Godaften, godaften. Ja, undskyld jeg står her og drypper vellevnedssved. Men jeg var lige i kælderen og tjekke vores havemøbler, der lige pludselig før vi ved af det skal i brug. Okay, ikke lige de nærmeste dage, og godt det samme, for så havde vi vel været nødt til at bolte stole og borde fast til jorden for at undgå, at gadens parlament - horderne af utilpassede teenagere med manglende impulskontrol og deres medløbende vanevandalister af inden- og udenlandsk herkomst - skulle bruge dem som pindebrænde og kasteskyts i husvildhedens, frustrationens og afmagtens undskyldende navn. For selvom en kollega i det civile erhverv utidigt vendte hjem fra sin skiferie, da resorten et sted i de salzburgske alper kunne diske op med 17-18 plusgader i denne uge, så er der ikke meget i prognoserne for København og omegn, der indikerer så forårsagtigt et klima lige med det samme.

Men uanset klima, så er der nu endelig tale om forår i fodboldmæssig forstand, og vi må så leve med at være underlagt de skandi-polariske vejrluner, der måske lige som sidste år smasker et to-timers snevejrsmikroklima ned over en given arena, hvor København tilfældigvis skal spille, på f.eks. forårshalvsæsonens tredie spillerunde på den sidste og ellers sommertidsskiftende weekend i marts.

Hvorom alting er, Saxokrybet er vendt hjem fra den mexicanske golf efter at have pjækket fra bartjansen en måneds tid, og superligaen starter op på søndag - eller lørdag for et par stykker - så alt er tilbage i gamle, vante gænge. Den store nyskabelse i suppen skulle være den nye og forbedrede TV-aftale i en ny kanals, TV2-Sport/Viasat, regi.

Dét projekt er som bekendt foreløbig sejlet på grund i konkurrencestyrelsen, så i hvert fald her i marts måned er det TV-business as usual. Hvis og når TV2/Viasat får deres aftale igennem - og ikke overhales indenom af f.eks. DR og/eller Canal Digital - skulle det mod brugerbetaling betyde at samtlige kampe kommer på live-TV i et omfang, så kun to kampe (søndag kl. 15) vil overlappe hinanden. Det skulle betyde, at sofasuppe-entusiasten kan nappe 5 af rundens 6 kampe live og evt. den sidste på optageren. Det er sikkert fint. For mit vedkommende vil det ikke ændre en meter.

De nye kamp- og dermed TV-tidspunkter kommer både lørdag, søndag og mandag til at ligge samtidig med TV-kampene fra England, Italien og Spanien, så fat chance, at jeg kommer til at vælge Maltaligabold, hvis ikke lige København er den ene part. Og jeg ikke lige er på stadion for at se København. Hvad stærkt spredte kick-off tidspunkter og massiv TV-dækning kommer til at betyde for tilskuertallene på stadions skal blive interessant at se. Mit gæt vil være tilskuernedgang. Markant tilskuerfald endda, hvis ikke de afviklingsansvarlige paphoveder i det mindste tager sig sammen til at annoncere de endelige spilletidspunkter i anstændig tid. Dvs. måneder i forvejen. I England f.eks. udvælges TV-kampe op til et halv år i forvejen.

Det ville være rart om man også herhjemme kunne vise den smule respekt for kunderne, at de ikke skal ændre eller vente med at lægge weekendplaner til sølle 2 uger før en kamp. Og den gamle undskyldning med, at TV3/Viasat skulle vente med at vælge kampe til så sent som muligt af hensyn til stillingen og mest interessante kampe - og det så alligevel altid bliver København og Brøndbyerne - holder jo heller ikke mere, når der ikke kun er 2 kampe pr. runde at TV-planlægge.

