Nå ja, det var en særlig stille weekend. Hermed en beklagelse, hvis du er gået forgæves. Ingen undskyldninger, gode eller dårlige, bare en beklagelse. Heldigvis er der jo ikke rigtig sket så meget man har kunnet sætte en finger på, i hvert fald ikke inde på banen. Midtjylland kan ikke udfordre os, Brøndby kan knap spille fodbold, selv på deres legendariske hjemmetrone, og vi spadserer mod mesterskabet i nærmest slentrende stil – søndagens gåtur i højlandet kommer ind under min kollega Holgers domæne, så jeg vil gladelig lade ham skrive om den!

Vores nominelt hårde program er lige nu ikke hårdere end at jo højere vores modstandere er i tabellen, jo større bliver de slået. Horsens hjemme blev paradoksalt nok både gjort sværere og lettere af lidt vaudeville fra en af de mange bejlere til Knud-Erik Fiskers titel som overraskelsernes mand i dansk fodbold.

Man kan ikke undgå at undre sig lidt over dommere som Emil Laursen, for ham var det jo. Måske siger det noget om tilliden til at vores hold nok skal slå Horsens uden problemer, måske er det blot udtryk for lave forventninger til den danske dommerstand, men kendsgerningen var i alle tilfælde, at da Laursen fløjtede for det straffe til Ailton var reaktionen på min egen plads og hver eneste rundt omkring en overbærende latter for den opfindsomme mand med fløjten. Og tv-billederne, som forståeligt nok ikke bliver vist i Parken på skærmene, viste da også præcis hvad der skete – at Ailton sparkede et stort hul i luften og baldrede ind i en forsvarer.

Den karmiske balance blev så sidenhen udlignet, og lidt til. Det føltes egentlig ganske sundt, at Emil afviste det stensikre straffe der blev begået af en plusformet Horsensforsvarer, da han spærrede Grønkjærs indlæg med armen. Allerede inden kunne man jo glæde sig over, at straffesparket vi fik ikke var kommet af en frivillig Duncansk flyvetur mod det indbydende forårsgræs, men blot af Emils sære måde at se nærkampe på.

Men at udjævne én fejl den ene vej med to den anden er trods alt statistisk og karmisk uholdbart. Så da Emil nægtede os endnu et indiskutabelt straffespark, da Kvist blev hægtet inde i feltet, krydsede han den tynde grænse som går mellem sokratisk geni og fløjtende klovn. Fodbold er som bekendt en del af underholdningsbranchen, og uforudsigelighed er normalt ganske underholdende, men af en eller anden grund fungerer det ikke for dommere, medmindre de finder på noget nyskabende som det nedenfor. Emils kludren omkring er bare trættende.

Onsdagens pokalkamp blev først og fremmest spændende for tv-seerne, der kunne se The Simpsons gå over i Top Gear, til begyndende nervøsitet for gæsterne og værten hernede i bulen. Da først klokken havde passeret de seks, kampen skulle være begyndt, og man stadig så den puddelpermanentede klaphat Jeremy Clarkson køre en eller anden vogn rundt på en våd racerbane, gik nervøsiteten over i harme, men pludselig blev det engelske proleprogram afbrudt og forbindelse til Lyngby Stadion skabt.

Det viste sig, måske ikke så overraskende, at folk stadig stod i kø udenfor Lyngbys middelalderlige stadion på det tidspunkt. Så panikken kunne afblæses. Resten af kampen var der nu heller ikke meget panik over. Måske snarere for lidt. Det virker noget frivolt at hakke på træneren som slog Ajax, Man Utd, Celtic og alt der kan krybe og gå herhjemme i denne sæson, men når man i forvejen sparer Niclas, Grønkjær og Allbäck og derefter hiver Silberbauer og Atiba ud på én gang, så ser det ud som om den maksimale kapacitet er nået, hvad angår at spare spillere. Spillet havde været under meget tilfredsstillende kontrol, på trods af at Oscar Wendt fortsatte sit skrækkelige forår og var i dybe vanskeligheder, men det faldt sammen over hele banen samtidig med at forsvaret – især Gravgaard – mistede orienteringen.

”Vi ved at fanatismens grænser nogle gange kan være hårfin. Vi kan heller ikke undsige os fra at have lavet ting, som til tider har ligget uden for andre folks opfattelse for, hvad er rimeligt som konsekvens af god stemning, men der er meget langt derfra til at lave hærværk for hærværkets skyld, som vi i vid udstrækning var vidne til igår.” – Urban Crew

Også på tilskuerpladserne blev orienteringen mistet – igen. ”Succes giver sinker”, blev det sagt senere samme aften i baren, og det er måske tildels rigtigt, men det er jo ikke hele sandheden. Vi havde dæleme ikke megen succes da vi mødte Herfølge i efteråret 2004. Det var i Gorica-sæsonen, vi havde lige tabt to kampe i træk og var kilometer efter det daværende tophold Brøndby. Men i et ekko af Lyngbykampen blev Herfølges hovedtribune nu stadig indtaget, dengang af en del færre, og en del sæder smadret.

Det er jo ikke et spørgsmål om at hey, de der Effsekå fører stort, lad os komme forbi og smadre nogle sæder eller starte nogle slagsmål. Det er en udvikling der er gået i selvspin, et ønske om vildskab som er endt i noget der er blevet lidt for vildt. Jeg kan sgu godt forstå hvis nogle af de fredsommelige folk fra Urban Crew, hvoraf jeg på nærmeste hold har set flere sidde i stole snarere end hoppe dem midtover, virkelig er trætte af at deres udmærkede arbejde for at lave en livlig ramme til kampene føles spildt sommetider.

Som for eksempel hver gang der er nogle fortabte enkeltindivider, som de par stykker der løb på banen mod OB, eller den formentlig ene nar der kastede to kanonslag ind i Farum, der gør noget stupidt. Eller, mere alvorligt, som når en større flok ødelægger en større mængde sæder, som det er sket i både Lyngby, Farum og Brøndby. Og jeg kan stadig forstå trætheden selv om de klare holdninger desværre tit mudres lidt til med forbehold, som ovenfor.

Men problemet er bare, at jeg tror at man trods de gode hensigter har skabt om ikke et monster, så i hvert fald et noget mere truende dyr end i hvert fald nogle havde ønsket, og at det er blevet benhårdt udnyttet af folk der ikke har den samme civile stopklods. Og jeg vil ikke sige at jeg ikke allerede regnede med for et par år siden at det ville ske, men det er ikke ligefrem værd at triumfere over, for det er for sørgeligt.

I alle tilfælde gælder det nu om at få bremset udviklingen, og hvis det til det formål bliver nødvendigt med film, kontrol og registrering i hoved og røv, så må det blive sådan. Svenske tilstande er mere end at Djurgården kunne synge højt og længe mod os, det er også at kriminelle og ekstremistiske grupper slår rod i klubberne, og det må ikke ske. At Parken, FCKFC og UC nu vil arbejde sammen mod det er strålende.

Nå, men mere aktuelt drejer det sig om at bremse Lyngbys udvikling mod en pokalfinale. 2-2 havde stadig været et fint resultat derude, og 3-2 er et fremragende, så hurra for Kvists lange indkast og Hjaltes genfundne hang til dybdeløb. Lyngby skal lave lidt henad hvad OB præsterede på Bernabeu i 1994 for at komme videre, men de har ikke som OB dengang seks dørmænd til at stå bagved og trætte hjemmeholdet inden kontraangrebene sættes ind. Selv ikke jeg er pessimist nok til at være i tvivl om at vi kommer i finalen. Hvis det ikke sker, er det en pinlighed på størrelse med B1909-pokalkampen i 1993 (en påmindelse til nye seere: vi tabte som nykårede mestre 3-0 til en nedrykkerklub, som få uger senere gik nedenom og hjem) eller førnævnte Gorica.

Det kan heller ikke ske, medmindre Ståle sparer flere end fem-seks folk denne gang. Så det ser ud som om vi har noget at tage os til 17. maj – endnu en dag i Parken, chancen for endnu et trofæ. Et rigtigt trofæ, ikke en spids og ubehageligt udseende savtakket frans man får for at vinde en træningsturnering.

Vi risikerer dog at dele spotlightet med vores sjællandske rivaler Brøndby, der ganske vist blev sendt ud af herrernes pokal for et halvt år siden på tirsdag, men som bogstavelig talt har sneget sig ind ad bagdøren – hvis det altså lykkes dem at holde den 4-0-føring de har fra den første semifinale ude mod Skovbakken. Fra dbu.dk: ”Programmet for finaledagen starter derfor med, at portene til et specielt tribuneafsnit til tilskuerne til kvindernes finale bliver åbnet allerede klokken 10.00 med kvindeholdenes opvarmning fra klokken 10.45.”

Yep – man skal stå tidligt op, hvis man skal se BIF vinde titler i år. Det skal blive spændende at se, hvor mange der er tilbage på det ’specielle’ afsnit når vi andre kommer slentrende ved totiden. Men det ville da lugte lidt af lånte fjer, hvis ikke man kom og så forsvaret af en af de to pokaler der er tilbage fra TROFÆERNES BY-tifoen forrige år, ville det ikke? Det gjorde dog nok i forvejen, egentlig. Men et trofæ er et trofæ, og med kun fire point op i damernes liga – det andet tilbageværende trofæ i byen som er hovedstaden i fodbold – må det siges, at Brøndby ikke er meget længere fra at hente en double end vi er.

”Det var var åbenbart et for voldsomt pres, der var lagt på os her med favoritværdigheden, og det kan jo så undre én at man er kæmpefavorit når man ikke har vundet i et år” – Tom Køhlert

Ja, det var træneren for det succesløse af Brøndbys hold – herrerne – der snakkede med P3’s radiosport efter nederlaget i Vejle. Velkommen til den fagre nye verden, hvor Brøndbys træner ikke kan lide at hans hold gøres til favoritter mod nummer sjok. Sådan var det godt nok ikke under Onkel Ebbe eller Morten Olsen. Eller under Køhlert selv, da han førte Brøndby til deres første mesterskab for 22 år siden. Men i dag er favoritværdigheden mere end de følsomme poder kan klare.

Køhlert, der jo har erklæret at han nu, i modsætning til tidligere, ikke har noget imod presseopbud og interviews, fortsatte med en velkendt vinkel for en træner som lige har set sit hold blive skrækkeligt til grin – han erklærede nemlig, at man jo tit så hold stramme sig ekstra an, når de møder Brøndby. Det var i sagens natur svært at høre i radioen, mens man var på vej mod Parken og måtte koncentrere sig om at holde øje med søndagstrafikken, om Tom stod med et bundt halmstrå i hånden, men hvis han gjorde må de være reduceret til pulver ved interviewets slutning. For det skal da rimeligvis erkendes, at Vejle ikke gør det ret godt mod andre hold. Men de var mildt sagt heller ikke imponerende da Brøndby jævnede dem med jorden i en 4-0-sejr tidligere i april på Brøndby Stadion.

Det hold Køhlerts spillere gik ned mod, fik faktisk markeret en fin mærkedag i søndags. Det var et halvt år på dagen siden de vandt deres første sejr i deres comebacksæson i superligaen, mod Farum. Tre dage senere, 25. oktober, vandt de en kamp til i Randers. Siden har de ikke vundet noget som helst – men så kom Brøndby forbi. Brøndby kan ikke rigtig tåle at komme forbi nogen steder. Det markerede de med en anden fin mærkedag for nylig, årsdagen for deres seneste udesejr, som de fejrede dagen efter med endnu et nederlag til AaB.

”Det er langt fra første sæson, Brøndby har vist sig som SAS Ligaens stærkeste på eget græs. Den stilling har holdet toppet de seneste tre sæsoner, og tæller man det hele sammen, får man en nærmest svimlende statistik ud af det” – brondby.com

Svimlende er nemlig præcis hvad udsigten fra Hjemmetronen er, men det hører ligesom med i billedet, at alle de fem hold der ligger over dem i tabellen alle kun har fået et enkelt besøg på Brøndby Stadion skrevet ind i kalenderen. Af disse har Farum tabt, AaB og Midtjylland vundet, og København og OB ikke været forbi endnu. Man får næsten ondt af disse ligaens anonyme eksistenser, der skal piskes rundt til alle storholdene to gange pr. sæson. Det er jo nemt nok for folk der kan fremvise en flot grøn stribe med gul pynt som denne at sige ”vi spiller nu engang altid på 105x68m græs”, men sig det til brugerne af Snifferstat, der kan se en tilsvarende række røde og gule kort, så lang at selv Graham Poll ville kvie sig ved at diske op med dem alle til samme spiller.

Det skulle ikke undre mig om Brøndby også nok skal undgå at tabe til os når vi møder dem på Brøndby Stadion om aftenen 9. maj. Vi har trods alt ikke vundet der i snart fire år.

Men lige så lidt skulle det undre mig om det ikke er totalt ligegyldigt om vi vinder eller ej, fordi vi på det tidspunkt enten allerede er mestre, eller fordi vi allerede i pausen får besked om at vores ikke ret overbevisende nærmeste forfølgere Midtjylland har sat point til igen i deres udekamp mod fjenderne fra Viborg, en kamp som slutter en time inden vores derby gør. Hvilket vil gøre os til mestre for femte gang på syv år.

Det er svimlende, selv i forhold til at bestige hjemmetronen – hvilket er et udtryk der minder mig mere om at bruge en huslig installation der i en snæver vending kan ligne en velkendt detalje fra Brøndbys logo. Det kan jo også være ganske tilfredsstillende, hvilken mening man så lægger i det. Selv tror jeg Brøndbys ledelse er bedst tjent med at hoppe ned fra hjemmetronen og komme i gang med at forbedre deres sportslige muligheder en smule.

Skal det ske med Tom Køhlert i spidsen, så lad det endelig ske. Nu har man haft lidt tid til at se ham an, og det er vel rimeligt at sige at den trænereffekt han selv og formentlig en del andre havde ventet, er udeblevet. Faktisk skovlede hans forgænger Meulensteen flere point sammen med sin trænereffekt, og nogenlunde den samme trup, i begyndelsen af sin korte periode. Men han havde også en voldsom mængde hjemmekampe af Brøndbys yndlingstype: mod de lette hold.

Så meget som René fik sin møllesten slikket af klubbens insidere i efteråret, så meget prygl får han nu hvor man kigger i bakspejlet, og Køhlert med styr på de gamle dyder er nu det eneste saliggørende. Men for den uindviede er det dæleme svært at få øje på andre større forandringer end at Brøndby spiller lidt mere defensivt, og at de smider sig mere for at få straffespark. Samt at Køhlert har en masse opsparet goodwill for resultater på topplan opnået da alle andre klubber havde fyraftensproffer eller amatører i trupperne, og at det derfor ses som en fordel, ikke en klar ulempe, når han nøjes med at anføre ”gamle dyder” som basis for Brøndbys vej tilbage til toppen.

Én mere konkret forskel kunne være, at Meulensteen ikke anede hvem han ideelt ville have til at være venstreback. Køhlert ved i alle fald, hvem han ikke vil have til det, nemlig Asbjørn Sennels og Joseph Elanga. Og man må da beundre hans stædighed, især når man ser hans øjeblikkelige førstevalg i aktion. Mens det i forvejen tvivlsomme kort, den omskolede Thomas Rasmussen, stadig er skadet, er det den navnkundige Morten ’Molle’ Rasmussen, der brillerer, med gæsteoptrædener af et par teenagere samt den omtrent dobbelt så gamle (og halvt så hurtige) Kim Daugaard.

Det sære er, at disse trods deres hhv. manglende erfaring og trætte gamle ben er et fremskridt i forhold til den omvandrende katastrofe ’Molle’, og jeg må erkende, at havde jeg været en i forvejen hårdt prøvet tilhænger, der desuden havde finansiel interesse i klubben derude, så ville jeg på dens generalforsamling i fredags have været nysgerrig efter hvordan cheftræneren kunne forsvare stadig at have Asbjørn Sennels gående som en paria – to ting taler i hvert fald mod visdommen i dette, nemlig at han ikke kan gøre det værre end ’Molle’, og at man endda kunne risikere at få ham solgt til nogen, hvilket hele tiden har været meningen.

Men det er da en kilde til glæde, at ingen synes at stille det spørgsmål, for Brøndby er nu engang mere interessant med en abnormt forvokset trup, der også stadig tæller fund som Elanga og Rector. Og snakken om en storvask virker mildt sagt lovende, når man tænker på den kaliber af anskaffelser Anders Bjerregaard har gjort allerede. Og hvad har det med København at gøre, spørger du måske? Intet, for så vidt. Men hvor er der bare mere at skrive om vestpå.

Såsom en (melo)dramatisk aktion med 16 minutters stilhed ved Esbjergkampen. Jeg skal da lige love for at reaktionen var af den forskrækkede type, og at nerverne virker tyndslidte hos de Brøndbyfans der på rygraden kan mene at en kritisk holdning pr. definition er selvpromoverende. Tavshed i godt et kvarter bør vel næppe nok til totalt at underminere et hold der seriøst formodes at kunne blande sig i toppen, i hvert fald af de få som mener at Papa-Son har gjort sit arbejde ordentligt. Så mon ikke der snarere var tale om at ville undgå en mindre pr-katastrofe mens der kæmpes om det som stadig er på spil – nemlig Hjemmetronen, og Hjemmetrone-næstenrekorden. Det lykkedes knap.

Vi så den forrygende Vejlekamp på den lille skærm hernede i bulen. Godt nok trækker det gevaldigt op til at vi køber et stort lcd-tv for at vise fodboldkampe hernede, for Canal + sender de engelske og selv de svenske kampe i lækkert 16:9-bredformat, men når det gælder dansk fodbold er vi stadig lige så godt tjent med den gammeldags men stabile lille boks oppe i hjørnet.

Det kan nu godt undre mig, at man sætter en ny kanal i søen for at erstatte en eksisterende, og at man vil tage firedobbelt pris – og så kommer med et produkt med elendig billedkvalitet, i hvert fald for kabelseernes vedkommende, med en grafisk flade som med sin brug af turkis og gul ligner en ond drøm jeg havde forleden hvor jeg var tilbage i 1985, med en lyd som hele tiden får lov at køre foran billederne i hele kampe (var det dog bare et sekund eller to efter det man ser), og som ikke har tekst-tv og en elendig hjemmeside.

Og nu ved jeg i sagens natur ikke så meget som TV2 om at lancere landsdækkende kanaler – de har snart fyldt det halve kabelnet op. Men jeg har bare svært ved at regne ud hvorfor det ikke skulle være en del af den højere pris, at man får sat kvaliteten en kende op. DR viser f.eks. konsekvent programmer i 16:9, de andre TV2-kanaler gør det ofte, og selv Kanal 5 viser de engelske fodboldkampe i det bredformat som resten af Nordeuropa er gået over til forlængst. TV3 og 3+, og dermed TV2 Sport, ser så ud til at være gået i en quixotisk kamp mod det reelt ikke særlig nye format, og dermed kommer deres bredt producerede kampe fra Bundesligaen og Champions League i det pan-scan-klippede format, der medfører nogle ganske interessante situationer når kommentatorerne skal beskrive en situation på en slowmotion, hvor både bold og spiller havner uden for billedet.

Opgraderingen ser ud til at være udgjort af noget mere Bundesliga, hvilket er godt, og enorme mængder knævren mellem programmerne, hvilket er skidt. Claus Elming har sine forcer i amerikansk ’fodbold’ og dans, muligvis i nævnte rækkefølge, og det kan man ikke tage fra ham, men analyserne af fodboldkampe må man gerne fritage ham for. Desuden har man importeret en fra TV2’s tilsyneladende klonede hær af slipseklædte studieværter, som altid har veltrimmede sideskilninger og gode nyheder om majestæten og hendes tilsyneladende uendeligt ekspanderende familie – Henrik Skovgaard, som kun med en lup kan skelnes fra de andre svigermordrømme på udseendet, men hvis kendetegn var en ’rap replik’ af den type der let får lussinghånden til at blafre i afmagt.

Ved siden af sig har de, efter det klassiske amerikanske værtmønster som også TV2 News er så glade for, to ganske nydelige kvindelige studieværter, Tina Müller og Ulla Essendrop, og de falder såmænd ikke igennem ved siden af de mere kendte mandlige værter – og det er desværre ikke nogen udpræget stor kompliment.

Jojo, nu ved denne diskenspringer jo godt, at jeg ikke ligefrem er TV2-kerneseermateriale. Jeg er hverken fan af kongehuset eller Brøndby IF, og jeg kan hverken bruge dilettantiske politiserier eller sensationalistiske propagandaprogrammer for samme etat til noget. Og den der nyhedshelikopter kan drive mig til vanvid. Da jeg desuden egentlig er ligeglad med optakter og eftersnak til fodboldkampe, er jeg helt indstillet på at værterne som typer ikke er valgt som folk for mig, og jeg vil derfor i ro og fred lade Claus Elming sidde i sin tro på at Henrik Larsen som studiegæst repræsenterer reel ekspertise.

I stedet kan jeg bare stå her og undres over den kejtede, forcerede måde man nu med en nyheds- og en footballvært prøver at gribe det område entusiastisk an, man har brugt de sidste 8-9 år på at svine til med løgnehistorier og evig negativ dækning i nyheder og Lige På og Sport. I det mindste er TV2 Sport dog ikke klar til at droppe den gamle TV2-stil som klub-tv for Brøndby IF. De to kampe mod Viborg og Vejle, der ikke var sat på programmet hos 3+, blev prompte en del af TV2 Sports tv-program, og dermed er Brøndby solidt på vej til at blive vist i tv i samtlige runder i hele foråret.

En lidt særpræget beslutning på baggrund af holdets ynkeligt lille chance for at nå selv Royal League i denne sæson, men helt i tråd med hidtidig Viasatpolitik om kun at anerkende eksistensen af to klubber i landet. Det kan dog stadig blive mere underligt, som med den kommende søndags slagtilbud om Esbjerg-Randers direkte, mens OB og Midtjylland slås om medaljer andetsteds. Kampen om syvendepladsen er virkelig gået ind i sin afgørende fase, så.

Det rygtes, at der er taget overordnede, drastiske skridt til at fjerne den hidtidige vestegnsbegejstring på Kvægtorvet, men den overordnede TV2-følelse over sportskanalen går der nok nogen tid med at fjerne. Især med et logo så stort som en dartskive oppe i hjørnet af skærmen. Så kærligheden indfinder sig nok ikke lige foreløbig, især da kanalens ankomst kommer samtidig med den økonomibegrundede nedslagtningen af DR’s sport, som efterlader TV2 og TV3 med en brutal markedsposition her i landet. Sidder jeg stadig og ræber forsinket om ti år, tør jeg ikke tænke på hvor mange TV2-kanaler der findes.

Men den tid, den sorg. Foreløbig vil jeg bare lukke for talestrømmen. Holger kommer alligevel om få timer, så jeg skynder mig til jukeboxen...

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang

Arcade Fire: ’Intervention’
Dette er højdepunktet fra det seneste album Neon Bible, og det er en dyster krabat – krig, ødelæggelse, død og religion, ledsaget af et kirkeorgel og ført an af Win Butlers gispende stemme. Der er ingen video, men det holder ikke YouTubebrugerne tilbage, for hvorfor så ikke sætte musikken til den berømte trappescene fra Eisensteins Panserkrydseren Potemkin og lægge den mellem alle de selvfilmede liveudgaver? Det mindsker i hvert fald ikke alvoren.

Feist: The Reminder
Det mærkelige er, at jeg ikke kan sætte fingeren på hvad jeg holder så meget af ved Leslie Feist. Hendes seneste plade, Let It Die, havde jeg fået skamrost af både kollega Holger og flere gæster. Den skulle jeg bruge langt, langt tilløb til, men den nye er jeg begejstret for lige med det samme. Hun har en måde at få sine tilsyneladende fnuglette sange og kønne, lidt sprukne stemme til at give meget mere end summen af sine dele. Og derfor kører det nye album hernede – det er helt enkelt strålende. Jeg gætter på, at det får lidt længere, men der er jo også prestige i at sætte det først på...

mail