende tur til London, hvor de sammen med de gode stamkunder, Thundersen og Lars Kim, blandt andet fik lejlighed til overvære Chelsea ekspedere Norwich ud af FA-cuppen med en knusende sikker 4-0 sejr på Stamford Bridge. Det må have været en stor oplevelse at se Shevchenko score et af sine sjældne mål i den blå trøje og hylde ”the Special One”, Jose Mourinho. Særligt Smølle var vist slet ikke til at styre!

Da de gamle bartendere trofast er blevet ved med at invitere mig, sammen med Martin CX, til de årlige sommerfester og andre arrangementer i Stamværtshusets regi, kunne jeg imidlertid, efter en smule betænkningstid, ikke blive ved med at sige nej til at hoppe ind som afløser.

Det er godt nok ikke så meget tid, jeg har haft til at besøge bulen de sidste par år. Ikke alene har jeg - sammen med min kone - forøget husstanden med en ekstra datter siden sidst, men for et år siden tog vi det helt store spring og byttede postnummeret 2200 ud med 2730. Det krævede sine grundige overvejelser at flytte fra lejligheden på stenbroen til et hus i forstæderne, og så til Herlev af alle steder!

Sidst jeg stod hernede som bartender kendte jeg faktisk ikke andet til Herlev, end at den lokale S-togsstation endte med at blive den ufrivillige endestation for en større gruppe Brøndbyfans, som politiet havde været så venlige at eskortere i sikkerhed efter den ulykkelige kamp mellem FC København og Brøndby tilbage i maj 2002, hvor Mads Jørgensen udlignede til 1-1 kort før tid.

Da de blågule fans havde opholdt sig på Absalon på Strøget, kunne man mene, at politiet kun gjorde dem en tjeneste ved at transportere dem til et andet sted. Men som du måske husker, var Brøndbyfansene så utaknemmelige, at de lagde sag an for ulovlig frihedsberøvelse. I modsætning til byretten fandt Østre Landsret, at politiets magtanvendelse lå inden for retsplejelovens generalfuldmagt til politiet for at opretholde ro og orden. Ved samme lejlighed fik en unge pige i øvrigt 40 dages betinget fængsel for vold mod politiet, da hun havde strittet imod, da en velvoksen betjent havde fundet det nødvendigt at lægge sig oven på hende.

Selvom vi nu skriver 2007, hviler Brøndbyfansenes spøgelse i øvrigt stadig over Herlev Station. Hvis jeg på en kampdag snupper S-toget i stedet for cyklen og derfor står og tripper på perronen, forventer jeg halvvejs at se en større klump Brøndbyfans vælte ud af ethvert stoppende S-tog sammen med lige så mange kampklædte betjente som bekymrede babysittere.

Det er dog ikke sket endnu, og det er måske godt det samme. For jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skulle tale med dem om, hvis jeg lige pludselig befandt mig midt i sådan en flok. Vi har ikke så meget til fælles. Jeg støtter jo FC København og er et lovlydigt menneske, som aldrig har været i konflikt med loven, lige bortset fra enkelte færdselsforseelser på min tohjulede.

Disse utilfredse Brøndbyfans kunne dog måske have en vis interesse i en anden gammel historie om politiets heroiske indsats mod fodboldfans, som er gået hen og blevet aktuel igen. Under vores Royal League kamp mod Malmø FF i Parken tilbage i april 2005, besluttede en flok betjente som bekendt at belære vores svenske gæster om god opførsel på tribunerne. Svenskerne var dog øjensynligt ikke vant til en så håndfast behandling, for mange af dem besluttede efterfølgende at klage over politivold.

Nu har man så fra svensk side rettet kritik mod den langsommelige behandling af klagerne mod politiet, bare fordi de involverede politifolk endnu ikke er blevet identificeret og derfor naturligvis heller ikke har kunnet afhøres. Det synes jeg ærligt er lidt groft! Hvor lang tid var de måske ikke lige selv om at opklare Palmemordet?