Selvom det altså umiddelbart rager mig, kan jeg til gengæld sagtens se det ikke skide smarte i tidspunktet mandag aften. Det har lige som været prøvet før. Dødsenstriste, atmosfæreforladte forestillinger på svagtbelyste, mennesketomme stadions i provinsen. Det er svært at få øje på, hvorfor mandagskampe skulle være mere attraktive nu. Og gabende tomme stadions i en nærmest lydløs kulisse mandag aften giver næppe spillerne den store inspiration, hvorfor hverken spil eller totaloplevelse vil friste stadiontilskueren til at komme igen eller TV-seerne til at tage på stadion. Eller blot tænde for TV'et næste mandag.

Færre tilskuere og færre TV-seere rammer både klubberne og TV-stationerne. Indtil de afviklingsansvarlige finder ud af at lade de sikre billetsælgere, Brøndbyerne og København, træde ind på scenen for at redde mandagen som kampdag. Og så begynder det pludselig at vedkomme mig. Og dig. Fandeme om jeg gider tage til bold om mandagen!

Suppebold mandag aften kan i tåbelighed så alligevel ikke helt konkurrere med en royal træningskamp med tilskuere en torsdag eftermiddag kl. 17. Lad være at RL-komiteen var aldeles fjeldkolde i røven over de danske myndigheders sikkerhedsadvarsler - hvor det oven i varslede tumulter i dønningerne af et nedrevet ungdomshus og amazonernes kampdag kunne virke noget grotesk at invitere potentielt fire hool-fims til hjerneblæste offs i indre bys gader - og holdt fast i afvikling af en kamp i København og en kamp i Københavns omegn. Samme aften. Sund fornuft er ikke en parameter, når den store, nordiske træningsturnering skal afvikles.

Derfor oplever vi noget så absurd som at spille en hverdag, hvor adskillige potentielle tilskuere enten stadig jobber eller er på vej hjem fra samme. Det skal nok have kostet en solid røvfuld TV-seere til København-Helsingborg - jeg nåede f.eks. først herned og åbne døren og tænde storskærmen til anden halvlegs start ved 18-tiden - og forholdsmæssigt nok endnu flere tilskuere i Parken. Med mindre der er tale om et lodret dekret fra RL-ledelsen, kan det da nok undre såre, at Parken Sport & Entertainment ligefrem frivilligt forringer egne indtægtsmuligheder. Jeg antager nemlig, at PS&E just ikke har indskrænket kundesegmentet til skoleelever, studerende, ledige, pensionister, og de der har tidligt fri fra job ... eller tager sig fri for at se en træningskamp mod erlæggelse af entre. Mon ikke det formidable tilskuertal på 6.642 hoveder er en meget god indikator her!

Det blev således kun meget sporadisk kiggen på anden halvleg af Helsingborgkampen, da vi med en god håndfuld stamspillere på bænken eller helt udenfor som forventet bookede den tredie royale finaleplads. Af tre mulige. Naturligvis var den første halvleg, som jeg måtte opleve via sms og bilradio, det opløftende i dagens seance. Tak til arrangørerne for det!

Træningsturnering eller ej, så har det også været pinagtigt at opleve danske TV- og aviskommentatorer verbalonanere over det fantastiske superliganiveau med 3 af de 4 semifinalister fra Danmark. I min optik burde vi snarere skamme os over kun at have to hold med i semifinalerne i fjor og endda kun et mandskab blandt de 6 (seks) sidste forrige år. For det gjaldt da som i den aktuelle udgave, at november-december runderne i RL afvikles, efter de svenske/norske hold er gået på vinterferie, mens februar-marts (slut-)runderne afvikles, hvor vi herhjemme er i sidste forberedelsesfase på tærsklen til forårsstart, og vores endnu mere klimatisk udfordrede naboer først har sæsonpremiere hen i april måned.

