Den Nye

tilbage

Nå ja, du har jo nok været kunde hernede i nogle år, og lagt mærke til at servicen måske har været lidt… sporadisk hver fjerde uge på det seneste. Sådan kan det jo gå, når det er lysten der driver værket, og jeg undskylder, uden at ende med at krybe alt for meget. En bartender har trods alt lov til at have lidt ”Kunden har ikke altid fuldstændig ret”-attitude. Men derfor kan man jo godt prøve, i det skjulte, at rette lidt op på sagerne.

Så løsningen på prøve må blive at erstatte et stort langt gjaldende ræb med en diskret daglig bøvs. Og derfor står man her på en fredag aften, hvor der ikke er sket noget som helst, og hvor Saxo lige har opsummeret hele situationen efter at Linderoth blev solgt. Der er selvfølgelig et frisk bud på hvem hans afløser bliver, afløseren som hidtil har heddet Würtz, og det bliver der jo nok dagligt indtil manden til sidst bliver købt ind – i dag er det Starts Kristoffer Hæstad, der er temaet. Det ville være lækkert, og det er jo efterhånden kommet derhen, at vi forventer første- eller i værste fald andetvalg fra de nordiske landshold, når nye spillere kommer til.

Desuden er der den snert af realisme i det, at Hæstad var en tur i England i den sæson der gik, og faldt komplet igennem. Det kunne da forhåbentlig lokke ham og hans klub til den indsigt, at der ikke er grund til at prange ham til de store ligaer endnu. Men der er vel en ny Ny Linderoth i morgen. Dette er agenternes og webportalernes kronede dage – alt skal have en prisseddel på.

Der er selvfølgelig mere og mindre diskrete måder at gøre opmærksom på situationen på, også for spillerne selv. Ingen skal sige mig, at Thierry Henry ikke har holdt godt øje med skiltene foroven, inden han satte sig nærmest udgangen på den navnkundige station ovenfor. Kvik på fødderne er han jo, især med et forspring på et par meter eller to. Det bliver interessant at se om hans træner sidder udenfor med en flugtbil til Heathrow.

Og på jukeboxen spiller:

Jesse Malin og Bruce Springsteen: ’Broken Radio’
Seneste ræb skulle have haft nogle ord om Jesse Malins fine koncert i Vega samme søndag som ligasæsonen sluttede, og nogle billeder taget ved samme begivenhed. Det blev ikke til så meget, hvorefter min computer er brudt sammen med samme billeder liggende et sted inde i sig. Så kan jeg vel lære det. I det mindste var jeg der, i modsætning til visse sløve varyler i bartenderkredse – yep, sløvsind har jeg heldigvis ikke monopol på… – der hellere ville drikke øl i Tivoli mellem balloner og vrælende børn end i Vega. Dem om det, og i det mindste gik de ikke glip af deres helt, der her synger duet med Malin, en nostalgisk sag om at drømme sig væk til lyden af radioens musikalske sandheder. Bruce var desværre ikke taget med på turné.

Lørdag
Dagens Nye Linderoth kunne ses fra bulens åbning på tekst-tv – Johan Arneng fra Djurgården. Ikke ligefrem et navn, der fik undertegnede til at se specielt opvakt og vidende ud, men nu var det også lørdag formiddag. En Arneng lyder mest som noget nogle af vores faste gæster drømmer om at kaste sig igennem på en sommermorgen, idet de slikker duggen af stråene og synger naturens pris med en grødet røst.

Det er dog også en defensiv svensk midtbanespiller, og han ser – lidt skræmmende i forhold til det ovenstående – ud til at være tredievalget på det svenske landsholds defensive midtbane, efter Linderoth og Daniel Andersson. Det kunne være værre, han kunne være en landsholdsparia à la Lantz, men når nu man har vænnet sig, bliver man jo fin på den.

Ellers var det den lørdag, hvor stilheden for alvor fik lov at sænke sig over landet for de fodboldinteresserede. Har man en hedebølge, som ugen inden, er ikke en kæft jo interesseret i at spille eller se på fodbold. Der spekulerer man alene hvordan man skal få sovet i nat i den varme, og hvor det næste glas væske skal komme fra. Men i gråvejr og regn rammer virkeligheden hårdt.

Alt man fik på denne dag var efterdønninger af landskampen mod Sverige, eftersom DBU holdt rivegilde for at evaluere den ikke-ret-vellykkede, men fantastisk underholdende forestilling. Forbundet fastslog, efter at have set overvågningsbåndene igennem, at der inden den fordrukne enmandsaktion ikke var noget der tydede på at tyksakken fra Göteborg ville gå i clinch med dommer Fandel.

Dermed bliver det i sagens natur påstand mod påstand mellem et skummelt konspirativt system bestående af DBU, Parken, politiet, frimurerne m.fl. på den ene side, og altid ædruelige Ib Carlsen fra Lyngby på den anden – Ib, der havde set den tørstige eksildansker kaste det ene romerlys efter det andet ind på banen, og nu måtte se sine påstande ignoreret, formentlig ligesom det sker når han hævder at have mødt Tallerkenfolket på vej hjem fra arbejde.

Det være sig hvad det er – guderne skal vide, at Ib ikke var den eneste, der ville i medierne med absurde påstande efter den kamp. Forklaringen om at det nu engang kan ske, at folk kommer ind på banen, er selvfølgelig fair nok. UEFA stangede en meget hård straf ud til DBU, men man så dem ikke ligefrem straffe arrangørerne af Champions League-finalen forleden, hvor samme sikkerhedsbrist forekom – hvilket også skete i EM-finalen 2004. Selvflagellation er ikke så stort på de kanter.

Men jeg kan nu stadig ikke forstå, hvorfor det blev ladt op til spillerne og dommeren selv at tage sig af tyksakken, og at vagterne i hvert fald ud fra tv-billederne at dømme ikke et øjeblik kom spillerne til undsætning, men først pågreb den trinde mand da han prøvede at komme op på tribunen igen. Skal de først komme ind, hvis han får dommeren i et bjørnegreb og svinger slag efter skævt fordrukkent slag efter mandens hoved, mens han med sin store polstrede krop maser den tyske herres delikate pianistfingre? Eller er der en tidsgrænse, så vagterne først skal gå ind på banen hvis sulekarret sætter sin ikke ubetydelige mås i midtercirklen, og falder tungt og velbehageligt i søvn?

Det slår mig, at en del af sikkerhedsfunktionen ved at have et vagtkorps forsvinder, hvis det slet ikke er en del af dets opgave at prøve at lægge sig imellem overhovedet. Det virker endda lidt mere relevant end det sidste medieflip, der kunne fremtrylles oven på landskampen: Politiken kunne ryste landet ved at vise en flaske små grå, der stod i en bar udenfor Parken. Helt synligt og lige til at købe shots fra!

Havde det nu været sådan en flaske, Herr Fandels fede ven havde tømt til værtshuspris inden kampen, ville der muligvis være ræson i at gå op i en moralsk raptus over det, men når nu DBU-formand Allan Hansen føler sig kaldet til at være skuffet over Parken og sige at ”der har aldrig været intentioner om, at det skulle ligne et værtshus”, så må det da være fair at anføre at det der lader til at have givet den flæskede baneløbers brandert form snarere har været den menu DBU selv serverede fra middagstid på den anden side af gaden, med Carlsberg som sponsor. Det ligner faktisk i temmelig høj grad et værtshus, men ikke et der spiller lige så god musik som dette.

Og på jukeboxen spiller:

The Hold Steady: ’Stuck Between Stations’
Eller The Clay Steady. Hvordan nogen fik den idé at lave en alternativ, hjemmelavet claymationvideo til denne fine fine sang fra Boys and Girls and America, aner jeg ikke, men det er mildt sagt vellykket. Og rent musikalsk er det kun at glæde sig til på tirsdag, for da kommer selvsamme kvintet, vores nuværende hoforkester, og spiller i Lille Vega. Tro mig, jeg har set dem spille: Det bliver forrygende.



 


Søndag

De begyndte godt nok vaklende, men AGF viste i det mindste i foråret, at de er lige så meget for gode til at ligge i 1. division, som de i forrige sæson var for ringe til at ligge i superligaen. Det skal nu være dem vel undt at rykke op. Vi har alle fået vores svedne grin, og de har forhåbentlig lært deres lektie – og så må man vel også erkende, at de tager lidt mere med til selskabet end Silkeborg, Vejle eller for den sags skyld Fredericia.

