Jamen velkommen herned, og kom indenfor. Jeg går ud fra at turen er foregået i mere ro og orden end hvis du var forbi de seneste par dage – og hvis du var det, med nerverne uden på tøjet over den højspændte og handlingsmættede by du færdedes i, bare for så at finde døren låst og baren lukket... ja, så beklager jeg. Det havde nu ikke så meget at gøre med spændinger ude i gaden. Mere med bartenderens indre spændinger og afhængighed af at have fajance (som man kunne være nogenlunde sikker på ikke ville være optaget) i nærheden.

Jeg skal undgå at udpensle yderligere. Men skulle man alligevel blive hjemme i sengen – for det meste – så var dagene og nætterne jo ikke dårlige. Selv TV2 News havde ikke, som de plejer, en konstant parade af vejrudsigter. Og de der var drejede sig som regel om hvilke effekter aftenens regnbyger ville have på de småbrande som blussede på diverse gader rundt om i byen.

Vi havde jo nok også fulgt med, hvis der havde været åbent, naturligvis med den ærbødige respekt nyheder er nødt til at udvise over for livefodbold – selv når denne foregår i Royal League. Men set i bakspejlet er jeg nok meget godt tilfreds med at der var lukket. Den debat er en migrænemager af rang. Jeg vil nøjes med at konstatere, at mens jeg bestemt er for forskellighed, og nyder mængder af kunst som er sprunget fra modkulturen, så er jeg sgu ikke for at smide sten i hovedet på folk. Så al den sympati jeg – formentlig ret naivt – havde for Ungdomshuset er pist væk, og har været det siden december.

Despekten for Royal League går længere tilbage end til december, men vi kom jo en runde videre i søndags – måske ikke så overraskende, da vi spillede mod Hammarby, der selv var ude, og som skulle vinde 5-0 for i stedet for os at sende deres ærkerivaler AIK videre i turneringen. De så da heller ikke enormt motiverede ud, og kampen blev en af de lidet intense forestillinger som så tit kendetegner Royal League. Men København virkede afgjort opsatte, og Allbäcks saksesparksmål var snildt værd at misse anden halvleg af Mickey Mouse Cup-finalen mellem Chelsea og Arsenal for – især når de var venlige nok med at vente til pausen i vores kamp med deres forrygende slagsmål til at afslutte kampen i Cardiff. Dagens næststørste bifald hernede i bulen var da uret ramte de 100 minutter i den kamp.

Hvad angår Royal League, har jeg forlængst opgivet håbet om at når turneringen begynder at gå ind mellem de rigtige kampe, så slappes der af. De virker som om de gerne vil vinde en gang til. Go nuts, så. Men en ting jeg, som noget af en antiroyalist, ikke vil hænge turneringen ud for, er den skade Marcus Allbäck fik. Det er jo et rent tilfælde. Den kunne lige så godt være kommet i en træningskamp samme sted, som den for et års tid siden mod Schalke, eller under træning. Det så ikke engang særlig dramatisk ud da det skete. Der er knæskader, man dårligt kan holde ud at se – hvor foden hænger fast i græsset, og hele kroppen drejes rundt i en voldsom skrue, der vrider knæleddet et godt stykke rundt. Det gør nas bare at høre beskrevet, ikke? Her kom Allbäck ned på helt almindelig vis med et bøjet ben, rejste sig op, og havde pludselig for ondt til at kunne stå op.

Pokkers uheldigt for ham, men på den anden side held i uheld. Først og fremmest fordi han trods alt kan nøjes med at være ude indtil slutningen af april, og måske endda kortere tid. Og for det andet, fordi han fik skaden nu og ikke i efteråret. Det må trods alt have givet et ekstra gib i den sportslige ledelse, da Mackan blev båret ud af stadion, for det kan umuligt, ligemeget om man gider bruge tid på hypoteser eller ej, have været til at undgå at tænke på hvad der ville være sket hvis den menisk var røget en gang i september eller oktober, hvor Berglund var den eneste anden angriber, og Atiba endnu ikke var blevet flyttet frem som en af de to forreste, i hvert fald ikke med succes.