Helsingborg blev affærdiget rimeligt komfortabelt, men dog langt fra prangende i det af anden halvleg, jeg fik set. Og det var jo heller ikke ligefrem fordi, de sidste norsksvenske deltagere i kvartfinalerne blev "smadret" ud af turneringen. Brann tabte med en mand mindre unødigt stort til et ikke-overlegent Brøndbyerne-mandskab (if. medierne, jeg så ikke kampen), Lillestrøm måtte først bøje sig i straffesparkskonkurrence i Odense, og Elfsborg var klart bedst mod os. Lad så være, at det var kunstgræs, og vi havde vores tydelige problemer på det underlag. Det har Ståle kommenteret, ligesom en af mandagstrænerne udenfor sæson har nærstuderet kampen i jordhøjde.

Fakta fra sidste sæson i Sverige afslører, at de svenske mestre fra Elfsborg havde omtrent identisk hjemme- og udebanestatistik, så at deres fordel af kunststoffet i Borås skulle være urimelig, kan man ikke påstå. I stedet bemærkede jeg, at Elfsborg udover at spille bolden lang bedre rundt også virkede fysisk og konditionsmæssigt stærkere over hele banen de første 60-70 minutter, hvilket man i hvert fald ikke kan tilskrive underlaget. Til gengæld var det så en typisk "mariginalerne-på-storholdets-side" kamp, hvor Jesper C. reddede den Københavnske røv, mens vi bare lavede et par mål ud af intet. Det har vi oplevet før så mange gange selv mod "større" og mere rutinerede hold i de europæiske turneringer. Og modsat profiteret af så mange gange i den hjemlige liga de senere sæsoner, når vi har slået til i kampe, hvor modstanderen egentlig havde fortjent bedre.

Præcis som Manchester Reds gjorde det i lørdagens franchise- og arvefjendeopgør hos Liverpool Reds. Og i øvrigt ugen inden nede hos Fulham. Vitale scoringer against the run of play - mod alle odds - og vigtige sejre på dårlige dage. Hvorfor jeg lige nævner det, er selvfølgelig fordi det synes uundgåeligt, at Man. United overtager Premier League tronen fra "mit" Chelsea. Okay, ovenpå to mesterskaber i træk er der plads til et pusterum, så jeg overlever såmænd nok med en mesterskabspause. Selvom det selvfølgelig er trist at se Sir Alex' evigt irriterende guldhøstere (8 titler på 14 sæsoner) tilbage på tronen. Kun Liverpool med deres klamme selvopfattelse som klubben og deres ulidelige og endeløse horder af tilhængere også på vore breddegrader havde været værre som engelsk mester. Heldigvis sker det lige så lidt i 2007 som de foregående 16 år.

United er nu også rigeligt slemt, men ingenlunde ulogisk. Ferguson har fået bygget et ganske solidt hold op de senere sæsoner, hvor Ferdinand, Heinze, Rooney, Ronaldo, Saha, Vidic og senest Michael Carrick stille og roligt er spillet ind som betydende aktører foran bundsolide Edwin van der Sar. Samtidig med at veteranerne Neville, Giggs og Scholes har fundet ny luft og lyst på mere. Og sult ikke mindst, hvilket givet gælder både spillerne, Fergie og alt og alle omkring Old Trafford. Tre år med mesterskabet parkeret i London er svært at leve med på de kanter.

I denne sæson går det hele så op i en højere enhed. De har med afstand været det bedst spillende mandskab i det meste af sæsonen, og i kampene på vippen samt de sidste par meget dårlige kampe har de bare haft alle marginaler med sig. Kendetegn på et mesterhold. Præcis som Chelsea i fjor og forfjor. For nærværende er pointhøsten for og afstanden mellem nummer et og to også stort set identisk med de to sidste sæsoner, blot har United og Chelsea byttet plads. United viste så også den afgørende styrke på det helt rigtige tidspunkt, i juleprogrammet, hvor mesterskabet ofte vindes. Og endnu oftere tabes! Chelsea grundlagde de to seneste mesterskaber ved at gøre rent bord henover jul/nytår. United tog som bedste mandskab 10 af 12 mulige points i denne sæsons højtidskampagne, mens Chelsea tabte afgørende terræn med blot 6 points (10. bedst).

Endelig og bestemt ikke mindst er der så Edwin van der Sar. Med en redningsprocent på 86 er van der Sar - sammen med Evertons Tim Howard - den på papiret bedste målmand i PL. Noget man i den grad har savnet i Manchester efter en lang række keeperparodier siden Peter Schmeichels dage. En god keeper skønnes at være god for 8-10 points pr. sæson. Det nød Chelsea godt af  i 04/05 og 05/06 og har bittert indset betydningen af i denne sæson, hvor Petr Cech har været ude i godt tre måneder efter den nær fatale ulykke på Madejski Stadium i Reading midt i oktober. Da indskiftede og i øvrigt højkapable Carlo Cudicini på grotesk vis også blev langtidsskadet i samme kamp, var katastrofen fuldbyrdet. Enter Hilario, hvis strålende Chelsea-debut i Champions League mod Barcelona desværre skulle vise sig at være en enlig svale.

Siden var han en katastrofe og er blandt lokale Chelseafans ømdøbt Hilarious. Og han må virkelig have påkaldt sig megen latter hos ikke Chelsea-tilhængere med utallige fumlerier og drops. Helt konkret har han sluppet 1,1 mål ind pr. kamp i 11 PL-kampe - og to mål i hver af tre kampe i træk i Chelseas katastrofale jule-/nytårsprogram - hvor Cech (og Cudicini!) ligger på 0,4 mål. Kan vel være, at Romans pengetank er bundløs, men en mand som Cech, der i sine 10 PL-kampe i denne sæson har lige så mange (8) clean sheets som Hilario og Cudicini tilsammen (9), erstatter man bare ikke sådan uden videre. Meget sigende var Chelsea tre points foran Man. U., da Cech blev skadet, og seks points efter, da han vendte tilbage.

Det skal dog ikke tage noget fra United, der endda kan tillade sig at tabe den resterende indbyrdes kamp i London - og se Chelsea vinde deres kamp i hånden - og alligevel takket være en sublim målscore skal smide yderligere fire points i forhold til konkurrenten for at miste føringen. Selv hvis Chelsea skulle gøre rent bord, er det sgu svært at se United sætte 4 pinde til udover Chelsea-kampen i deres restprogram. Dertil fungerer holdet for godt. Der skal regulære gummiben til, og selvom en håndfuld af de nye og yngre stamspillere kan rende ind i lidt præstationsangst, når guldet kan lugtes, så er der stadig en halv snes mand i truppen, som i 2003 var med til at spille Uniteds seneste Premiership i hus og ved, hvad det handler om.

Tilsvarende svært er det at se København droppe seks points mere end nærmeste topbejler i forårets 15 kampe, hvor vi tilmed kun skal møde nr. 2, 3 og 4 én gang hver. To af kampene hjemme. Også selvom to af efterårets allerstærkeste, Mackan og Tobbe, er ude med skader en 3-4 uger. Noget vi ikke skal græde snot over, når vi husker, at vi i efteråret var velsignet fri for skader blandt nøglespillerne, bortset fra Grønkjær. Det er selvfølgelig sin sag at hævde, at det ikke får den helt store betydning med to så markante profiler ude, men dels skal vi altså ikke spille internationalt i foråret, og dels står - eller burde der stå - en række spillere klar til at vise deres værd. Også på nøglepositioner.

Blot håber jeg, at Ståle for fanden også i Allbäcks fravær vil spille to regulære angribere, når nu vi har højtkvalificerede af slagsen i truppen. Ikke mindst aht. træfsikkerheden, der just ikke er Atibas hallmark. Eller Grønkjærs eller Pimpongs, eller hvad den gode nordmand måtte overveje som andenangriber. Under alle omstændigheder er Tobias og Marcus formentlig tilbage den anden uge i april, som kan blive en uge, der sætter tingene på plads. På seks dage møder vi Midtjylland i Herning to gange (i ligaen, mandag 2. påskedag og i pokalkvarten torsdag) samt OB i Parken.

