Det er muligt at dramaet omkring arvefjende-opgøret mod svenskerne i lørdags overraskede mange, men der er flere grunde til at jeg ikke er at finde på det hold.

Når man som jeg bor 5 minutters gang fra Parken bliver man i løbet af en landskampsdag konfronteret med det publikum, der typisk laver en dagtur ud af en tur til Parken under overskriften: "Hvor fuld kan jeg blive i bussen på vej til København?". Det er i den sammenhæng ganske muntert at mange FCK-fans udtrykker lettelse over, at det annoncerede rodeo i Parken måtte aflyses, fordi det lugtede for voldsomt af bonderøv, skrå og spytbakke. Vil man se den laveste fællesnævner samlet om brød&skuespil i Parken kan man nøjes med at tage til landskamp.

Alene lydene i kvarteret er anderledes end de plejer at være. Jeg tænker her ikke på min indkøbstur til Super Best samme dag, hvor jeg havde fornøjelsen af at opleve en ungersvend fra hovedlandet, der rodede rundt på cykelstien og råbte "gode patter!" efter alle på en damecykel. Klokken var selvfølgelig lidt i tre på det tidspunkt og den selvpåtvungne husarrest som sådan i effekt, det burde jeg have undgået og tager oplevelsen på min egen kappe. Nej, der er simpelthen hørbar forskel på et landskamp- og et superliga-publikum, også når man trækker regionale accenter og kompressorhornene fra.

Landskampspublikummet summer ganske enkelt på en anden måde. I min kyniske efterrationalisering er det lyden af dumhed, der rammer mit spartanske kontor nede fra gaden. Jeg kommer til at tænke på den afklarede indianer Billy i John McTiernans fremragende stenalderregressions-drama ,"Predator", der muligvis har hørt den samme lyd: "There's something out there waiting for us and it ain't no man. We're all gonna die."

Måske er det på grund af føromtalte susen at jeg stille og roligt har mistet interessen for landsholdsfodbold. Naturligvis hænger det sammen med, at FCK optager en stor del af den plads, der er til rådighed for fodbold i mit hjerte, om ikke al pladsen. Jeg vil formulere det i den retning, at min kærlighed til FCK er stærk nok til, at jeg magter at ignorere det identifikationsproblem, som fremstår særdeles tydeligt, når landsholdet spiller en hjemmekamp: Der er rigtig mange komplette sinker, der går til fodbold. I lørdags blev det så tydeligt for alle.

Men allerede Carlsbergs hæslige tv-reklamekampagne anført af en ung idiot, der foredrager om glæderne ved at se fodbold på stadion peger i samme retning. Jamen, er det ikke sjovt at gå til fodbold, blive omfavnet af fremmede tyksakker, få spildt sin øl eller kastet én i nakken. Vores herlige selvopfattelse som europas tossegode folkefærd kan ligefrem udnyttes kommercielt. Du er lort, du synes det er sjovt at være lort og være sammen med lorte om lort og lort drikker øl. Problemet er bare, at det ikke er sjovt. Ikke for første og ikke for fjortende gang. Det identifikationsproblem, som elitære snobber som jeg må kæmpe med i den anledning er, at fodbolden (også) er idioternes fællesskab og håb om succes, et fællesskab der ikke kræver andre adgangsbilletter end den, du køber i døren.

Selvom jeg grundlæggende vedkender mig at være en ubehagelig misantrop, så handler den sang naturligvis ikke om, at alle, der frekventerer enten en superliga- eller landskamp er sinker eller at alkohol er djævlens svøbe. Blot at en forbløffende stor andel er. Både som engageret FCK-fan og mere neutral landsholdsobservatør kan jeg underholde længe om de temmelig mange "hvad den fuck"-oplevelser jeg har haft til og omkring kampe, jeg har set i Parken og andre steder, når publikum har slået hjernen fra. Ivrige teatergængere kan måske underholde om det samme, men jeg tvivler.

Helt generelt ser jeg for meget, der ikke er såkaldt "i orden" til fodboldkampe. Frihedens bannerfører vil naturligvis ævle om fodboldens historie som de forfulgte massers ventil og udtryksrum, stiliseret stammekrig og røv og nøgler. Men oftest oplever jeg fortalerne for den slags pseudolegitime frihedsrettigheder, som dem der bliver allermest pikkesure når det, der gerne må gå udover andre rammer dem selv efter samme formel. Empatien klinger hult og tjener som ren projektion på, hvordan man kunne tænke sig at omverden bøjede sig for én eller som simpel retfærdiggørelse af egne transgressioner.

Samtidig står selve billedet på hvad den livsanskuelse kan reduceres til mejslet på nethinden. En halvfed mandsling i stiv sidevind iklædt alt for stram dannebrogstrøje med flagrende arme. Frygteligt genkendelig i al sin gennemsnitlige kedsommelighed - med Carlsberg som stensikker vinder.

Men hvis selve afslutningen på den skæbnesvangre landskamp, der formentlig beseglede danmarks EM-skæbne var absurd teater, så tåler det ingen sammenligning med hvad der fulgte efter. Den ene idiot efter den anden, der enten ikke magter at sige nej til journalisternes anglen efter en mening eller måske endda ligefrem opsøger eksponeringen af egen kraft.

Nu er der abslout ingen grund til at forsvare Christian Poulsens hjerneblødning, men dels blev den rent faktisk opdaget af (linje)dommeren og dels var Poulsens handling ikke fodboldvold af den slags, der ellers ville være blevet husket, hvis det ikke var for det, der skete i sekunderne efter. CP får sin fortjente fodboldjuridiske straf og så er den potte ude. Jeg må tilsvarende affeje diskussionen om, at sportstjerner har en særlig pligt til at tjene som forbilleder for unge mennesker. Episoden tjener rent faktisk som et fint skræmmebillede på, hvilke konsekvenser en hjerneblødning af den størrelsesorden kan have i en holdsport, så hvad er problemet?

Tilsvarende tilgiver jeg den stakkel, der løb på banen og langede ud efter dommeren. Han er et produkt af sin tid, Carlsbergs reklamekampagner og den tilskuermekanik, jeg omtalte ovenfor. Før landskampen har han drukket tæt og er blevet bekræftet i, at han har en stemme, der fortjener et udtryk. Ingen har fortalt ham, at han er en nar og ingen har forhindret ham adgang til Parken, hvor de flinke mennesker i døren blot har smilet overbærende, fordi han hverken er den første eller den sidste de lukker ind i en 7 hestes koger den aften. Ligesom ingen har forhindret ham i at forcere banen, selvom jeg nu vil hævde det også kunne ske om så 300 toptrænede jægersoldater stod for sikkerheden langs linjerne.

Det giver nemlig sig selv, at i et hav af sinker der er bonget op på fadøl, så vil en andel af dem være potentielle sikkerhedsrisici. Jeg har selv i et enkelt tilfælde oplevet den begrænsede glæde det er at været tilskuer til en superligakamp, jeg ikke skulle have været lukket ind til. Nu er mit fuldemandsudtryk så af "uha, jeg må hjem og ørle"-typen, men det kan vagterne ikke vide på forhånd. Enkelte foretrækker som jeg at dyrke en overdreven koger i et lille aflukke med fingeren nede i halsen (jeg mener, jeg ramte, men ellers undskyld til rengøringspersonalet), andre har et mere udadvendt udtryk. Det er bare et spørgsmål om tid, før det sker - eller noget tilsvarende sker - igen. Det er ganske enkelt de store tals lov, der træder i kraft der.

Nu serveres der som bekendt letøl til kampe i UEFA-regi, så det er ikke Parkens eget rørsystem, der har lagt ved til drukbålet i lørdags. Det giver således sig selv at det givetvis ikke vil være så vanskeligt at indføre en nogenlunde smertefri promillekontrol ved portene. Der er ret tydelig forskel på beruset og standerstiv og bare ved at afvise sidstnævnte kategori begrænser man risikoen for gentagelser markant. For ikke at tale om at man også gør kampen til en behageligere affære for de potentielt omkringstående, der eller skulle have trukket med det underholdende vid, danaidernes ølkar altid flyder over med.

Men før lyden fra gaden for alvor blev til en ringende tinnitus på banen, så blev jeg for første gang i årevis for alvor underholdt af Morten Olsens tropper. At vores egen Michael Gravgaard bidrog til underholdningen ved at spille Johan Elmander helt fri til scoring med en hovedstødsaflevering, tager vi med. Udover Gravgaards generelt dårligere form i foråret, hvor han stille og rolig er blevet overhalet af Brede(nbauer) Hangeland (der pr. referat spillede en strålende landskamp for Norge i deres sejr over Ungarn), kan vi som kuriosum notere os at Gravgaard tidligere har hjulpet Elmander til et billigt mål - da han snublede i bolden på Brøndby Stadion i efteråret '05.

At Lars Jacobsens lige retter en frisparksbold af til svensk scoring oveni Poulsens mavepuster forklarer naturligvis bedre end lange udredninger, hvor godt det er for dansk fodbold, at FCK er blevet den absolutte magtfaktor i dansk fodbold. 3 nuværende og tidligere københavnere, der hver sin måde sætter et markant aftryk på en vigtig kvalifikationskamp - det kan vi li' at se! Ligesom vi med et parallelt ironisk twist kan notere, at to tidligere Brøndbyspillere tilsammen scorede tre mål i samme kamp, der afhængig af om man tæller Lars Jacobsen med eller ej bød på spilletid til 4 (5) spillere i den nuværende københavnske trup - og ingen fra Brøndby.

Så mener jeg at den tyske dommer, Herbert Fandel, handlede nogenlunde rimeligt, da han fløjtede kampen af. Eller især at afbrydelsen formentlig får så alvorlige konsekvenser, at det afliver den temmelig irriterende trend med indløb på banen til kampe herhjemme helt generelt. Jeg tvivler i den sammenhæng på at DBU får held med et civilretsligt søgsmål om erstatning for tabte indtægter afhængig af om UEFA dømmer Danmark til et antal hjemmekampe uden tilskuere eller på neutral bane. Dels har DBU ikke en kinamands chance for at inddrive et beløb i nærheden af det potentielle tab, for det andet står en millionerstatning ikke ligefrem mål med de egentlige begivenheder. En plettet straffeattest, 30 dage i fængsel og et liv i den offentlige gabestok er en rimelig straf for forseelsen.

Ellers? Ja, jeg kan fortælle at det bedste spillerrygte der har nået mit øre i denne uge er, at Karsten Johansen er en klovn og at det bekræftes fra mere end én side. Hillemænd! På den baggrund tillader jeg mig ganske enkelt at holde sommerferie fra både bulen og fodbold i håb om at der er mere kød på FCK-benet, når vi ses igen.

Bopa

mail