Skal vi prøve Bundesligaen næste sæson?

tilbage

God aften! Kom indenfor! Der er ledigt ved bordet ovre til venstre, om ikke andet går Nestor snart. Han er på et af sine efterhånden sjældne besøg hernede. Det kniber simpelthen med at holde sig vågen for ham. Så snart forårsmørket begynder at falde på, slumrer han hen. Vi har allerede lavet en fast aftale med Muhammeds Taxi, en kør-hjem-ordning for seniorer, som vi kalder den mellem gamle forretningsforbindelser. Det gør det nemmere for alle parter, og selvom Nestor var lidt vrangvillig første gang, fik vi ham til at indse fornuften. Han sover bedre hjemme end hernede i røg og larm.

Alt i alt, ærede gæst, vi finder snart en plads. Lad mig allerede præsentere aftenens menu. En hurtig whiskey til at blæse aftenens kølige regnskyl væk, en skål peanuts, et brunstigt glas fyldt med vores bedste Newcastle Brown, og et askebæger. Jep, nyd endelig smøgen så længe du kan. Den 15. august slukker den kommende rygelov den formodentlig for altid.

Og så er vi i øvrigt klar... igen!

For fanden! Så står man her... (ja, igen)..., som et monument over tidens selvforherligelse. Smilet er støbt med en kolossal stolthed ind i granit, det sidder mere hudfast end på både en scientolog og en sælger af hårde hvidevarer. Og oprigtig talt, det er sgu oprigtig talt. Selve smilet. Især når det også fremkaldes af et efterhånden uddøende begreb som selvironi.

Samme selvironi havde engang væsentlig nemmere vilkår i den københavnske fankultur. Det var dengang det sportsligt ikke var så sjovt. Man måtte naturligt distancere sig lidt til det hele i perioder. Efterhånden er det mange år siden. Det er også år og dag siden, at humor som den søndagens tifo bragte, har set sit lige i Parken.

Man drager sit helt personlige lettelsens suk. En inderlig tak for det! Det var sgu på tide, at selvhøjtideligheden igen fik et los i kuglerne. Sådan bare for sjov. En alternativ tifo som lige så meget kommenterede os selv som Odense og alle andre, og - mest værdifuldt af alt - vendte det hele lidt på hovedet. I kosmisk ubehjælpelighed.

Og lad den så i øvrigt bare stå usagt hen. Til fri tolkning. Sjovt billede og påfund. Og langt mere spændende end de unge mennesker der åbenbart mener, at deres liv begynder når de løber tværs over en fodboldbane midt under spillet. Med eller uden kluns på kroppen. De bliver lidt som hunde uden snor, der pludselig bare får øjne på bolden. Midt inde på banen. Hundene, kan jeg undskylde, de ved trods alt ikke meget bedre, men de andre... tumperne... de er og bliver inderligt trættende! Nøjagtig som gentagent udebanehærværk og sædeafbrændinger i stil med vestegnens fremmeste er det. Nej, vi kan absolut ikke sige os fri længere.

Hjerneblødninger, der mener at man skal kaste kanonslag på banerne, har vi desværre også fået besøg af i nogle kampe her i foråret. I det hele taget er der al mulig grund til at få mere selvopdragelse ind i de københavnske fankredse.

UBS WE DID IT AGIAN, der er en egen underfundighed indbygget i budskabet. Det handler simpelthen blot om udviklingen i den københavnske fankultur. Den degenererer. Lige så langsomt. En omsiggribende og foruroligende tendens til at te sig som total idiot breder sig mere og mere. Heldigvis har man også hurtigt fanget den inde i kontroltårnet på Øster Allé. Og ja, der er al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Keglerne er i anmarch.

Men for fanden! Vi skal selvfølgelig smile og i disse smilende tider bruger vi en del tid på at gætte "mesterskabsugen", eller rettere hvornår bliver mesterskabspokalen matematisk sikret. Kollega Holger har hængt sin egen seddel op her bag baren og går Bet24 i beddene, vi andre skal bare komme med budet.

De fleste har en krybende fornemmelse af at det sker på Brøndby Stadion i fjerde sidste spillerunde. Ikke fordi vi nødvendigvis vinder derude, men mere fordi forfølgerne efterhånden har smidt så mange point, at vi også kommer uden for den sidste matematisk rækkevidde. Selv har jeg smidt et par spareslanter på, at vi ordner det sidste hjemme mod AaB i runden før. Det kræver to sejre i de næste to kampe. Hjemme mod Horsens og ude mod Silkeborg. Det lyder ikke ligefrem urealistisk. Med en sejr over AaB kræves der 16 points forspring for at gøre de sidste 5 kampe mesterskabsoverflødige. Vi er 13 point foran nummer to nu og det er efterhånden svært at tro, at det forspring skrumper over de næste 3 spillerunder.

Det virker næsten grotesk, og i hvert fald som en uhørt luksus at skulle bryde hovedet med spekulationer som disse. Men det er virkeligheden. Vi har knust de to nærmeste forfølgere i to kampe, og fik fedtet en halvslap 1-0 hjem i aftes oppe i Farum. På papiret en af de svære. Nordsjælland ligger nummer 5 og havde indtil i aftes kun tabt en hjemmekamp hele sæsonen.

Et helt andet aspekt af denne overlegenhed, kan vi læse fra en af vores egne gamle spillere, David Nielsen, der åbenbart kommenterer dette og hint på bold.dk-hjemmesiden. David har ikke altid været det skarpeste lys i skuffen, hverken på eller uden for banen, men problemstillingen bliver egentlig interessant nok. Er vi reelt på vej derhen, hvor vi må søge om optagelse i Bundesligaen for fortsat at få sportslige udfordringer?

Lad os gnaske lidt på den. Vi er i en situation, hvor FC København har næsten uanede økonomiske muskler. Hvis vi fastholder vores egen skandinaviske horisont som udgangspunkt. Kigger vi længere, er det muligt at vi kører som en kæmpesucces på offpitch-fronten, væk fra selve fodbolden. Det er også muligt at vi i handelsskoleoptik klarer os langt bedre end andre større klubber sydpå, der måske har dundrende underskud sæson efter sæson. Men de spiller i væsentlig mere attraktive ligaer og kan sælge TV-kampe, sponsorater, merchandise, you-name-it.com, for væsentlig større summer end os. Selv med røde tal på bundlinien, kan de smide rundt med beløb vi drømmer om, og holder dermed også væsentlig bedre spillere i stalden.

Logisk ligger den lige for: den eneste vej til at nå deres niveau, sportsligt og realøkonomisk, går via en bedre liga. Vi må og skal et niveau op i dagligdagen, ellers venter der sportslig stagnation og manglende udfordringer lige om hjørnet. Hvordan kan vi fx. tiltrække udenlandske mellemniveau-spillere til en liga, der ikke bare må kæmpe et højt skattetryk, men i høj grad også med ringe sportslig kvalitet?

Holder Maltaligaen i længden? Ikke hvis vi fortsætter som nu. Med en kontinuerlig opadgående sportslig kurve, hvor ambitionerne hele tiden hæves en lille smule, og spillerindkøb sættes derefter. Vi er måske allerede omkring maximum. Med Grønkjær, Gravgaard, Linderoth, og Allbäck. Vi taler etablerede landsholdsspillere, og reelt er ingen af dem aldersmæssigt over den naturlige sportslige primetime, selvom Allbäck med sine 33 år nærmer sig.

Spørgsmålene ligger et eller andet sted lige for:
1) hvor meget mere kan vi forvente?
2) hvor meget mere kan overliggeren egentlig hæves, for at bruge sportschefens ord, inden for vores nuværende sportslige vilkår?

Vi spiller om et dansk mesterskab i en sølle lille liga, i et sølle lille land, et sted i det nordlige Europa. En udviklingsliga, som Michael Laudrup ganske rigtigt engang døbte den. En omgang Champions League som i efteråret giver selvfølgelig masser af smag på mere. Men der er langt ind i den turnering igen for et dansk mesterhold. Vi skal være lige så pivende heldige som vi var i første halvleg nede på Amsterdam Arena. Igen. Og måske endnu heldigere, hvis lodtrækningen til sommer bare er hårsbredden uheldigere.

Og hvad er der så tilbage for Linderoth, Grønkjær, og de andre, når Europa kikser... Viborg Stadion, Randers Stadion, og snart Lyngby Stadion. Igen og igen.

For fanden! Jeg er vel ikke den eneste, der ser dilemmaet. Det er i virkeligheden bydende nødvendigt, at vi ikke sæson efter sæson gør rent bord. Det er bydende nødvendigt at klubber som OB, Brøndby, AaB, eller Midtjylland, for den sags skyld, følger med, og holder presset på os. Men kan de det? Ja, det var egentlig der jeg begyndte, økonomisk kan de nemlig ikke holde niveauet. Bortset fra Brøndby er vi nærmest allerede derhenne, hvor vi kan plukke talenter efter behag hos de allernærmeste konkurrenter.

Der har allerede længe været talt om de berømte "skotske" tilstande herhjemme. At de samme to klubber gør rent bord sæson efter sæson. Vi har været derhenne i de seneste syv år. I år er det blevet mere udtalt, at der kun er en klub. Og den er - som bekendt - meget suverænt. Jeg er klar på, at en sæson på ingen måde vil give et retfærdigt billede, men tag endelig sidste sæson med også.

Dengang vandt vi mesterskabet med 73 point i alt. Vi tabte reelt kun to kampe, inden mesterskabet kom i hus i Odense. Akkurat den kamp blev så tredje nederlag i hele 05/06-sæsonen. Man øjner ligesom konturerne til noget, gør man ikke!

De to skotske klubber, Celtic og Rangers, søgte for år tilbage i fællesskab optagelse i den engelske Premier League. For at få skarpere konkurrence og bedre sportslige forudsætninger ude i det Europa, hvor de helt manglede succes. De to skotske klubber kom aldrig ind i Premier League-selskabet, det blev for kompliceret for englænderne.

De måtte forblive skotske, i det omfang de nu var det, i en smal og stereotyp skotsk liga. Ikke helt ulig den danske. Positivt konstaterer vi efterfølgende, at de siden alligevel har kunnet skrive moderate europæiske fremgange ind i klubannalerne. Ikke mindst Celtics UEFA Cup-finale i 2003 hjalp godt på vej. Uden sammenligning i øvrigt bliver det nok lidt ad den vej, FC København i første omgang må forsøge at følge. Mere europæisk succes, og den nemmeste gemmer sig i UEFA Cuppens gruppespil. Det er her vi kan forbedre seedningen og i sidste ende gøre det lidt mindre umuligt med mere Champions League senere.

På den meget længere bane kommer vi nok ikke uden om, at vi vil behøve en bedre matchning i hverdagen, hvis vi skal opfylde Flemming Østergaards gamle feberdrøm om en mere permanent top 25-placering på UEFA-listen. Og så kan vi igen begynde at diskutere futuristiske modeller som en skandinavisk liga, Atlantliga, eller Bundesliga, for den sags skyld.

I øvrigt poppede en nyhed op i Politiken forleden. Her er vi ovre i ishockeyen, hvor grænserne nok flyder lidt mere. Inspireret fra NHL og Nordarmerika. Helt uinteressant er det ikke, selvom perspektiverne er ganske dunkle. En ting er det triste at København ikke vil have en skid at byde svenskerne på inde på selve isen. Noget er at Elitserien lige så lidt som fx. Bundesligaen er en lukket liga. Der er op- og nedrykning på nationalt plan. Man inviterer vel for fanden ikke bare og man suspenderer vel heller ikke almindelige sportslige vilkår, for at indsluse danske og norske interesser. Og hvad gør man hvis de to "inviterede" klubber ikke klarer sig. Rykker de så efterfølgende ned i det svenske seriesystem? Nej vel, den halter lidt.

Ja, kære nye gæst. Du har ret! Vi taler for meget hernede. Jeg genfinder smilet i stedet i et øjebliks fuldkommen tavshed...

Hold-da-kæft-mand! Vi svæver stadig.

...!!

... det er stadig umuligt at tørre væk. Smilet. Og selvfølgelig skal det være der. Jeg hænger et billede af Silberbauer op i vores samling. Han gør forskellen i disse uger. Ståle kan vi også sagtens finde plads til. Han er nordmand på den fede måde:
"Nu lavede han 15 verdensklasseredninger, da vi mødte dem i Parken. Så han skyldte os et mål!", sagt om Farum-keeperen, Kim Christensen, til 3+ i aftes. Det er svært at være uenig. Kim Christensen lignede nærmest en der sparkede bolden i eget mål.

Peter Nielsen, vores gamle kaptajn, tror jeg heller ikke vi skal undervurdere. Tag ikke fejl. Han fungerer fint i rollen som assistenten. Han var altid utrolig vellidt i spillertruppen, særligt blandt de unge, da han selv stadig var aktiv, og det er næppe anderledes nu i samarbejdet med Ståle. Han fortjener også sin kredit i denne kæmpe optur som vi stadig er inde i. Udefra hører vi Grønkjær erklære at det er "skidesjovt" at spille i FC København, vi hører rygter om nærmest internt slagsmål, fordi forsvaret lukkede et mål ind i overtiden mod Midtjylland, og forpurrede en stensikker 4-0 sejr til en stensikker 4-1. Truppen fungerer, teamet omkring den fungerer i den grad. Vi har nærmest været uden skader siden i sommers. Trods et enormt program.

For fanden da! Er jeg den eneste, der synes at Atiba nærmest udvikler sig fra kamp fra kamp. Han er god, han er snart verdensklasse.

Og lad os endelig bundvende det hele endnu gang. En sidste gang for i aften. UBS WE DID IT AGIAN. Vi er snart mestre igen. For femte gang på 7 år.

Tak for det og sov godt derude!

Saxo

The Cure: "Head On the Door" (1985)
Et af de mest klassiske og bedste 80er-album. Stilmæssigt bevæger vi os fra mørket og postpunken og over i en let og til tider naivistisk pop med funklende flamengo-guitarer og liflige keyboardfløjter. Her blev det hele bundet sammen, også for The Cure selv. Den dystre og glimrende undergangsskive "Pornography" mødte de senere forsøg ud i maxi-dansemix som 'Love Cats' og 'The Walk'. Her begyndte sanger Robert Smith at finde sin indre teenager igen, efter at være dybt begravet i Albert Camus' eksistentialisme og generel livslede. Smith havde tidligt proklameret at han ville begå selvmord, når han fyldte 30 år. Det blev aldrig til noget. Heller ikke i 1989 da han faktisk rundede de 30 år. Men da var han formodentlig også allerede blevet ganske klogere med alderen, eller nærmere yngrere og yngrere i den fortsatte jagt på banale popsange om forsmået kærlighed og alt det der følger. Via et par andre 80'er-perler. "Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me" og "Disintegration".

Der er i alt 10 fantastiske numre på "Head On the Door", ikke et eneste er overflødigt eller dårligt. Heller ikke når jeg lytter til den 22 år senere. Den er formidabel. 'In Between Days' begynder det hele:

Beirut: "The Gulag Orkestar" (2006)
Navnet Beirut dækker i virkeligheden over et en-mandsband. Det handler om den 20-årige amerikaner, Zach Condon, og hans talentfulde legesyge. Musikalsk er der en umiskendelig inspiration til navne som David Byrne og Brian Eno et eller andet sted i hans fantasier, men der er også meget mere.

Det meste er skruet sammen i et fesent drengeværelse i Albuquerque, New Mexico, og sprudler eventyrlystent og geografisk i alle mulige andre retninger. Ikke mindst mod Øst- og Mellemeuropa. Sangtitler som ’Prenzlauerberg’ og ’Bratislava’ fortæller sit. Vi kan også tage det hele fra toppen af ’Mount Wroclai’, et eller andet sted på vejen til Warszawa eller til den polsk-jødiske koloni i Brooklyn. Eller hvad med et sigøjnermarked lidt fra oven? Befriende naivt, meget afvæbnende, meget skønt, og meget inderligt.

mail