"Undskyld, vi roder" siger skiltet på døren. Som stamgæst kommer du i den nærmeste fremtid til at leve med at bulen dels har givet smølle orlov på ubestemt tid, og oveni er der min egen lille affære med det brølende arbejdsmarked, der trækker fysiske og mentale tænder ud. Vi fusker lidt med en plan for afløsning, og jeg har i hvert fald fået carte blanche til at ævle og skyde løst for hoften. I hver fald har ingen har fortalt mig at jeg ikke må ævle. Eller også kan ingen mærke forskel.

Da jeg var en ung mand på 30, syntes jeg det gik helt fint med 6 timers nattesøvn og druk både fredag og lørdag. Min krop har de seneste år meddelt mig, at den nu foretrækker mere af det ene og mindre af det andet, hvis ikke jeg ønsker at engagere mig i et blandingsmisbrug. Hvilket bestemet er en mulighed jeg ikke vil udelukke, når jeg ser på mit liv indtil engang i december.

Når man samtidig er et uskyldigt offer for DSB's opfattelse af begrebet "køreplan", så er det undertiden svært at springe jublende ud af sengen med højglanspoleret morgen-boner og udtrykke sin begejstring for livet som lønslave. Jeg har ført en lille mental dagbog for den første måned med statsbanerne.

4 alvorlige tilfælde af driftsuheld, 2 med ødelagte sporskifter, 2 med nedfaldne køreledninger. I 2 af disse tilfælde har det været umuligt at nå hjem til mit lokale trinbræt ved Nordhavn med toget, der på disse dage kun rullede til Svanemøllen. Det får så være, den slags sker, selvom hyppigheden er grotesk. Mere interessant er, hvorfor DSB overhovedet opretholder en køreplan for linje H+ også på dage, hvor der ikke er åbenlyse problemer med skinner og materiel.

En aflysning af H+ er ikke et problem, DSB mener hører under kategorien "nævneværdige driftsforstyrrelser". En aflysning betyder i dette tilfælde ikke at en enkelt afgang forsviunder, men at H+ slet ikke kører en given dag. I forhold til hyppigheden af aflysninger virker fraværet af information såmænd rimeligt nok. Faktisk ville det være mere rationelt, hvis DSB på hjemmesiden fortalte, at H+ rent faktisk kører i dag. Jeg forestiller mig at der bag køreplanen gemmer sig et skyggedokument i DSB dokumenthåndteringssystem, der nævner de grunde der retfærdiggører en aflysning, og at "hmm...skal da etenlig skide så fuck det" accepteres af The Powers That Be som en rimelig begrundelse, når det vendes med driftledelsen.

Så kan jeg købe en bil. Klart nok. Desværre rangerer det projekt marginalt over en tvangsinvestering i en ny gasovn som følge af Københavns Energis eksperimenter med ny bygas. Been there, done that og en bil kan i totalomkostninger oversættes til investeringen i 1 styks Voss pr. måned. Ikke om jeg gider, og jeg får fisse nok uden. Ikke at jeg har tid til hverken meningsfyldte eller libidoprægede forhold i øjeblikket, og det forklarer måske bedre end magneteffekten investeringen i varige forbrugsgoder, når jeg tænker efter.

Eftertanken ovenpå sæsonstarten er mindst lige så rodet som min private pendlersituation. Visse ting er helt som de plejer, Brøndby er f.eks. mere til grin end på noget andet tidspunkt i klubbens historie. Det er måske ikke så mærkeligt, når Tom Køhlerts eneste svar på en udfordring er operative management-guldkorn som "arbejd hårdere" og "gør mere ved det". Når klubben i ansættelsen af ledende medarbejdere insisterer på udelukkende at hyre ja-sigere, der enten er ægte eller åndelige børn udsprunget af Per Bjerregaards lænder.

Tilsyneladende er det i Brøndbys ledelse helt umuligt at sætte spørgsmålstegn ved nogle fundamentale begreber i Brøndby IF's selvforståelse. Det vil næppe tage en moderne virksomhedskonsulent 2 minutter at analysere sig frem til, at der ikke eksisterer en reel udviklingsplan for klubben, der kan adskilles fra hvad der til enhver tid er den øjeblikkelige og dominerende tvangstanke i Per Bjerregaard hjernebark.

For tiden hedder den tanke "jeg kan ikke gå af, før skibet er på ret køl igen". Under den sejler en lille flåde af små hjælpefartøjer med navne som "jeg kan ikke indrømme, at det var en fejltagelse at ansætte sønnike", "det ser skidt ud, hvis jeg fyrer Tom Køhlert", "det er skadernes skyld" og "jeg er ikke så god til det med alternativplaner, så jeg ser sammenbidt ud i stedet".

Det er sjovt at René Meulensteen - selvom han på ingen måde egnede sig til at være træner i bare en dansk topklub - fornemmede, at han burde skille sig af med Per Nielsen, hvis han skulle gøres sig forhåbninger om at etablere et brugbart hierarki på Brøndbys førstehold. På det tidspunkt Meulensteen trådte til, var det endda knap åbenbart at Per Nielsen var på vej ind i sit fodboldmæssige efterår.

Først og fremmest så Meulensteen organisatorisk på, at Per Nielsen var uegnet som anfører i en klub, der ganske vist bygger på en (nu reelt historisk) forestilling om at være en talentfabrik uden dansk sidestykke, men som i dagens fodboldverden er udsat for en konkurrencesituation, der nødvendiggør at tiltrække spillere med bredere horisont og erfaring end tanken om at solen skinner ud af en blågul røv. Det er ganske interessant, at Brøndby ikke har tiltrukket en eneste lederskikkelse, siden Wieghorst takkede af.

Meulensteens analyse var og er ganske rigtig, en intuitiv reaktion på, at der skal ryddes op med den store skovl på Vestegnen, både på og udenfor banen. På sit eget niveau er situationen på Vestegnen analog med både vores egen nedtur i midthalvfemserne og AGF's nys overståede mareridt. Ingredienserne er helt de samme. En klubledelse ude af trit med udviklingen i og omkring klubben. En trup, der efter egen opfattelse underpræsterer, mens de fleste udenfor klubben kan se, at der er langt mellem de rygnummererede snapse. Fans, der ikke magter at forholde sig rationelt til nedturen.

I mens kæmper Horsens, Randers og Esbjerg en indædt kamp om førstepladsen. Det bliver de selvfølgelig ikke ved med, men det er alligevel en fornøjelse at superligaen på den måde flytter sit fokus lidt til Jylland for en stund. Selvfølgelig især fordi jeg nærer tillid til, at vores egen småhaltende sæsonstart er et forbigående fænomen.

Allerede kampen mod Viborg viste et FCK-hold, der trillede en ret sikker og gabende kedelig sejr hjem over røvkummerlige Viborg, og den slags sejre har vi trods alt set en del af de senere år. Ikke i sig selv en begivenhed, der er værd at notere udover fødslen af en angiber, der fra starten af sin ansættelse leverer på det niveau, vi som fans naivt altid forventer af offensive spillere i den hvide trøje.

Men efter oplevelsen med Ailtons efterhånden temmelig smertefulde "indkøringsperiode" var det en forløsning at se Morten Nordstrands hjemmebane-debut. Jamen, dog. En ung angriber i den hvide trøje, der både kan håndtere det københavnske spilkoncept, finde medspillerne, dukke op de rigtige steder i feltet og sparke bolden ind helt uden pis.

Oveni demonstrerede han for en københavnsk angriber den ellers sjældne evne at træffe den rigtige beslutning, når han skal vælge mellem to alternativer. I søndags demonstreret ved en førstegangsafslutning i overtiden, hvor andre givetvis havde valgt at stoppe bolden med en halvdårlig tæmning og derefter trampe neurotisk i det lille felt. I onsdags, hvor han konverterede en halvstor chance for sig selv til en helstor ditto for Marcus Allback - og et vigtigt mål. Med de observationer i baghovedet virkede det ganske komisk da inskiftede Ailton i onsdagens europæiske sovepille tromlede en retvendt William Kvist ned, mens sidstnævnte tog sigte til en flugter.

Ailton selv er næppe så ringe, som han reelt ser ud til at være lige i øjeblikket. Set fra min tribuneplads er han kørt fast i forventningspresset og problemer med selvtilliden, og Nordstrands øjeblikkelige succes letter næppe presset på de dyre, brasilianske skuldre. Hvad der for et år siden lignede et klasseindkøb (omend dyrt betalt) er reduceret til en tur med korset op ad Via Dolorosa. Men netop en en pilgrimsrejse til Det Hellige Land og et møde med en brændende tornebusk på Olivenbjerget kan måske sætte fodboldlivet i perspektiv for den unge mand.

Selvom netop onsdagens Champions League-kvalifikationskamp heller ikke var et overføldighedshorn af god fodbold, så endte kampen dog med et resultat, man gerne havde byttet den for inden kampstart. Rent bur, en enkelt pind i den anden ende, linjevogtertække og ikke mindst blev kampens med afstand bedste spiller udvist og er ikke med i returopgøret.

Beitars reelle styrke blev jeg ikke helt klog på. Måske kan de volde os alvorlige problemer, hvis de for alvor lukker op for godteposen. Som anden halvleg skred frem efter udvisningen stod det helt klart, at israelerne ikke ser noget større problem i at hente forspringet på hjemmebanen med det sært pædoerotiske tilnavn "Teddy".

Men reelt ligger kampen til det gustne højreben, ligesom kampen i Århus i morgen gør det. Overlever vi de to kampe - og det vil sige, at vi slår AGF og genopstår på tirsdag i Jerusalem, så ligner det begyndelsen til en sensommer med et fornuftigt perspektiv. I den forbindelse er jeg behersket optimistisk i forhold til indkøbet af den klassiske fløjspiller, Libor Sionko, der trods sit tjekkiske og ikke skandinaviske ophav virker som et nyklassisk københavnsk indkøb. En nogenlunde etableret landsholdsspiller, der knap er god nok til en plads i startopstillingen i Rangers, er formentlig præcis niveauet på den type spillere, vi kan forvente at tiltrække.

Givet at kampen på tirsdag ikke ender med at stenen rulles endeligt for graven, så er Libor næppe det sidste nye ansigt på Peter Bangs Vej og i Parken i indeværende sæson. Konsekvenserne af en nye euroneder tør jeg slet ikke tænke på. Det er ganske enkelt præcis så deprimerende en tanke som at være ansat i DSB med kundetilfredshed som arbejdsområde.

Bopa

mail