Okay, nu var der muligvis nogle flere vidner til politiets anstrengelser i Parken; 40 vidneudsagn kunne svenskerne diske op med. Herudover blev de pågældende ordensudøvere fotograferet og optaget på video; det mundede ud i 8000 billeder fra overvågningskameraer og telefoner. Endelig skulle man mene, at en eller anden vagtliste må have eksisteret for de tjenestegørende betjente; man kan i hvert fald i dag oplyse, der skulle have været præcist 29 betjente udkommanderet. Men derfor kan det da alligevel godt være svært at sætte navn på de betjente, der blev klaget over. Mange af dem bevægede jo deres knipler i et så hidsigt tempo, at man dårligt kan se deres ansigter på billederne for bar arme!

Statsadvokaten for København, Karsten Hjort, oplyser imidlertid nu, at han har fået den fantastiske idé at lade de to ledere, som stod i spidsen for aktionen, prøve at udpege de entusiastiske knippelsvingere, så vi kan komme videre. Det må vel være nok til at kunne tilfredsstille de nævenyttige svenskere. Personligt vil jeg dog ikke ligge vågen om natten af bare spænding over hvilket udfald, klagesagen vil få, når undersøgelserne om føje år er færdiggjort.

Mens du snupper en øl, kan jeg fortsætte med endnu en aktuel sag i samme genre, nemlig det kommende hooliganregister. Der har været rejst kritiske røster mod dette tiltag, men som fredelig fodboldfan har jeg svært ved at have de store indsigelser mod konceptet som sådan. Hvis det kan hjælpe politi og kontrollører med at holde ægte voldsmænd væk fra landets stadions og dermed berøve dem en del af incitamentet for overhovedet at involvere sig i hooliganmiljøet, ser jeg ikke, at det kan skade. Tvært i mod kan det måske ligefrem ende med, at mere fredelige fodboldfans ikke bliver behandlet som potentielle voldspsykopater af ordensudøverne.

Det er naturligvis vigtigt, at der er en passende retssikkerhed forbundet med optagelsen i registret og hvor lang tid, registreringen skal gælde. Det må være afgørende, at almindelige fodboldfans ikke kan havne der ved en fejl eller på grund af personlige uoverensstemmelser med betjente eller kontrollører. Tilsvarende bør man heller ikke været afskåret fra at se fodboldkampe i al evighed, fordi man lavede noget lort, da man som ung og dum teenager havde svært ved at sortere i venneflokken.

Et passende kriterium for optagelsen kunne være en dom for en fodboldrelateret overtrædelse af straffeloven, og så er jeg bedøvende ligeglad med, om forseelsen er skete inde på et stadion, et tog eller på en tilfældig S-togsstation. Det må så være op til de nærmere forhandlinger med Justitsministeriet i forbindelse med et lovforslag præcis hvilke lovovertrædelser, som skal kunne udløse en plads i hooliganregistret. Det er her, at sammenslutningen af danske fodboldfans, DFF, skal træde i karakter og forsøge at opnå størst mulig indflydelse, og det burde være nemmere ved at indgå i en konstruktiv dialog end ved at stå og skrige fornærmet på sidelinien. Lad nu være med at afbryde mig ved at begynde at snakke om Ungdomshuset!

Hvor kom jeg nu fra? Jo, hooliganregistret. Jeg har ikke selv nogen færdigstrikket løsning klar. Personligt ville jeg dog ikke løfte et øjenbryn, hvis ikke alene voldsdomme og domme for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden men for eksempel også gentagne domme for hærværk under eller efter fodboldkampe kunne være den udløsende faktor. Hvis man har splittet en togkupé ad på vej hjem fra en fodboldkamp og undervejs skræmt de andre passagerer fra vid og sans, ligger man sgu, som man har redt. Herudover måtte hjertens gerne også racistiske forhånelser blive omfattet.

Selvom DBU åbenbart indtil nu ikke har ment, at racisme udgør noget større problem i dansk fodbold, er det altså et emne, som blandt andet UEFA, tager meget alvorligt – og det helt berettiget. De fleste har vel svært ved at få ondt af en klovn, som har brilleret med usympatiske abelyde rettet mod sorte spillere. Hvis hans adfærd oven i købet kan resultere i alvorlige sanktioner mod den stakkels klub, han har valgt at omklamre med sin alternative kærlighed, bør de sidste tvivlere forhåbentlig kunne overbevises om, at han ikke længere hører til på stadion. Om han så i stedet sidder derhjemme foran skærmen i sin BIVA lænestol og grynter så meget, at han er ved at kløjes i sine chips og dåseøl, vil jeg ikke blande mig i.

Til overraskelse for en del er forhånelse eller nedværdigelse på grund af blandt andet ens tro eller seksuelle orientering, omfattet af den samme bestemmelse i straffeloven. Hvis der ellers skal være en smule konsekvens i tingene, vil det derfor være svært at argumentere for, at højlydt homofobi ikke også skal kunne udløse en sanktion. At en del af FC Københavns sangskat i yderste konsekvens bør revurderes, lever vi nok med. De pågældende sange tilhører et andet årti, hvor resultaterne var anderledes, og det unuancerede had til vestegnen til tider var alt, vi havde. I dag føles det heldigvis som en evighed siden.

Problemet med i hvert fald hærværk og racisme i forbindelse med fodbold har imidlertid været, at det er sjældent, at den slags unoder retsforfølges og fører til en domfældelse. Det seneste eksempel på det så vi i forbindelse med træningskampen mellem FCK2 og Lyngby i lørdags. Her viste en større gruppe Lyngbyfans, hvorfor vi bestemt ikke savner den klub i superligaen, ved at forfølge Pimpong og Jamil Fearrington med racistiske tilråb under hele kampen, uden at det tilstedeværende politi greb ind. Da pressen efterfølgende tog sagen op, forklarede sektionsleder ved Københavns Politi, John Lorentzen, at betjentene i princippet burde have skredet ind overfor lovovertrædelsen, men at man af ressourcemæssige årsager valgte at ignorere de racistiske råb.

Hvis den indstilling skulle være kendetegnende for politiets syn på lovovertrædelser i forbindelse med fodboldkampe, kan man spørge sig selv, om der så overhovedet er noget behov for et register. Heldigvis lader det dog til, at politiet er blevet lidt mere resultatorienterede, når det kommer til vold og grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Senest har politiet således tiltalt syv ungersvende med tilknytning til South Side United for at planlægge brutal og farlig vold mod FCKfans i forbindelse med indestævnet i Brøndby Hallen i januar. Da tiltalen bygger på telefonaflytninger af de tiltalte og ikke tilfældig sladder, er der noget, som kan tyde på, at politiet denne gang har haft i den lange ende. Hvordan domstolene ser på beviserne, må så tiden vise.

Som bekendt har vi dog også vores egne festaber. I hvert fald har der for nylig været domsforhandling i Københavns Byret, hvor 9 FCK-fans stod tiltalt for at ville medvirke i et planlagt slagsmål på Enghave Station med Brøndbyfans i forbindelse med Royal League-kampen i december 2005. Politiet fandt, at det havde været et stærkt indicium på de tiltaltes knap så fredelige planer, at fem af de tiltalte havde været i besiddelse af tandbeskyttere ved anholdelsen. De tiltalte havde på deres side travlt med at forklare, at de skam bare var almindelige fans og ikke hooligans, og forklaringerne på tandbeskytterne gik blandt andet ud på, at man spillede amerikansk fodbold, gik til boksning eller havde oplevet ubehagelige værtshusslagsmål, så man for en sikkerheds skyld altid havde en tandbeskytter på sig.

Det kan jo hver for sig være plausible forklaringer, men som halvgammel familiefar kan jeg nu alligevel ikke lade være med at undre mig over den høje koncentration af tandbeskyttere på Enghave Station på en søndag, særligt da de tiltalte endvidere forklarede, at bortset fra to af dem, kendte ingen af de tiltalte hinanden i forvejen. Nå, det er nok bare mig, som ikke kan følge med mere og er gået glip af endnu et udbredt ungdomsfænomen, som det for eksempel også lykkedes mig med iPods og intimbarbering. Her på villavejen i Herlev studser vi mænd altså ikke andet end Ligusterhækken! Tilbage til retssagen, har jeg dog ikke kunnet finde nogen dom offentliggjort endnu, så indtil videre må det stå hen i det uvisse, hvad domsmandsretten har ment om de tiltaltes forklaringer.

Nu skal det heller ikke handle om røvere og soldater alt sammen. Vi må endelig ikke glemme fodbolden.

Efter det bizarre 0-1 nederlag til Brøndby i Parken sidste søndag, satte FC København helt som forventet tingene på plads i søndagens kamp på Brøndby Stadion. Med de tilbagevendte profiler, Allbäck, Linderoth og Niclas Jensen, sikrede FC København sig en stensikker sejr og er dermed i realiteten videre til kvartfinalerne i den glamourøse Royal League turnering. Efter en nogenlunde lige 1. halvleg, satte Byens Hold tempoet et gear op i 2. halvleg, og efter det første mål faldt Brøndbyholdet sammen som kludedukker og viste, at det kræver mere end et trænerskifte at bringe efterårets hyppige kollaps på passende afstand.

Efter fint spil og tre hurtige mål til FC København skulle der da også en foræring til, før hjemmeholdet kom på måltavlen. Efter en minimal kontakt med Silberbauer viste Morten Rasmussen endnu et eksempel på, at han trods sin ellers glimrende fysik har forbløffende svært ved at bevare fodfæstet, når der er modstandere i nærheden, og tumlede teatralsk om i straffesparksfeltet. På det efterfølgende straffespark scorede Ericsson til slutresultatet 1-3.

Særligt det tidlige tidspunkt taget i betragtning gjorde FC Københavns hold det ganske godt i store perioder af kampen, men ekstra interessant var det selvfølgelig, hvordan vores nye spillere klarede sig. Niclas gjorde det fornuftigt i defensiven, men det var særligt i det offensive, at han viste sine kvaliteter. To følte afleveringer til Silberbauer resulterede i mål, og hvis Niclas i sin lettere fremskredne alder ellers kan klare at spille kamp hver uge, får vores unge svenske ven, Oscar Wendt, nok ikke meget spilletid. Og formoder man, at enhver fodboldspiller har et vist antal kampe i sig i sin samlede karriere, må man trods alt gå ud fra, at Niclas’ udlandskarriere ikke har fået slidt ham ned før tid! Det hører dog med til historien, at Ståle efter kampen udtalte, at han gerne så Niclas lægge sin spillestil om, så han satser mere på det defensive. Lad os så bare håbe, at det ikke ender i en middelmådig back, som hverken er supergod defensivt eller offensivt.

Vores brasilianske angriber, Ailton, forsatte de lovende takter fra sidste søndag og kronede sin indsats med et fortjent mål. Selve eksekveringen var ikke det mest imponerende ved episoden, da Stephan Andersen fik en hånd på Ailtons skud, men brasilianeren skal have ros for dels sin elegante nedtagning af Linderoths godt sete aflevering, dels sit hurtige overblik ved valget af et lob over den fremadstormende målmand. Trods momentvise eksempler på sin fine teknik og spilforståelse i de to første kampe, har Ailton dog endnu ikke været så fremtrædende, at han bedømt alene på den indsats kan udråbes som vores kommende måltyv. Tegningen er der imidlertid, og når man tager i betragtning, at han først nu er ved at komme sig helt over en alvorlig skade og naturligvis endnu ikke kender sine holdkammerater særligt godt, er det svært at bevare pessimismen på hans vegne.

Vi må heller ikke glemme, at der også i denne uge er blevet spillet kampe – af varierende vigtighed. I den lettere genre vandt FC København en træningskamp over Viking med 3-0. Da jeg ikke selv havde fornøjelsen af at overvære kampen, vil jeg nøjes med at konstatere, at det da er et flot resultat, når startopstillingen var præget af spillere langt fra vores idealopstilling.

Der var lidt mere på spil i tirsdagens og onsdagens kampe i Champions League, hvor vi jo er nået frem til de første kampe i ottendedelsfinalerne. Tirsdag konkurrerede de afdankede mastodonter, Real Madrid og Bayern München, om, hvilket af de to hold, der er mest i krise her i begyndelsen af 2007. Slutresultatet 3-2 gav ikke noget entydigt svar på det spørgsmål, men der var i hvert fald nok ikke i den kamp, at den kommende vinder af årets turnering skal findes, dertil er forsvaret hos flere af de andre resterende hold for stærke.

