Jo da. Vi har skam åbent, så du træd bare indenfor. Jeg skal medgive, at jeg også kører lidt i ferie-mode. Som de fleste mennesker her i juli måned. Derfor også lidt mærkeligt at holde "normalt" fodboldåbent i Bulen med folk stimlende sammen omkring Københavnsk ligabold på storskærmene, mens der er omtrent en måned til de europæiske ligaer starter sæsonen, og endnu længere tid til transfervinduet klapper i. Det sidste betyder, at vi stadig kan forvente en del ændringer i de respektive fodboldtrupper med deraf følgende forrykkelse af styrkeforholdet i rækken. Transfervindue-idéen er således ret udvandet på vore kanter.

Selvom København og de øvrige SAS-liga hold render rundt og spiller om points, opleves kampene stadig med et skær af sommer- eller træningsmatch-aura over de affolkede arenaer. Nuvel, det undrede jeg mig også på min sidste vagt for fire uger siden, som jeg i øvrigt har gjort det omtrent siden vi i 1991/92 skiftede fra den polarskandinavisk-inspirerede kalenderårsturnering til den efterårs-forårs sæson, der følger den europæiske fodboldalmanak.

Derfor står vi her på tærskelen til den sidste weekend i juli allerede overfor 3. ligarunde på lørdag. Sådan da, for det er jo også tidspunktet for Toto Cup og de tidlige kval.runder til UEFA klubturneringer, så SAS-liga-holderne afvikler de tidlige omgange i spredt fægtning og først kommer på omgangshøjde omkring 5. runde ... midt i august!

Læg dertil Viasats/Divisionsforeningens/DBUs bizarre tiltag med genindførelse af de tidligere så håbløse mandag-aften terminer og afvikling af hverdags-aften kampe kl. 18 - endnu mere pløk på denne årstid med lange, lyse aftener - så har man et turneringskoncept, jeg i hvert fald har umådeligt svært ved at engagere mig 100% i. Som i går at se Aalborg-København efterfulgt af Odense-Lyngby spille om points og så lige efter se Feyenoord-Chelsea afvikle en pre-sæson træningsmatch i Rotterdam. Lad så være at sidstnævnte - trods tydeligvis meget tidligt for spillerne mht. kampbold i benene - blev afviklet i et tempo og med en intensitet og individuelle kvaliteter, der stadig overgik aftenens Malta-liga kampe med lysår!

Dvalen - i denne sommer mere ferie- end varmerelateret - synes i den grad også at præge FC København, der er kommer resultatmæssigt meget sløjt og spillemæssigt nærmest katastrofalt i gang med sæsonen 2007/2008. Ovenpå to rekordefterår er det ned med armene, dvs. vi kan da teoretisk set stadig ramme 13-4-1 eller bedre, når truppen går på vinterferie fra suppen den 2. december. Men vi har dog fået den dårligste start siden 1999 under Kim Brink, og måske vi i virkeligheden skal forberede os på en efterårskampagne à la sidste gang, vi stillede op som back-to-back mestre - efteråret 2004 - og først smagte sejrens sødme i femte runde og i det hele taget havde et miserabelt efterår, der endte med, at vi overvintrede på femtepladsen.

Selvom der stadig er 93 points at spille om, så tæller vundne points tidligt stadig det samme, og de fem tabte points i sæsonens to første kampe vil altså stadig mangle, når det endelige regnestykke skal gøres op d. 24. maj næste år. Nu tror jeg ikke, det går så helt galt. Vi spillede også halvsløjt i sæsonåbneren i fjor i Horsens, faktisk meget lig Farumkampen i sidste uge, forskellen var, at vi dengang havde marginalerne med os. De marginaler der ofte klæber til et mesterhold! Og Aalborg-kampen i går lignede afviklingsmæssigt for den sags skyld også de sidste seks kampe deroppe, hvor vi har vundet de fem. Igen marginalerne. De overtroiske kan sikkert få meget ud af, at kampvippen i denne endnu meget unge sæson synes at tippe til modstandersiden, men nu ligger det ikke til mig at male fanden på væggen, så jeg kan bedst tilbyde dig lidt sprut til at dulme nerverne.

Jep, vi har sat priserne op. Vi kan jo ikke drive stedet her på rendyrket altruisme, slet ikke når åbningstiderne i ny og næ rammes af lidt *ahem* ustabilitet. Og når nu København iflg. endnu et af denne verdens utallige trend-magasiner for de livstrætte og fantasiløse kan kåres til verdens næstbedste by at leve i, så kan vi jo lige så godt lade priserne matche. Lad så være at de kriterier, magasinet har lagt til grund for bedømmelsen ikke ligefrem rammer så meget af min storby-vægtning - både hvad angår besøg og permanent ophold - og lad også være, at jeg incl. København kun har besøgt 5 af byerne på 'Monocles' top-20, men til gengæld har besøgt adskillige, der åbenbart ikke er listen værdig. 'Unik cafékultur', min bare ...

Anyway, det var et lille sidespring for at retfærdiggøre, hvad du skal betale for de bajere og den sprut, du vist også trænger til for at skylle vores sæsonåbning ned. Resultaterne retter sig givet op og lader heller ikke til at bekymre Ståle alverden. Endnu. Det er mere spillet, der bekymrer. Også Ståle, der ikke mener vi er, hvor vi skal være. Man kan mere kategorisk mene, at vi ikke har været dér - spillemæssigt - siden kampen på Brøndbyerne Stadion 9. maj. Om det har været mesterskabseffekten og mætheden, der har sænket tændingen - og især tempoet - er selvfølgelig en nærliggende tanke, da kun tre mand er skiftet omkring noget der ligner regelmæssige startere, og i hvert fald syv stamspillere render rundt som dobbelte mestre, mens Wendt, Niclas og Hjalte måske også er lidt forvænte på succeskontoen. De to sidstnævnte tilmed også i bagagen fra deres første Københavner-ophold

Og netop de to, Jensen og Nørregaard, er vel de eneste i truppen, der ser ud til at have nået at holde regulær ferie i den latterligt korte sæsonpause og have tillagt sig et par kilo for meget på sidebenene med deraf meget tunge ben og aktioner - også i hovedet - til følge. Resten virker fit. Grønkjær hævder også, at truppen fysisk og formmæssigt er på troppen. Så det er det fremadrettede spil, det er galt med. Især slowmotion-tempoet i boldomgangen er vanvittigt frustrerende at se på og voldsomt nemt at dæmme op for. Både for et klogt og hårdtarbejdende Farum-hold og for et ultradefensivt AaB-hjemmehold med ni mand permanent bag bolden. Den alt for korte tid, vi skruede lidt op for tempoet, fik vi sat både Nordsjælland og Aalborg helt i skak og skabt de muligheder, der kunne have afgjort begge kampe til vores fordel. Beskæmmende at vi ikke formår at sætte det tempo både lidt længere og lidt tidligere.

Hvor meget den just ikke brede trup kan bebrejdes på det punkt her så tidligt i sæsonen er et spørgsmål i den åbne kategori. Nok ikke alverden, til gengæld er det et faktum, at vi opererer med en pt. historisk smal A-trup. 22 mand tæller Byens Hold den 26. juli 2007, heraf 5 markspillere i ungtalentkategorien, som vi ikke umiddelbart skal forvente at se i en startopstilling i efteråret, og en (Morten Bertolt), der i realiteten er fritstillet. Det efterlader blot 14 mand til reel kamp om de 10 pladser i marken. De fjorten - OK, med Mikael Antonsson som et vildskud, da jeg aldrig har set manden spille - er selvfølgelig så gode, at det sagtens bør række til guldkampen i den hjemlige liga, også hvor førnævnte ungdomsfemkløver af og til må tage over ved skader og karantæner.

Det er målt på det internationale ambitionsbarometer og for så vidt også på Carsten Vagns fortsat- hævning-af-overliggeren målsætninger til gengæld en særdeles tynd trup, breddemæssigt, vi opererer med. Som et lille kuriosum med relation til vores aktuelle udvalg, så faldt jeg den anden dag, da jeg skulle finde et gammelt program til en gave, over kampprogrammet til FCK-Haderslev d. 26. november 2000. Ja, det var dengang HadersleV héd Haderslev. Og ja, det var efterårsafslutnings- og julefrokostkampen, hvor Roy Hodgson måtte kommentere den hegnshøje promille på et Nedre C. Ja, det var en kamp hvor alle vore fire mål blev scoret af angribere, rigtige angribere, og den ene endda scorede et hattrick. Og ja, det var dengang der var ikke-fornærede publikummere nok, der havde interesse i ofre den kongfyrstelige sum af hele 15 kroner for et ... kampprogram. Jo jo, den slags har vi skam også haft.

Nå, men pointen var nu, at det var interessant at se truppen dér i november i sæsonen 2000/01. 26 mand i førsteholdstruppen. Og alle - på nær Thomas Kjærbye med kun 3 superligakampe på bagen på kamptidspunktet - med rigelig førsteholds- og ligaerfaring til at gå ind i en startopstilling når som helst. Vi havde Zaza, Stensgaard og Rune Pedersen til målmandsposten. I forsvaret Rytter, Tur, Svensson, Madsen, Niclas, Laursen, Peter Christiansen og Kofi Dakinah. På midtbanen Donatas, Ståle Solbakken(!), Thorninger, Mio, Lønstrup, Claus Nielsen, Hjalte og Chr. Poulsen. Og fremme Zuma, Brattbakk, Todi, Pagge Simpson, Cliford, Mads Westh og førnævnte Kjærbye. 

Topniveauet dengang kan ikke måle sig med den kavalkade af A-landsholdsspillere, vi i dag har blandt de første 15 på holdkortet, og der skal heller herske tvivl om,  at på den internationale målestok er den aktuelle trup - beviseligt - på et højere niveau. Men altså også smallere og langt mere sårbar. Ståle og CV har lidt færre muligheder både dybt og bredt, end Hodgson/Toal/CV havde i 00/01. For en mere kontemporær sammenligning er det nok mere interessant at se truppen sidste efterår kontra nu. I efteråret 2006 var 29 mand inde omkring førsteholdet, incl. Jamil Fearrington og Thomas Villadsen - der ikke fik spilletid men dog figurerede i den officielle førsteholdstrup - og incl. de unge Neestrup (9 minutter i pokalkampen i Thisted) samt Laudrup, Qvist og Özdogan, der dog kun fik spilletid i den royale. Pt. altså blot 23, hvis vi er flinke og igen tæller Saban Özdogan med. Han har dog i det mindste ikke forladt klubben endnu.

Så bare uden at gøre plusser og minusser op på kvalitetssiden, er der altså siden sidste efterår luget gevaldigt ud i den trup, Ståle allerede i fjor betegnende som værende for smal. Den trup, som det er CVs officielle ambition skal fremstå som minimum usvækket, når vinduet smækker i d. 31. august.

I nøgne tal heder den netto minus 1 på målmandsposten. Med Villadsen og Gall væk og Coe ind, har vi kun to keepere, og uden nogetsomhelst kendskab til den gode australier kan man alligevel godt hævde, at vi er fucked big time, hvis Jesper skulle blive skadet. Coe vil i et eventuelt længere vikariat endda lægge beslag på den ene af 3-ikke-EU-pladser på holdet, hvilket selvfølgelig med den aktuelle trup og Ashvetia-doktrinen in mente ikke burde medføre praktiske problemer. Forsvaret og angrebet holder også hver netto minus 1 mand på trupregnskabet, så der er vi ikke så meget smallere, end vi var i forvejen. Her handler det mere om, at Niclas, Antonsson og 'Zanka' ind i stedet for Lars Jacobsen, Dan T., Bergdølmo og Fearrington ikke løser det berømte problem på højrebacken. Den plads og de åbenbart 50 emner, Ståle og CV har kigget på siden december, har både jeg og mine kolleger dog allerede fablet mere end rigeligt om. Ditto har jeg også flere gange efterlyst det berømte "badejern" oppe foran, en situation der ikke ændredes af at bytte Berglund for Nordstrand. I forvejen havde vi så i forhold til i fjor byttet Álvaro og Bernburg for 22 mio.-manden fra Örgryte.