Som alle cirkusser har superligacirkusset brug for en klovn, og AGF var nu skægge at have i den rolle som vi selv indtog i midt-90’erne. Det er op til dem selv nu, om de vil træde tilbage i rollen som ufrivillig comic relief, eller om de vil lade lavkomikken ligge nu. De bliver forhåbentlig ikke alt for kedelige og professionelle. Jeg må faktisk erkende, at jeg har savnet dem og deres uforlignelige fejltrin lidt i året der gik. Heldigvis har Brøndby dog været en formidabel stand-in for dem – endda så overbevisende, at man kunne mistænke dem for at ønske at overtage rollen permanent.

Senere på aftenen vandt Real Madrid, der i nogle år havde givet den som et spansk AGF med et milliardbudget, det uundgåelige spanske mesterskab. Det var fuldt fortjent, da de her i foråret var det eneste hold som rent faktisk så ud som om de havde lyst til at vinde titlen. Og det er trods alt bedre at spille som en pose lort og vinde, end at spille godt og kvaje sig igen og igen, hvilket er historien om Sevillas og Barças forår. Dette er, i en nøddeskal, nøglen til at Madrid hentede mesterskabet, selv om de ved juletid var lige så inderligt til grin som i nogen af de foregående tre sæsoner, og en titel virkede lige så usandsynlig som enhver anden mulig ting, David Beckhams splittergale nye ven Tom Cruise tror på. Såsom at Xenu styrer menneskene ved hjælp af rumvæseners ånder, og at man ser fiks ud med solbriller på kl. elleve om aftenen.


 

Det var da altid noget, at man på aftenen ikke engang begyndte at håbe for alvor. Med alle de afgørelser i sidste minut, som Madrid har præsteret, ville det ikke have været overraskende hvis man skulle have haft lov at sidde til allersidst og drømme om at det skulle lykkes Barcelona, og så få det knust. Men en afgørelse tyve minutter før tid var jo næsten opvisningsstil fra Madrid.

Så man kunne ikke rigtig klage over den sejr. Som Barçatilhænger er man henvist til at klage over sit eget holds uformåen, og den var enorm i denne sæson. De nossede det op for sig selv. Det eneste, der kan gå mig på nerverne, er at høre moralprædikener om at hvor var det dog godt, at Messis mål med hånden ikke skulle ende i et mesterskab til Barcelona, for det er da helt hen i vejret.

Ganske vist var der landskampspause efter den foregående runde, og ganske vist var landskampen for en gangs skyld underholdende, men det er da vildt som det har fået folk til at glemme at der var lige så meget hands af van Nistelrooy da Madrid kom foran 1-0 mod Depor. Jeg så ikke ligefrem ham storme hen til dommeren og sige ”nejnej, det var ikke et regulært mål”. Anerkend Madrids mesterskab fordi de endte øverst i tabellen – men det der moralævl kan man stikke op hvor solen ikke skinner. Madrid er ikke en skid bedre end Barça i den retning.

Og på jukeboxen spiller:

Beck: ’Lost Cause’
Skal jeg have respekt for en af de tosser der følger Scientology, så skal det hverken være miden på billedet ovenfor, eller hans barnebrud ved siden af. Så langt hellere Beck. Dette er efter overleveringerne hvordan det lyder, når man får sit hjerte knust af Wynona Ryder – og så er vemodet vist nemt at forstå.

Mandag
Endnu en Ny Linderoth, og nu er det ved at blive fjollet. Det var Kreiszeitung i Bremen, der ville have København til at være godt med i kapløbet om Leon Andreasen. Andreasen, der har bekræftet interesse fra de velhavende Champions League-deltagere Schalke 04. Det er for fjollet.

Det kan selvfølgelig også være, at den Nye Linderoth kommer fra egne rækker, nemlig i form af Mads Laudrup, der mandag forlængede sin kontrakt. Og med en toårig forlængelse må man da i alle fald gætte på, at han for alvor skal til at have spilletid på holdet, for alene hans efternavn taler jo mod en længere klubkarriere i Danmark, og skal udviklingen til stamspiller være langsigtet, når kontrakten at løbe ud. Men skal Mads ligefrem bruges som central midtbanespiller? Så skal der pumpes jern nu.

Og på jukeboxen spiller:

Afghan Whigs: ’Come See About Me’
Endelig er der kommet en opsamling, der måske kan give Cincinnatis Afghan Whigs den fortjente oprejsning. De var en del af grungescenen og indspillede i begyndelsen for Sub Pop i Seattle, men hvor de fleste af den scenes bands havde basis i punk (Nirvana, Mudhoney) eller hææævi (Soundgarden, Alice in Chains), var det den varme soul som var attraktionen for Greg Dulli og hans band. Det er lige til at høre her, på et cover af Supremes’ gamle hit, indspillet lige inden de kom med mesterværket Gentlemen. Start der, eller med den nævnte opsamling Unbreakable, men vær klar til nogle ubekvemme sandheder om forholdet mellem kvinder og mænd.

Tirsdag
Endelig begyndte den nye sæson. Sådan lidt. Kampprogrammet ankom, og blev straks gransket grådigt for de vanlige højdepunkter – sæsonpremieren, møderne med Brøndby, sidste runde, dagen for vores årlige selskabsdag med bartenderne i overrislet tilstand, og dagen for vores årlige julefrokost med – ja, du kan gætte resten.

Og nu har vi jo haft lidt tid til at vænne os til formatet, da dette er den trettende sæson i træk med tre kampe mod hvert hold. Det forhindrer mig nu ikke i at synes, at dette ser en lille smule sært ud, selv efter de assymetriske forhold. Se dette, der ikke er et forsøg på at sætte tekst på diverse sinkers odiøse racistiske abelyde, men fordelingen af ude- og hjemmekampe, i kronologisk orden:

Efterår:
UU-H-U-HH-U-HH-U-HH-U-H-UU-HH

Forår:
UU-H-U-H-UU-HH-UU-HH-U-H

Måske er det gammeldags tænkning, men når vi seks gange i løbet af sæsonen skal spille to hjemmekampe i træk, og fem gange skal på udebane i to runder efter hinanden, så virker det en smule kejtet. I det mindste lægger vi dog denne gang ’kun’ ud med to udekampe i træk, hvor det sidste år var tre, grundet en større bøf i den del af DBU der husker på hvornår de forskellige hold skal gøre sig europæisk.

Til gengæld er historien, som set ovenfor, den samme til foråret. Vi skal vel i så fald blot prise os lykkelige over rent faktisk at kunne vinde kampe på udebane, men det er da ret antiklimaktisk hele tiden først at kunne se ligakampe i Parken når turneringen er kommet godt op i omdrejninger – ikke mindst når sommerkampe mod spændende europæiske modstandere ser ud til at være fortid for vores vedkommende. I det mindste er der vores første europæiske kvalrunde mod denne verdens MyPaer.

En enkelt tradition holdes der fast i, nemlig at vi igen skal have en udekamp mod AaB på en onsdag aften. Der var da også formentlig røde ører i programudvalget, da det viste sig at der i den seneste sæson ikke var lagt en eneste tur til Limfjorden på en hverdagsaften, men det blev heldigvis rettet i år, så man atter var på linie med skikken fra de foregående tre sæsoner.

En anden (og måske mere virkelig) tradition er den med at når Brøndby får to hjemmekampe mod København, så får København til gengæld hjemmebane i den afsluttende kamp. Hvis det var et tilfælde, var det et hårdnakket et af slagsen; det var systemet i de seneste seks sæsoner. I år er de tre derbies så placeret anderledes, nemlig ved et møde på Brøndby Stadion i september, et i Parken til at runde efteråret af, og et nostalgisk gensyn med næstsidste-runde-kampen, igen på Brøndby Stadion.

Dårligt nyt ud fra et sportsligt hensyn, vil nogle måske mene, men ærlig talt, point i december er jo lige så meget værd som dem i maj, og risikoen for at kampen i næstsidste runde er meningsløs for udfaldet af guldet er jo om ikke overhængende, så i hvert fald absolut til stede.

Og glem så ikke at vi er F.C. København, og at tingene nu engang skal gøres med et ansvarligt øje på økonomien – for medmindre vi igen deltager i europæisk gruppespil her til efteråret, så er derbyet mod Brøndby 2. december ikke bare den sidste kamp i efteråret, men forhåbentlig også den sidste kamp nogensinde for den kassable endetribune fra den gamle idrætspark, hvis planen om at rive den ned og bygge nyt i 2008 bliver ført ud i livet.

Og hvad er i så fald mere handy end at have et beredvilligt skrotningshold klar til kvit og frit – ja, de betaler endda for fornøjelsen – at lave det første af det arbejde, bulldozerne måske alligevel skal ind og lave i de følgende dage?

Der er også besøg af forstadsgæster i den allersidste kamp, og man må vel formode at der er en nogenlunde afklaret fordeling af håneretten i den kamp – vi kan håne Lyngby, hvis de er rykket ned på det tidspunkt, og de kan håne os hvis vi ikke er blevet mestre. Vilkårene er nogle lidt andre end da vi havde besøg af dem til DM-revanche i den allerførste ligakamp i Parken i 1992.

Jeg må erkende, at det stak gevaldigt i hjertet, da de rykkede op. Fem år uden dem har været dejligt, men stadig i underkanten. Mer’ vil jo ha’ mer’. Men man må se på den lyse side af det: De er jo nødt til at rykke op for atter at kunne blive sendt ned. Og hvis de kan være rykket ned på en smuk majdag, hvor deres lige så nedrykkede fans kan se os fejre endnu en titel, med lidt held og spil på samme niveau som sidste år – ja, så klager jeg ikke. En smuk drøm, må man sige.

Dagen var præget af et transferrygte, der ikke havde meget med Den Nye Linderoth at gøre, nemlig den hidsige serbiske U21-landsholdsspiller Nemanja Rnic, som for tiden er til slutrunde, og var involveret i den ret uskønne puljekamp mod England, hvor han ikke klarede at holde sig væk fra skænderiet omkring det andet engelske mål.

Så det gav en vis opsigt, hvis dette skulle være den Nye Lars Jacobsen. En ung spiller med et tvivlsomt temperament, et ikke-skandinavisk taktisk udgangspunkt, samt et tvivlsomt greb om de centrale sprog – det indebærer en stribe brud på Ashvetiadoktrinen, som ellers har været respekteret siden 2001. Det åbne spørgsmål er derfor, om der er en ny politik i klubben, eller om vi bare har fået et vildspor stukket i hovedet af rygtebørsen.

Endnu et muligt vildspor spillede derby samme aften for Djurgården, nemlig den nævnte Arneng. Djurgården mødte Hammarby, til begges utvivlsomme ærgrelse ikke på et af de to klubbers stadions, men på uelskelige Råsunda oppe nord for byen. Arneng var den forventede defensive midtbanespiller, og man må da give ham ét, hvis det handler om at være den Nye Linderoth: han er præcis lige så lidt bange for at smide sig i haserne på folk.

Desuden var han sat på at sparke dødbolde fra venstre side, og i det hele taget må man som type sige, at han virker meget bekendt. Men Linderoths klasse, ikke mindst taktisk og placeringsmæssigt – den så han nu ikke ud til at have. Måske kunne Linderoth godt lide at sætte dem ind, men han løste trods alt ikke det hele med glidende tacklinger.

Og på jukeboxen spiller:

The Go! Team: ’Ladyflash’
Så har der været nok alvorstunge hvide mænd for nu.

Onsdag

Dagens Nye Linderoth gange to kunne ses i tv, eller på stadion hvis man var Ståle Solbakken. Han sad på tribunen på Ullevål og nød – muligvis – endnu et derby, nemlig det i Oslo mellem Vålerenga og Lyn. Et af Europas mere ensidige derbies, givet at Vålerenga ikke har slået deres ellers temmelig successky bysbørn siden 1980, men dette var mere ensformigt end ensidigt, og mildt sagt ikke et skoleeksempel til dem der vil have os til at give en chance til Tippeligaen, fordi den skulle være meget mere underholdende end det uelskelige norske landshold.

Det var så jammerligt, faktisk, at vi slog over på Jon Stewarts Daily Show da der var gået en times tid, og glemte at slå tilbage da det var slut. Det var først ved lukketid, jeg kom på lige at checke resultatet, men jeg vidste vel egentlig intuitivt, at det kun kunne være 0-0. Q.E.D. 

På den time kunne man dog se de endnu et par kandidater som de hørbart beærede kommentatorer mente at Ståle måtte være i landet for at se på, nemlig Vålerengas Christian Grindheim og Lyns Stefan Gislason. Ærlig talt så de begge ret gennemsnitlige ud lige i den kamp. Gislason var den største skuffelse. For få dage siden skulle han have været godt med til at pulverisere Brann med 6-0, en kamp hvor han rapporteredes at være helt overlegen, og må have lagt ekstra til den prisseddel der sad på ham i forvejen – en pris som Brøndby skulle have været et stykke fra at have budt. Spørgsmålet er så, om Brøndby selv med et bedre bud er interessant for Gislason, hvis København også byder. Et spørgsmål som er en del sværere at svare på er, om Gislason er interessant for København.

Grindheim var en del mindre anonym, og blandede sig i det mindste i det fastkørte midtbaneslag ved at prøve at skabe lidt gennembrud. Selv om han var ganske defensiv det meste af tiden, viste han en vis energi, og kanaliserede den lidt mere velovervejet ud end den overivrige Arneng i Stockholmsderbyet. Men så var det svært at sige mere, og for sæven – hvad ved vi overhovedet om det var nogen af dem, Ståle kiggede på? Onsdag gjorde os ikke klogere i jagten på den nye Tobbe, men om noget mere forvirrede.

Én ting kunne man få med, og én ting kunne man endda misundes over. Og det var som nævnt ikke ligefrem fodboldens kvalitet, men derimod det fantastiske spilletidspunkt: 21.30 begyndte kampen, midt i den lyse nordiske aften og begyndende nat, og så er jeg ligeglad med om det er et tv-dikteret spilletidspunkt: skal der spilles aftenkampe i den skandinaviske sommer, så spil dem dog sent om aftenen mens vi har de lyse nætter og det milde vejr, f.eks. når vi lægger ud med udekampen i Farum. Klokken syv er og bliver et tåbeligt halv-aftenstidspunkt. Spil klokken ni!

Og på jukeboxen kører:

Feist: ’Inside and Out’
Cheesy synth, scratching af den ældgamle skole, selv en saxofon, hvorfor ikke? Med den spinkle canadiske chanteuse Leslie Feist i spidsen synes alt at lykkes, ikke mindst denne single fra hendes suveræne Let It Die-album fra forrige år, som er en Bee Gees-sang så fnuglet som cappuccinoskum, men som klarer at få en ekstra dimension af hende. Jeg kan stadig ikke sætte fingeren på hvad hun gør så rigtigt – men vanedannende er det. Hendes ellers så spinkle stemme giver noget tyngde til candyflossen, især når hun synger det helt store hjertesuk ”Too many lovers in one lifetime ain’t good for you”.

Torsdag
Man venter en uge på den Nye Linderoth, og så kommer den Nye Dan Thomassen helt uden varsel. Mikael Antonsson fra Panathinaikos er hyret, meldte den videresendte fck.dk-sms fra min kollega Holger, og navnet gav så tvetydig en genkendelsesfaktor, at det var nødvendigt at skrive tilbage og spørge, om det var endnu et navneskifte. Vi husker vel alle, at spilleren der forlod Sverige som Gustafsson kom til Danmark som Antonelius, og med én kendt Mikael, nemlig Nilsson, i den græske klub kunne det jo være, at denne også var faldet for en særegen svensk fristelse til at hedde noget med det statusgivende navn Anton.

Det var dog ikke tilfældet, og jeg må indrømme, at jeg ikke kender til Antonsson overhovedet. Men hvis han er lige så god og samtidig lige så tålmodig som Thomassen har vi da en meget vigtig squad player i de næste fire år. Måske det er klogest at vente til man har set ham i aktion, før en nærmere bedømmelse er passende at lave.

Og så er det også på tide at runde ugen af. Det blev jo sent natten til den nye fredag, alligevel. Vi sad nu også og så semifinalen i Gold Cup fra computeren, med Atiba Hutchinson for Canada mod USA. Mand, hvor de blev snydt. Atiba scorede langt inde i overtiden et fuldstændig regulært mål til 2-2, men fik det underkendt af linievogteren, der mente at Atiba stod offside da bolden blev headet til ham. Det gjorde han nu også, men eftersom bolden blev headet af en USA-spiller kunne Atiba med fuld ret føle sig tørret. Han så dæleme heller ikke glad ud bagefter, og lignede ikke en der var klar til at tage hjem og holde selv den mindste ferie. Det er jeg nu trods alt lidt lettet over at han endelig gør – de lange ben skal lige have et hvil før vi er i gang igen.

Imens vil jeg selv gå hjem gennem helnatsregnen og tage et hvil, glad for at ugen og ræbet denne gang blev vel overstået. Når vi ses igen, er der forhåbentlig både sommer, kolde drinks, varm sol og nye fodboldoplevelser på tapetet. God sommer.

-smølle
 

Og på jukeboxen kører:

Richard Hawley: ’Coles Corner’
Titelsangen til det seneste, smukke album fra ex-Pulp-manden, i anledning af at den nye plade kommer i juli. Det er vel egentlig mest musik til en kold aften i december, men det virker på en grå, grå københavnsk regnvejrsmorgen. Og jeg kan dårligt vente til Lady’s Bridge er ude.