2 år gør en helvedes forskel.

Længere siden er det ikke, at Brøndby rundbarberede et København, der nok havde løftet sig delvis fri af Gorica-fadæsen og et absolut usselt efterår, men stadig bar rundt på både traumet og den hemmelighed, at en træt Hans Backe frivilligt var på vej væk fra klubben og at den sportslige ledelse havde udpeget en stor del af holdet til at følge efter. Omend formentlig knap så frivilligt.

I Brøndby kunne man omvendt glæde sig over en trup, der cruisede sig til årets mesterskab i overlegen stil. Brøndbys trup boblede af talenter og kvalitet omkring Elmander, Agger, Kahlenberg, Per Nielsen (evigt bitter, men dengang på toppen af sin karriere) og Wieghorst. En højt profileret træner, der praktiserede en offensiv fodbold, der ikke mindst i selvforståelsen tålte sammenligning med Ajax og Barcelona. Som glasuren på toppen af kagen blev mesterskabet i det store hele sikret på eget græs med en ydmygelse af det københavnske plastik-projekt.

Godt nok genvandt København ikke mesterskabet på Brøndby Stadion i onsdags ved en direkte sportslig afklapsning, der kan sammenlignes med et nederlag på 5-0, men hvid, tør triumf og blågul ydmygelse var alligevel aftenens store tema omkring en kamp, der på alle måder illustrerede at 2 år gør en helvedes forskel.

Det er ikke fordi at onsdagens guldkamp vil gå over i historien som én af de mere dramatiske på trods af hverken udvisning til Linderoth og manglende ditto til Katongo eller den omstændighed, at København sikrede sig guldet på rivalernes græs. Kampens baggrund var på sin vis for kedelig. Jeg vil vove den påstand, at det eneste der reelt var på spil var Brøndbys mulighed for at redde en flig af æren efter et skamskudt forår og ditto sæson, selvom et nordiske mesterskab måske kan lindre smerten - min erfaring er, at det gør det ikke.

Et københavnsk nederlag var i sig selv uden den helt store betydning med udsigt til 4 senere matchbolde, selvom "før" naturligvis er bedre end "senere", blandt andet fordi der venter en pokalfinale på torsdag, der nu kan lades op til i god ro og orden. For det er over en måned siden, at mesterskabet reelt blev sikret. Efter den overbevisende sejr over ulvene på heden i starten af april har den resterende del af sæsonen kun handlet om, hvornår hovedstadens sjette mesterskab var en matematisk realitet. Når den eneste lille trussel mod succesridtet blev affærdiget så konsekvent, var der ganske enkelt ikke mere at rafle om i årets udgave af Superligaen, virkede det som om.

En virkelighed der til fulde blev demonstreret i onsdags. 5 minutters rimelig fodbold omkring den halve time resulterede i et mål efter en dødbold, og resten af kampen blev afviklet og kørt i stykker uden den store ophidselse. Selv en udvisning til udeholdet ændrede ikke ved det overordnede indtryk, at de kunne have spillet hele natten og Brøndby var aldrig nået tættere på en scoring. De 27 point, der skiller de to klubber fra hinanden er ikke en funktion af tilfældigheder, skader og uheld. Så stor er forskellen, hvad der yderligere understreges af at Brøndby i denne sæson ikke har formået at vinde over et hold fra den aktuelle top 4 i tabellen.

Mere er der ikke at sige om en kamp, der egentlig slet ikke var en kamp, men blot visualiserede det nyetablerede forhold mellem de storkøbenhavnske rivaler. Som jeg indledningsvis pegede på er det nærmest et eventyr (mareridt), hvis man ser isoleret på tiden fra kampen, der hjalp Brøndby til sit seneste mesterskab. En uvirkelig udvikling, men langtfra uforklarlig.

Naturligvis er Københavns udvikling fra flad ælling til big time $$$-gorilla den altovervejende årsag til at klubben for tiden bejler til titlen som "Det Ny Rosenborg" i skandinavisk fodbold, en titel de fleste vil foretrække fremfor den ene, Brøndby vandt i år. Det er selvfølgelig fristende at file løs på klichéen om, at penge ikke betyder alt i fodbold, men i en liga hvor forskellen fra København til alle andre er så stor, som den er, så gør de nok. Chelsea spiller trods alt i en liga, hvor andre klubber også runder en millard i omsætning. Ligesom der næppe findes så mange jordvolde omkring engelske Premier League-klubbers hjemmebaner, hvad der gør omkring Lyngbys, når rykker op igen.

Den helt store københavnske succeshistorie er den konsekvens, de sportslige ambitioner er blevet forfulgt med. Ikke konsekvens i den forstand, at ledelsen er gået efter guldet - det gør man naturligvis i alle klubber - men omkring den sportslige linje. Guderne skal vide, at det ikke altid har været kønt at bevidne, sejre og medaljer til trods. Ligesom samme konsekvens til tider kunne opleves asiatisk vældigt dum, f.eks. omkring målmandsposten.

Men bortset fra den slags sære detaljer er det konsistensen i og fastholdelsen af en strategisk vision, der har løftet København foran milevidt frem foran ikke bare den provinsielle del af Superligaen, men også konkurrenten i forstæderne. Enkelte vil sikkert pege på sidste års kvalifikation til Champions League som den største triumf, der er fulgt med udviklingen, selv peger jeg på den måde krisen efter nederlaget mod Gorica blev håndteret på.

Det er selvfølgelig delvist et enormt held, at Jesper Christiansen, Gravgaard og Allbäck blev hentet til klubben på det helt rigtige tidspunkt, og senere at Vermaelen bugserede William Kvists indlæg over stregen på Ajax Arena. Men for alle de nævnte spillere - minus Vermaelen, forstås - gælder, at de både menneskeligt og sportsligt passer til den sportslige vision omkring København og at det på den måde slet ikke er et tilfælde, at de spiller her. Den daværende trup blev ikke slagtet for at skabe en ny strategi, men fordi truppen ikke passede til den. Ordet klubgeist eksisterer næppe, men passer på den ånd og fortagsomhed, der præger København.

Helt tydelig bliver den organisatoriske og strukturelle succes på Peter Bangs Vej i sammenligning med den udvikling, der har præget Brøndby siden klubbens seneste mesterskab. Jeg tænker ikke kun på formand Ejvind Sandahls absurde ævl om gedelår og sydesalt, selvom de i et vist omfang står som muntre symptomer på den blågule malaise.

Jeg mener det faktisk, når jeg ligeud siger, at jeg også bliver tantemoralsk omkring Brøndbys nedtur ved siden af den banale skadefryd. Hvis vi i København skal kende os selv på vores evige rivaler og fjender, så vil jeg helst være fri for sammenligningen. That shit just ain't right!

Det afgørende spørgsmål er naturligvis om betragtningerne omkring Brøndbys deroute skal ledsages af et "lige for tiden" eller "jamen, de kommer igen, for det gør Brøndby altid". Well, klubben er i gang med sin anden helt kastrofale halvsæson i træk, der forventeligt resulterer i en sjetteplads i ligaen, hvilket naturligvis er en lille triumf i forhold til overvintringen på syvendepladsen. Et trefoldigt hurra for EkstraHjemmekampsTronen!

Det er så i sammenhæng med troen på Brøndbys genkomst som troværdig rival, at jeg nærer skepsis til projektet. For mens vi som reaktion på Gorica-krisen fornyede truppen gevaldigt, valgte Brøndbyledelsen at slå mønt af alle sine salgsobjekter på stort set en og samme tid og uden at investere i tilnærmelsesvis sammenlignelig kvalitet udefra. Ikke alene demonstrerede Per Bjerregaard dermed en fundamental strategisk misforståelse af den nærmeste rivals sande styrke. I lige så høj grad må han have været blind for, at provinsen sjovt nok ville og vil skide på den storkøbenhavnske selvforståelse, der handler om at guld og sølv er et internt slagsmål og fuck så ellers resten af det ganske land.

Så når samme Brøndbyledelse skal handle det i fordboldsammenhæng nærmest mytologiske begreb "3 profiler, én til hver kæde" ind til sommer, så er det for det første helt givet at især København, bonget op på minder om sød, sød euro-vin, ikke samtidig nøjes med at sælge sine nøglespillere, men er fokuseret på direkte at styrke og udbygge truppen over næsten hele linjen. Dels i erkendelse af at sæsonens triumfer blev høstet med en temmelig smal trup, men naturligvis også fordi mere vil have mere i det europæiske regi.

Lige så bekymrende for Brøndbys fremtidige muligheder er efter min mening suset fra den anden side af Storebælt, hvor flere klubber efterhånden har lagt fortidens økonomiske yoyo-livsstil på hylden til fordel for mere jordbundne forretningsmodeller. Det er muligvis endnu et par sæsoner for tidligt at vurdere effekten af den endelige professionalisering af dansk fodbold, men det er min påstand at Brøndbys skæbnevals nemt kan udvikle sig til en dans med andre klubber end København - og ikke om guldet.

Så på hver sin måde og fra hvert sit udgangspunkt går Brøndby og København en skæbnesæson i møde. Brøndby skal i første omgang bevise, at klubben overhovedet er i stand til at tiltrække de profiler, der skal løfte Vestegnen ud af denne sæsons mareridt. Det er selvfølgelig interessant at huske på, at Laudrups afgang fra klubben på rygtebasis kædes sammen med, at han præcis ikke nærede tillid til, at klubbens satsning på egne talenter rakte til at udfordre København på hverken kort eller længere sigt. Det er så lidt ironisk at der er Tom Køhlert, der nu skal stå for de massive indkøb, Brøndby nu kaster sig ud i. Samme Køhlert, der i årevis har bræget op om talent-strategiens iboende overlegenhed.

Så er virkelighedsopfattelsen virkelig helt anderledes indenfor voldene, hvor talent-debatten stort set er lagt endegyldigt død i lyset af CL-eventyret og den knusende overlegenhed på de hjemlige breddegrader. Det kan man begræde alt efter temperament, men jeg har svært ved at se et fremtidigt København, der har mere end 2-3 spillere af egen avl i førsteholdstruppen som også får spilletid i løbet af en sæson.

Men her hvor sæsonen lakker mod en relativt betydningsløs ende skulle der blive rig mulighed for at se et par af de yngre spillere i truppen, der normalt slår sine folder på KB's andendivisionshold i aktion på højere niveau. F.eks. skulle det da være mærkeligt, om der blev meget mere spilletid til hhv. Lars Jacobsen eller Dan Thomassen efter pokalfinalen på torsdag. Det kan selvfølgelig være en ambition at erobre Brøndbys pointrekord fra 1998 - 76 point - og et problem i forhold til den genåbnede nedrykningskamp mellem Viborg og Vejle, som vi mangler at møde. Et problem der dog ikke er større, end at det ville være fair at stille med identiske trupper og startformationer til de to opgør i den udstrækning det tillades af skader og karantæner. Ligesom Tobias Linderoth velsagens må eklære sig selv inhabil, når den sag diskuteres!

Men udover netop Dan Thomassens og Lars Jacobsens sikre farvel til sommer, så er det naturligvis på sin plads at overveje hvilke andre forandringer der finder sted i truppen før næste sæsonstart og sensommerens europæiske kvalifikationsrunder. Dels er truppen allerede en smule tynd på sine pladser i forhold til det kampprogram, den indeværende sæson har budt på, der alt inklusive kommer til at tælle 58 officielle kampe. Når den allerede kendte afgang plus ét eller to forventede salg lægges til den betragtning peger det i retning af lange arbejdstider på Sportchefens kontor i den kommende tid. 4-6 nyindkøb virker ikke som et urealistisk bud.

Hvem der går den anden vej? Umiddelbart mener jeg, at pilen peger på Fredrik Berglund, Michael Silberbauer og Tobias Linderoth som realistiske bud, uden at det overhovedet vil overraske mig, hvis de stadig spiller i klubben efter sommerferien. Som sådan er der ikke længere en eneste spiller i den københavnske trup, jeg gerne så ryggen af. Enkelte fylder mere end andre, men hvis vi tager Berglund som eksempel, så afslørede CL-eventyret godt nok at hans talent ikke rækker til det niveau, mens han i både liga og pokalturnering har haft pæn andel i årets gode resultater.

Mere betryggende er, at jeg ikke kan se katastrofen i at nogen enkelt spiller skulle finde nye græsgange i løbet af sommeren. Klart i erindringen står Sibusiso Zumas farvel, som blandt andre gav undertegnede rynker i panden, fordi han i sin tid så ofte - for ofte - var ene om at bibringe holdet en konstruktiv og overraskende dimension. Dagens situation er en helt anden, kollektivet så meget stærkere. 1-2 salg, der modsvares af rimelige ny-indkøb svækker ganske enkelt ikke holdet. I løbet af sæsonen har truppen oplevet og overlevet skader til Grønkjær, Allbäck og Linderoth i kortere og længere perioder.

Så i stedet for at psyke mig selv over fodboldens forudsigelige foranderlighed, så ser jeg frem til de muligheder, der ligger i fornyelsen. Især glæder jeg mig over, at dette års mesterskab vækker en ganske anderledes optimisme i forhold til efterårets europæiske kampe. Naturligvis bliver det mindst lige så svært at kvalificere klubben til Champions League som sidste år, men en kvalifikation til UEFA-gruppespillet virker langtfra som et uopnåeligt mål. Det fodboldkøbenhavnske særpræg, den neurotiske Euroneder, er ganske enkelt lagt på is.

Jamen, hvad skal jeg sige mere, mand?! Der er fadøl i hanerne, penge i kassen, rodeoet er aflyst, det er forår, pigerne går i sommerkjoler, Brøndby er til grin, vi er mestre, pokalfinalen venter, Grønkjær er glad og jeg er fanama ikke bare ret tilfreds, men tilnærmelsesvis i ekstase når jeg afspiller sæsonen på det indre filmlærred. Yeah. 2 år gør en helvedes forskel.

Bopa

mail