Straks værre på midtbanen. Bergvold, Pimpong, Brandrup og Linderoth er væk. Bertolt ditto lige så snart han finder en klub, der vil have ham. Ind er kommet Rasmus Würtz. Netto minus fire, og det er så helt uden at skele til betydningen af, at det netop var anføreren, motoren, indpiskeren og omdrejningspunktet, der forsvandt. Würtz er i grunden en spiller, der bedømt på boldomgang og pasningsspil sagtens vil kunne tage over efter Tobbe - måske endda bedre - og han vil givet også kunne matche Linde i løbepensum på den defensive midtbane. På sigt kan han måske endda blive lige så værdifuld som den 4½ år ældre svensker, både i København og på landsholdet. De to opnåede deres første A-landskamp i nogenlunde samme alder. Problemet er bare her og nu, at en forholdsvis ung (23) Rasmus Würtz også skal erstatte den ro, rutine, lederkapacitet og internationale erfaring, som Linderoth i sin bedste alder og måske på toppen af sin karriere først og fremmest var eksponent for i København.

Selv hvis skibonitten hurtigere end forventet skulle få os til at glemme Linderoth, så står problemstillingen omkring det kreative og fremadrettede fodboldspil på den centrale midtbane stadig og truer med at trække migrænefodbolden ned over det Københavnske igen. Særdeles godt illustreret i vores to første kampe. Kreativiteten skal komme fra kanterne, og når Silber - der stadig ikke er bedst på kanten i mine øjne -  og Grønkjær ikke har den store tur i den for tiden, så bliver det en gang fantasiløst og gumpetungt boldflytteri (som det også ofte blev med Tobbe). Würtz og Hjalte skaber ikke alverden, og Atiba insisterer Ståle på at bruge på en af kanterne eller oppe foran. Præcis hvor savnet Atiba var i Farum og den første lille time i Aalborg, fik vi jo syn for, da han i går kom på banen i det nordjyske og satte sit markante præg på den kamp. 7-8 minutter centralt og resten på højrekanten. Fart, temposkift, kreativitet, gennembrudsfarlighed og individuel styrke var pludselig en del af gamet og ikke manglende ingredienser. Så meget desto mere bekymrende, at jernmanden Hutchinson lige pludselig har været syg og nødvendigvis må være eller blive meget slidt ovenpå max. 12 dages ferie.

William Kvist viste i øresundskampene sidste vinter strålende evner som allestedsnærværende styrmand og spilfordeler på den centrale midtbane, og vi så også gode takter i går i Aalborg, da han rykkede op på favoritpladsen de sidste 25 minutter. Mod en godt nok mør Aalborg-midtbane. Der er bare ikke så meget der tyder på, at Ståle er parat til at give William den nøgleposition, omend cheftrænerens udmeldinger er noget svære at blive klog på. Først skulle Kvist være førstevalget på højrebacken og blev kørt ind på pladsen i træningskampene. Så havde han åbenbart været så formidabel i sæsonoptakten, at han alligevel skulle spille central midt mod Farum for så at ryge på højreback igen i Aalborg. For at gøre det helt barokt spillede han rædderligt på midten i Farum, men med mere drev og overblik på backen end Wendt, da William rykkede derned de sidste godt 20 minutter, bortset fra hans store andel i FCN-målet. Jeg har dog set udviklede højrebacks incl. Lars Jacobsen levere den samme opdækningsfejl på bageste stolpe ved indlæg fra den modsatte side, og andre i forsvaret så heller ikke for begavede ud, da Thomas Kristensen fik en halv menneskealder til i slowmotion at lægge bolden smak i skallen på Farran. Herefter startede Kvist så på højre back i Aalborg, indtil han kom op og gjorde det strålende på midtbanen, i øvrigt samtidig med, at Wendt så kom ind og var bedre på højre back. Det er ikke helt ligetil at blive klog på, og Kvist er måske endnu nok for grøn til de gennemstabile præstationer.

