Brændte bedrifter

tilbage

Nå! Så står man her igen! Som et vognlæs af brændte chancer og seriale misforståelser af ren teknisk art. Uden for løber folk med sært flakkende og skræmte øjne. Verden er ikke længere, hvad den synes. Hvem skal man stole på? Doktoren med den helsebringende kanyle, keeperen med den knitrende pengekasse eller det mere simple faktum, at det er uendelig svært for de københavnske spillere at score mål. Asiatisk af vælde var Allbäcks afbrænder mod Benfica, asiatisk som en Filippinergrav var ligeledes frustrationen over første halvleg alene ikke udmøntede i mindst to scoringer.

Efter første halvleg slukkede jeg notorisk for dvd-afspilleren og optagelsen fra onsdag. Nok er nok, som nordmænd siger det. Reelt var det plagsomt nok at være bekendt med resultatet, som jeg var det søndag formiddag, hvor jeg for første gang fik omsat sms-samlingen fra onsdag aften til eget dvd-mæssigt øjesyn. Jeg tilbragte hele sidste uge i Tilburg, Holland, påmonteret kursusvirksomhed fra arbejdspladsens regnskab, og det nærmeste jeg kom Champions League-kvalifikation var, da jeg så det meste af anden halvleg mellem Slavia Prag og Ajax, hvor Ajax og deres venner sagtens kunne skrive under på det med de brændte chancer. Efter at have tabt 1-0 hjemme på den københavnerkendte Arena i første kamp, tabte de 2-1 i Prag. Efter en syndflod af store muligheder for at score det vitale andet udebanemål, der kunne give dem overtaget, inden tjekkerne i stedet replikerede på et kontraløb i de døende minutter.

Det blev også ganske grusomt for dem - de gentog noget der formodentlig allerede blev døbt som mareridt i august sidste år. Jeg forstod da så meget af den hollandske eftersnak, at navnet FC København dukkede op adskillige gange som en tydelig parallel til Slavia Prag, og så adskillige duknakkede Ajax-sympatisører vandre fra barene i Tilburg centrum.

Byen er ellers hjemsted for klubben Willem II, navnet taget efter en gammel nederlandsk konge, der blev ganske populær fordi han stod fader til den hollandske grundlov. Hans relation til Tilburg blev, at han anvendte byen som militært hovedkvarter under den belgiske opstand, der senere førte til dannelsen af kongeriget Belgien. Vi taler omkring 1830 her. Relationen til byen blev fuldendt, da han bogstaveligt endte sine dage der i 1849.

Grusomt blev synet for mig også søndag formiddag. Vi spillede den bedste halvleg i en halv menneskealder, måske mere, men på den anden side... man er ikke god nok, når man brænder så mange chancer. Man hører ikke hjemme blandt de bedste... og... så... ja, videre. En gammel spolebåndtager med dette og forrige århundredes bedste klichéer har kørt i den bagerste del af hovedet siden onsdag. En nanobyte af sandhed gemmer den slags altid. Om man vil det eller ej.

Brændte chancer synes i det hele taget at være et presserende københavnsk tema i disse måneder. Det ironiske er at den angriber vi hidtil nærmest har haft ubegrænset tillid til, jeg selv inklusive, er ham der svigter mest i øjeblikket. Markus Allbäck. Det funker bare ikke for ham.

Nordstrand derimod er over forventning. At han ikke scorede i søndags med sit hovedstødsdrøn på underkanten af overliggeren, er rent uheld. I hans gyldne sidste sæson hos Nordsjælland lavede han mindst lige så mange direkte assists som mål. Det er ikke svært at se hvorfor. Han spiller løfterigt sammen med Allbäck og de øvrige medspillere allerede. Teknisk kommer han efter det mere og mere, og blikket og den lille intuitive sans for at slå bolden rigtigt, han har det i bagagen. Den vending og frispilning i Benfica-kampen han giver Allbäck ved den diskutable straffesituation i første halvleg, er ren verdensklasse. Jeg var egentlig godt tilfreds med det indkøb for halvanden måned siden, nu er jeg blevet svært godt tilfreds.

Men vi mangler at den gamle mand ved Nordstrands side, får samlet sig op igen. Formodentlig er det den sædvanlige historie med angribere. Han behøver et mål - han behøver især et mål i superligaen. Man kan så igen begræde, at han ikke rigtig har nogen konkurrent. Typemæssigt. Ailton - som jeg ellers har lovet mig selv at være flink ved et par måneder endnu - er nærmere lig den Nordstrand som for længst har overhalet ham som spidskandidat til start 11'eren. Foreløbig ligner Ailton mest en der bør have mere travlt med at finde ud af sine egne kvaliteter frem for at være lig nogen.

Vi finder dog nok en del af svaret på de manglende scoringer her. Der mangler mere kvalitet blandt angriberne. Det kan straks suppleres med endnu mere fra midtbanen, hvor Atiba stadig kæmper med at finde forårets kanonform. Istedet er han forfaldet til sine irriterende boldvarmer-vaner fra tidligere, han skal have mindst 3-4 berøringer inden han slipper kuglen, mens Grønkjær - ufortalt hans mange andre kvaliteter - konsekvent synes at vælge de forkerte situationer at afslutte på. Nyindkøbte Sionko har egentlig gjort det fint i de par kampe, hvor han begyndte inde. Af en eller anden grund har det ikke været nok for Ståle, og fornylig var Sionko selv ude med det politisk korrekte statement, han havde meget at lære endnu, forespurgt om hvorfor han pludselig blev dumpet til startopstillingen.

Under alle omstændigheder er potten slået, entertaineren har forladt scenen og er skredet over på det nærliggende hotelværelse til sin obligatoriske whisky-sjus. Vi har ikke andet at komme med i det næste halve år end det vi har nu. I den givne situation burde det måske være nok, i hvert fald efter onsdagens bet. To kampe mod Lens og med lidt mere held og en del mere dygtighed får vi måske en adgangsbillet ind i UEFA gruppespillet. Det vil også være til at leve med.

Noget andet er, jeg sidder stadig tilbage med den opfattelse at vi ikke bør tabe to kampe til den udgave af Benfica, vi mødte. De var alt andet end skræmmende.

Dem, der er gamle nok, husker TV-serien Twin Peaks, instrueret - i hvert fald delvist og til en begyndelse - af David Lynch. Den står vel stadig som noget af det ypperste af sin slags, TV-serier. Især hvis man holder sig til de første 12 afsnit... men det er en anden historie. En fast ingrediens i serien var referencerne til special agent Dale Coopers mystiske drømme - "The owls are not what they seem!".

Det er de heller ikke på vestegnen mere. Der er ugler i mosen ude ved motorvejssammenfletningen. Kradsbørstigheder og skår truer selve den omvandrende Klebånd. Det underlige tepotteagtige monster i svenske nationalfarver, der vader rundt derude. Pludselig er den er blevet fanget i en nådeløs stormvind fra øst, nu hvor sommeren endegyldigt er fløjtet af. Marcus Lantz har iscenesat sin egen mediehævn efter han forlod familiefarmen.

Som frivillig tilskuer til andres familiefejde ender man ofte man med at gnække i skægget. Når det drejer sig om familien Bjerregaard IF A/S, vælter man bagover med en rungende skoggerlatter. Familiens svar på det meste for tiden bliver ganske febrilsk: hold din kæft, mand!

Det er jeg ikke sikker på, at Lantz gør.

Sidste efterår gik der et rygte hernede omkring disken, der blev hvisket rundt og omkring, nogle rystede på hovedet, andre nikkede ivrigt. Rygtet fortalte at en Brøndby-spiller havde henvendt sig til FC København og spurgt til mulighederne for en kontrakt. Rygtet hviskede endvidere at denne spiller sagtens kunne være Lantz. Det var i tiden hvor Meulensteen endnu ikke var fucking-miles-away og det var tiden hvor selvsamme Lantz var blevet udsat for doktorens mere medicinske eksperimenter. Resultatet var blevet en fejlbehandling, der kostede Lantz adskillige ugers ekstra spillepause.

Nuvel! Han havde altså al mulig grund til at være træt af familieforetagendet. Men åbenbart også flere grunde end fejlbehandlingen. Om det var Lantz der var spilleren i historien og om der overhovedet var kød på historien, ved jeg ikke, men sjov er den da. Også i disse dage.

Om situationen derude i øvrigt... tja, lad mig blot gentage: The owls are not what they seem! Til gengæld er selvfedmen nærmest ubetalelig morsom. For os andre.

Et tilfreds smil står således tilbage. Også hvis vi vender blikket tilbage mod Europa. RC Lens er vel ikke den værste lodtrækning. Men Laudrups Getafe, der endnu ikke har afsluttet en kamp med 11 spillere på banen, kunne have været sjovt. Og suppleret op med en mavefornemmelse der sagde, at vi her ville have langt større chancer end mod de fleste andre spanske hold fra La Primera.

Personlig ville jeg heller intet have haft noget imod at møde Spurs. Det kunne give en bonustur til London og sportsligt. Jamen, hvad fanden, det er mine to favorithold, det var en tillokkende mulighed for at se begge i aktion og mod hinanden over to opgør, og Spurs lukker gerne 2-3 mål ind, uanset hvem de spiller imod. At de så formodentlig spiller i et noget højere tempo end vi kender, endsige kunne drømme om, sender jeg diskret ind under disken med etiketten, det er alligevel blevet hypotetisk.

Tag det roligt. Det skete ikke. Det blev franskmændene fra kulmineområderne helt mod nord, tæt på Belgien, og tæt på mange af de klassiske cykelløb, de berømte brosten på vejene mod Roubaix er i samme område.

Selve RC Lens er også en traditionsstærk klub. Fem franske mesterskaber er det blevet til. De første fire blev vundet tilbage i 40erne og seneste gang var i 1998. Selvom de reelt fremstår Herfølge-agtige med et stadion, der rummer flere tilskuerpladser end byen har indbyggere. Stadionet, Félix Bollaert, blev flittigt brugt under VM 98. Det var på dette græstæppe det danske landshold besejrede Saudi Arabien med 1-0 i en urkedelig første gruppekamp. Marc Rieper på hovedstød. Så skulle den være fastnaglet. Den kamp blev den første af seks i Lens under VM 1998. Det fortæller også, at det er klassisk fransk fodboldterræn vi skal betræde. Man henlægger ikke 6 seks slutrundekampe i en snottet og afdanket kulmineflække, hvis ikke den har noget at have det i.

Altsammen noget der giver anledningen til et par overvejelser, det kunne være en tur værd, det kunne - tørt gennemtygget - også meget vel blive sidste europæiske away i dette efterår. Der tænkes. Selv hos en bartender forekommer den slags. Ergo der tænkes stadig...

I øvrigt skal jeg vist - her på falderæbet - introducere vores nye afløser. Han får en blankpudset disk at overtage i næste uge, det garanterer jeg. Tømt opvaskemaskine, nyvaskede viskestykker, klinisk rensede askebægre, og selvfølgelig vigtigst af alt, forsyninger af fyldte fade - og et par kasser af de specialimporterede belgiske øl. Ellers vil jeg blot sige, at han er en gammel ven af BULEN, har trukket og drukket rundt med adskillige af os på adskillige ture til London og i øvrigt holder han med den helt rigtige klub i netop London.

Så er det sagt... tag godt imod ham om en uge, vores afløser! Han får den mest utaknemmelige begyndelse af alle, en landskamppause-ræbuge. Men sådan er livet, man må nogle gange lære på den hårde måde. Vi bliver ikke alle født på den rigtige side af ligusterhækken.

Selv vil jeg lige så stille dematerialisere og sive ud under nattehimlen som små usynlige atomer, der transporterer min avatar, min fysiske inkarnation, over i noget stoflignende blødt materiale. Det indbyder til en liggende tilstand og føles både godt og tiltrængt og i de kommende par timer behøver jeg hverken First eller Second Life - Sweet-Dreaming Life vil være mere end rigeligt.

Tak for i aften!

Saxo

Bruce Springsteen & The E-Street Band: 'Radio Nowhere' (2007)
For fanden! Så er det tid igen. Bossen er på banen med et nyt udspil, helt præcis udkommer albummet "Magic" den 2. oktober. Altså midt i min næste vagtuge. I denne uge er den officielle video til første singleudpluk ankommet. Lejligheden skal selvfølgelig ikke forpasses... og når man, som denne bartender, næsten mod alle odds har fået billet til Forum og koncerten i december, tak til kollega Holger, så behøver man ingen skudsikker vest på en aften som i aften. Alt preller alligevel af. Og for pokker, det er sgu et særdeles lovende nummer.

Efter sin flirt med den amerikanske folklore på Seeger Sessions har Bruce igen allieret sig med de gamle E-Street gutter. Hvis denne single sætter standarden, murene hvisker bekræftende her, så venter der os en gang solid rock, meget live-egnet, og som følge deraf, en meget spændende Forum-koncert. Ikke noget med stadion denne gang. Nu bliver det indendørs sammen med 10.000 andre. Stående. Forum bliver ryddet for siddepladser.