|
Fan!
|
||
|
For fanden da! Satan og helvede! Så blev Tobias Linderoth solgt og nu står man her og lyder som Ozzy Osbourne på en dårlig formiddag. Det gjorde lidt ondt, det skal indrømmes. Man havde håbet, ønsket, og måske dagdrømmeragtigt allerede fiflet sig frem til en anden løsning. Han virkede altid så tilfreds med sit liv her i København, personligt og familiært og hvad ved jeg... Vigtigere trods alt er det en anfører, vi mister, en stor personlighed og blablabla...
... og gu fanden ja. Men husker du hele historien? Han ankom jo egentlig for sent, dengang for tre år siden, den lykkelige dobbeltsommer 2004 hvor alle kunne gå på vandet efter et mesterskab og en pokalsejr, som reelt stank mere af held end regulær overlegenhed. Det var det store talentforår, de væltede frem fra egne gemakker og ynglingefolde, Jesper Bech, Christian Traoré, Martin Bergvold, og den lidt ældre hvalp Hjalte. På Færøerne fik Silber raget sig en mindre bøde for spritkørsel til sig under daværende sommers træningslejr. Liv og glade dage, gode gamle Todi var selvfølgelig en slags hemmelig stjerne i sommerslabberadset omkring Klaksvik og Torshavns kunstgræs og fik formodentlig lagt de første kim til det snart kommende FC Amager (jeg gyser alene ved navnet, mand! Lad dog for fanden Fremad være, se hvad der skete i Århus, da de forsøgte med det samme stunt). Jovist, han ankom for sent. Den gode Tobias. Alt for sent. For katastrofen var allerede ved at ske omkring 1. august dengang, selvom de fleste af os egentlig regnede med at han blev indkøbt til de vigtige Champions League-kampe i 3. kvalifikationsrunde, hvor AS Monaco ventede. Men vi nåede aldrig så langt. En flok upåagtede slovenere fik ikke bare en stor flok ærke-københavnere til at måbe, rødme og skamme sig på nederen over alle nedere, de fik formodentlig også Linderoth til at synke tungt en ekstra gang oven på sin beslutning. At rejse Everton til København.
Reelt sneg han sig ind ad bagdøren og begejstringen var til at overse, også hernede omkring baren, hvor mængder af selvudnævnte mandags-, tirsdags-, og onsdagstrænere altid har flokkedes. Ingen nævnt, ingen glemt. Men nogle var måske lige hurtige nok på aftrækkeren. Til forsvar og fælles forståelse skal dog indrømmes, at Linderoth først for alvor fandt frem til Tobias og sig selv som Tobbe et halvt år senere. Der gik yderligere et halvt år, så blev han anfører. Igen kom det lidt ad køkkentrappen. Klubbens egen homeboy-favorit, Bo Svensson, blev sat fra bestillingen over sommeren af træner Hans Backe. Der skulle andre boller på suppen, så at sige. 04/05-sæsonen fremstod som en gedigen fiasko, trods den æstetisk acceptable 2. plads i ligaen og europæisk UEFA Cup til efterårsmenuen. Men der har været for mange og store ridser undervejs. For mange af os virkede det egentlig som et logisk valg. Bo virkede overmatchet i rollen og havde til tider problemer med temperamentet på banen. Han smeltede simpelthen mentalt sammen et par gange for meget. Den evigt kloge vil - selvfølgelig straks - to år senere bemærke at Tobbe også har haft sine hjerneblødninger. Det behøver vi vist ikke at benægte. Men han fungerede bedre både på den grønne og lange bane, der begge betød uendelig meget mere. Backe så helt rigtigt ved at skifte, og den halvt nye trup, der blev samlet over sommeren 2005 behøvede formodentlig også en anfører med en smule større erfaring og ben i næsen. Internationalt set. Seneste europæiske traume var stadig under et år gammelt på dette tidspunkt.
Nu var det ikke fordi Tobbe bragede igennem kameraer og mikrofoner med en anderledes overdreven karisma end Bos flakkende øjne og småfilosofiske kommentarer havde gjort. Tobbe var oftest tør som svensk slippapper, ganske kort for munden og højest fyldt med et par af de sædvanlige fodboldfraser, som næppe affødte den store respekt hos diverse journalister og deres mange venner. Igen kom den lidt ind fra den anden side. Respekten. Måske også hos mange af de oprindeligt tvivlende københavnske fans. Hans domæne og gennembrud kom nemlig inde fra selve banen. Her blev han hurtigt uovertruffen, når det gjaldt. Der var ikke så meget pis. Han gik forrest, han spænede som en vagthund rundt efter bolden, og gav ord som arbejdsraseri og tænding en ny dimension. Vi københavnske fans begyndte at klappe på engelsk vis af syngende tacklinger også. Første mål i SAS-ligaen fik stor betydning for det mesterskab, som klubben vandt i 2006. Målet, der faldt i overtiden mod AaB, inde i Parken. Efter en tung forårsstart var sejren tvingende nødvendig, ellers lurede et langt forår. Et fladt skud fra kanten af feltet ændrede formodentlig meget. Også for Ståle som træner. Han fik en væsentlig nemmere fortsættelse på sin endnu unge trænerkarriere takket være Tobbes mål. En anden sekvens vil altid stå ganske skarpt i min hukommelse. Århus Stadion foråret 2005. AGF's Leon Andreasen stemplede Hjalte ned i græsset. En regulær svinestreg. Dommeren reagerede ikke, Hjalte vred sig i smerte på banen, men AGF tilsidesatte almindelig fairplay og fortsatte spillet. Tobbe fór efter den daværende århusianske spiller, Tobias Grahn, og nedlagde ham med et klokkeklart benspænd. I rent raseri, indrømmede han selv senere. Nu skal jeg ikke idealisere hævnakter, men en gang i mellem - på rette sted og i den rette situation - bliver de ikke bare fuldt forståelige. De bliver helt nødvendige, også terapeutisk set. Det blev nok i virkeligheden det som Tobbe symboliserede dengang med hans klokkeklare nu-stopper-festen-fandeme af et benspænd. Og på sin vis bliver det også billedet på en god leder, i mine øjne.
Men ja, nu er det slut. Inderst inde var jeg ikke overrasket over salget. Der var for mange indicier der talte for. Og jeg har det egentlig godt med en cheftræner der ræsonnerer som Ståle gør. Det tyder på god kontakt til spillerne. Enhver ting har sin tid, og en dag er den tid forbi, man skilles, og behøver ikke at gøre hverken ondt eller blive hjerteskærende uhåndgribeligt. Blot respektfuldt sørgmodigt. En spiller som Linderoth altid været for god til Superligaen. Egentlig som Grønkjær også er det. Forskellen er at Tobbe er yngre og måske stadig mangler det sidste eventyr ude i Europa. Han behøvede København for at få sig selv på plads, mission accomplished, næste stop bliver heksekedlen nede i Istanbul. Om det bliver godt eller skidt? Jeg ved det ikke, men jeg kan da huske at en type som Brian Steen Nielsen havde pæn succes hos Galatasaray-konkurrenten, Fenerbahce, i de tidlige 90ere. Som typer kan de godt slægte hinanden på, ingen af dem er af en art som tyrkisk fodbold svømmer over med. Det kan sagtens være en fordel.
Tilbage i det københavnske hænger vi nu med spørgsmålet: hvem skal afløse? Der skal formodentlig købes, og sportschefen har været klar i mælet. Klubben skal ikke gå svækket ud af dette transfervindue. Foreløbig har vi store minusser på kontoen. Højrebacken står stadig åben, og nu den centrale/defensive midtbane. Hvis jeg skal pege på den spillemæssigt perfekte afløser til midtbanen, hedder han Thomas Gravesen. Han har meget af det Tobbe efterlader og han har måske endnu mere i det fremadrettede tekniske spil. Han var glimrende i Everton for år tilbage. Vi taler frem til 2005 og skiftet til Real Madrid, hvor filmen efterhånden begyndte at knække for ham. Siden har hans hoved været en kæmpebelastning, har permanent været plantet i en psykisk offside. Et mystisk landsholdsstop og en efterfølgende medieboykot. De færreste fatter vel efterhånden noget. Flytningen til Celtic skulle være den store udfrielse, her skulle han vende tilbage blandt sine ligesindede, den britiske mentalitet og så videre. Det gik stik modsat. Jeg ved ikke om der efterhånden er noget at redde, men hvis Everton-Gravesen kunne fremtrylles igen, ville han være et overordentligt strålende bytte for Tobbe. Som nævnt har han meget af Tobbe og måske i virkeligheden noget mere - en bedre offensiv forståelse. Men det vil sikkert kræve timelange psykoterapeutiske samtaler under fire øjne med både Ståle og sportschef CV. Vi har ikke brug for et rent blålys. Ej heller en total medie-starletta. Vi har slet ikke brug for en spiller, der egenhændig leverer boykot af pressekorps - danske som udenlandske. Reelt ligner han derfor et no-go på forhånd.
Af andre kandidater har den norske landsholds- og Brann-anfører, Martin Andresen, været fremme. Jeg tvivler på at han er til salg, og samtidig har han også selv gjort klart at han gerne bliver i Bergen og forsøger at vinde det mesterskab som Brann ikke har vundet siden 1963. En tredje, og i virkeligheden nok den mest sandsynlige, kandidat, hedder Rasmus Würtz. Den tidligere U21-anfører bliver nævnt her til morgen i flere aviser, der ikke efterlader den store tvivl om han er på vej til København. Umiddelbart ligner han også den sikre løsning, vi får en god erstatning og en ung spiller med stort udviklingspotentiale. Men har han så meget end Hjalte allerede har? Eller Kvist da? Vi har jo to glimrende centrale midtbanespillere allerede, og et køb af Würtz vil ikke kunne opveje minusset ved salget af Linderoth. Der mangler han stadig en del, og velsagtens det samme som Hjalte og Kvist også mangler. Hjalte måske i virkeligheden mindre. Og hvor er perspektivet ved et Würtz-køb så henne. I landsholdssammenhæng er han nu erklæret førstereserve for Christian Poulsen, men igen vælter han jo ikke i international rutine. Og naturligt nok. Han er 23 år gammel. Jeg er skeptisk - og fornemmer at CV snart får sin sag for. Vi skal holde niveauet under dette transfervindue. Landets bedste højreback er væk, landets bedste anfører og defensive midtbanespiller er væk. Der skal snart til at trækkes kaniner op af hatten og reelt skulle vi vel gerne have et par navne på plads inden 25. juni hvor træningen for alvor begynder igen. Også for diverse landsholdsspillere.
For fanden da! Her står man pludselig og tænker tilbage på dengang i de ligblege 80ere, hvor landskampe stadig var festlige begivenheder for det meste af familien Danmark. Den eventuelle uskyld der måtte være tilbage omkring disse begivenheder forsvandt helt om aftenen den 2. juni, da en pænt svær ungersvend løb på banen i landsholdstrøjen og ville banke dommeren ned med et vildt møllesving. Efterfølgende har UEFA været på banen og jeg har egentlig ikke de store kommentarer til straf og bøde. Der var vel ikke det store at rafle om, 0-3 nederlaget kan ingen betvivle, man kan diskutere det lidt bizarre 250 km's ræsonnement, og det bliver også gjort og formodentlig spiller det danske landshold sine resterende EM-kvalkampe i Århus. Dog kunne jeg godt gribe lidt i den barm, der hedder Parken og København og sikkerheden. Forleden kunne man læse, at vagterne gjorde deres pligt hin lørdag aften. På min nethinde sidder der stadig et billede tilbage. Den eneste grund til at dommeren ikke blev banket ned af tilskueren, var at Gravgaard forhindrede ham. En ting er at kontrollørerne ikke kunne forhindre at han kom på banen. Den kan sagtens godtages, man kan ikke mandsopdække hver eneste tilskuer. Men efterfølgende: det er stadig Gravgaard der holder tilskueren væk og efterhånden får ham beroliget så meget, at han selv trasker ud. Der er ikke en eneste kontrollør inde for at assistere Gravgaard. TV-billederne fortæller det tydeligt, det er først da den møllesvingende ungersvend lunter tilbage og vil over rækværket igen, at kontrollørerne dukker frem og tager fat i ham. Hensigten var da tydelig, mand! Tilskueren løb ind på banen for at overfalde dommeren. Intet andet. Alligevel fik det ingen kontrollører til at reagere, og fx. yde en naturlig hjælp til Gravgaard, da han står og parlamenterer og skubber ungersvenden væk gentagne gange. Undskyld mig, men jeg synes ikke det er i orden, og jeg synes ikke at det er at gøre sin pligt (med mindre pligten forbyder kontrollører at gå ind på banen også). Det virker pinligt sløset og decideret rådvildt. Og de er der jo netop for ikke at være det, sløset og rådvilde, i en tilspidset situation. Har jeg hørt rygter om. Ja, jeg skulle smække den over disken også. Den fortjener det, selvom jeg et eller andet sted fornemmer at selvransagelsen omkring sikkerheden i Parken nok er større end direktør Glistrup umiddelbart giver videre til pressen i situationen. I hvert fald er den glædelige konstatering efterfølgende: 10 kilo i bøde for at løbe ind på banen for fremtidige kvajpander. Mange tak, for min skyld kan der sagtens gives dobbelt-op.
Og således puster vi endegyldigt ud, jeg famler lidt rundt med de mange tømte glas, altid irriterende her på de små timer, og du finder din vej ud i natten. Således er alt som det skal være. Atter en gang. Et eller andet sted ude i gården genlyder murene af en hæs sang: ♫ TO-BI-AS LINDEROTH, TO-BI-AS LINDEROTH...♫ Personligt giver jeg ham dette nummer med. Direkte trukket fra jukeboksen. Det rummer sin egen symbolik - svensk og skidesmukt. Kort og godt. Og jo, tak. En lille bitter til at sove på!
Saxo
Og ugens album:
| ||
Tom Waits: "Orphans: Brawlers, Bawlers
& Bastards" (2006)