Én ting var glædeligt ved at få William rykket frem i går, efter at det havde pisset mig fælt af, at vi indtil da havde forsømt at teste Martin 'Tudefjæs' Jensen med indlæg tæt under mål og langskud, specielt når langt de fleste af spillerne og trænerstaben kender til Jensens notoriske usikkerhed, som han har udstillet både i Esbjerg, OB og Randers. Endelig i 74. minut kom så et distanceskud fra Kvist, som Jensen selvfølgelig også tabte, desværre i et ingenmandsland for vores ikke-eksisterende boksangribere. De - angriberne - skal dog være undskyldte, for det er just ikke langskudsforsøg med deraf følgende ripostmuligheder, der har stået på menuen den seneste sæson. Hvorfor opsøge en mulighed, der aldrig kan opstå?

Faktisk scorede vi i den forgangne sæson blot 10 gange fra en position udenfor straffesparksfeltet, heraf var de fire direkte frisparkstræffere. Og af de 6 sidste blev de 4 nærmere lagt ind fra positioner omtrent på kanten af feltet (2x Grønkjær, 1x Berglund og 1xKvist), den femte løftet i tom kasse i Vejle (Tobbe), hvorfor vel egentlig kun Silbers medløbsmissil i Midtjylland kan kvalificere som en langskudstræffer. Og det var endda heller ikke voldsomt langt udefra. Silberbauer, Hjalte, Kvist, nye mand Würtz og også Wendt har vist støvlekrudt og moderat træfsikkerhed fra distancen, men om de ikke vil eller ikke må hakke på kassen er et godt spørgsmål. Det er nærmest kun Atiba forundt at forsøge sig udefra, men hans håbløse præcision er jo allerede legendarisk i København og omegn. Så riget fattes i den grad en langskudstrussel, og den slags er tit og ofte midtbanespillere. Derfor måtte den offensive, kreative, centrale midt hjertens gerne være en, der mestrer den facet også.

Det kunne være en Jan Kristiansen, der dog efter pokalheltedåden ikke længere synes at ville/skulle væk fra Nürnberg, eller en Daniel Jensen, der godt nok ligner historie ved Weserfloden, men med solid interesse fra klubber med markant større økonomiske muskler end os ikke bliver aktuel i København i denne omgang. Jeg nævner de to spillere, fordi det jo er spillere i den kaliber - som også Leon Andreasen og Thomas Gravesen osv. - vi skal have fat i, hvis vi skal hente danske spillere, der vil gå direkte i vores startopstilling på midtbanen og gøre en forskel. Der findes ingen af den karat i superligaen - som samtidig skal være bedre end det vi har i forvejen - og markedet for skandinaviske og skandinaviserede spillere, som vi kan betale og lønne, har vi efterhånden også udtømt. Det er i virkeligheden vores dilemma på transfermarkedet i dag. Holdet 2006/2007 var det stærkeste, København nogensinde har mønstret, og det kommer nok til at vare et stykke tid, før vi igen kan stille så stærkt et mandskab. For de spillere indenfor Ashvetia-doktrinens rammer, der kan forstærke os, skal hentes på et marked, der ligger nogle niveauer over selv nordens flagskib, ligesom det er spillere, der udover umanerligt flere gryn i lønposen også kan nære berettiget forhåbning om fast spilletid i ligaer, der ligger lysår over Malta-ligaen rent sportsligt.

Case in  point:  Kim Källström, en spiller der opfylder alle nævnte krav - givet også Ståles/CVs integrationspolitik - og passer på en prik på det, vi mangler på den centrale midt, tilmed med et dommedagshug fra distancen, ja han skal altså handles for 90 millioner kr. + 1 Morientes, og ved det forhandlingsbord kan vi nu engang ikke sidde med. Så langt fra. Maksimalt skulle vi måske nok smide et tilbud ad Lyngby til, som de ikke kan afslå, på en anden Kim, med efternavnet Aabech. En spiller der faktisk har imponeret mig voldsomt, det jeg har set af Lyngbys to første comeback-kampe i superligaen. Men derfra og til at gøre en betydende forskel  i den forestående euro-kampagne - uanset længden - er der nu immervæk et stykke vej. Der er det ikke udviklingsspillere, vi har brug for. Det er etableret kvalitet. Og hvis ikke de mange millioner fra CL-eventyret kanaliseres over i kvalificerede topspillere - om nødvendigt udenfor den nordiske sfære, please - der kan yde troværdighed til flosklerne om stadigt højere overliggere og fortsatte internationale ambitioner, så når vi til et punkt, hvor "ikke-godt-nok" prædikatet må påhæftes både den sportslige og økonomiske ledelse. Taktisk såvel strategisk. En mellemsæson, netop hvor vi har fået den første lillebitte fod indenfor i euro-teatret, er der simpelthen ikke råd til.

Derfor handler det heller ikke så meget om 31/8 deadlinen, som CV hele tiden snakker om, men også om den deadline, der udløber her ved midnat den 26. juli for så vidt angår spillere til vores første CL-kval. kampe mod Beitar Jerusalem. De kampe der kan overflødiggøre nye kapitler i den europæiske eventyrbog, allerede inden vi er nået forbi forordet. Inden vi som minimum står med i det mindste muligheden for kvalifikation til UEFA-cup'ens gruppespil.

Beitar Jerusalem blev så hurtigt udråbt som den værst tænkelige modstander, og på papiret er det da også den stærkest mulige, vi kunne trække, målt på koefficienten. Men derfra og så til de skræmme-scenarier og i bedste fald "50/50 chance", Ståle og CV har stillet op, er der alligevel et stykke vej, med mindre det bunder i, at vi for alt i verden ikke må undervurdere israelerne, Gorica-style. Det skulle der næppe være nogen fare for, og omvendt så synes spillere, trænere, journalister og tilhængere omkring Beitar på det nærmeste at regne København for en walkover, på trods af at de - igen på papiret - er underdog'en i opgøret. Det kan sagtens blive til vores fordel.

Retorikken minder lidt om opbygningen til EM play off kampene mellem Danmark og Israel i 1999, hvor vi herhjemme med Bosse Johansson i spidsen talte om en særdeles vanskelig modstander, mens israelerne med deres bedste landshold ever ikke regnede Danmark for andet en et beskedent bump på vejen mod EM-slutrunden. Danmark tog så til Tel Aviv og udraderede overmodige og urkummerlige israelere med 5-0 på Ramat Gan, i øvrigt med Jesper Grønkjær på banen i alle 90 minutter. Formalitetsreturen i Parken blev vundet 3-0, og så var dén "vanskelige" ged godt og grundigt barberet. Det blev i øvrigt landstræner Shlomo Scharf's svanesang, og han blev afløst af et vist fynsk bøgetræ!

Jeg siger ikke, det ender i noget tilsvarende denne gang, for selvom de rangerer en hel del koefficientpoints under os, handler det jo mest om, at Beitar ikke har samlet euro-points siden 2001. Og selvom Danmark har passeret Israel på UEFAs 2008 ranking, så er det bedstrangerede israelske hold stadig over os. Det er så ikke Beitar, som jeg forresten da kender nul og en skid til. En ordentlig røvfuld israelske landsholdsspillere og så den ghanesiske landsholdsspiller Derek Boateng, som de hentede i fjor i AIK. Plus snak om nogle "fantastiske" indkøb, finansieret af deres hovedrige ejer, der dog, når de granskes nærmere på f.eks. Soccerassociation.com, ikke er så frygtindgydende igen. En brasiliansk tankcenterforward fra C- eller D-garden, Rômulo, man har lånt i Cruzeiro, den rutinerede israelske landsholdsspiller, Idan Tal, der fik 16 kampe (4 fra start) i Bolton i PL i fjor og den hypede højreback, Cristián Álvarez, der vel har 16 chilenske caps, men den seneste tilbage i september 2005. Når man droppes fra landsholdet som 25-årig, er det vist mest fordi, man bare ikke er god nok. Derfor kan det sagtens være gode spillere, men ikke nogen, der får mig - eller vigtigere får vores spillere - til ligefrem at opleve panikangst, når vi har været oppe mod navne som f.eks. Stam, Sneijder, Huntelaar, Ferdinand, Cristiano Ronaldo, Rooney, Scholes, Giggs, Kenny Miller, Nakamura, Miccoli, Nélson og Simáo.

Selvom man ikke skal lade sig forblænde af UEFA-koefficienter - dem trodsede vi jo også i fjor både mod Ajax i kval'en og til at hente "utænkelige" 7 points i CL - må vi altså stadig klart bære favoritværdigheden,  ellers har vi ganske enkelt intet at gøre i turneringen i det hele taget. At Beitar blev suveræne mestre kan heller ikke bringe mit pis i kog. De havde 67 p, 54-28 i score, fire nederlag og 10 p. forspring. Contra vores 76 p., 60-23, tre nederlag og 13 p. forspring. I øvrigt fint sammenligneligt, da Israel siden 2001/2002 har praktiseret samme molbo-turnering som os med 12 hold, 33 kampe og tre indbyrdes møder. Og hvor vi kunne fejre guldet i femtesidste runde, så tog Beiter først skabet i fjerdesidste runde og endda kun fordi nærmeste konkurrent Maccabi Tel Aviv havde fået frataget 2 points. Så mere fantastisk overlegne var de altså heller ikke. Og at nævnte Maccabi Tel Aviv -  der sluttede som nr. 3 i den israelske liga - lige har været med til at skrive historie i form af et nederlag i UEFA-kval'en til Santa Coloma, der dermed bogførte Andorras første europæiske klubsejr nogensinde, peger måske også i retning af en ikke voldsomt skræmmende israelsk liga, selvom et par af deres hold har stukket euro-snuden pænt frem hist og her de senere år.

Jeg holder fast i, at vi skal vinde, ellers kan det sgu være lige meget det hele. Selvom det selvklart er krepérligt, hvis vi skal undvære Rasmus Würtz pba. af den ankelskade han pådrog sig, og måske varmede 7-8 minutter for længe på banen i Aalborg i går.

Måske vi i øvrigt lige alligevel kan drage fordel af at starte sæsonen så tidligt, for den israelske liga starter først 18. august. Så inden første Beitar-møde i Parken på tirsdag har vi allerede tre ligakampe i benene, med generalprøve på lørdag, når vi i sæsonens første hjemmekamp tager imod katastrofestarterne Viborg med Papa Linderoth ved tøjlerne (endnu). Vi ses vel der, og ellers må du få det bedste ud af den våde sommer så længe. Farvel og godnat!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Editors: An End Has A Start (2007)

Den altid svære opfølger på et brag af en debut. Efter deres noget-nær-perfekte første album The Back Room (2005) har forventningerne til toeren været nærmest umulige at indfri. Og selvom An End Has A Start pga. et par enkelte knap så prangende skæringer måske lige knapt når forgængerens niveau, så synes jeg alligevel, den lever op til det forventede. For det er sgu en god plade. Tom Smith's energi og sanglevering er stadig medrivende,  Chris Urbanowicz' guitarbilleder stadig essensen i Editors' eksplosive "dark disco", de giver stadig store mindelser om Joy Division - hvilket bestemt ikke er skidt - og man fornemmer, at de fire Birmingham-gutter er på vej ud på de større scener. Og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at man ikke længere skal sætte næsen op efter at opleve dem til forrygende intim-koncert i en tætpakket Loppen (som i 2005) eller Vega (2006). Og så gik jeg endda glip af deres lille sær-gig i Lille Vega i sidste måned som også skulle have været helt formidabel. Den seance skulle dog være optaget af MTV i sin helhed for udsendelse en gang til efteråret. Blandt de allermest overbevisende sange på den nye plade er 'Smokers Outside The Hospital Doors', 'When Anger Shows', 'The Racing Rats' og smagsprøven 'Bones':

Ugens koncert:

Blondie,  Vega, 24. juli 2007
For en måned siden The Hold Steady, og nu endnu et new-yorker band, denne gang fra den lidt ældre skuffe. Det var med lidt blandede fornemmelser, man stævnede i Vega for at se et af barn- og ungdommens absolutte favoritbands - eller hvad der er tilbage af det. Og ikke mindst et af pubertetens helt store gudinde-ikoner, Debbie Harry, der allerede omkring Blondie's pladedebut i 1976 var 31 år gammel, og dermed som 62-årig på scenen i tirsdags trådte op som en kvinde, der aldersmæssigt omtrent kunne være både min mor og svigermor. Så liderbukken blev parkeret med jakken i garderoben, og min gode kollega Jan og et par gode venner af huset kunne sammen med et praktisk talt fuldsat Store Vega i stedet se frem til en musikalsk retro-oplevelse. Forventninger der blev halvvejs kvast i åbningen 'Call Me', der lød rædderlig ikke mindst pga. af en meget rusten Ms. Harry. Hun undskyldte med halsbetændelse/forkølelse og bad mindeligt publikum om at hjælpe sig og synge med i løbet af aftenen. Det blev et fint kompromis i forhold til alternativet, aflysning, og det var trods alt mest på numre med meget høje og meget lyse toner som 'Picture This' og 'Sunday Girl', at det bare slet ikke gik for Debbie. Til gengæld fik vi - og hovedparten af publikum velsagtens - konstateret at det er forbavsende, hvor godt teksterne sidder fast til sange, man hovedsagligt rålyttede til i sidste halvdel af halvfjerdserne,'76-'80, og gruppens fem første plader, hvorfra reelt hele aftenens sæt var hentet. En veritabel hitparade uden eksperimenter. Præcis det vi alle kom efter. Kneb det af naturlige årsager med sangen, kompenserede hun med en storslået og trods alt veloplagt performer-indsats og forrygende interaktivitet med publikum, ligesom det det tight spillende band ganske enkelt var eminent, ført an af de oprindelige Blondie-drenge,  det utrættelige kraftcenter Clem Burke på trommerne og leadguitarist og hofkomponist Chris Stein, der med sin ubevægelighed bag de store solbriller ellers af og til så ud som om, han fik sig en lille morfar. Bandet og Debbie reddede den hjem på professionalismen og rutinen, og indimellem fik hun også givet den som veritabel punk-bitch på de tjeppe uptempo sange, ligesom det blev til et par loftløftende brag, hvor også Debbies stemme kunne være med hele vejen i f.eks. reggae-swingeren 'The Tide Is High' og en bragende version af 'Rapture', så lang at jeg endda nåede både at pisse af og tanke op igen og stadig ikke føle at vær gået glip af noget. Så det blev en dejlig aften og også rørende vemodigt - selv for en halvgammel bartender-kyniker - da Deborah Harry med det sidste af stemmen kæmpede sig gennem det sidste nummer på den sidste gig på den angiveligt allersidste tour, 'Heart Of Glass'. Thanks Debbie, good luck and goodbye! I en skattekiste af Blondie-guf på You-tuben er det måske alligevel mest passende at tage noget af det mest up-to-date, jeg kunne finde. 'Rapture' anno 2004 med samme besætning som i forgårs og med Chris og Debbie i bedsteforældrealderen: