Godaften, godaften. Træd du blot indenfor. Jeg garanterer, at øllet i hvert fald er flunkende frisk fra fad og ikke dvaskhedsramt som dit bulepersonale eller måske dig selv! For det har vel været lidt den satte tilstand, der har præget bybilledet blandt tilhængere af København, siden mesterskabet blev sikret den 9. maj. Eller måske før endda, allerede på min sidste vagt stod vi med 6 matchbolde foran os til at hente de tre points, der manglede i at sikre mesterskabet definitivt. Tre p. der oven i købet ikke var nødvendige, skulle det vise sig - vi fik dog 10 i de sidste 6 kampe - da nærmeste konkurrent fra det midtjyske sluttede med en total på 63. Et pointtal vi nåede efter Horsens-kampen i Parken, 22. april. 26. runde.

Så det femte mesterskab på syv år, det andet i træk, har i grunden været long time coming. Og det er nok også i det lys, man skal vælge at granske holdets præstationer den sidste håndfuld kampe. Ståle og spillerne har jo selv været inde på det. Fysisk og mentalt udsolgt efter den med afstand længste sæson i klubbens historie, målt på kampantal. 33 officielle kampe før jul fra midt juli til start december (145 dage) og 25 kampe efter vinterpausen fra 11. februar til ultimo maj (106 dage). 58 kampe i alt - som nævnt på min sidste vagt kun overgået af Chelsea, Sevilla, Manchester United og OB(!) på den internationale kampkalender - afviklet på 251 dage.

Dermed er kampene afviklet med et interval på 4,33 dage, eller to kampe om ugen hele vejen igennem. Godt nok med tiltrængte to måneders kampferie i vinterpausen, men alligevel helt exceptionelt for danske standarder. Lykkeligvis fik både København og Odense nationale titler og international succes ud af anstrengelserne.

Otteoghalvtreds kampe. Det er så også det antal kampe, vi andre har skulle følge! Man kan blive helt svedt bare ved tanken. Ah, det var det friske, kolde øl vi kom fra. Staropramen har jeg i hanerne i aften, både mørk og lys. Skål. Mesterskål! Men når du nu går og skumler over, at der ikke blev knoklet for fuldt i sæsonens seneste kampe, at der ikke blev gået all-in på sprudlende angrebsbold uden sikkerhedsnet, samt at der ikke blev snuppet så mange af de rekorder, vi lå til, så er det værd at have førnævnte in mente. Sammenholdt med at der nu engang kommer en reaktion, når mesterskabet er i hus.

Tænk på, at vi også selv er gået ind til den sidste håndfuld kampe med en lidt la-la sommerkamps-stemning, da resultaterne i princippet var ligegyldige. Det er svært at fortænke spillerne i at have samme tilgang til den slags kampe. OB tabte de sidste tre kampe efter pokalsejren. Man. United formåede end ikke at score et mål i det sidste par kampe, efter deres mesterskab var i hus. Selvom det selvfølgelig havde været federe, om vi havde sluttet af som Inter - 4 sejre i 5 kampe og 12 mål - der valgte at slå et par solide streger under deres titel i stedet for at bade sig i Grappa, efter scudettoen var i hus.

Og ja, det havde da også været at foretrække, om vi havde sikret os skabet i første mulige hug mod den bedste modstander, AaB, i en tændt Parken. Men præstationen på dagen rakte ikke mod et godt Aalborg-hold, til gengæld var lignende niveau rigeligt til at vinde de næste tre ligakampe mod de middelmådige midterhold, Brøndbyerne, Randers og Viborg. Vi tabte trods alt kun én match, efter guldet var landet, ikke uventet mesterskabsfesten hjemme mod Esbjerg (det eneste hold vi ikke har slået i denne sæson, bortset fra i pokalen). Præcis som i fjor mod Silkeborg. Mest krepérligt var vel, at vi bommede The Double, da Jesper Christiansen valgte Kr. Luftfartsdagen til sine to mest spektakulære - og omtrent eneste - fatale kiks i denne sæson. På den anden side har kun Celtic og Porto i de større og "kendte" (vest-)europæiske ligaer været i stand til at nappe doublen i denne sæson, mens Man. United, Stuttgart og Inter lavede samme pokalfinale-fuckup som os, efter mesterguldet ellers var i hus.

For de rekordsyge fik vi da i øvrigt landet rekorden som tidligste mester i superligaen (femtesidste trunde) og ditto for ubesejret på udebane. Og vi deler nu rekorderne for færrest nederlag i 33-kamp-turneringen, færrest mål imod i samme samt flest points i én sæson (og satte dermed i det mindste klubrekord på dén konto). Størst afstand til toeren klarede vi lige nøjagtig ikke, omend vi havde rekordforspringet (15. p) i hus allerede to kampe før afslutningen. Det endte med 13 p., "i de større og "kendte" (vest-)europæiske ligaer" i denne sæson kun overgået af Inter (22), Red Bull Salzburg (19) og Lyon (17). Med 76,8 % vundne points placerer vi os også blandt de mest overlegne mestre, blot Inter (85), Olympiakos (79) og Man. United (78) gjorde det bedre. Så ... hvis jeg ikke fik sagt det før. Vi er på alle måder imponerende og værdige mestre, back to back. Hvilket du selvfølgelig kun kan være enig i.

Der er så heldigvis også nye rekorder at jagte næste sæson, og skulle vi gå hen og smadre spændingen og gå i sommerkamp-mode endnu tidligere, så skal Ståle og hans folk da ikke høre et ondt kvæk herfra. Og skulle det blive for meget for os med for stort forspring og for mange mesterskaber og for lidt spænding og ikke nok at brokke os over, så kunne man jo rådføre sig hos tilhængerne af de nu seksfoldige franske mestre, Lyon. Eller Olympiakos. Eller PSV. Eller Rosenborg. Det er ikke mit indtryk, at fodboldinteresse, stemning og tilskuertal ligefrem er faldende i de klubber. Man bliver sgu aldrig træt af at vinde.

Men det var altså følgende heller ikke specielt overraskende, at vi sluttede foråret, som vi åbnede det. Med en 0-0'er i den sønderlige del af det jyske. Vejlekampen så jeg end ikke og har faktisk ikke set den endnu, selvom jeg optog hele mesterskabshejset i søndags. Bulletiner fra gode venner, enten på Vejle Stadion eller foran skærmen, melder om en voldsomt skidt indsats, hvor Jesper C. måtte redde os fra nederlag mod nedrykkerne. Så optagelsen af den kamp, tror jeg, jeg lever uden. Og kan så nu være lykkelig for at være sluppet for turen til sydøstjylland, selvom jeg i lang tid har været harm over at misse samme, fordi Morten Olsen og DBU fik flyttet sidste runde fra 2. pinsedag til pinsedag. Dengang kunne man jo ikke vide, at sæsonens sidste kamp ville blive en ligegyldig kamp og ikke mesterskabsafgørende!

De, der var i Vejle, fik så medalje- og pokaloverraskelse. Rygter på vandrørene melder om, at man skam havde forsøgt at få flyttet den seance til sidste hjemmekamp foran et markant større publikum i Parken, som man også praktiserer det i f.eks. England, når guldet er placeret i god tid. Men stivstikkerne i DBU og turneringsudvalget stod last og brast med amatør- og foreningstankerne i deres statutter og holdt fast i, at de officielle håndtryk og glimmerstadset skulle uddeles i Nørreskoven under knapt så festlige rammer. En skam finder jeg, men på den anden side så må jeg - overrasket - konstatere, at over 40% af Københavns tilhængere er enige med DBU. Eller i hvert fald 43% af de knap 600, der har stemt desangående på Sidelinien.

Vejle-kampen var så den sidste sommerkamp med point til statistikken på spil. Herefter går spillerne på sommerferie indtil 20. juni, hvorefter der forestår et par rigtige sommerkampe mod Dinamo Zagreb og Schalke 04. Den type kampe, der ville være så herlige at tage i Parken og se - eller i det mindste et sted i nærheden af København - men det er desværre år og dag siden, at PSE/FCK har undet os en sådan treat i sommerpausen, så kampene spilles i stedet somewhere i Østrig.

En mand, der givet slipper for at møde op på Peter Bangsvej d. 20/6, er Atiba Hutchinson. Han skal en tur med Canadas landshold til Gold Cup 2007 i USA. Det giver stakkels Atiba 3-6 kampe ekstra i stedet forsommerferie og i "værste fald" en finale helt henne den 24. juni. Når jeg siger stakkels, så skyldes det, at Atiba måske er den mest slidte af alle i den Københavnske trup. Den markspiller med flest kampminutter i stængerne i foråret og fuld ligaspilletid på nær ét minut, indtil mesterskabet var sikret.

Så også af den grund er det på sin plads, at vi her i Bulen hylder Atiba som sæsonens spiller. Eller rettere, jeg gør, for det er min vagt, og så bestemmer jeg og hænger billedet af den langlemmede canadier op i vores æres-galleri. Selvom der retfærdigvis har været mange om budet.

Brede Hangeland er bare blevet bedre og bedre efter en lidt shaky start i august/september og har klart overstrålet makker Gravgaard her i 2007. Brede leverede så allerede i efteråret et af sæson 06/07's største minder, da han pandede 1-1 målet ind på pausetærsklen i den første kval-kamp i Parken mod Ajax.

Michael Silberbauer, vores forårstopscorer, har været forrygende i anden sæsonhalvdel, indtil der var småt med power til de sidste sommerkampe. Hans one-man show og to kasser i kampen på heden, der reelt satte skabet på plads, bliver fremtidens pejlemærke på Silbers 06/07 sæson. Marcus Allbäck blev fanklubbens valg til årets spiller, og det kan sagtens forsvares, om end han han aldrig helt ramte niveau her i foråret efter knæskaden i RL-kampen mod Hammarby. Endda efter han i starten af kampen havde Zuma-saxet 1-0 i kassen. Trods ikke helt på toppen, var det ham, der tre gange afgjorde i 1-0 kampe her mod sæsonafslutningen i Silkeborg, Brøndbyerne og Viborg. Det måske største øjeblik leverede Mackan så den bidende kolde november-aften mod Manchester United i Parken, da han skramlede kampens eneste scoring over stregen til gjädjefnatt. Brølet fra min og størsteparten af de øvrige 40.000 struber den aften glemmer jeg sgu aldrig! På sæsonhøjde med Vermaelens skæve fod, der sendte os i Champions League.

Jesper Grønkjær kunne også snildt have nappet prisen. Han har 100% levet op til forventningerne og vist sig som superligaens i særklasse bedste spiller. Boldomgang, overblik, spilopfattelse, tempo i en klasse for sig selv, internationalt niveau og dermed langt over gennemsnits-superligaspilleren. Man skal være eddikeindebrændt, mindreværdskompleksdyrkende tilhænger af en af vores middelmådige konkurrenter for at mene noget andet. Omend 63 Københavnere, der sidste sommer sagde 'Grønkjær-nej-tak', nok også må have haft travlt med at revidere opfattelsen i sæsonens løb. Jesper er tilmed faldet godt til i klubben og byen København og virker som en, der bare er så glad for at gå på arbejde hver dag. Sæsonens spiller bliver han dog ikke pga. de to måneders (12 kampe) skadespause i efteråret.

Tipsbladet har vanen tro kåret halvårets profil (Rade Prica), og her var seks FC Københavnere stemt ind på forårets liste af superligatrænerne (minus Ståle) i denne rækkefølge: Silber, Atiba, Grønkjær, Lars J, Linderoth og Allbäck! Så der er pænt mange bud på vores bedste i anden halvsæson. Jeg holder dog fast i vores bud, altså:

Atiba Hutchinson! Sæsonens åbenbaring. Løbestærk, boldfast, driblestærk, hurtig, gode vendinger, strålende spilopfattelse,  fysisk stærk og OK på låget. Og rimelig konstant i sine præstationer, sæsonen igennem. Forrygende kampagne i Champions League, som må have åbnet øjnene hos - alt for - mange scouts og til tider outstanding i den hjemlige liga. Minus omkring afslutningerne, men til gengæld rigtig mange assists, også de der skammeligt blev misbrugt af modtageren. Stats: 55 kampe (53 fra start), 4718 spilleminutter, 7 mål, 14 assists, 5 gule kort. Stærkest i sæsonmindet selvfølgelig Atibas forrygende stængers fantastiske Maradona-slalomtur til 3-1 målet mod Silkeborg. Fan-fucking-tastisk, Hutch!

Atiba er så en af dem, vi kan risikere at miste her i sommerpausen. Sammen med Brede, Gravgaard, Linderoth og Silberbauer vel nok, de der står nærmest en udlandstransfer, og det er nok sandsynligt at mindst en, måske to af dem, smutter på et bud, hverken han/de eller klubben kan afvise. Uanset pengene er rimelige i København, så kan vi stadig ikke hamle op med de store ligaer. Til gengæld melder CV ud, at vi fortsat vil hæve overliggeren i dansk fodbold, så man vil åbenbart og heldigvis stadig gå efter topkvalitet og "navne" til dels at forstærke truppen og dels erstatte dem, der eventuelt måtte smutte. Lars Jacobsen, superligahistoriens bedste højre back, er væk. Og det bliver foreløbig den vigtigste post at genbesætte med kvalitet. Læg dertil at vi i løbet af foråret mistede André Bergdølmo og Razak Pimpong, og at Dan Thomassen drager til Norge her i sommerferien, så er der i hvert fald tre breddehuller at fylde ud. Trist med Dan T., som ville være sikker starter i hvilken som helst anden klub herhjemme, men bare har været så pisseuheldig at være i trup med Gravgaard og Hangeland. Kun 13 gange (7 i ligaen) er han startet inde i denne sæson. 11 gange er han blevet skiftet ind med mindre end fem minutter tilbage (3 gange endda i tillægstiden), så man forstår da så udmærket, at han higer efter den faste spilletid, hans evner berettiger.

Det bliver straks sværere at finde en afløser af Dans kaliber, som accepterer at spille tredieviolin til Gravgaard/Hangeland, hvis de begge bliver. Spørg bare Kim Madsen. Den foreløbig sidste ude af døren er Jeppe Brandrup, som vel aldrig rigtig overbeviste om kvaliteten. Derfor kan han dog sagtens blive både succes og målscorer i Randers, som Jesper Bech, Martin Bernburg og Morten Bertolt har oplevet det, efter de forlod København. For det er og skal være svært, meget svært, at erobre nogenlunde fast spilletid i en trup med omkring et dusin A-landsholdsspillere. William Kvist er den eneste, der foreløbigt er sluppet gennem det aktuelle nåleøje. Som Svensson og Hjalte før ham. William har i øvrigt sammen med Brede som de eneste været udtaget til samtlige 58 bruttotrupper i den forløbne sæson.

Vil man satse på ungdommen - egne såvel håndplukkede/købte talenter - og sekundaplaceringer, eller går man efter guldkampen og den europæiske scene, ikke bare i en enkeltstående febersæson? Det beskrives meget godt i Guardian af Arsenals Thierry Henry: "Sometimes having a lot of youngsters in your squad you cannot have the same spirit or the same result that you had the year we stayed unbeaten [in the league]. We had guys who had been in the game for 15 or 10 years and who had won a lot."

Oversat til vores forhold. Vil vi have en sæson á la Farum eller Brøndbyerne, eller en sæson som den vi har haft? Når så endelig de helt store talenter dukker op, er der selvfølgelig også andre, der får øje på dem, og vi kan enten ikke signe dem - med Christian Poulsen som en behagelig undtagelse - eller holde på dem. Som f.eks. med en Nicklas Bendtner. Han kunne ellers være en god mand at have. For han besidder de kvaliteter, som vi mangler i angrebet. Jeg har lige slået en lille tabel op for forårets femten kampe til at understøtte min pointe:

 

[Et lille hint: Klik på kolonneoverskrift for at sortere tabeloplysninger, op/ned]

Input kan man jonglere med, som man vil. Det er som vores venner i nipserstat.dk siger det: "Statistikker er som miniskørter - de skærper interessen, men skjuler det væsentligste". En enkelt kuriositet omkring forårets mest scorende hold, Nordsjælland. De er fjerdedårligst mht. afslutninger, men har altså en imponerende træfsikkerhed. Udnyttelsesgaden/effektiviteten for hele ligaen er 10% ctr. Farums godt 15. Omvendt er Farum det hold, der "giver flest afslutninger" væk - hvem sagde indianerbold, Wieghorst? - og derfor kan glæde sig over at have keeperen med ligaens højeste redningsprocent i Kim Christensen. 90 af 109 forsøg indenfor målrammen har han snuppet. Paradoksalt nok leverede han også liga-sæsonens mest forrykte drop, så Jesper Grønkjær kunne sikre Københavns 1-0 sejr på Farum Park.

Vi slap klart færrest mål ind, hvilket hænger fint sammen med, at vi også gav klart færrest chancer væk. Men det var angrebet, jeg kom fra. Mål og chancer. Vi var blot fjerdemest scorende såvel afsluttende i foråret, hvor de ellers formodet uddøde nipsertilstande ofte vendte tilbage til København. Især i hjemmekampene. I de sidste syv turneringskampe scorede vi blot ét sølle mål i de seks og slet intet i den syvende. Læg pokalfinalen til, og vi var i de sidste ti kampe kun i stand til at score mere end ét mål i to af dem. De to mod chanceløse Lyngby. Angriberne har scoret 6 af vores 25 forårsmål. 18 af 48 hvis vi tæller de 10 RL- og pokalkampe med.

Så man kan da godt tale om både formkrise og manglende kvalitet i vores angreb, hvor det ikke er nok, at Marcus Allbäck - der altså som nævnt har været under vanlig standard i dette forår - er klubbens måske mest komplette angriber gennem tiderne og nok ligaens bedste, når Berglund og Aílton ikke leverer varen, og Lasse Qvist åbenbart er for langt fra en startplads trods bundtscoringer i 2DØ.

Men selv hvis Berglund og Aílton skulle ramme både mål- og spilleform efter sommerpausen, mangler vores angreb stadig en dimension ved siden af Mackan. Endnu mere med tanke på, at Mackan er ved at være en halvgammel mand. Grønkjær og Atiba (ofte foretrukne som Allbäcks makker) er altså midtbanespillere. Aílton og Berglund er begge meget klejne i det - og det er for den sags skyld mini Qvist også - så vi savner nok et badejern up front, med fysik til at sætte sig i respekt og terrorisere modstanderforsvarerne, stærk på låget, skarp i boksen og også gerne bedre på fødderne end Peter Møller, som ellers rammer typemæssigt meget godt, det vi mangler p.t. Muskler foran, også mere end vi får ved at smide luftbårne Gravgaard op i angrebet som nødløsning. For det gælder for ham som midtbanespillerne, han har ikke en angribers instinkt og skarphed. Det ligner en tanke, at Ståles top-5 i føromtalte forårsprofil-kåring i Tipsbladet havde to store, stærke angribere øverst: Rade Prica og Morten 'D' Rasmussen (de tre andre var for øvrigt Kristian Bak, Rasmus Würtz og  Dennis Sørensen). Det siger måske noget om, hvad - ikke nødvendigvis hvem - Ståle og CV kigger efter!

Alt det får vi se. I morgen bliver maj til juni, og vi smækker transfervinduet op. Samtidig gør vi klar til sommerens agurkehøst og ikke mindst de endeløse klynger af ubestemmelige andefugle på træk til at sætte gang i gætterier og dagdrømme. De spekulationer vil jeg springe over i aften, men jeg kan bestille dig en Nummer 564 på Ørbæk Kro: Gl.dags andesteg serveret med halvt æble, rødkål, hjemmelavet agurkesalat, franske kartofler hertil brunede og hvide kartofler og andesauce. Nå, det synes du også er rigeligt voldsom kost her i sommerhalvåret. Jeg er enig, man skal vist være Nestor for at æde and året rundt.

Så lad os i stedet snuppe en bajer mere og skåle godnat, det har været en lang aften! Mens vi venter på et chok eller to på transfersiden af slagsen we-did-not-see-that-one-coming, når København overrasker med køb af en ny kaliber Grønkjær eller et pludseligt salg af Jesper C, Allbäck eller ... Grønkjær, så kan vi se frem til at udnytte vores Canal Plus abonnement til topkvalitets-sommerfodbold af den alvorlige slags. Copa América 2007 starter om 25 dage i Venezuela, og samtlige kampe vises live på TV. Vi skal nok holde åbent. Sandsynligvis!

Den tid, den glæde. Nu skal du fise af, og hey!, nyd det for satan. Det er sommer!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Jeff Buckley: Grace (1994)

I mandags - 29. maj - var der musikalske tributes mange steder i verden for at markere ti-årsdagen for Jeff Buckleys alt for tidlige død (30 år), da han svømmende mødte sin skæbne i form af en flodpram i en af Mississippis bifloder og druknede ved Memphis, hvor han var i færd  med at skulle indspille sit andet album. Han nåede således kun at indspille dette ene studiealbum, Grace, men har dog post mortem  fået udgivet diverse outtakes-plader og live-indspilninger. I disse dage er endda udgivet So Real - Songs From Jeff Buckley, der indeholder de fleste numre fra Grace og nogle rariteter, live- og alternativer versioner. En slags cross-over mellem Van Morrison og Led Zeppelin er hans musik blevet kaldt. Tja, måske, han har nu under alle omstændigheder et helt eget udtryk i sine sirlige rock-folk-lounge-jazz arrangementer. Og sin helt egen, formidable stemme. "Jeff Buckley is a pure drop in an ocean of noise", sagde Bono om ham. Som Buckley er blevet en legende, er Grace også blevet en legendarisk pladeudgivelse. Og med rette. Mageløst godt og spændende album, der passende kan blive støvet lidt af i aften. Blandt numrene er Buckley's cover-version af Leonard Cohen's 'Hallelujah'. En version mester Cohen selv rater højere end sin egen, så gåsehudsfremkaldende smuk. Smagsprøven bliver nu alligevel mere passende Jeff Buckley's helt egen 'Last Goodbye':

 

 

Willie Nile: Live At The Turning Point (2007)

Et genhør med den uforlignelige Willie Nile, en af rockscenens mest skammeligt oversete udøvere. Netop udkommet er denne lille live-tilfældighed fra 3. marts i fjor, hvor Willie sammen med Jimmy Vivino og Rich Pagano i kølvandet af diverse release-parties for hans mesterlige 2006-album, Streets of New York, var draget en times kørsel nord for New York City til det legendariske lille, intime spillested "The Turning Point" i Piermont. Her gav trioen et 15-sanges akustisk sæt foran et dedikeret og medlevende publikum, tilsat masser af anekdoter, spas og bajere. Heldigvis rullede båndmaskinen imens, og Willie's pladeselskab har altså nu udsendt de 75 minutters koncert. Noget anderledes at høre Nile's forrygende rock-sange unplugged, til gengæld lyder hans ballader 'Streets of New York' og 'On The Road to Calvary' (dedikeret til Jeff Buckley, meget apropos, fra 1999-albumet Beautiful Wreck of the World). Youtuben har ikke noget fra denne koncert og sørgeligt lidt Willie Nile i det hele taget, så vi napper en videomontage-hyldest til Jeff Buckley til tonerne af Willie Nile og 'On The Road to Calvary':

Ugens koncert:

Bryan Ferry, i Tivolis Koncertsal i søndags. Koncerten der forhindrede undertegnede og min gode kollega Saxo i at tage til guldhejs i Vejle. Det blev der ingen grund til at fortryde, for vi fik en fejende flot Ferry-fest med den sofistikerede crooner i topform og et forrygende, velspillende (og -syngende) 10-personers band. Aftenen  - naturligvis bygget op om Ferry's nye og fortjent roste Dylan-cover album, Dylanesque - bød på et lækkert genhør med Bryan Ferry's stilige og virtuose vokal og hans helt særlige arrangementer og lyriske fortolkninger af Dylan med umiskendelig kærlighed til og respekt for det "lånte" materiale. Romantisk melankoli og sofistikeret popdrama. Det hele leveret tight og tilrettelagt uden rum for banter og impulsiviter. Men sådan ynder Ferry nu at levere sin vare, topprofessionelt. Og med den backing-gruppe - bl.a. hele tre guitarister - og den formidable lyd i Tivolisalen, så kunne det kun blive en sublim aften. To minusser dog, det varede for kort (halvanden time), og så de horder af folk, der løb spidsrod på toiletterne, da saxofonist Ian Dixon og pianist Colin Good fremførte en blændende smuk udgave af jazz-standarden 'Body and Soul', mens Mr. Ferry fik sig en puster ude bagved. Så godt var det, at vi - Saxo, jeg og og god ven af huset - valgte ikke at styrte til Vega og koncert med ellers fortræffelige Jesse Malin umiddelbart bagefter. Ikke at der er det fjerneste galt med den gode Jesse, men det ville være at ødelægge indtrykkene fra en skøn aften i Ferry's selskab, som bedre blev fordøjet over nogle stille øl i den gamle have. Ingenting at youtube fra den koncert heller, men aftenens bragende åbningsnummer, 'The "In" Crowd', findes her i en smuk smuk videomontage - uden Bryan Ferry! Nummeret stammer fra 60'erne og red på Northern Soul bølgen, bl.a. i Dobie Grey's version. Ferry-versionen er åbningen fra hans andet solo-album, AnotherTime, Another Place, 1974. Videoen her er af noget senere dato.