»Udvisningen var jo helt hen i vejret. Det
var ren chikane fra bolddrengen, som provokerede ved bare at sidde
og kigge. Morten opførte sig nærmest eksemplarisk – havde det været
mig, havde han nok fået et los i røven,« lød det efter kampen fra
anfører Jon Dahl Tomasson.
- 24 Timer, mandag 26. marts
Oh, Danmarks anfører – hædersmanden, manden med bindet, der har æren
af at lede de rødhvide drenge på banen, dette symbol på fairness i
en verden hvor beskidte tricks altid har været de sydlandske,
mørkhårede, oliedryppende spilleres gebét. Men samtidig en herre med
pondus – og mod! – til at sætte sin berømte inderside i måsen på
utidige børn, der ikke trodser alle ordrer og skynder sig ind på
banen for at hente en bold til en fodboldspiller der ikke selv synes
han behøver gøre det, selv om hans hold er bagud og har lidt travlt.
Yep, vi havde den store landskampaften hernede i lørdags, mens
Danmarks Største Boksebegivenhed Nogensinde foregik foran ynkelige
18.000 tilskuere i en halvtom Park. Og lad det være sagt straks –
det var ikke den bedste stil, Danmark viste i Madrid lørdag aften.
Den som havde håndteret tingene værst på banen, Niclas Jensen, var
den eneste som bagefter havde format til både at beklage dybt at han
var blevet smidt ud, og at smile skævt med en ”aldrig har jeg da
hørt noget så dumt, men det kan man jo ikke tillade sig at sige i
tv”-mine, da han blev spurgt af TV2’s mikrofonholdende hystade om
det røde kort skulle appelleres.
Resten var pænt pinligt. Det begyndte for alvor, da Morten Olsen
sørgede for at miste besindelsen igen, i en grad så dommer Busacca
fra Schweiz endte med at hælde ham ud. Olsen jamrede dygtigt efter
kampen, ud over de forventelige klager om hjemmedommeri og de mere
overrumplende om bolddrengene, over at fjerdedommeren havde haft et
horn i siden på ham, og at han blev smidt ud for at gå 5 cm uden for
sin coaching zone.
Hvad man dog ikke skal høre af uimodsagt ævl, når trænere, især
danske landstrænere, får præsenteret en mikrofon efter en kamp.
Enhver tv-seer kunne forvisse sig løbende under kampen om at Olsens
klagesang ikke holder en meter – eller fem centimeter, for den sags
skyld. For det var jo tydeligvis ikke for den ene episode, han røg
ud. Specielt indehavere af farve-tv – og vores her i bulen er trods
alt et sådant – måtte løbende skrue ned for farven, da Olsens røde
ansigtskulør truede med at spolere skærmen, jo kraftigere den blev.
Kontrasten måtte i øvrigt justeres samme vej, da Olsens
karamelsnørebåndsfarvede briller absolut ikke stod ret godt til hans
rubinfarvede teint.
Han anførte med en vis rimelighed, at hans spanske modpart Aragones
havde skabt sig lige så åndssvagt, men mens det muligvis er sandt,
er den klovns adfærd for det første knap værd at efterligne, og for
det andet holdt Aragones sig stadig fra at storme ind på banen og
hente en bold. Det er egentlig utroligt, at man som en fordrukken
fan uden skyggen af fodboldkarriere skal informere en næsten 60-årig
træner med over 100 landskampe som spiller og snart lige så mange
som træner, men her er det, Morten: Dommere bryder sig altså ikke om
at trænere demonstrativt anfægter den måde de leder en kamp på. Og
så risikerer man at ryge ud. Ikke mindst hvis man allerede inden har
brokket sig højlydt ved enhver given lejlighed.
Egentlig skulle man tro, det var almen viden, og at Morten Olsen
havde været i kontakt med dommere før. Men på den anden side, hvis
det ovenikøbet har været en overraskelse for ham, at bolddrenge ved
udekampe ikke altid ofrer liv og lemmer for at få sat spillet
hurtigt i gang, så er hans erfaring måske ikke helt så imponerende
som den til tider bliver gjort til.