Det er ingen kritik af det gamble det var at gennemføre efteråret uden dækning for Allbäck, for man kan jo ikke rigtig kritisere en gambler, der vinder. Men blot en erkendelse af, at vi trods alt har været ret heldige med skader – tre længere er det blevet til i denne sæson, Grønkjær, Bergdølmo og Allbäck, og jeg kan da i hvert fald nævne én klub som også har kunnet fremvise langtidsskader til en wing, en venstreback og en angriber, og så lidt til. På den baggrund kan jeg kun ærgre mig en smule over Allbäcks fravær.

Det er det gode ved at have en trup som har ’kvalitet helt ud i hjørnerne’, for at låne Per Nielsens udtryk. Vi er uhørt godt dækket ind for en dansk klub, selv for en klassespiller som Allbäck. Ja, måske det endda kan spare Ståle for en hovedpine, nemlig hvordan han får plads til alle vores fem rigtig gode midtbanespillere på én gang – Atiba, Grønkjær, Kvist, Silberbauer og Linderoth. For jeg tror Atiba vil blive foretrukket frem for Berglund. Det eneste der på længere sigt er lidt skuffende, er at vores formodede førsteangriberduo ikke får spillet så meget sammen før sæsonen er i fuld gang.

Så ikke et ondt ord om Royal League i anledning af Allbäck. Heh! Snydt, hvad? En eller flere af jer havde nok regnet med at jeg havde stået hernede og skumlet længe over hvordan dr. Pers hjertensbarn fik skovlen under vores bedste spiller. Det bliver ikke i dag. Men der er da også nok åndssvagt ved ’ligaen’ at tage fat på i forvejen. Hvad sker der for en turnering, som går ud fra følgende udgangspunkter, når en serie kvartfinaler skal arrangeres – sakset fra en norsk artikel, derfor den sære stavning:

• ingen lag fra samme land møtes

• ingen lag fra samme gruppe møtes

• ingen gruppevinnere skal møtes

• minst én semifinale skal gå i hvert land

• Brann og Helsingborg spiller borte (som de selv har bedt om)

Det var trods alt for mange forudsætninger til at man kunne håndtere det. Så man måtte skære en genvej, og dermed kunne Lillestrøm, der ubesejret havde vundet puljen med Danmarks mestre og sølvvindere samt Sveriges bronsmedaljörer, få deres belønning: en udekamp mod en anden puljevinder, OB. Måske vi burde videreføre dette princip til den danske pokalturnering: alle de jyske eller sjællandske hold skal have et jævnt antal ude- og hjemmekampe, og får de det ikke af sig selv må man flytte holdene. København skal spille hjemme? Ked af det, kammerater, men det skal Holbæk også. God tur.

Eller også kunne man bare lade som om det var en rigtig fodboldturnering, ignorere det tåbelige krav om placeringen af kampene, og i øvrigt bede klubberne om at tage sig sammen og sørge for en bane hvis de virkelig ønsker at være med. Er det krav ikke hørt før?

OB’s belønning for at have en bane, og for i øvrigt at ligge i toppen og spille europæisk hele efteråret (i modsætning til at floppe grelt europæisk og ligge under midten) er, at de igen ikke får deres kamp vist i tv, og klubberne rundt om må efterhånden stille eksistientielle spørgsmål om hvad de skal gøre for at blive eksponeret i fjernsynet, ud over muligvis at skifte navn til F.C. København eller Brøndby. OB har så i det mindste fået vist en enkelt kamp i denne turnering, en temmelig underholdende 5-3-sejr over Rosenborg. Heller ikke dette kunne formilde Kanal 5’s redaktion, men så har de i det mindste tv-optrådt én gang mere end Viborg i denne Royal League-sæson; jyderne har man stort set intet set af nu den ambitiøse dækning med klip fra alle kampene ser ud til at være droppet.

Ikke at jeg har savnet klip fra Viborgs royale eventyr, forstå mig ret. Jeg har bare svært ved at se hvordan man skal prøve at bilde nogen ind at turneringen er vigtig, når man dækker turneringen på en stadig mere skrabet facon. Og når samtidig der er forbud mod at vise andre end København og Brøndby fremstår det på mere og mere discountagtig vis som den seertalsmaskine det er at få de to klubber til at rende rundt i manegen og spille pointeløse kampe, heraf to mod hinanden. Guderne må vide om finalen bliver vist, hvis den har to svenske hold med – eller har OB med, for den sags skyld. Og der kunne vel ikke være et meget værre tidspunkt for turneringens ledelse at se tv-aftalen løbe ud på, i hvert fald for dansk vedkommende – et bud herfra på at fastholde Kanal 5’s interesse kunne jo være, at man lod superligaens nr. 7 gå ind i næste års turnering i stedet for en af de klubber man alligevel nægter at vise.

Det er jo så nu så ironisk, at kampene faktisk ikke er pointeløse lige for tiden. For hold som Viborg, AIK og Rosenborg må det ganske være lidt svært at få øje på de aktuelle goder ved Royal League som en turnering der kan skærpe formen op til sæsonstart, for de spillede alle deres kampe i november og december. Men de fire kvartfinaler er faktisk ganske tiltalende hvis man har en interesse i nordisk fodbold. Gid hele turneringen var 16 hold der spillede pokalkampe i foråret i stedet. Det er nu, i ugerne op til sæsonens begyndelse, med kampene spillet på moderne stadions foran hæderlige tilskuerskarer, at turneringen har sin berettigelse – blink, og du går glip af det!

Ikke nok med det, men der er endda knald-eller-fald-kampe, så man undgår ynkelige overgivelser som Midtjyllands pinlige indsats over to kampe sidste år. I hvert fald ideelt. Enten er Brann håbløse, eller også undervurderede de Brøndby brutalt. At de stadig kunne have Brøndby oppe mod muren i anden halvlegs begyndelse, bagud med et mål og en mand, vidner vel kun om at BIF langtfra er frygtindgydende endnu. Mest skræmmende er vel Morten ’Duncan’ Rasmussen, den notoriske snyder, der losser folk ned og smider sig i feltet for et godt ord – hans straffe i kampen mod Brann havde formentlig været korrekt nok, hvis han var løbet videre og målmanden havde væltet ham, hvad han ikke havde kunnet undgå at gøre. ’Duncan’ tog så ingen chancer, og tumlede allerede inden mødet. Per Nielsen er godt nok blevet draget i tvivl som anfører på det seneste, men på det punkt må man da erkende, at Brøndbys kaptajn er en sand kilde til inspiration hos de unge.

Og overhovedet ikke apropos Vestegnen, så forstår jeg overhovedet ikke hvorfor du står og fniser ad den overskrift på El Mundo Deportivo. Jeg ved ikke hvad du tror det betyder, men der står at det er stjernespillernes stund, så hold op med at være barnlig. Jeg skal dog have smidt den ud, den avis. Hvad nytter det at man spiller pyntefodbold som dette:

- mod pløkumulige Bilbao, der kan blære sig med deres indebrændte cantera i La Segunda i næste sæson, når man stadig kan selvdestruere og strinte føringer og spillemæssige overtag væk hver gang modstanden bliver sværere? Jeg havde forberedt en masse spændende ord at sige om klubbens forår, men selv om det er Holgers uge den kamp blev spillet i, og jeg derfor ikke vil tale om Barcas kamp i Sevilla, så vil jeg nøjes med at sige at jeg har gået rundt med et blankt, vantro udtryk i ansigtet hernede i adskillige timer nu, og ikke forventer at det hører op snart.

Erkendelsen er, at Paris i maj er så godt som det blev. Dette kan blive en historisk gyselig uge. I Champions League er de allerede ude, og det er mest et spørgsmål om hvor stort Rafa Benitez’ hold vinder – for ham kan de ganske enkelt ikke stille noget op mod, om det så er La Mestalla eller Anfield Road han er chef på. Og på lørdag henter Madrid et af de udebaneresultater de har specialiseret sig i at få trods et skrækkeligt spil. Tro mig, det sker. Sats på pokalen. Og derefter – rip it up and start again.

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sange:

Blur: ’For Tomorrow’
“Let’s take a drive to Primrose Hill, it’s windy there…”

Den har vist været i jukeboxen før, men fortjener så mange ture det skal være: Blurs genfødsel i Ray Davies’ ånd var også en genfødsel for britisk pop. Og så er det en af de mange bittersøde hyldester til den lige så bittersøde by London, denne fantastiske by, som man kan besøge igen og igen uden tilsyneladende nogensinde at nå mere end at kradse i overfladen. Og ja, udsigten oppe fra Primrose Hill er virkelig dejlig.

Ugens albums:

The Hold Steady: Separation Sunday
Det kunne lige så godt havde været den seneste, Boys and Girls in America, men den havde Holger kørende for tre uger siden. Det kunne også have været debuten Almost Killed Me, for den er også glimrende. Men nu blev det for afvekslingens skyld andet album fra 2005. Realiteten er snarere, at alle tre har kørt i et loop hernede i længere tid, for The Hold Steady er virkelig gode, og desuden helt eminente at drikke øl til – med titler som ’Barfruit Blues’ og triumferende slagord som ”Gonna walk around and drink some more”, som Holger allerede kunne citere senest, er det knap overraskende.

Separation Sunday er en art konceptplade, men ikke så meget at det gør ondt – dens sange foregår rundt om nogle hovedpersoner såsom den stenede, joggingbukseklædte dealer Charlemagne og den lokale festpige og blandingsmisbruger Holly – den ’hoodrat’ som førstnævnte fortæller om ovenfor. Den er i øvrigt fyldt med referencer til stoffer og alkohol, uansvarlig sex og endda – gys! – tobaksrygning.

I en lokal publikation kom jeg til at beskrive The Hold Steady som en art herlig krydsning mellem The Replacements og en tidlig Bruce Springsteen, og det var derfor en fornøjelse at finde følgende sagt af sanger Craig Finn: ”We kind of do this bar-rock thing, and the E Street Band is one of the best bar-rock bands ever. And the piano-- obviously those first three E Street Band records kind of defined how to tastefully do rock'n'roll piano. But I hear easily as much Replacements in our music as I do Springsteen. And it's certainly a way bigger influence on me than Springsteen, although I certainly do like Springsteen a lot. Separation Sunday has those epic song structures that I think Springsteen dealt with a lot.”

Så har man da i hvert fald lidt øre for de ting. Det gode er derudover, at Finn og hans band absolut ikke behøver skamme sig ved siden af de folk. Og live er de en bragende god aften, hvad vores selskab fik så dem i London for nylig, på Koko – det sted som engang hed Camden Palace, og som Eldorado-seere vil huske. Rock’n’roll og gang i den foran scenen. Og en keyboardmand der ligner Uncle Leo fra Seinfeld. Det var dejligt. Og ikke engang et fuldt sæt – det var en dobbeltkoncert, så de blev desværre nødt til at holde efter 40 minutter, hvor det allerede forlængst kogte. Ville nogen være så venlige at hive dem til Loppen eller Lille Vega meget, meget snart?

The Triffids: In the Pines og Calenture
Endnu en genudsendelse af to meget forskellige plader fra Triffids, australierne som gav verden David McCombs smukke, mørke, poetiske stemme. In the Pines var en musikalsk mellemsæson, optaget på primitivt udstyr langt ude i the Outback i et skur. Oprindeligt var det en bagatel, svækket af at de fire bedste sange brutalt blev klippet fra for at anvendes på det næste stort anlagte album. De er blevet genindsat, og på den måde er bagatellen nu en fremragende plade med en helt anden tyngde, men stadig med den friskhed det nu engang giver at sætte sit band sammen i et rum og køre det hele i første take.

Calenture er en anden historie, et egentligt mesterværk, selv om de programmerede trommer på halvdelen af numrene lyder endog meget firserstive i dag. Men sangene, mand... og den stemme, sommetider brysk, sommetider tvivlende, sommetider romantisk og kælen. Og så serveret med en stribe b-sider samt en helt anderledes udgave af albummet som en ekstraplade, sat sammen af demoerne der blev lavet inden producer Gil Norton lagde det fernis på, der ganske vist ændrede Triffids’ lyd til det uigenkendelige, men som passer fantastisk til den højstemte tone som er på pladen – lyt til ’Bury Me Deep in Love’, der næsten er en art salme.