Køb nu enlanden

tilbage
 

Kære læser, jeg skal ærligt indrømme, at jeg står bag baren i dag og er trættere end en træt mand, der konverserer med Morten Olsen og rammes af spontan søvnapi, når "vitterligt" rammer hans ørers stigbøjle(r).

Jeg har nemlig engageret mig selv i det småborgerlige projekt, der kaldes "karriere". Formentlig er det på sigt det helt rigtige valg. Jeg tror meget på at variere sit liv og acceptere nye udfordringer, også af den slags hvor redningskransen består af et gammelt nummer af Skalk, et knækket snørrebånd og en dåse sardiner. Man lærer ikke at svømme i den lavvandede ende af bassinet, simpelthen. Udover den slags erkendelser og navlepilleri har jeg også lyst til et IWC Pilot's Watch og en uge i en villa med privat pøl på Koh Samui i februar.

Det trættende består i første omgang i at møde 100 nye mennesker, der åbenlyst allesammen forventer et stykke specifik kompetence leveret til skrivebordet, hvis (når) de skal bruge det. Det harmonerer skidt med at jeg kun lige er nået til at Bluetooth-synkronisere min fancyschmanzy mobils kalender med Outlooks ditto på den bærbare, bare for at opdage at mobilen randomiserer mødetidspunkternes begyndelse efter en uigennemsigtig algoritme.

Så det er vist rimeligt at hævde, at jeg er stresset, træt og forvirret. FCK fylder ganske enkelt en bar røv i mit univers lige nu, mens jeg venter på at mønten roterer i luften og forhåbentlig falder ned med den rigtige side oppe.

En lignelse, der reelt harmonerer på det underlige dødvande, der er indtrådt efter den nys overståede jubelsæson og en mildest talt uheldig lodtrækning til Champions Leauges' kvalifikationsrunder. Man kan roligt sige, at vi fik den fede i skideren der, ikke bare fordi vi trak rædselsmodstanderen Beitar Jerusalem, men fordi UEFA.som's live update i første omgang hævdede, at vi havde trukket vinderen af opgøret mellem Hafnarfjördur og HB, henholdsvis islandske og færøske mestre.

Så jubel blev til tårer vendt. Ikke fordi vi på nogen måde er chanceløse i forhold til de israelske mestre, slet ikke. Det ligner på papiret en ganske åben affære mellem to klubber, der både ligner hinanden og så alligevel ikke. Både Superligaen og Ligat Toto (der er et sponsornavn, ligaen kaldes ellers Ligat ha'Al, der betyder tada...Superligaen) er to middelmådige europæiske ligaer. Både Beitar og FCK er rige klubber i hver sin lille dam, selvom Beitars rigdom følger af en mere klassisk filantropisk konstruktion, der forholder sig til en excentrisk klubejeres personlige formue og ikke klubbens egne indtægtskilder.

Det er vist ikke for meget at hævde, at FCK tegnes af en excentrisk bestyrelsesformand. Men hvis ellers historierne om Beitars ejer holder stik, så har Flemming Østergaard stadig et par tricks at lære fra Arcadi Gaydamak, en russisk-israelsk oliemillardær der hævdes at være god for omkring 40 mia. kroner. F.eks. vil fransk politi meget gerne diskutere et par suspekte våbenhandler med fyren, så han rejser verden rundt på angolansk diplomatpas for at undgå Interpols lange arm. I Israel, der ikke udleverer egne statsborgere til retsforfølgelse i andre lande, giver han den også som den (anden) lokale udgave af Naser Khader og er undervejs med at stifte et nyt centrumhøjre parti.

Årets mesterskab er det foreløbige højdepunkt for Beitar siden Arcadi overtog klubben i august 2005 og klubbens første siden 1998. I de mellemliggende år keglede Beitar rundt i ligaen, så det er givet at vi møder en klub med nyfunden selvtillid og gejst, som vi selv kendte det i 2001.

Mere problematisk har Beitar ry for at være en klub, der taler til et meget højreorienteret publikum. Ironisk nok betyder det på de kanter ikke at man hader sig selv, men de arabiske naboer, både i Israel og udenfor landets grænser. Ovenpå dels publikumsfadæsen i landskampen mod Sverige og i forhold til det generelle politiske verdensklima med terror og hvad har vi, så er det ikke utænkeligt at kampen i Parken kan blive omdrejningspunkt for herboende muslimer med ild i afmagtspiben.

Men nu har jeg ikke set Beitar spille og jeg må derfor nøjes med at vurdere vores egen styrke på nuværende tidspunkt. Både Holger og smølle har begge presset den appelsin et par gange og fraværet af trupnyheder i denne uge tilføjer ikke alverden. Min egen indtilling er ret klar: I Linderoth og Lars Jacobsen har vi sagt farvel til to defensivspillere, der over de sidste to år har præsteret på de mest stabile, høje niveauer i hele ligaen. Samtidig har vi byttet en klippesolid bænkevarmer for en anden af formentlig cirka samme kvalitet i Mikael Antonsson, og vi har indkøbt et lovende talent, Mathias Zanka jørgensen. Et par lokale KB-knægte er tilknyttet førsteholdstruppen.

Uden at forklejne de nye: Uden yderlige nyindkøb kommer det edderbunkeme til at kost, både europæisk og i ligaen. Udtalelser fra sportschefen tyder på, at det kniber med at finde de rette spillere til de rigtige penge. Den slags viften med signalflag tager jeg nu ret uhøjtideligt, eftersom en del af hans opgave går på ikke at snakke priserne op og i øvrigt slappe af, mens vi andre skriger os hæse på forstærkninger. Men nej, man går ikke bare ud og erstatter den kvalitet, som Lars Jacobsen og Linderoth repræsenterede. Rent faktisk er det for amatører som mig selv ganske svært at sætte realistiske navne på erstatningerne. <å> I den anden ende af banen Morten Nordstrand, hævder torsdagens særeste jungletromme. Ingen ved om det passer - men hvad fanden, mærkeligere ting er sket! Mestendels nægter jeg at deltage i nævnte disciplin. Shit happens! Jeg er til gengæld ikke generelt forundret over, at FCK med både pengepungen i orden og CL-deltagelse under bæltet ikke pr. automatik tiltrækker spillere, der kan glide direkte ind på holdet uden diskussioner. I det omfang den slags spillere er til rådighed for os, så er de også til rådighed og gode nok for klubber i andre og mere interessante ligaer end den danske, der kan lokke med mindst det samme i lønposen.

Samtidig kan vi notere os, at vores hjemlige konkurrenter heller ikke just hiver kaniner op af hatten i chokerende omfang. Brøndby har torsdag hentet Stefan Gislason og Tobias "Lyngby till I die (or get another offer)" Mikkelsen til klubben. Interessant nok udtrykker fodbolddiplomaten Tom Køhlert sig lidt sært om de to nyindkøb: "Det vigtigste for os har været at få en "6'er" til den defensive midtbane og en "7'er", altså en udfordrende højrekant. Derfor er jeg naturligvis meget tilfreds med, at vi har hentet begge de førstevalg vi har haft til de to positioner". Især for Marcus Lantz må det svide lidt på den måde at få at vide, at han ikke længere er førstevalg til den trøje, han bærer for klubben!

Hvilket selvfølgelig peger fælt i retning af at Lantz er på vej væk fra Brøndby. Tillad mig en kættersk tanke: Givet at han kan købes for fornuftige penge, så kunne han måske godt bruge det sidste år på dansk forskerordning i det egentlige København. Jeg tror, at én af de helt afgørende grunde til at Lantz aldrig rigtig har slået igennem i Brøndby er, at hans svenske natur passer meget mere til det markant lavere bullshit-niveau på Peter Bangs Vej, end han passer til den blågule selvhellighed. Bortset fra historien og rivaliseringen mellem de to klubber kan jeg knap får øje på et mere logisk skifte i dansk fodbold, faktisk.

Lige så interessant som at Brøndby langt om længe får sat navne på de spillere, der skal løfte klubben fri af sidste års fiasko er at FC Midtjylland over den tidlige sommer har gennemført en vellykket aktieemission og fortsat er aktive på transfermarkedet med hjemkøbet af Mikkel Thygesen. Så det er nok muligt at Brøndby løfter sig i den kommende sæson - men uanset vores egen situation kan det blive vanskeligt nok for Brøndby at true FC Midtjylland i en direkte duel.

Var jeg smølle ville jeg givetvis tilegne en del af ugens udgydelser til vandpantomimen i Roskilde, der mellem klokken 15 og midnat torsdag skulle modtage i alt 40 mm vand oveni det, der allerede er kommet i den senere tid. Jamen, jeg får helt ondt af de unge mennesker, der således ikke kun må trækkes med festivallens absolut kedsommelige program. I den slags vejr er det knap sjovt at redde sig en chlamydia.

Nyde den alligevel, jer der tager afsted. Jeg har en sommer, der skal spildes på anden vis.

Bopa

mail