Olsen tabte dog hverken grebet på værre eller bedre vis end endnu
én, der også regnes for erfaren, nemlig kommentator Flemming Toft.
Han kammede over i den mest patetiske (i ordets gamle, og så
sandelig også nye betydning) svada da det endte, siden TV2’s
glatnakke Thomas Kristensen frydede sig over Danmarks og Sveriges
fælles kvalifikation efter 2-2-kampen i EM 2004. Man havde nok
regnet med, at han ville hulke lidt, for han havde lagt i
kakkelovnen med nonstop brok efter Olsens bortvisning. Men den
”Og det kan vi takke ham her for!”-tirade, der kom ved
slutfløjtet, overraskede mig trods alt med sin patos.
Det ville da også være for meget, hvis TV2 i sin klæge patriotisme
prøvede at kigge indad. Den ’skandaløse’ schweizer, der skulle have
afgjort kampen til fordel for hjemmeholdet, havde nu engang ikke
andet valg end at smide Niclas ud, da han – i en periode hvor
spanierne sad på det hele, og virkelig kørte på ham – kom så sent
ind og fejede Villa væk. Hvad så angik det første kort, så er det
klart, at der er dommere som ikke havde givet det, og andre som
måske havde, men ikke i den situation i kampens begyndelse. Men at
tale om fejldom og skandale ved et frispark, hvor angriberen losses
over foden ude ved sidelinien, længe efter at bolden er spillet, det
er ikke udtryk for imponerende fodboldindsigt. Det kort kunne
sagtens gives.
Den skandaløse dommerindsats bød i øvrigt på fire gule kort til hver
side, knap udtryk for et justitsmord af den anden verden, og dette
var inklusive et kort til Angulo for harmløs surhed over for en
dansk spiller. Til gengæld fik spanierne nogle helt fortjente gule
kort for deres aggressive og noget paniske bølge af frispark til
sidst. Den samlede frisparksstatistik stod på ni begået af Spanien
og syv af Danmark, så man kan heller ikke ligefrem sige at det ene
hold alt fik og det andet intet. Hvis man derimod vælger blot at
holde fast i at hjemmeholdet enkelte gange fik lidt ekstra, så er
der sikkert noget om det. Men det er trods alt hændt før. Også for
Danmark i Parken. Der er langt derfra til at dommeren tabte kampen
for Danmark.
Eller endda stjal sejren, for det mest interessante postulat
var ikke blot, at Danmark havde fået uafgjort hvis ikke kampen var
blevet afgjort på forhånd af udvisningen. Næ, de havde såmænd
vundet! Ja, selvfølgelig. Mindst med fire eller fem. Er det letkøbt?
Ja, det er det da, men det er hypotetiske udlægninger af den art i
det hele taget gerne. Letkøbte og for så vidt også ligegyldige,
medmindre man med troværdighed kan lænke dem til rene
uretfærdigheder, og det går altså ikke her – selv om TV2 gjorde hvad
de kunne.
At hypotesen såmænd ikke nødvendigvis i sig selv var vanvittig,
peger en del ved Spaniens spil på. De har været elendige på det
seneste, med en skrækkelig gang ståfodbold under ledelse af den
naragtige Aragones, hvis opførsel uden for banen er lige så pinlig
som hans fodboldstil er kedelig og kujonagtig. De var absolut ikke
gode mod Danmark heller, da de først havde fået The Fear –
altså efter reduceringen i anden halvleg, hvor det var indlysende,
at spanierne med gru indså, at de kunne komme til at nosse det her
lige så grimt op som de gjorde i Stockholm, i Belfast og mod
Frankrig i VM. Den afsluttende udskiftning af Villa for Angulo sagde
alt – ud med den farligste angriber, og ind med et omvandrende
frispark.
Men Spanien vandt, og skal man opbygge en hypotese om at Danmark
ville have vundet uden udvisningen, så skal man stadig indregne
deri, at hjemmeholdet allerede havde fået helt greb om kampen da det
røde kort faldt, og halvlegen ud spillede fortræffeligt. Derfor er
det lige arrogant nok. Og med sejren på Mallorca over Island er de
forbi Danmark i tabellen.