Den tid, den glæde. Nu og her bare at glæde sig over, at foråret står for døren, og fodboldhverdagen vender tilbage. Det gør den Københavnske hverdag uden eskadriller af kampklart politi og Beirut-lignende tilstande i gaderne forhåbentlig også. Meget gerne med et nyt tilholdssted til "de unge" uden våbenarsenaler og kommandocentraler på for alle parter acceptable vilkår og med gensidige hensyn og respekt i dagligdagen. Selv en halvgammel støder som undertegnede husker ungdommens tjald-og-lir dage og nætter blandt skæve, festlige og kreative eksistenser på Christiania. Subkulturer hører i den grad til i en by som København, hvor jeg til gengæld ikke har det store behov for flere, hjernevaskede og virkelighedsfjerne kristenmenigheder.

I morgen trækkes der lod til kvart- og semifinaler i kampen om den Champions League, som intet hold endnu har forsvaret, hvorfor det jo lå i kortene, at Barcelona ikke ville gå hele vejen i år. Jeg holder gerne en omgang på, at The Big Cup i Athen den 23. maj løftes af John Terry, Gary Neville eller Steven Gerrard.

Fredag og lørdag spiller The Belfast Cowboy Van Morrison i Tivolis koncertsal, og søndag spiller København i Esbjerg op til første tur i forårsdansen. Det er sgu i grunden ikke så tosset! Game on!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Bryan Ferry: Dylanesque (2007)

En hel plade med udelukkende Dylan-sange, men ikke med Dylan selv, det vil nogen nok betragte som helligbrøde. Lige med Robert Zimmerman har jeg det nu sådan, at en stor del af hans - mange - fantastiske sange gør sig bedst i andres fortolkninger, også fordi man så slipper for Uncle Bobs nasale og ofte irriterende stemme. Bryan Ferry har tidligere indspillet cover-versioner af Dylans sange, og er i det hele taget ikke bange for på egen suave og respektfulde vis at arrangere og synge andre kunstneres sange. Han har således et par gange blandt solo-udgivelserne sendt rene cover-albums på gaden. Og nu kommer så den fjortende soloplade, udelukkende med skæringer fra Dylan-repertoiret, som Bryan Ferry egentlig har ønsket at indspille siden 1973. Omgivet af musikere, kor og teknikere, der i årevis har arbejdet sammen med Ferry og Roxy Music kommer han selvfølgelig stilsikkert i havn i en palet af lækkersprød vellyd på en i det hele taget særdeles vellykket plade. På den anden side så kan Ferry's forførende stemme og overlegent virtuost fortolkende croon - fra melankoli til drama - sammen med Dylans sangskat aldrig gå helt galt. På en skive, hvor man egentlig kun kan blive lidt træt og irriteret af det 1029. cover af 'Knockin' on Heaven's Door', skiller især vidunderlige fortolkninger af 'Simple Twist of Fate' og 'Positively 4th Street' sig ud. Men resten er også sukker for øregangene. En lille smagsprøve fra BBC her med 'Just Like Tom Thumb's Blues' (landevejs- og regnvejrsboogie fra Dylan's Highway 61 Revisited):

Ugens sang:

The Hold Steady: 'Stuck Between Stations'
Bulens - well, i al fald kollega -smølles og mit - uundgåelige barband. Ikke til at komme uden om, selv om jeg havde dem på min sidste vagt også, og -smølle endda havde dem i sidste uge. Som kollega -smølle også nævnte, var vi nogen stykker, der fik garneret den februar-traditionelle fodboldtur til London med The Hold Steady live på Koko Club i Camden Town. Selv om det kun blev til 40 minutter, tight og intenst, så var det en helt igennem forrygende bekræftelse af, at Craig Finn og co. godt nok har udgivet tre strålende plader, men er absolut endnu mere formidable live. En oplevelse! Døm dem selv her fra hjemmebanen i Brooklyn for knap et år siden: