Påsken står som bekendt i genopstandelsens tegn. Derfor er det naturligvis ganske rimeligt, at de københavnske fodboldsvende også valgte højtiden til at finde de takter frem, der prægede efterårets vilde triumf-ridt.

Formen blev genfundet med suveræn timing, naturligvis. Fornemmelsen for at København i sin nuværende inkarnation spiller på et niveau, der ligger mindst et par klasser over alle andre i superligaen stikker ikke dybere i mig, end at jeg helst forholder mig til den i bakspejlet.

Men det er altså klasse, når man kan klæde rækkens nummer 2 og især selvudnævnte trussel helt og aldes af på hjemmebane i en såkaldt 6 point-kamp og i overlegen stil. Vel at mærke i en kamp, hvor holdets brasilianske nyindkøb igen ikke viste alverden, og Brede Hangeland tilsyneladende sejlede svimmel og småblind rundt det meste af kampen og kostede et mål - han dog hurtigt betalte tilbage få dage senere.

Den lektie, jeg især havde glemt fra efteråret er, på hvor mange forskellige planer, vi er i stand til at straffe og plage vores modstandere, når holdet fyrer på et passende antal cylindre. Det behøver netop ikke at være dem alle, blot nogle stykker. Tag f.eks. den situation at alle vores 11 mål i forårets superligakampe er blevet scoret af midtbanespillere, mens vores angribere har holdt forlænget vinterferie. At forsvaret slet ikke har virket dirkefrit. Det har stadig været nok til at hente godkendte 11 point i 5 kampe og 9 i de seneste 3, der trods alt inkluderede to på papiret svære udekampe i det jyske. Samt naturligvis at skaffe kvalifikation til pokalturneringens semifinaler.

Det er selvfølgelig i sig selv er problematisk, at Ailton endnu ikke har vist den klasse, hans prisskilt giver anledning til at forvente. Uden at træerne vokser ind i himlen af den grund, har han vist lidt større forståelse for det københavnske spil i de seneste par kampe, men uden at vise noget der bare ligner et gennembrud. Men det er samtidig helt åbenlyst at både klub og fans på det mere strategiske niveau kan forholde sig ganske afslappet til de manglende mål fra brasilianerens dyre fødder.

Det er også problematisk at vores forsvar ikke har helt har holdt efterårets høje niveau, hvor rollefordelingen mellem Brede og Gravgaard har ændret sig markant. Hvor det tidligt i efterået mest var Brede, der stod for "den ufrivillige underholdning", har det senest været Gravgaard, der ikke helt har virket til at være på toppen. Niclas har ganske som forventet ikke meget vårhare i sig længere, men har mest markeret sig positivt og offensivt med sin gyldne venstrepote. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at målene er raslet ind, men det har ikke fungeret helt optimalt.

Men det kendetegnene ved holdets klasse er, at der altid står spillere klar, der på forskellige tidspunkter afhængig af form og spillehumør og i samspil med et kollektivt meget højt bundniveau hele vejen rundt, løfter sig individuelt og tilfører holdet det ekstra, der sætter konkurrenterne aldeles skakmat. Det behøver ikke - som mod Horsens ude og Silkeborg hjemme - være i en hel kamp eller blot en hel halvleg, blot i en 4-5 spilsituationer, der afgør kampene.

Men i de kampe, hvor kollektivet og spillet som mod FC Midtjylland i mandags løfter sig en anelse, må udfordringen være en grum ligning at løse for modstanderne. Lige nu og her er det især Silberbauer og Atiba, der gør en forskel og lidt i skyggen af de to, Hjalte. Jeg har ikke glemt Grønkjær, men selv hans bundniveau stiller ham reelt udenfor sammenligning med noget eller nogen på danske fodboldbaner, simpelthen. Han er der bare og gør så rigeligt det shit, han får penge for.

I en poppet formulering bliver effekten større end summen af de enkelte faktorer. Vores konkurrenter kan gardere sig mod f.eks. Siberbauer, Grønkjær og Atiba hver for sig, men alligevel vil der som følge af fejl eller god fodbold fra vores side opstå en håndfuld fatale blottelser i rustningen undervejs, som vi på blot halvvejs gode dage udnytter til mindst 2-3 mål. Undertiden også på mindre gode dage.

En virkelighed, man for alvor så udspille sig på SAS Arena i mandags. En del andre faktorer gjorde sig gældende udover de nævnte. Hjalte spillede en strålende kamp på den centrale midtbane og fortjente lige så meget som Silberbauer at blive hyldet som Man of the Match. Så var det en fryd for øjet at se vores kombinationsspil vende tilbage. Det overraskede åbenbart en rosende John Faxe så meget i Onsides efterrationalisering, at han helt glemte at de bedste af efterårets kampe præcis stod i det tegn, men der skal åbenbart meget til at aflive en gammel (norsk) traver.

Midtjyderne skal i den forbindelse hyldes for at præsentere en smuk grønsvær, der pirkede til den dårlige samvittighed over at vi selv tilbyder fodbold på Danmarks Nationale Jordbane. Med udsigt til endnu bedre baner i den kommende tid ovenpå den milde vinter, ser det meget lovende ud for pasningsspillet og den gode fodbold og ikke kun i københavnsk regi.

Den sidste faktor var Ståles erkendelse af, at Berglund og Ailton hverken for sig eller som par fungerer som de boldfaste spilstationer, spillestilen har det bedst med. Nok flakker og udfordrer Grønkjær gevaldigt, men det er ganske enkelt en fryd at se, hvor ofte han vælger at gøre det rigtige og holder sig fra blindgyder, når han modtager bolden fra én af firekæderne.

Når samtidig vores svenske hædersmænd er på vej tilbage fra deres respektive skadespauser, så forstår jeg udmærket, at der breder sig en stemning af, at foråret risikerer at blive en anelse kedeligt. Men som jeg skrev ovenfor, så vil jeg hellere fejre det i bakspejlet, end jeg vil dyrke min indre sejrsprofet. Gammel vane, simpelthen.

Udover den mere eller mindre rationelle angst for en nedtur, så er der et par andre pointer, der er værd at nævne. Rent faktisk har vi vundet vores foreløbig 5 danmarksmesterskaber 3 gange i næstsidste spillerunde og 2 gange i den sidste. For det første kunne det være god spas og ganske nyt at afgøre det endnu et par runder før, fremfor at stå med flossede nerver på Vejle Stadion og i værste fald skæve til resultater i andre kampe og den slags aldeles overvurderet pis, der i særklasse kun er sjovt, når det går den rigtige vej.

For det andet ville jeg ikke have noget imod en paradekørsel på en 3-4 resultatmæssigt ligegyldige kampe frem mod en Champions League-kvalifikation i efteråret. Nu er det ikke fordi at en gentagelse af sidste års europæiske optur definitorisk ligger i kortene. Men de fleste er vel enige om, at vi over tid netop skal demonstrere markant klasseforskel i superligaen for at have en chance på det europæiske plan, hvad enten vi taler kvalifikation til CL eller mere realistisk UEFA-cuppen.

Nok er der lang tid til og nok indgår det ikke i det daglige tankesæt på Peter Bangs Vej, men den strategiske vigtighed af en god europæisk indsats og en fornuftig høst af europæiske rating-point til efteråret er aldeles monumental. Det er reelt i det lys, foråret skal ses - og forhåbentlig nydes!

Og nydes, det skal påskeøl - på fad. Det er muligt, jeg er mærkelig, men jeg er reelt ude af stand til at drikke stærk øl på flaske. Det er som om, min hals nægter at tage imod skidtet, som at spise bøf fra tube, det føles bare forkert. Fustage-versionen af samme bryg er en helt anden historie. Faren ligger naturligvis i, at kyllingen slår, hvor en almindelig fadøl overhovedet ikke sparker.

Diskussion om fad vs flaske kan man passende tage, mens man skæver til den nyfødte sportskanal fra Viasat og TV2. Hvis vi lige gagger smølle først - han har det med sport fra TV2, som jeg med påskeøl på flaske - så er det naturligvis rigtigt, at prisen for TDC's kabelkunder virker en smule pebret. 20 kroner om måneden for at se nøjagtig det samme, man tidligere kunne se på hhv. Viasat Sport, TV2 og TV3+ ligner særdeles smart markedsføring.

På den anden side er man som kabelkunde uden Selector garanteret en bredere live-dækning af superligaen og Champions League, som det allerede blev demonstreret på kanalens første dag i luften. Begge onsdag aftens kvartfinaler i CL kunne følges live på den nye kanal og TV3+. Den mulighed havde bestemt været rar at have blot aftenen før, hvor det nok var underholdende at følge Manchester Uniteds nedslagtning af Roma, men hvor jeg givet muligheden hurtigt havde skiftet over til den mere nervepirrende kamp mellem Valencia og Chelsea.

Jeg er naturligvis ikke Brede Hangeland for, at den slags gaver ikke gives gratis, og at prisfastsættelsen på en individuel sportskanal - eller ren pay per view til enkeltstående store begivenheder - i længden næppe gavner forbrugerens pengepung. Men når prisen går den vej, så skyldes det naturligvis, at sport og især topfodbold er en attraktiv vare, som jeg og mange andre godt gider betale for. Det er snarere alt det andet lort, jeg er tvunget til at tage med i købet fra TDC's kabel-monopol, der pisser mig af. Der gives også andre valgmuligheder. Især naturligvis at se kampene på stadion og sekundært på en sportscafé i stedet.

Årets Champions League har udviklet sig til dels et næsten internt engelsk opgør og dels et mareridt, der involverer 4 usympatiske klubber, hvad alle kan se. Bevares, jeg forholder mig selv ganske neutralt, men intet har historisk afstedkommet så dårlig stemning blandt bulens anglofile stamgæster som CL-opgør mellem Liverpool og Chelsea. Årets semifinale-bravournummer går ganske givet komplet op i hat og briller og værre endnu: bif-retoriske udfald mellem venner. Jeg tror knap, jeg vil finde glæde i at sætte lus i de respektive fans' skindpelse, som jeg ellers plejer.

Liverpool, nedsunket i evindelig masturbation omkring fortidens triumfer og så gennemvædet af prollet selvforståelse, at Daniel Agger fremstår som det intellektuelle fyrtårn på holdet. Chelsea, finansieret af tyvekoster fra det gamle Sovjet og med en knaldperle af et tågehorn ved roret, der givetvis ville være blevet tvangsindlagt, havde han arbejdet i et andet erhverv. Det taler dog til Chelseas fordel at de som de eneste deltagere i årets semifinaler i mesterholdenes turnering rent faktisk er regerende nationale mestre, hvad Liverpool f.eks. ikke har været siden internettet skiftede navn fra ARPANET.

Milan, det ultimative svindlerhold ejet af den slibrige demagog, Berlusconi. Et hold, der aldrig burde have været med i turneringen ovenpå sidste sommers italienske svindelaffære. Til sidst Manchester United, der næsten fremstår som samlingens duks, fordi alle udenfor byen bare hader klubben uden egentlig grund. Vi hader også stereotypen på den komplet ulidelige latino, Ronaldo. Med bedre grund, hvorfor hans talent gør ekstra ondt.

Svært at vælge en darling, simpelthen! Jeg nøjes med at sætte et skilt op over bulens fladskærm: "Slukkes, når Bopa bliver træt i hovedet af jeres ævl om ligegyldige lortehold".

Torsdag aften bød på returkamp fra i mandags - denne gang i pokalturneringen og med fuldt hvil til Linderoth, Ailton og Niclas. Brede og Silberbauer tog oveni plads på bænken i forhold til mandagens opstilling. Med i startopstillingen var i stedet Dan Thomassen, William Kvist, Allbäck og Oscar Wendt. Med rokader på 5 pladser ville det selvfølgelig være for meget at håbe på en gentagelse af mandagens magdemonstration.

Det blev vi virkelig heller ikke vidne til, men snarere en temmeig uskøn affære under rubrikken "pokalfight". Midtjyderne virkede fra starten mere opsat på at revanchere mandagens ydmygelse end vi på at gentage den. Fra første fløjt jagtede Eriks ulve bolden over hele banden, vandt nærkampe og returbolde og tacklede, så det sang i knoglerne. Københavnere reagerede snarere end at iscenesætte, og ganske fortjent tog midtjyderne føringen to gange, kun for at se dere egen målmand Lasse Heinze hel- og halvfjolle os tilbage i kampen ad to omgange.

Men jydernes energiudladning rakte kun til 70 minutter, og med lidt mere koncentration om opgaven burde kampen være lukket før den forlængede spilletid, hvor Hjalte tillod sig den luksus at brænde dels et straffe og slå bolden på egen stolpe. I stedet fik Brede lov til at lukke kampen med et drøn af et venstrebenshug fra kanten af feltet. Jeg formoder, at han ser normalt igen.

Det var lige akkurat nok på dagen, men kønt var det naturligvis ikke. Fint i tråd med hypotesen om at det ikke er muligt at lukke os nede i en hel kamp, selv når vi hviler flere nøglespillere og når spillet ikke kører. Det var trods alt superligaens nummer 2, der fik sæsonen næsten helt ødelagt over 210 minutter der.

Videre i pokalturneringens semifinaler venter enten Lyngby, OB eller Viborg. Sportsligt er Lyngby naturligvis at foretrække og især over to kampe, selvom det ville være en prøvelse på andre planer. Det er muligt, at klubben har overlevet en konkurs, men som reserveholdets træningskamp i februar viste, så er der dømt åndelig fallit på tilskuersiden, og jeg under dem egentlig ikke oplevelsen eller duften af klasse i lortegryden derude.

Men først venter OB søndag, der godt nok også spillede kvartfinale torsdag, men trods alt havde en noget kortere dag på kontoret. Samtidig møder et udbanket Midtjylland et udhvilet Nordsjælland. Bolden skal ikke rulle den rigtige vej ret mange gange, før mesterskabet afgøres helt og aldeles i den kommende runde.

Bopa

mail