Alle, der har være forbi en fiskerihavn kender til synet: Ved en lagerhal på én af havnens moler står der en vejrbidt bænk. På bænken sidder der altid mindst to mænd, formentlig med tilknytning til fiskeri-erhvervet, men det er ikke et formkrav for at få plads på bænken. En knallert med mælkekasse holder tæt ved, vi må formode at den tilhører den ene af de to. Mængden af metroseksualitet summer til nul, repræsentationen af flasker med krave, træsko og Helly Hansen til en del mere.

Nu er det naturligvis uhøfligt at glo på andre, men hvis du står der et stykke tid, vil du bemærke at gutterne sjældent mæler et ord indbyrdes. De ord, der skal siges er blevet sagt, den fælles forståelsramme er total og gentagelserne så mange i hverdagen at kommunikation er unødvendigt. Den ældste af de tilstadeværende vil undertiden tage en slurk af sin (altid lokale) stærkøl og mumle et sagte og langatrukkent "ja, ja", mens han suger nektaren fra flasken. På den måde registreres tidens gang, mens mågerne skriger over masterne og der i øvrigt ikke sker en skid.

På samme måde rammes både bulens stamgæster og dens bartendere til tider af meditative stunder, hvor glasset sættes for munden og tanken flyver, uden at nogen føler behov for at kommunikere sin tankeproces til sidemanden. Han tænker med sikkerhed nøjagtig det samme, som du selv gør.

Som efter onsdagens returopgør i Champions League. Principielt er det en helt unødvendig opgave at dissekere den kamp, for enhver med et blødende FCK-hjerte der så den kamp, tænkte og tænker nøjagtig det samme. Hvis bare, hvis nu, hvorfor ikke og rend mig i røven.

Det vil i international fodboldsammenhæng til enhver tid være ambitiøse små fodboldklubbers lod at tage den fede i skideren fra store veletablerede klubber, der knap gider rejse sig fra sengen for at gøre arbejdet. Det er ganske selvfølgeligt også en virkelighed på nationalt klubplan, når f.eks. Brøndby besøger Horsens. Det lille hold spiller sikkert en udmærket kamp - især i selvforståelsen - men når lyset slukkes og stadioninspektøren går hjem er resultatet næsten altid det samme: Storholdet har med største selvfølgelighed scoret det antal mål, der gør betragtninger om det lille holds fremgang og pæne fodboldspil i perioder komplet ligegyldige.

Hvilket naturligvis er grunden til at det er så skideskægt at vippe ét af de store hold af pinden. Det oplevede vi i rigt mål i sidste års CL-turnering, og det er en vidunderlig følelse. I år sidder vi tilbage med varierende fornemmelse for tomhed og i lige så høj grad fornemmelsen for at være blevet snydt for en gentagelse af sidste års galla-oplevelse. Eller måske endnu værre, følelsen af at vi snød os selv for den.

Muligvis er det en illusion, tanken om FCK som tilbagevendende gæst ved de adeliges bord. Det vil de kommende opgør om en plads i UEFA-cuppens gruppespil afsløre. Med den type fodbold vi foreløbig har præsteret i årets superliga kan det blive ganske svært, også selvom vi er heldige nok til at sikre os en seeding før fredagens lodtrækning. Med den type fodbold vi præsterede i første halvleg mod Benfica, piece of cake.

For sjældent er et FCK-hold set mere beslutsomt, velspillende og chanceskabende i en kamp på højeste internationale niveau, hvor der virkelig var noget på spil. 3 mål havde ikke været for lidt til hjemmeholdet på baggrund af første halvleg - nu endte det i stedet med et neder-horn, der kun matches af Brøndbys lidet flatterende rekordrække på udebane i superligaen de sidste 15-16 måneder. Nå, det er naturligvis slet ikke det samme, men for helvede hvor kan bolden være rund nogle gange.

På det karmiske plan ligger der naturligvis en slags balancebetragtning i, at Benfica serverede os den samme spliffer, som vi tændte på Amsterdam Arena for et års tid siden. Hjemmeholdet giver opvisning i 45 minutter, bolden vil ikke ind og udeholdet trækker stik imod spil og chancer det længste strå. Således kan vi hengive os til betragtninger om det typisk danske i den slags. Men det synes jeg egentlig ikke holder for en nærmere analyse. Beskidt uheld er tættere på sandheden. Når Hjalte slår en fremadrettet førstegangsaflevering med præcision i stedet for at lave "The Hjalte Slow Fox", så er alt forsøgt og der gives ikke andre forklaringer.

Den største smerte i cracken følger nu ikke af den øjeblikkelige shafting, men især fornemmelsen for at vi aldrig oplever den slags lodtrækningsheld, som Rosenborg gjorde i år og at vi derfor har så forbandet svært ved at komme tættere på det ypperlige sydesalt, som gårsdagens kamp er for en garvet fodboldfan. Intensiteten. Kvaliteten. Tempoet. Lejlighedsvis har lokalopgørene mod Brøndby budt på lidt af den slags, men både kva Brøndbys nedtur og Royal League-voldtægten af lokalopgørene de senere år er spændingen sevet fra kampene.

Der stadig står som blege genskær af den virkelige fest, der udspiller sig i de internationale turneringer og flertalsformen er måske en anelse søgt her, for reelt finder man kun oplevelsen i Champions League. Det triste ved gårsdagens kamp er derfor ikke kun at vi tabte den, men at den mindede os om, hvad vi går glip af de kommende måneder.

