|
Bang-bang kammerat!
|
||
|
For fanden ja! Så står man her igen, stadig lettere solbrun fra den mellemamerikanske chiligryde og tørtid, og med de sidste rester af rejsefeberen dunkende utålmodigt i kroppen. Man får stadig sine små udfald fra hverdagen og stirrer tomt ud igennem et vindue. Lettere henkastet surfer man måske rundt på nettet, finder diverse internationale vejrstationer-dot-com og konstaterer, at der stadig er mellem 20 og 30 grader i Mexico i februar og marts, alt efter om man vælger bjergene eller lavlandet. Alligevel står man her igen, man griber sine flasker fra baren, skifter fade, fylder depoterne, og prøver ellers at lade som ingenting. Ævl og kævl, fyger dagligt over disken, det samme aften efter aften, der er fejlkøbene og der er migrænen, eller det er måske skaderne, skrigefugle som brøleaber, eller blot endnu en landskamppause. Det helt store suk på sidstnævnte konto overlader jeg dog til kollega Smølle, der er intet der maner hernede bag baren som en landskamppause by night.
I øvrigt er det en meget irriterende vane, dette danske med at forårssæsonen sparkes i gang med to runder, for derefter at gå i hi igen. Det sker hvert andet år efter et fast mønster, fordi den officielle landskampssæson altid sparker sig ind i kalenderen i sidste halvdel af marts på de ulige år, når der ikke er slutrunder. 2 ligakampe og landskamp. Sjovt nok er den pause, jeg husker skarpest, den for 10 år siden. Og mon ikke alle der var til frost- og snekampen ude i Hvidovre husker den. Om ikke som igår, så dog som ganske nærværende. Den er en legende blandt alle vores kampe, en traver af den slags man gerne taler om bagefter, fordi det gik som gik, og dagen var som den var. Man var seriøst ved at skide i bukserne på vejen der ud. Et nederlag havde været frygteligt foran et forvejen prekært nedrykningsspøgelse. Og så til Hvidovre. Den nærmeste konkurrent i forhold til stregen og spøgelset. Heldigvis kom straffesparket mod hjemkomne David Nielsen, som vi var en del med ganske store forventninger til, hurtigt. Martin Johansen scorede. Frisparksmålet, der mest lignede et målmandsdrop, garnerede trygheden i anden halvleg. Bjarne Goldbæk. Hvem ellers! 2-0 og de cirka 5000 af 6200 tilskuere dengang åndede usædvanlig meget lettere i den bidende eftermiddagsfrost. Fem dage senere var det Goldbæk igen, der scorede. 1-1 i Parken mod AGF. Derefter trådte landsholdene på banen. Dengang havde vi ikke en eneste landsholdsspiller i truppen. I dag har vi seks (nej, jeg gider ikke nævne navnene, du bør kunne dem på rygradden, fjols!) og vi har en cheftræner, der spørges til råds og konsulteres af selveste landstræneren. Tiderne er skiftet, baby. Det er de bestemt. Spøjst også at samme landstræner Olsen åbenbart har overvundet noget af sin tidligere fobi mod norsk fodbold og nordmænd. Ståle er blevet okay, og det meste af hans forsvar er det også. Man bliver klogere med alderen, men fattigere med tiden, som en klog mand engang sang det.
Hvis vi fortsætter tidslinien fremefter, husker du så foråret 99? Det var foråret der senere blev "kyllingens". Forventningerne var ellers skyhøje, men facit hed to nederlag i de to kampe. Først ude i Brøndby, hvor vi spillede uden målmand, 2-3, og dernæst hjemme mod Vejle, 0-1, hvor målmanden stadig var væk. Men den udsendte fusionsnipser bevarede selvfølgelig et positivt skær over facaden, selvom han var på vej i en slags indre opløsning. Showet kørte igen, efter endnu en trænerfyring og intern spilleroprør og jeg-skal-komme-efter-dig-med-endnu-et-stykke-kaos-fra-instruktionsbogen. Vi kom bagud i kampens første minut og formåede aldrig at true hverken Vejle eller deres mål. Lad os hellere tage yderligere et hop. Foråret 01. To hjemmekampe, en uafgjort mod AaB og en sejr over OB. Første huskes især fordi det blev Ståles sidste kamp som spiller, et par dage efter faldt han om ude til træningen med pludselig hjertestop. Ambulance tilkaldt, kode 2 på Peter Bangsvej, som en opvakt sideliniebruger fangede det, uden helt at forstå konsekvensen endnu. Resten af historien kender du sikkert og det efterfølgende mesterskab, glemmer vi i hvert fald ikke. Næste udgave er foråret 03. Et nederlag i Odense og en uafgjort i Århus, hvor en sikker føring på 2-0 blev tabt i kampens sidste kvarter mod et AGF-hold der holdt slagtehus på flere af vores spillere. Trods den vakkelmodige begyndelse, endte det godt. Også dette år. Et mål i tredje overtidsminut en hverdag midt i juni reddede rigtig meget. Ser du mønsteret? Det går sjældent overstrømmende godt i disse to tidlige forårsrunder. Eneste markante undtagelse var for to år siden. Der bragede vi ind i foråret og landskamppausen med to gange 4-0 hjemme i Parken. Over Midtjylland og Randers. Det gik mindre godt senere det forår, men det skal jeg undlade at komme ind på her. Det korte af det lange, der er ingen grund til at lægge alverden i dette års tidlige forårsudgave. Det var en kreperlig 0-0 i Esbjerg og en nærmest surrealistisk omgang 1-1 i søndags. Nu ser det endda ud til at vi kan få gavn af denne pause. Både Linderoth og Allbäck kan blive klar. Begge er med det svenske landshold, eller rettere var. For Linderoth er rejst hjem igen, han kommer ikke til at spille for Sverige i Belfast på onsdag. Men det giver ham bare mere fred og ro, set fra et københavnsk synspunkt. Allbäck derimod virker fyrig og stærkt på vej tilbage. Han kan meget vel blive andetvalget ved siden af den fortabte, men nu hjemkomne igen-igen, Zlatan. Det er måske heller ikke så skidt, at få ham lidt på græs et par dage før superligaen genoptages. Jeg savnede ham frygteligt i søndags og var sikkert ikke alene. Det er tydeligt, at han kan blive nøglen til en hurtig integration af Ailton. Hans erfaring og hans ro virker som nødvendige redskaber for Ailton, der formodentlig er gået på brain overload i opskruede forventninger og egne ambitioner om at imponere alt og alle. Samtidig er Allbäck en langt mere boldfast opspilsstation end Berglund er. Igen vil det gavne Ailton. Det er lidt som ying og yang, mand, den korte og lange, den faste og den vævre, den unge og den gamle, selve modsætningen og forskelligheden gemmer den fælles harmoni. Det bliver for neurotisk med Berglund og Ailton til sammen.
Ja for fanden. Så står man her og ikke der. Fremgik det at jeg har været i Mexico og er kommet hjem for 14 dage siden. Måske ikke helt. Men ikke desto mindre... ingen tequila, jeg kan ikke fordrage ildvandet med mindre det blandes til margaritaer. Heller ingen tortillaer, tak, de smager simpelthen rærligt i 90% af tilfældene og er fuldstændigt uædelige uden et tyk lag chili-salsa-guacamole. Majsmel mig i røven. Brug dog hvede. Og jo, jeg ville gerne have set en fodboldkamp på Estadio Azteca, mens jeg var i Mexico City. Fodbolden er forbasket stor derovre og de ser den og taler om den allevegne. For min del blev den dog ved en aktiv kamp mod et par småknægte ude i en indianerlandsby uden for Oaxaca og glimtene fra de utallige TV-kampe der kører i døgndrift. En vivo, selvfølgelig. Fra Europa eller den sydligere latinamerikanske omegn. Det blev desværre umuligt, at få Estadio Azteca til at passe med et tidsskema og en rejsegruppe, der alt overvejende ikke helt nærede min begejstring for smogmetropolen el DF (Distrito Federal), som mexicanerne selv kalder sin City. Hvis den ikke blot hedder Mexico, hvilket den gør ganske meget. Landet har taget navn efter byen og der går lidt inden man fanger den. Mexico er byen og landet er La República. La Patria, når bølgen går højt, og det gør den gerne på de mexicanske stadioner. Den stammer i hvert fald derfra, og blev vel for alvor verdenskendt ved VM 86. Samme VM husker alle af en vis alder selvfølgelig. I Oaxaca, i en af de utallige småbutikker, der sælger indiansk brugskunst og souvenirs, røg jeg i snak med fætteren, der ejede biksen. Han blev fuld af begejstring ved at møde en dansker. Huskede hele VM, også det danske landshold. Var imponeret over at et så lille land, med en fjerdedel af indbyggertallet i Mexico City, kunne kvalificere sig så ofte. Vi morede os så lidt over at Mexico altid var selvskreven VM-deltager, enten som arrangør eller fordi de reelt kun har modstand fra USA i den nord- og mellemamerikanske kvalifikation. Til gengæld nager det dem tydeligt, det bekræftede han utvetydigt, at de aldrig når længere end ottendedelsfinalen, kvartfinalen de to gange de har haft VM-hjemmebane. Reelt bør Mexico være både stort og stærkt nok til at spille tredjeviolinen blandt latinamerikanerne, sammen med Brasilien og Argentina. Men det virkelige gennembrud mangler og sukker de efter. Der skulle være nogle vældig talentfulde ungdomsårgange på vej nu, men det er hørt før omkring det mexicanske landshold. Desværre går det dem oftest som ved sommerens VM i Tyskland. De spillede en brandkamp, og måske VMs allerbedste, mod Argentina i ottendedelsfinalerne. Og tabte 1-2 efter ekstratid, da Maxi Rodriguez drømmehuggede Argentina videre. Man fristes til den klassiske kliché, mexicanerne falder mod de store hver gang, fordi de aldrig presses i den regionale kvalifikation. Det er blevet bedre efter at de er blevet inviteret med i Copa America-slutspillet, det sydamerikanske mesterskab for landshold, og klubturneringer som Copa Libertadores, som er den sydamerikanske udgave af UEFAs Champions League.
Caramba da! Selvfølgelig skulle diverse markeder støvsuges for 'fodboldgear', både i Mexico City og efterhånden som jeg rejste sydpå. Fra Oaxaca og til Chiapas-delstaten og grænsen mod Guatemala. Det er altid et særligt studie, dette at observere hvilke klub- og landsholdstrøjer folk klæder sig i. I et fodboldtosset land som Mexico er den slags ikke helt ligegyldigt. Det bliver en slags lommedemografisk studie - at lure lidt på det hele. Logisk nok var der næsten ingen halstørklæder, det er ikke ligefrem en rationel beklædningsgenstand i et land som Mexico. Trøjer, vimpler og flag bød enten på Club América eller Chivas, i Oaxaca dog også på endnu en hovedstadsklub, Cruz Azúl, som åbenbart nød stor lokal popularitet. Den snakkesalige ejer af souvenirbutikken forklarede, at de kom i finalen i Copa Libertadores i 2001 - og er stadig det eneste mexicanske hold der har nået så langt. De var blevet inviteret som første mexicanske klub til at kvalificere sig, via en kamp mod et hold fra Venezuela. Det gik så godt at de ikke bare kvalificerede sig. De nåede selve finalen, som de tabte til Boca Juniors fra Argentina. Efter to kampe (1-0 og 0-1) og straffesparkskonkurrence. I Copa Libertadores spilles finalen ikke som en kamp, men henholdsvis hjemme og ude, måske meget fornuftigt på de breddegrader. Forklaringen på Cruz Azúls popularitet ude i landet, er at de via finalen stadig står som en slags national fodboldstolthed. For mange. Souvenirfætteren selv var i øvrigt mest til Chivas, det var et par af vores lokale chauffører også. Klubfodbolden i Mexico har to helt store klubber. Rent fan- og publikummæssigt. Club América fra Mexico City, forkortet CA, eller kælebenævnt som ørnene, las águilas, med hjemmebane på Estadio Azteca, og Chivas fra Guadalajara, den største provinsby. Når de to mødes, er der udsolgt, dvs. 110.000 tilskuere på Azteca. I oplandet af hovedstaden ligger der en række klubber, der også er ganske sportsligt stærke, Toluca, Nexaca, og Pachuca. De kan til tider også vinde mesterskaber, sammen med endnu en af de store hovedstadsklubber fra de senere år, UNAM eller pumaerne, som oprindelig er universitetets hold. De spiller på det gamle olympiske stadion fra 1968. En af oplandsklubberne, Pachuca, vandt Copa Sudamericana i november, den kan sammenlignes lidt med den europæiske UEFA Cup, men er dog en noget yngre og nok lidt mindre prestigefyldt turnering. Den blev spillet første gang i 2002 og har hidtil, stort set, været et argentinsk anliggende. Derfor kan Pachucas finalesejr ses som et vigtigt skridt mod bedre tider for de pokalsultne mexicanere. Der er måske alligevel noget i gære nu. Triumfen blev i hvert fald hyldet kraftigt på mexicansk TV, også midt i februar. Allerede nævnte Cruz Azúl er en tredje storklub fra hovedstaden, hjemmehørende i den sydvestlige del af Mexico City, og med eget stadion. Kælenavnet er Los Cementeros, cementarbejderne, de blev stiftet af folk fra en cementfabrik. Deres storhedstid var især 70'erne - og altså Copa Libertadores-finalen 2001.
Alt i alt! Diablos y Caramba! Mexicano en vivo! Billedet er langt fra entydigt, når Primera Division afgøres to gange om året efter samme model som fx. i Argentina. I Apertura- og Clausura-mestre (betyder ordret åbning og lukning). Forskellen til Argentina er, at man har inddelt de 18 klubber i Primera i tre grupper og man spiller et sindrigt playoff om selve mesterskabet efter den normale turneringsafslutning. I øvrigt uden nedrykning. Forsvarende mestre er Chivas. Geografisk er der klubber fra industribyen Monterrey langt mod nord, og tæt på USA, og til Chiapas-delstaten allersydligst. Sidstnævnte var der, jeg tilbragte de fleste af mine mexicanske dage, primært i og omkring bjergbyen San Cristóbal de las Casas. Den ligger cirka 85 km østligere og 1700 meter højere (i 2100 meters højde) end Chiapas-hovedstaden Tuxtla Guiterrez, hvor Primera-klubben Jaguares holder til. Langt de fleste trøjer jeg så, var nu stadig enten Chivas- eller CA-trøjer. Også helt ude i indianerområderne. Den regionale entusiasme for jaguarerne i Chiapas var ganske overskuelig, måske fordi zapatisterne, de lokale indianske oprørere og sympatisører, anså dem som plantet af regeringen i Mexico City. Som lokalt opium for folket, som gamle Karl (Marx) ville kalde det. En anden forklaring kunne være, at de sportsligt har været pænt pauvre siden deres fødsel som Primera-klub i 2002. Med behørig respekt for Marx, tror jeg mest på sidstnævnte. Det ligner mere Mexico.
For fanden! Du ser træt ud. Det har heller ikke været din uge, dette her. Heller ikke min, amigo. Men sådan er det nogle gange, vi må videre. Og når vi ikke skal videre længere, er der nogle andre der sørger for det fornødne. Altid en god viden at rumme. Ja, ups. Fjernheden i tankerne hænger ved endnu, som tomheden og dybet i blikket. Måske lukker vi ekstra sent i nat. Blot fordi jeg har lyst til at sidde her og mimre lidt ud over det sædvanlige... ... og måske høre lidt musik! Saxo
Og ugens album:
Alligevel virker det stadig som en tid man altid vender tilbage til. Filminstruktøren Quentin Tarantino hev Nancys 'Bang Bang' ind i "Kill Bill", The Raconteurs har turneret rundt med samme nummer i kufferten, og givet den fuld guitarblæs (fantastisk på sommerens Roskilde Festival!), og nu er nummeret, 'Summer Wine', dukket op igen. Den helt klassiske duet mellem Nancy Sinatra og Lee Hazlewood. Gør dig selv tjenesten, lyt til Nancys bedste. 'These boots are made for walking' er der selvfølgelig også, og den endnu helt oversete 'Friday's Child'. | ||
Nancy Sinatra: "The Very Best of... "