Hvad der så virker en smule mere arrogant er den måde, det regnes
for fint at Nordirland snuppede førstepladsen i puljen ved at slå
Sverige. De danske landsholdsspillere var tilsyneladende glade for
Nordirlands sejr. Man skulle ellers have troet, at det var bedre at
have tre point op til et hold på andenpladsen, som har spillet to
kampe mere, end fem point op til et hold som har spillet en enkelt
mere. Nordirland virker på mig som et hold med potentiale til at
blive denne puljes svar på Ukraine – et hold som Morten Olsen altid
vil hævde spiller dårligere fodbold end Danmark, men som griner hele
vejen til slutrunden mens DBU atter holder lang sommerferie til
næste år.
Men hvis Morten Olsens førsteprioritet er atter at være puljens
bedste hold, snarere end et af de to mandskaber som kommer videre,
løser det jo sig selv. Jeg formoder i øvrigt i sagens natur, at
Bulens befolkning ikke vil tage det ilde op at man jubler stort og
længe, hvis Sverige udligner sent mod Danmark i Parken i juni efter
endnu et drop af Thomas Sørensen. Det var jo så comme il faut
dengang i 2004. Jeg tror endda, jeg vil lave et banner:
”2-2, AND
THE PAELLA EATERS ARE THROUGH”. Det rimer oven i købet denne gang.
Hvad angår Sverige, så er det meget fristende at kæde deres nederlag
til Nordirland sammen med vores egne pointtab, og med fraværet af Allbäck og
Linderoth. Morsomt var det at se Allbäcks afløser i aktion for
Sverige i Mackans fravær – nemlig Zlatan Ibrahimovic, der ned til
sidste detalje havde bevaret sin form fra VM. Han var, med andre
ord, totalt håbløs. Det sætter trods alt Ailtons noget indifferente
start i relief, at bedre hold og dyrere angribere også ser dårlige
ud, når Allbäck mangler.
"Are you sure that they are calling
McClaren a banker?" says John Flanders. "With a 'B'?" No, John
Flanders, no I'm not.
- Guardians Rob Smyth i minut-for-minut-reportagen af
England-Andorra
Det kunne i alle fald være værre end det er for Sveriges Lagerbäck,
der stadig er på sikker kurs mod EM, for Aragones, der vandt to i
træk, og for Morten Olsen, som tilsyneladende er helt uantastelig.
Bare tænk på Steve McClaren, der havde en af sine pinligste aftener
nogensinde mens Sverige tabte i Belfast, og Danmark vandt en
devalueret træningskamp over et tysk b-hold – et hold som
landstræner Löw desperat prøvede at forklare de sportslige
perspektiver i at lade spille, mens hans forbund ikke desto mindre
forærede souvenirs og fribilletter til EM-kampe til alle de skuffede
fremmødte, der havde håbet at se bare enkelte VM-helte fra i sommer.
I Barcelona, på det vindblæste olympiske stadion oppe på
Montjuic-bjerget som vender ud til vandet, spiller Espanyol, så der
er man vant til at der ikke kommer mange og støtter det elendige
hjemmehold – men denne aften var det ekstremt. Med 70.000 indbyggere
i Andorra (heraf er det dog kun ca. en trediedel, der er andorranske
statsborgere) kunne langt de fleste have fået plads på stadion, men
den ’hjemmekamp’ som miniputstaten spillede i nabolandet havde ikke
mere end små 13.000 tilskuere, og størstedelen af dem var
englændere.
Og du milde, hvor de lod Steve McClaren få læst og påskrevet. Der
var mere end kontant afregning for de tre gyselige seneste
resultater, seks målløse halvlege mod Makedonien, Kroatien og
Israel, med et nederlag i Zagreb som den store katastrofe.
Ikke at det ikke på forhånd virkede dømt til at gå galt, med
McClaren der fik tilnavnet Second Choice Steve efter at blive
udnævnt i huj og hast da Big Phil Scolari fra Brasilien sagde nej – en
fyr med ret tvivlsomme meritter som træner for middelmådige
Middlesbrough, med det beklagelige citat ”I’m suspicious of that
word ’Entertainment’” samt med en tendens til at passe sit job under
VM som assistent for den i forvejen ikke vildt populære Sven i et
par korte shorts, der ikke overlod meget til fantasien. En let
latterliggjort skikkelse, med sit sælgersmil og sin lave status
sikret som resultat af egentlig ikke for alvor at være ønsket af
nogen.
Og da slet ikke nu, af de tilrejsende engelske fans. Under den
målløse og pinlige første halvleg mod Andorra, der kun stillede med
én professionel spiller – fra en lavere spansk liga – tog råbene
til, jo længere minutterne trillede målløst afsted, og McClaren må
da være rædselsslagen for hvordan det kommer til at lyde når England
åbner Wembley med en hjemmekamp – 90.000 folk på plads, hvoraf
flertallet meget udtrykkeligt vil sige deres opfattelse af hvad
McClaren foretager sig når han har nogle stunder derhjemme for sig
selv.
Men så på den anden side – hvad fanden venter folk? Jovist, McClaren
kan ingen være tilfreds med, men er det ikke snart dæmret, at to
semifinaler på over 40 år er alt England har at prale ad? For
pokker, selv deres eneste titel fik de kun hevet hjem med en
gigantisk dommerfejl. Kan det virkelig være så svært for englænderne
at fatte, at dette er mere end rigeligt til at være et
repræsentativt udsnit? De er ikke bedre. Og den såkaldt ’gyldne
generation’, der lige nu skulle gøre det ud for Englands stærkeste
bud på storhed i årtier, er med meget få undtagelser en flok
sygeligt overbetalte dengser med kolossale attitudeproblemer og
egoer i zeppelinerstørrelse, som er ude af stand til at finde bare
en begyndende ydmyghed for det arbejde de foretager sig.
Så kan man sige hvad man vil om McClaren – selv dygtigere trænere
end han, og dem er der masser af, ville rende panden mod en mur mod
sådan en gruppe permanent overvurderede og underpræsterende
spillere, hvis bekymring på vej ind i en slutrunde altid er hvem de
skal slå i finalen, og som altid tumler ud senest i trediesidste
runde.
Nå, men tilbage til denne sære verden, hvor en kamp mellem Horsens
og København på Horsens Stadion under ombygning ikke bare er
vigtigere end Spanien mod Danmark på Santiago Bernabeu, men
væsentlig vigtigere. Det endda selv om vores historie mod Horsens
fortæller, at kampen bliver jammerlig og en eventuel sejr kneben,
for det har altid tilfældet hidtil. Nu er der igen noget på spil! Og
husk så i øvrigt på Peter Ijehs mål mod netop Horsens sidste år, og
prøv at huske hvornår et landsholdsmål sidst var så stor en
forløsning...
En ting slog mig som sær ved de første to superligakampe. Inden
denne sæson blev der indført en ny regel, ikke mindst med opbakning
fra Københavns side, om at, som det hedder i DBU’s regel, der i
superligaen må udtages ”indtil 7 udskiftningsspillere, hvoraf 1 er
reservemålmand og 3 er spillere, som ved det seneste årskifte var
under 21 år...”
Dermed skulle man tro, det var fristende at udvide sine
udskiftningsmuligheder ved at fylde bænken op, men man bemærkede, at
vi kun havde tre markspillere på bænken i Esbjerg, og fire i Parken
senest – Thomassen, Wendt, Kvist og Brandrup. At der i øvrigt sad
fire, virker en smule sært, for mens Oscar Wendt, William Kvist og
Jeppe Brandrup alle er født i 1985, og derfor levede op til reglen
sidste år, var de alle over 21 1. januar i år. Kvist er endda fyldt
22 i mellemtiden. Der er måske en underforstået fortolkning af DBU’s
propositioner, der gør klubberne i stand til at bruge de samme
spillere ud fra reglen i §22.3 i foråret, som man har gjort i
efteråret, men det strider direkte mod ordlyden.
Den siger, selvfølgelig medmindre jeg som sædvanlig har overset
noget med små typer nede i bunden, at man kun kan udtage spillere
født i 1986 og frem på ungdomsspillermandatet. Aparte nok lever de
to unge som er udtaget til kampen mod Horsens lørdag, Nikolaj Hansen
og Mads Laudrup, da også op til 1986-kravet.
Hvis nu man virkelig kan bruge 1985-fødte spillere, så har København
fortsat muligheden for at fylde bænken med et par ret gode
ungdomsbonusspillere i form af Kvist og Wendt, samt give genvalg som
reserve til Brandrup, som Ståle dog – ikke som den eneste – ikke
synes at have den store fidus til, og slet ikke i forhold til de to
andre.
Men hvis ikke, så skal der til at foregå nogle barske
frasorteringer, når vi engang har Allbäck og Linderoth tilbage og
truppen er komplet. Så er det Berglund, Hjalte, Kvist, Wendt og
Thomassen, der skal slås om de tre tilgængelige pladser på bænken,
og Brandrup og Bertolt kan kigge i vejviseren efter bænketjanser –
de tre andre pladser kan imens besættes af Nikolaj Hansen, Lasse
Qvist og en skiftende serie af ynglinge og ungseniorer, som næppe
vil få meget mere end udsigt fra første række ud af udtagelsen i de
fleste tilfælde.
Den regel fungerer ikke optimalt i forhold til vores
trupsammensætning, i hvert fald ud fra den fortolkning af reglen jeg
formoder er den rigtige – udtagelsen til Farumkampen ligner en fejl,
men skulle den koste point må man da i det mindste glæde sig over at
det kun er et enkelt...
Der bliver nogle gode spillere, der må gøre fyldest på andetholdet –
først og fremmest håber jeg ikke, at det bliver William Kvist, men
han lader desværre til at være sjettevalg på midtbanen. Til gengæld
får vi forhåbentlig nogle drenge at se på banen, der ellers ikke
havde fået spilletid på førsteholdet, hvis vi skulle gå hen og føre
stort i enkelte kampe. Jeg mener – hvis f.eks. Mads Laudrup, der nu
ligefrem er fyldt 18, alligevel skal til at sidde på bænken jævnligt
i foråret, så ville det vel ikke ligefrem skade hvis han rent
faktisk kom i omdrejninger på højeste niveau – og nej, VM-Cuppen var
ikke højeste niveau, selv om det vist forsøgtes påstået, da den blev
lanceret...
Vigtigst er det trods alt, at holdet som helhed
kommer op i omdrejninger. Det må gerne ske i Horsens’ byggerod, for
nu begynder det at gå stærkt, og med sejre over Horsens og
Silkeborg, og så i de to kæmpematcher i Herning i ligaen og senere
samme uge i pokalen, kan vi sikre os en overvældende chance for et
usædvanligt behagelig sidste del af sæsonen. Jamen, så gør det dog!
Og på jukeboxen spiller:
Ugens sange:
Sällskapet: ’Nordlicht’
Ja, egentlig kunne årstiden ikke være værre. Joakim Thåström er i
storform og kreativt topgear for tiden, og her kun godt et år efter
hans afdæmpede Skebokvarnsv. 209 er der en ny plade ude, hvor han
under navnet Sällskapet tager en rejse gennem Europa med nogle af
sine faste makkere. Det er i modsætning til senest elektronisk, men
den mørke stemning er den samme, og reelt passer pladen slet ikke
til spirende vår og skarp sol, men derimod enten til knitrende kolde
vintre eller bagende hede sommernætter, hvor det er næsten
uudholdeligt at være såvel inde som ude. Første single er en
byhyldest i samme klasse som ’Sönder Boulevard’s smukke ord om
København senest. Denne gang er vi i St. Pauli i Hamburg på hans
foretrukne nedslidte Kneipe, Nordlicht, der ligger nede bag
Reeperbahn – der er instruks i sidste vers om hvordan man kommer
dertil.
moi Caprice: ’The Town and the City’
Så er moi Caprice mere tunet til årstiden – jeg har svært ved at
finde meget bedre musik til at lytte til, mens man bevæger sig rundt
i Københavns pludselig sollune men stadig frisk blæsende gader, end
deres helt forrygende tredie album The Art of Kissing Properly. Ikke
nok med at Michael Møller er en herlig sanger, og at de kombinerer
Smithsk indievemod med glasklare melodier som Pet Shop Boys disse
dage ikke bare ville være tilfredse med, men ligefrem stolte af, men
de er endda nogle af de meget få danskere man kan have til at synge
på engelsk uden at det bliver pinligt overhovedet. Hørte jeg nogen
nede ved at bord nævne Gangways navn? Det var faktisk de samme ting
der var så prisværdige ved netop Gangway for 15-20 år siden. Så
håber jeg i øvrigt blot, vejret holder indtil moi Caprice spiller på
Plænen i Tivoli her den 20. april.
Ugens albums:
Jens Unmack: Aftenland Express
Den gamle sandhed om at plader man skal arbejde lidt med også er dem
som giver størst belønning til sidst, ser i høj grad ud til at holde
stil med Jens Unmacks anden soloplade, der kom her i mandags. For
mens det ikke er en utilgængelig plade på nogen måde – han er ikke
begyndt at spille mathcore, eller noget! – så er det en stor
mundfuld med 17 sange, og ikke en overordnet samlet tanke om en
samlende lyd, sådan som man fandt det på solodebuten fra forrige år,
der var – og lød som – en samling musikere der, begejstret over egne
evner og sangenes kvalitet gik ind og hurtigt hamrede en stribe
sange ud.
Her er flere sange der stikker ud til højre og venstre, men det sære
er, at deriblandt er der et par stykker som lige med det samme
fungerer. Ikke mindst ’Louise siger’, med et småsvimmelt arrangement
der lyder som om der er gjort ting i studiet ved et Casiokeyboard
som ikke burde kunne lade sig gøre, samt den underlige og
spøgelsesagtige ’Ensomt tog’, en ekkobelagt udgave af et gammelt
Johnny Burnette-nummer, hvis melodica og sære gisp får én til at tro
at Elvis Presleys direkte paranormale udgave af ’Blue Moon’ må have
været i baghovedet.
På den anden side er der direkte sange som ’Showtime’, ’København i
dine øjne’, og ikke mindst den helt igennem sentimentale og dejlige
’Hele vejen til Mandalay’ og den pænt hitlignende ’Aftenland’, der
også slår til straks med mere konventionelle midler. Det er allerede
en voldsomt god plade, men om en måned tror jeg jeg er endnu mere
begejstret. Man bliver ved med at finde sange rundt om, som man ikke
havde bemærket før – som at finde pengesedler i sin sofa som man
ikke var klar over at man havde tabt. Og så er den i øvrigt, til
glæde når man syntes Love Shop til sidst var stivnet i en stil, dybt
opfindsomt produceret af den tilsyneladende grænseløst dygtige
Nikolaj Nørlund. Jeg sagde jo, han var god, ikke?
LCD Soundsystem: Sound of Silver
Så til udlandet til en plade som allerede ved første lyt fik mig til
at falde på halen – James Murphy er hoppet fra debutens halvt
strålende og halvt overflødige orgie af alt for mange
numre til et album som hele vejen bobler af den perfekte blanding af
originalitet og lån, med mandens eget vid ovenpå. Han tager helt
enkelt skarp ny teknologisk lyd og, som et barn i en slikbutik,
blander det med alt hvad han holder af fra de seneste 40 år. Og når
man har en strålende smag og derfor låner fra Kraftwerk, Bowie,
Talking Heads, Suicide, The Fall, Modern Lovers og 34 andre, så går
det aldrig helt galt. Hvad man hører i første single, ’North
American Scum’, hvor han med sin bedste Jonathan Richman-snøvlen
tackler forholdet mellem amerikanere som ham selv og Europa, hvor
”the buildings are old and you might have lots of mimes” – og hvor
folk p.t. hader folk som ham, fordi han er det der nævnes i titlen.
Det er morsomt, det er skarpt, men først og fremmest øger det
trangen til bevægelse gevaldigt.
|