Nuvel. Med lidt held - ikke at vores karma er til det, åbenbart - er vi i bowlen med seedede hold ved morgendagens lodtrækning til den store sekunda-turnering. Mere realistisk er vi det ikke og skal endnu engang forsøge at skøjte opad bakke på vej mod de europæiske ratingpoint, der letter adgangen til den store scene. I den sammenhæng er UEFA-cuppens gruppespil af vital vigtighed, en pointe der er værd at holde sig for øje midt i den øjeblikkelige skuffelse. Kan vi ikke tage de store skridt fremad, må vi nøjes med de små som de nøjsomme mennesker vi nu engang er. Men selv det bliver svært, siger et vue udover den mulige lodtrækning.

Noget andet er så, midt i disse eurocentriske betragtninger, hvorfor helvede vi ikke oftere kan spille på bare 80% af niveauet i gårsdagens første halvleg i den hjemlige trunering. Det kan virkelig undre. Enten er Superligaen bedre, end vi normalt gør den til, eller også er lektionen fra sidste års europæiske eventyr allerede glemt. Som potentialebetragtning er det naturligvis opmuntrende, hvad vi så i går. Måske er forklaringen den ganske banale og rationelle, at træningen og indstillingen i og efter sommerpausen har været rettet ind mod en formtop i disse dage. I så fald glæder jeg mig til de kommende kampe.

Hvad de måske også gør i Brøndby, men jeg vil ikke sætte penge på det. Efter deres relativt lette program efter sommerpausen banker september på døren - og i Brøndbykredse plejer det at give koldsved på panden. Med en helt fortjent placering som nummer næstsidst i ligaen står de blågule foran et totalt sammenbrud hvad angår mulighederne i den indeværende sæson.

Fra disse spalter har vi ved flere lejligheder serveret velmente råd og analyser, Per Bjerregaard og kumpaner har kunnet gakke til, hvis de ville. Men nej, de har øjensynligt forkastet vores uegennyttige guldkorn og ligger derfor, som de har redt. Heck, jeg er ikke typen der efter at have vist folk vejen til oplysning og en tilstand af ophøjet Zen ligefrem forsøger at standse staklerne, hvis de på trods af anvisningerne insisterer på retten til at vælte sig ud i fortabelsens sorte mose iført gimp suit og voksenble med et styks pyro oppe i cracken. Vi vælger hver især vores egne veje til Nirvana, jeg skal ikke gøre mig til dommer der.

Men hvis vi fastholder Zen-terminologien, så synes Brøndbys problem at være, at klubben er mere optaget af målet end de er af vejen og tilstedeværelsen i den øjeblikkelige virkelighed. Supra Societatem Nemo - ingen over klubben - er ikke en intern reference som Brøndbys fans, medlemmer og ledelse skal forholde sig til. Efter familien Bjerregards klovnerier de senere år ville det virkelig også være hyklerisk at fastholde det motto, hvis det var betydningen.

Nej, mottoet er et signal til resten af verden: Vi er bedre end jer. Desværre er resten af verden som regel helt ligeglad med den slags selvbestaltede kejserdømmer, og en praktisk leveregel er det selvfølgelig heller ikke. I forretningslivet kalder man den slags strategier for "Blue Ocean"-strategier, havet er blåt omkring os, vi skider på konkurrenterne og forholder os ikke til dem.

Hvilket måske fungerer udmærket, når man ikke møder konkurrenterne i direkte udfordringer 3 gange om året, som turneringsstrukturen ser ud lige nu. Eller hvis konkurrenterne er det argeste lort, hvilket vel fint dækker kvaliteten i Superligaen i firserne og halvfemserne. Men Brøndby nægter at forholde sig til de ændrede konkurrencevilkår i dansk fodbold. Det er trods alt interessant for en neutral iagttager, hvor hurtigt Brøndbys nedtur har udspillet sig og fortsat udspiller sig. Fra "Brøndby kommer da altid igen" til "Kan de være det nye AGF?" indenfor rammerne af et års tid. Ikke kun blandt nøgterne udenforstående som undertegnede og stamgæsterne, men nu også internt i den splittede fankreds og blandt sponsorerne, der åbenlyst mugger og ikke bare over Den Skaldede Koks elendige hundeæde.

Nej, fiskerne på bænken ville ikke have behov for at kommentere Brøndbys situation yderligere, ej heller nyindkøbet af Samuel Holmén fra Elfsborg, der straks kvitterer med en bestilt vise om sit engagement og en leflen for klubbens hårdt prøvede fans.

Kan ske mændende på bænken havde lyst til at kommentere den positive side - afhængig af hvor havnen ligger - af superligaens nye ansigt. Personligt giver jeg ingenting for betragningen omkring hvad der "er godt for dansk fodbold", jeg interesserer mig mest for, hvad der er godt for København. Naturligvis skal jyder og andet godtfolk se på fodboldlivet med helt andre briller og fra min tv-skærm ser det bestemt ud til, at de nyder livet på de nyrenoverede tribuner mere end i mange år.

Kudos to you, my friends. Jeg under FCM, Randers, Horsens mfl. alle de succesoplevelser, de ellers kan spille sig til. Det hjælper naturligvis, at det for tiden mest går ud over Brøndby, det skal jeg ikke nægte. Ydermere er det interessant at notere sig, at de bagvedliggende forretninger bygger på et helt andet grundlag end f.eks. Herfølges og AB's korte tid i rampelyset omkring årtusindeskiftet.

Umiddelbart tegner Slaget om Jylland til at blive Superligaens nye spændingsfelt, efter at Slaget om København har fundet en soleklar vinder. Lige nu ligger det mest til hedefolket, men springet mellem hovedlandets kombattanter er nu engang noget mindre end springet op til København, der spiller på sit helt eget niveau. Den påstand kan passende blive bevist, når kronjydernes blåhvide krikker lægger vejen forbi Parken på søndag. Forhåbentlig bliver det et smukt ekko af sangene fra i onsdags. Men et ekko er det.

Bopa

mail