Så kom den endelig, den første ægte forårsbebuder, en københavnsk superliga-kamp på udebane og én af de mere eksotiske Viasat-kanaler, som man slet ikke kan tage på en privat, københavnsk hybridforbindelse i det indre af byen, uanset hvor mange set top-boxe og tillægspakker, man køber sig fattig i hos TDC.

Det klager vi ikke over her i bulen, for det giver altid fulde huse. Alle de vintergrå stamkunder var mødt op til begivenheden med forventeningens glæde lysende i øjnene og ikke så få var også iklædt en klækkelig bagskid. Nu er det naturligvis sådan med dansk superliga-fodbold, at de første kampe i foråret sjældent giver anledning til decideret fodboldæstetiske oplevelser, men det er vores liga, og selvom hjernen fortæller, at det nok går cirka som det rent faktisk gik i søndags, så møder hjertet alligevel altid op med lyserøde forhåbninger om flydende fodbold og hvid succes i forårsdebuten.

Således også nu på søndag, når vinteren for alvor lægges død med den første, rigtige hjemmekamp, der betyder noget. Som nabo til Parken kommer jeg undertiden forbi om vinteren, når hjemmebanen henligger som en iskold sarkofag. Ja, ikke kun til diverse kunstige Royal League-åndedræt, men sådan af helt andre grunde. Der ligger den, betonklodsen, og venter på at Superligaens genkomst kickstarter tribunernes puls igen.

Jeg ved, at når jeg svinger om hjørnet på P.H. Lings Allé på søndag, så lever kæmpen igen. Klar til at tage imod, klar til at rumme vores forhåbninger, klar til at skuffe os og klar til at løfte os. Først da er det for alvor forår.

Løftet blev vi så ikke i søndags mod Esbjerg på Blue Water Arena. Nu tales der en del om fodboldens kommercielle sider, ikke mindst i det københavnske. Personligt har jeg intet imod at en virksomhed køber retten til et stadion-navn, selvom det virker både kunstigt og aldrig rigtig slår rod i bevidstheden. Hvis det er firmaer, man fatter en bjælde af går det lige, SAS Arena i Herning, fint. Blue Water er så et internationalt speditionsfirma, der også har kontor i Aktau, Kazakstan (i nye kontorer). Umiddelbart kan jeg godt se behovet for at slå det faktum fast hos den almindelige superliga-tilskuer. Hvor ofte har jeg ikke selv stået på et fodboldstadion og spekuleret over, hvordan jeg får sendt en container til Guinea Bissau, f.eks.

Én ting er så Blue Water-delen af Esbjerg Idrætsparks nye navn. Jeg er sikker på, at tanken ved at tilføje "Arena" til snart sagt alle nybyggede, danske sportsfaciliteter er - udover at det kan bruges på både engelsk og dansk - at "arena" lyder mere ophøjet end "stadion" eller det gammeldanske "idrætspark", der dufter mere af gymnastikopvisning i trikot end moderne underholdning.

Underligt er det så at man i både England og USA oftest bruger arena, på samme måde som vi bruger hal herhjemme. Man spiller indendørssport i en overdækket arena og udendørssport på et åbent stadion (stadium) på de kanter. Eller også, vil De Unge Vilde stemningsfetischister hævde, et onde kræfter i dansk fodbold ved at gennemføre endnu et bagholdsangreb på stemningskulturen. "Stadion" betyder "et sted, man står" på græsk. Signalet er tydeligt!

Men uanset om du stod eller sad i søndags, så var du vidne til en jammerlig ørkenvandring fra både hjemme- og udeholdets side. Vi har det oftest svært i Esbjerg, hvor det i 10 superligakampe i nyere tid er blevet til kun 10 point i alt. Rent statistisk var udbyttet af søndagens uafgjorte kamp altså fuldstændig gennemsnitligt, og kampens kvalitet var mindre end det. Isoleret set langtfra en skandale på en knoldet bane og mod et Esbjerg, der ikke inviterede til andet end at banke klatten formålsløst op i låget på den udmærkede, nyindkøbte back, Stepanov. Det gjorde vi så.

Når en fodboldkamp udvikler (eller afvikler) sig på den måde, kommer jeg ofte til at tænke på et afsnit af Rowan Atkinson-serien "Blackadder" - i inkarnationen der udspiller sig under første verdenskrig - hvor general Melchiott forklarer vores skeptiske antihelt den "nye hemmelige, strategi". Den går ud på at alle på et aftalt tidspunkt bevæger sig op fra skyttegravene og i snorlige kolonner rykker frem mod tyskernes linjer. Genialiteten ligger i, at præcis sådan har man altid angrebet og med præcis samme resultat: Alle blev mejet ned af tyskernes maskingeværild. Netop derfor vil tyskerne ikke forvente, at man gør det igen!

OK, man skulle have været der. Men lignelsen er klar: Hvorfor bliver højtlønnede fodboldspillere ved at slå de samme meningsløse afleveringer i kampe, der har låst sig fast som i søndags, når alle kan se at det fører til præcis røv? I vores tilfælde oven i købet på en dag, hvor modstanderholdet bevidst forsøger at fremprovokere afleveringerne og med et angriberpar, der på ingen måde egner sig til at modtage en halv- eller helhøj aflevering med ofte to mand i ryggen.

Hvis der var en Plan B på dagen, så opdagede jeg den aldrig. Både Atiba og Grønkjær fik meget lidt ud af det i siderne, og hverken Hjalte eller Silberbauer er typiske playmakers i den offensive del af spillet. Kampens kedsommelighed havde så været træls nok under normale omstændigheder, men i en ½ time fik vi lov til at spille 11 mod 10, efter at Demba Nyrén blev sendt for tidligt i bad for sit andet komplet åndssvage gule kort.

Jeg har tidligre rost Ståle for at være mere taktisk fleksibel undervejs i en kamp, end Backe nogensinde var. Men det henstår simpelthen i det uvisse, hvorfor Dembas udvisning ikke med det samme sendte Gravgaard op i angrebet. Selv med 11 mand på banen formåede Esbjerg aldrig rigtig at skabe en chance. Med Dembas fysik ude af ligningen i vores forsvarszone virkede det som ren logik at sætte luftvåbenet i offensivt spil, og i de få minutter mod slutningen af kampen, hvor Gravgaard endelig blev sendt frem, vandt han tre hovedstødsdueller på kanten af feltet.

Noget andet er så, at vores dyre nyindkøb Ailton endnu ikke rigtig har bevist, at han er sin vægt værd i guld. I korte glimt har han vist god teknik, et hurtigt antrit og en udmærket målnæse. Det har Berglund så også i det tidlige forår. Men netop i søndagens kamp spillede hele holdet under niveau mod et defensivt orienteret hjemmehold, så en vurdering på den baggrund virker urimelig. På den anden side er Ailton pissedyr og vil ofte netop være matchet mod forsvar på hold, der ikke skal nyde så forfærdelig meget fremad banen, så vilkårene vil sjældent være meget bedre. Men det er måske ikke tilfældigt, at han indtil videre har spillet sin bedste kamp mod Brøndby på en for årstiden rigtig god bane.

Når resultatet så alligevel var til at bære, skyldes det at alle konkurrenterne fuckede forårsdebuten op i samme eller større grad, end vi selv gjorde, så nettoresultatet af runden reelt blev til vores fordel i topstriden. Så kender vi Superligaen igen. Et forhold, der blev understreget af den hæsblæsende kamp, vi viste på bulens anden skærm samtidig med forårsdebuten, pokalkampen mellem Chelsea og Tottenham på Stamford Bridge. Det er altid en interessant øvelse at flytte sit blik mellem to så forskellige fodboldverdener og mærke øjenæblerne knirke smertefuldt, mens de forsøger at skifte gear.

Er det virkelig kun 3 måneder siden, at vi vandt overbevisende over Celtic i Parken?

Før vi vender os mod torsdagens ikke videre hæsblæsende kulmination på årets Royal League-turnering, er det værd at bemærke ugens store organisatoriske begivenhed. Parken får langt om længe luft under sine planer om at bygge en hal lige ved siden af Parken. I første omgang er det en helt banal gevinst, at Østerbro dermed mister én af sine største øjebæer, den usædvanligt grimme skøjtehal mellem Østerbro Stadion og Parken. Tillad mig at give kommunalpolitikerne ros for at hive 50 mio. kroner ud af PS&E for retten til at rive lortet ned og bygge en ny hal på grunden - og en ny tribune i øvrigt. En del af prisen følger af, at der skal bygges nye klubhuse til de snart hjemløse fælledklubber og en ny hal et andet sted i København til de 11 brugere, skøjtehallen har i dag.

Der bliver så ikke tale om en egentlig multihal med plads til 20.000 tilskuere, men en såkaldt oplevelsesarena (!) i mere ordinært halformat. En hal, der forventes klar i 2009 og hvor FCK Håndbold kan afvikle sine kampe, hvor andre sportsgrene måske kan finde et hjem, og hvor mindre koncerter kan afvikles. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er udviklingen først og fremmest positiv for Østerbro og København, der vinder en ny sportshal og en generelt tiltrængt forbedring og renovering af området på og omkring Østerbro Stadion. For PS&E betyder opførelsen af hallen også at man kan tænke i arrangement-synergier mellem Parken og hallen.

Også udover det helt naturlige som at lægge håndboldkampe lige op af fodboldkampe og den slags. Under George Michael-koncerten sidste efterår noterede jeg mig to ting: At publikum var sygeligt stive og skæve, allerede da de ankom til Parken, og at de brugte penge undervejs, som var det dommedag i morgen. Det virker af den grund som et interessant projekt at eksperimentere med for-arrangementer i hallen, når et større koncertnavn eller en landskamp lægger vejen forbi, f.eks. spisning eller salg af kokain, for sjældent har jeg set så mange små plasticposer på Parkens toiletter som til den koncert. Udover at fylde hallen op til selvstændige arrangementer er det nok især der hallens indtægtspotentiale ligger. Ganske enkelt ved at forlænge det tidsrum, kunderne opholder sig i og ved Parken og derfor smider penge i PS&E's lommer.

Med investeringen i hallen er PS&E endegyldigt ude af spillet om at drive en multihal i københavnsområdet. Det er der to gode grunde til: Dels fungerer Parken langt hen ad vejen som en multihal allerede, og den nye hal dækker stort set hullet i Parkens kapacitetportefølje: de mindre arrangementer, der ikke er rentable at afvikle i den nærliggende storebror. Den anden faktor er, at en multihal er meget dyr. At en sådan hal ikke allerede er bygget for private midler på en passende adresse fortæller, at PS&E ikke står alene med den opfattelse. Så god er ideen åbenbart heller ikke.

Spillet om en fremtidig multihal er med den vurdering gået ind i en fase, hvor listige initiativtagere lufter tanker om at offentlige midler kan og skal spille en rolle omkring finansieringen af en sådan hal. Den udvikling har - ganske naturligt - afstedkommet en reaktion fra Flemming Østergaards side omkring både det moralsk og juridisk ansvarlige i en sådan model, hvor Parken, der udelukkende drives for privat kapital, skal konkurrere på ulige vilkår mod en prestigehal bygget for (delvis) offentlige midler.

Flemming har naturligvis ret i, at der ikke er sammenhæng mellem at PS&E skal betale fuld pris for sit pund kød hos slagteren, hvis andre kan få det med tilskud. Det ligner begyndelsen til en saftig slagudveksling, vi kan more os over de kommende år.

Torsdag aften var det så tid til at afslutte dette års udgave af Royal League med en finale mod Brøndby, og mere end at dvæle ved resultatet - 1-0 til de nye nordiske mestre på et tyndt straffe - er det nok mere bekymrende at konstatere, at der er flere elementer i det københavnske spil, der langtfra virker helt så forårsklar som påskeliljerne i baghaven. Spillet, både i Esbjerg og i Brøndby, mangler det overskud, der prægede efteråret. Så kan man hænge det op på Linderoths og Allbäcks fravær alt efter temperament og lige i finalens tilfælde råbe "træningskamp", som smølle gør neden for enden af baren netop nu. Faktum er, at vi har spillet 180 halvdårlige minutter i træk uden at score, uden at imponere og især uden at skabe mange chancer.

En helt igennem begivenhedsløs første halvleg af torsdagens finale blev afrundet med et straffe udløst af en holdeforseelse mod Mark Howard, et straffe som Martin Ericsson sikkert omsatte til en hverken fortjent eller ufortjent føring. Anden halvleg virkede i lange perioder som en gentagelse af søndagens kamp, hvor Brøndby forsvarede sig kontrolleret og vi forsøgte at etablere et pres på kanten af det blågule felt, uden at der på noget tidspunkt for alvor kom bid i bestræbelserne for at udligne. Det hjalp så ikke synderligt at give mere tid til Gravgaard som angriber, kan jeg konstatere.

Søndagens modstander bekymrer mig. Jeg ser et FC Nordsjælland, der har våbnene til at true os i mellem de to firekæder og spille udenom vores pres, der i sig selv ikke virker imponerende uden Linderoth og Allbäck på banen. I en periode, hvor det etablerede angrebsspil ikke fungerer, individualisterne åbenbart stadig er beskæftiget med at ryste vinterkulden ud af knoglerne og dødboldene ikke rammer alverden, virker vi ganske enkelt ikke frygtindgydende. Ikke dårlige heller. Bare hverken fugl eller fisk og uden duften af 2006's selvsikkerhed.

Men fizzle my dizzle, ville ugens celebre tjaldergæst, Snoop Dog, proklamere. Det kan jeg kun skrive under på - og lad det blive på søndag.

Bopa

mail