Barcelona har heller ikke ligefrem været flyvende i den senere tid, hverken på eller uden for banen. Det var nu alligevel en overraskelse, at en duel på karaoke og golfkøller skulle vise sig at være den optimale forberedelse for Liverpool i almindelighed og Bellamy og Riise i særdeleshed. Om ikke andet må Benitez efter onsdagens 2-1 sejr hyldes som en sand stormester, for det er få, som kan vinde en svær skakmatch, når de stort set kun har fordrukne bønder at flytte rundt med.

Personligt valgte jeg imidlertid onsdag aften at koncentrere mig om Chelseas besøg hos Mourinhos tidligere arbejdsgiver. Det mest dramatiske i den kamp var, at uheldige John Terry måtte forlade banen i starten af kampen med en ankelskade, netop som han endelig var blevet klar efter sin langvarige skade i ryggen. Vi må håbe, at han denne gang ikke kommer til at gå glip af al for mange kampe udover søndagens ligacup finale mod Arsenal. Porto benyttede sig i øvrigt af Terrys fravær til at score til 1-0, men heldigvis gentog en velspillende Shevchenko lørdagens bedrift og udlignede til slutresultatet 1-1.

Det lader til, at min lange enetale har udmattet de øvrige gæster. Væk er de i hvert fald. Begge to. Du, min tålmodige ven, må også hellere drikke ud, så jeg kan få lukket bulen for i aften. Jeg må se, om jeg kan spænde en sneplov for jernhesten, for nu vil jeg nemlig forsvinde ud i natten, som et andet spøgelse fra Herlev.

Hans CL

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Razorlight: Razorlight (2006)

Hvis der findes en anstændig pladepusher i Herlev Kommune, har jeg ikke fundet ham endnu. Men før savnet af Guf på Nørrebrogade får mig til bryde ud i tårer, må jeg prise Herren for, at der er noget, som hedder nethandel, hvor man ligefrem kan købe CD’er til en rimelig pris. For nogle måneder siden fik jeg en ordentlig stak tilsendt, og blandt dem har Razorlights nyeste skive været den mest spillede. Det er måske ikke tidens mest nyskabende band, men klassik britisk rock, når det er bedst. Med forsangeren Johnny Borrell i spidsen formår gruppen at skrive og fremføre en række iørefaldende sange, og de fik da også fortjent en nominering i kategorien bedste gruppe ved de netop afholdte Brit Awards, uden dog at vinde. Pladen Razorlight holder i hvert fald hele vejen og indeholder mange andre perler end det afdæmpede radiohit 'America', og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg gik glip af deres koncert i Pumpehuset sidste måned.

 

Ugens sang:

Amy Winehouse: 'Rehab'

Den unge Winehouse var i modsætning til Razorlight en af vinderne ved sidste uges Brit Awards, hvor hun snuppede prisen som bedste kvindelige engelske solist foran blandt andet den også stærkt anbefalelsesværdige Lily Allen. Hendes hæse og soulfulde sangstemme er blandt andet blevet sammenlignet med amerikanske Lauryn Hills, og sangen 'Rehab' er et catchy og jazzet sammensurium af blæsere, klaver, klokkeklang og meget andet godt. Teksten skulle åbenbart relatere til, at hun godt kan lide at feste og drikke igennem i en sådan grad, at hendes pladeselskab foreslog hende en tur på en afvænningsklinik, hvilket hun høfligt afslog. I en tid, hvor halvdelen af show bizz verdenen lader til at ryge ind og ud den slags klinikker uden nogen synbar bedring, kan man vel dårligt stå her bag disken og bebrejde en pige i starten af tyverne at sige nej til behandling. Hvis hun stadig har samme alkoholforbrug, når hun nærmer sig gennemsnitsalderen for en bartender i denne bule, kan det dog selvfølgelig godt være, at hun bør genoverveje sin beslutning.