Kom bare nærmere. Udendørsserveringen er blæst væk, men i takt med at mørket falder alt tidligere, er det jo passende at søge indendøre på Byens spruthuse. Jeg kan kun tilbyde dig dansk øl fra hanerne i aften, da Morten i sidste uge fik hældt alle vore, dyre udenlandske import-øl i grams i gratis-gribbenes grådige halse.

Ikke at der var noget galt i det, der skal hus-omgange til for at holde på gæsterne af og til, og selvom snedige tunger anvender ræv+gæs allegorien omkring det at sætte netop Morten til at passe bar, så er det nu engang sådan, at stamgæsterne ofte er dem, der kender procedurerne bedst. Især når tjansen aflønnes med arbejdet i sig selv, og det man kan hælde i sig på en vagt.

Dét kan - indrømmet - ofte være i endog rigelige mål. Rigeligt med mål er så ikke noget, København er forvænt med i denne sæson. Ottendemest-scorende i ligaen med 12 mål i ni kampe. Men da vi holder pænt lukket af i den anden ende og således har hentet 1½ point pr. mål, så rækker det pauvre dusin mål til en øjeblikkelig andenplads. Tilsyneladende uden anledning til panik. Der er muligvis heller ikke grund til panik endnu, selvom det kun er hændt tre gange på FC Københavns seksten sæsoner, at vi har scoret færre end 12 mål efter ni kampe. Selvom 8 af vores mål er scoret i bare to kampe. Selvom de 5 mål - på i øvrigt bare 14 forsøg, en meget effektiv eftermiddag - mod Esbjerg blev sat ind på rækkens i særklasse ringeste forsvar. Selvom vi således kun har scoret 4 mål i de resterende syv efterårsligakampe. Og selvom vi ikke har scoret i en tredjedel af kampene.

Panikken var måske mere nærliggende, hvis vi lå mere moderat placeret i rækken, og opstår måske først, hvis trenden fortsætter. Det kan så kun den nærmeste fremtid vise. Dermed bliver det også et temperamentsspørgsmål, om man synes, der måtte være grund til bekymring nu og her. Om det bør tænde advarselsblus hos et tophold, at de sidste fire ligakampe, heraf tre på hjemmebane, har givet en målscore på 2-0. Eller om man skal læne sig tilfreds tilbage i forvisning om, at nullet er holdt i de samme fire kampe, at de to mål har kastet maksimale 8 points af sig, og at der nok kommer hul på bylden snart.

Og det gør der måske også, men det kan bekymre lidt, at kun Morten Nordstrand synes træfsikker i ligaen - og Allbäck i de europæiske kampe - samt at vi i det hele taget kun har 3 (tre) angribere i truppen. Ikke mange. Slet ikke med tanke på, at Morten Nordstrand (5 mål + 1 assist i ni ligakampe indtil nu, + 1 euro-assist) meget sandsynligt går ned i kadence, som efteråret skrider frem. Uden at han skal klandres for det i givet fald. Men det er hans første sæson med euro- og landskampe, i hans kun anden sæson i superligaen. Og allerede efter seneste landskamptræf var han ude og tale om træthed. Fysisk og mentalt. Ni ligakampe inde i sæsonen kan han allerede lægge 4 eurokampe (plus 1 på bænken) og 2 landskampe (plus 1 på bænken) oveni. På to måneder. Noget af en forandring i forhold til de første 9 ligakampe i fjor i Farum.

Heldigvis virker Nordstrand som en spiller, der bare vokser med opgaverne, udvikler sig konstant og bliver bedre og bedre. Så lad os håbe en eventuel formnedgang lader vente på sig. den udebliver næppe helt. Samtidig ser Marcus Allbäck (0 mål + 1 assist i syv ligakampe, + 3 euro-mål) ældre og mere slidt ud for hver kamp. Når han i det hele taget kan spille. For med årene tager det længere og længere tid både at restituere og at komme sig ovenpå skaderne. Og Mackan har ret beset ikke ramt i nærheden af sidste efterårs niveau, siden han kvæstede sit venstre knæ i Royal League kampen mod Hammarby i februar, måtte opereres og var ude i syv kampe.

Sidste mand i angrebstrioen er Aílton Almeida (0 mål + 1 assist i syv ligakampe), og omkring 22 mio.-manden er det vel stadig bare at håbe, at det må løsne sig for ham på et tidspunkt. Oplægget til Nordstrands super-forwardafslutning mod Horsens i lørdags var i hvert fald af fineste mærke. Derudover er der i den officielle trup bare lille Lasse Qvist, som i sine hidtidige fem A-kampe (heraf tre i RL) som indskifter vist ikke har overbevist nogen om, at han har hverken nu- eller fremtid som superligaspiller.

Og ingen angribere på spring nedefra, som kollega Morten kunne berette i sidste uge. Så udover Nordstrand er der lige nu og her ikke mange pejlemærker blandt angriberne, der indikerer voldsomt mange flere mål, medmindre de begynder at komme i stimer fra midtbanefolkene. Retfærdigvis skal angriberne ikke alene klandres vores sørgelige målscoring.

For de bliver sandt for dyden ikke ligefrem overfodret af en statisk og udelukkende defensivt arbejdende central midtbane. Det er og forbliver en gåde, at Ståle vælger at spille med to så ens løbere og spoilere på midtbanen som Hjalte og Würtz. Deres evner udi presspillet og som bolderobrere i øvrigt ufortalt, fornærmer man næppe nogen ved at påpege, at selv Brede Hangeland er mere kreativ end de to. Jeg blev helt misundelig af at se på Midtjylland i søndags mod OB med en blændende central midtbane bestående af Femi som den defensive balancespiller og Mikkel Thygesen som den offensive og skabende.

"Femi'er" har vi nok af, men ingen "Thygesen'er". Silberbauer bliver vel det nærmeste, men er parkeret permanent på højrekanten med overvejende defensive pligter. Pudsigt nok har Erik Rasmussen altså valgt at flytte Thygesen fra kanten og ind centralt. Nå ja, vi har jo den ideelle centrale, offensive midtbanespiller, men han er nu efterårspermanent rykket på højrebacken, og det emne er vist uddebateret.

Vi kan så trøste os med, at måltørke ikke er et isoleret eller udpræget Københavnsk fænomen. De regerende mestre i England og Spanien, mastodonterne og sædvanligvis målmaskinerne fra Manchester og Barcelona, har også lagt målspagt fra land i denne sæson. United med blot fire mål i de første seks ligakampe. Barça uden scoringer i to (begge ude) af sæsonens tre første. Men de kan så også begge påberåbe sig savn af målslugerne Rooney henholdsvis Eto'o, og mens jeg ikke har set nogen af Barças ligakampe denne sæson endnu - bl.a. takket være den spanske TV-krig, som også har ramt Kanal 5's dækning - så har jeg da set Man. United, og det har ikke ligefrem skortet på det offensive og målsøgende spil. Statistikken taler da også om, at Fergusons tropper er det med afstand mest afsluttende hold hidtil i Premier League. Det handler derfor nok mere om en kombination af momentan ineffektivitet, uheld og stolpe-ud samt manglende skarphed pga. det meget tidlige tidspunkt på sæsonen for frontløberne. Undskyldninger og bortforklaringer der rimeligvis ikke bør finde anvendelse i København anno 2007.

RC Lens, vores UEFA-Cup modstander i går, hører også til blandt de meget målfattige klubber her i starten af 07/08 kampagnen. Sølle 2 mål i seks ligakampe. Og det var i store dele af kampen også til at se, hvorfor Papins tropper har så svært ved at score. Halvsløje afslutninger og som oftest helsløjt omkring den sidste og afgørende pasning. Nå ja, og så naturligvis en pæn vifte af uheld med træffere på stængerne og strålende redninger af Jesper Christiansen, som må krediteres hovedæren for, at vi fik et absolut acceptabelt resultat med hjem fra det nordfranske. For udover Jespers store kamp og Mackans tidlige mål var der unægteligt ikke noget som helst at glæde sig over ved det, der foregik på banen. Bortset altså fra resultatet.

Det var så kedeligt, at der hørtes mange og tunge vejrtrækninger - stadiet lige inden zzzzz - blandt den håndfuld individer, jeg var i stue med foran skærmen. Hvor det ellers normalt er højeste tænding, spænding, nerver, eder, forbandelser, råben og skrigen, når København spiller europæisk. I en first leg udekamp som undertippet kan min indre fodboldpragmatiker sagtens leve med en kedelig kamp, hvis vi får et resultat med hjem. Og så alligevel ... selv om vi er oppe mod en på papiret bedre modstander fra en klart bedre liga, kunne man godt ønske sig, at vi bare en gang i mellem kunne slå mere end to vellykkede pasninger i træk, at andre end Grønkjær kan tæmme og kontrollere en bold, og at vi ikke smider 9 af 10 bolde enten indolent eller panisk i fødderne på nærmeste modstander eller ud af banen.

Vel er fransk fodbold niveauer over os rent teknisk, ligesom også Beitar Jerusalem og Benfica spillede med en boldomgang og flow fremad banen, vi ikke var blot marginalt i nærheden af, men at Lens, der i Frankrig mest er kendt som et møver- og arbejdsmandshold,  skulle være os så overlegne i simpelt kombinationsspil, var alligevel beskæmmende. Som Nestor brummede ovre fra sin bås tidligere på aftenen: "Så længe resultaterne holder er det til at leve med; men det er gyseligt at se på. Vi har bevæget os fra "kontrolleret defensiv" til kujonagtig og komplet idéforladt pindsvinebold." Jeg kunne ikke have udtryk det mere rammende selv, og problemet er jo, at vi ikke kun leverer den gang kedsommelige og gyselige lossebold på euroscenen som underdogs - hvor det så absolut kan være acceptabelt i kvalifikationens tjeneste - men også i stadig stigende grad hjemme i superligaen. Mod snart sagt alle hold. Ude og hjemme. Uinspireret, gennemorganiseret, visionsløs robotfodbold med det formål at løbe nonstop og forhindre modstanderen i at spille fodbold. Først og fremmest undgå nederlaget og satse på marginalerne.

Frem for at satse offensivt, gå efter sejren og et mål mere, når vi fører. Det groteske er jo, at vi har folkene til at spille fodbold - Niclas, Kvist, Atiba, Silber, Grønkjær, Sionko, Nordstrand, Almeida - og vi har også i denne sæson vist det i to første-halvlege. Den sublime - men resultatmæssigt ulykkelige - mod Benfica og den næsten-sublime fire dage senere mod Randers. Det sørgelige er så, at de to halvlege er undtagelserne, hvor det vores status in mente burde være de middelmådige og decideret dårlige halvlege, der skulle være netop undtagelserne. Æh, fik jeg nævnt Libor Sionko? Vores tophemmelige våben. Efter sigende en mand, der kan skabe noget kreativt. Og kan servere et indlæg eller to. Men altså bare fordi, han - så sent som for en uge siden - er god nok til startopstillingen for Tjekkiet, et landshold der ligger pænt højere placeret end Sverige, Danmark, Norge, Canada og hvor vi ellers har landsholdspillere fra, så skal han jo ikke regne med andet end indskiftningstjanser i København. Fik jeg nævnt, at vi i en af tre kampe, Libor Sionko startede inde, lavede 5 mål? Jeg tror ikke, det var Ståles indkøbsseddel, han stod på!

Migrænefodbold. Keeedeligt. Og først som sidst helvedes skuffende, for Ståle lignede fra starten en mand med idéer og ambitioner om fremadrettet, direkte og hurtig kombinationsfodbold. I stedet har han udviklet sig til en klon af Backe, da han var værst. Og ja, jeg ved godt, at jeg har stået her og sagt det samme før, men det bliver jo for fanden værre og værre. Mere og mere frustrerende at se på, i hvert fald for undertegnede og min faste sidemand i Parken, kollega -smølle. Vi tager snart skridtet fuldt ud og tropper op til hjemmekampe i mere passende hjemmebanetrøjer! Jamen, back-to-back mesterskaber, Champions League bold sidste sæson, så skulle Ståle jo være fredet. Og det er han sikkert også. For det er København, hvor traditionen for kreativ og seværdig fodbold døde med KB i 1979!

Hvad galt er der i, at mene, at netop ovenpå to mesterskaber i træk, må man for at bevare en vis dynamik sætte sig nye og højere ambitioner end bare det tredie mesterskab i træk. Hvad med at prøve at vinde et mesterskab med stil?  Som man har valgt at gøre det i Madrid. Selv om pragmatikeren Fabio Capello skaffede Real det første mesterskab i fire sæsoner efter en uhørt trofæ-tørke på de kanter, så havde ingen i Madrid lyst til at se klubben vinde et mesterskab til på samme måde. Hverken ledelse, tilskuere eller spillere. Taxi Capello, enter Bernd Schuster, der for beskedne midler og med en stjernefri spillertrup gjorde Getafe til et af La Primeras mest velspillende fodboldhold. Ikke ulig Morten Wieghorst i Farum i øvrigt. Forholdsmæssigt altså!

Som sagt. Er det kedelige uacceptabelt i superligaen, så kan man leve med det mod sidste sæsons nummer 5 - endda i Champions League billedet indtil næstsidste spillerunde - i Frankrig og permanent i subtoppen de sidste fem-seks år, når vi får et brugbart resultat med hjem. Som Rosenborg fik på Stamford Bridge i fredags i en kamp der (skudstat. 29-9) mindede meget om vores kamp samme sted i oktober 1998. Rosenborg turde for øvrigt spille med ind imellem og ikke bare losse væk, og det gav altså udbytte.

Også for José Mourinho i form af et gyldent håndtryk på angiveligt i omegnen af £25 mio. Rosenborg-floppet var dråben for Roman Abramovich efter et par jammerlige - og målløse - kampe også i ligaen mod upåagtede Aston Villa og Blackburn. José Mourinhos filosofi har just ikke været til det spektakulære, og han er blevet tålt og tilgivet, så længe resultaterne indfandt sig. Første mesterskab i 50 år, forsvaret året efter. Det bliver hvad historiebøgerne vil notere om Mourinhos regime i London. Sidste sæson blev det så udover endnu et flop i Champions League - turneringen Abramovich vil vinde - "kun" til sølv, seks points og spillemæssigt dramatisk mere efter Fergusons Manchester United. Og når resultaterne udebliver, så er der ikke langt fra pragmatisk til traumatisk.

Derfor må jeg erkende, at det ikke ligefrem er uventet, at Chelseas og Mourinhos veje skilles, det er mere timingen kort inde i turneringen, fire dage før storkampen på Old Trafford, der kom som et mindre chok. For det har været long time coming, hvilket også fremgår af den officielle forklaring på bruddet. Om den tekniske direktør, Avram Grant, efter at være blevet forfremmet til det, jeg vælger at tro må være en interims-manager, kan få Chelsea til at sprudle mere OG vinde kampene, skal blive interessant at se. Jeg tvivler ærligt talt. Meget tyder også allerede nu på, at Grant i hvert fald ikke er spillernes mand og næppe kommer i nærheden af den team spirit, der herskede under José. Interessant nok for intrigerne har Mourinho formentlig forberedt sig på afskeden, allerede da Roman plantede israeleren i klubben i juli og samtidig indskrænkede Josés beføjelser.

Interessant skal det nu også blive at se, om Michael Ballack pludselig er spilleklar om et par dage, og om Shevchenko, der har været personligt coachet af Grant, finder bare lidt af sit gamle jeg frem igen nu. Under alle omstændigheder vil The Special One her og nu blive savnet hos størsteparten af Chelseas engelskbaserede fanskare, mens good riddance nok mere er holdningen hos ledelsen, incl. Frank Arnesen. På godt og ondt er det dog også objektivt evident, at engelsk fodbold med ét slag er blevet en karismatisk personlighed fattigere. Og ikke så lidt kedeligere. I hvert fald uden for banen.

Trods mangel på fremgang - og trods udsagn om at ville gå ved mangel på fremgang - så har Brøndbyerne og Tom Køhlert i modsætning til Chelsea/Mourinho valgt at fortsætte samarbejdet. Samtidig har Trolden nu sandet, at der er stor forskel på at stå i spidsen for talentholdet og førsteholdet mht. mediebevågenhed, så han har frabedt sig flere uforskammetheder fra pressen. Endnu et kapitel i den uendelige parodi ude på vestegnen. Sammen med kapitlet om ikke at straffe Peter Madsen - eller Morten Rasmussen - internt for slagsmålet i søndags i Aalborg. Samme Rasmussen der af klubben fik et par dage i skammekrogen efter en bytur, men han var og er selvfølgelig heller ikke besjælet med selveste klubånden som Peter Madsen. Heldigvis havde DBUs DM-Disciplinærudvalg et lidt andet syn på det at bringe spillet i miskredit, så den efterhånden knap så magiske Madsen fik den straf, som klubben altså ikke havde nosser til at give ham.

Endda selvom klubben gjorde sit til på sin officielle hjemmeside at lægge pres på udvalget ved at antyde at dommeren havde set og kommenteret episoden. Selvsamme Brøndbyerne møder vi så på søndag i et efterhånden tilpas nedtonet arvefjendeopgør, hvor vi endelig slipper for den ulidelige 5½ times optakt - den brugte TV3/Viasat så på Sverige-Danmark i stedet - med gentagelser og atter gentagelser.

I København kan vi se frem til, at vores sidste to kampe, inden alle har mødt alle én gang, er mod ligaens to ringeste hold. Meget passende efter at de sidste fire kampe har været mod de øvrige fire mandskaber i top 4.

Apropos TV, så er det glædeligt, at Divisionsforeningen/Viasat har fundet ud af at annoncere TV-kampe væsentligt tidligere. Således kender vi allerede nu - med op mod 2½ måneds varsel - programmet for resten af efteråret. Tak for det.

På søndag er det udover bund-mod-top kampen ude vestpå også efterårsjævndøgn. Døgnet får nu igen flere mørke end lyse timer. Lige til en middelsvær depression, der kan få en til at slå sig seriøst på flasken. Så lad os lukke biksen og drikke os i hegnet. Godnat!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

The Police!

Indrømmet. Det er rendyrket nostalgi. The Police er et de betydeligste soundtracks til min gymnasietid. Gruppen eksisterede kun fra 1977 til 1983 og nåede at udgive 5 strålende studiealbums. Gendannet med turné for øjet tidligere på året og i den anledning forbi Vestereng ved Århus 1. september foran omkring 35.000 mennesker, iflg. Sting! En koncert med ganske blandede anmeldelser. Fra 2 til 5 stjerner, og mærkeligt at tro, der er tale om den samme koncert! Men det understreger bare igen og igen mantraet om smag og behag og individuelle forventninger til det sete. Selv tog jeg sammen med en af Bulens stamgæster, Bo Fårehyrde, og vores respektive fruer til koncerten, omkranset af en hyggelig bil- og sejltur plus tidlig middag i Århus Midtby og en nattesen hjemtur over Fyn. En dag i godt selskab med The Police som højdepunktet, som selskabet kunne nyde ud fra de samme præferencer. Police tog os alle fire tilbage til gymnasietiden. Og tydelig nostalgi og genhørsglæde hos de fleste andre publikummere. Javel, det var tilbagelænet, men det var vi - tilhørerne - også, så det passede fint. Under alle omstændigheder kræver det et endog meget stort musikalsk talent for tre mænd alene at spille så stor og åben en plads med så mange tilskuere op. Især Stewart Copeland var formidabel, hamrende energisk bag tønderne og en stor vifte af yderligere percusion-instrumenter. Og Sting synger så godt som "dengang", ligesom det klæder ham med Police's mere uptempo-friske sange ift. hans mere monotone solorepertoire. Dog kunne han måske have skåret lidt ned på sine ih-eh-oh's. Andy Summers fik rig lejlighed til at kaste sig ud i lange guitarsoloer, da hovedparten af numrene indeholdt lange, instrumentale mellemstykker. Which I Iike, den slags der adskiller live fra studiet, og gode bands fra dårlige. Selvfølgelig blev det også en veritabel hitparade, og vores lille selskab såvel alle andre kunne jo synge med på hver en strofe. For mig personligt var det samtidig endelig muligheden for at se The Police live, efter jeg missede dem de to gange de var i DK - Brøndbyhallen - i deres (og min) heyday. Lige efter nytår 1982 fik jeg drukket mig i et endegyldigt hegn, inden vores lille gruppe skulle af sted til der, hvor vi skulle hente vores billetter, og i 1983 havde jeg billet, men var på urutineret vis blevet *ahem* interneret et par dage i min værnepligtstid uden mulighed for et lille "jailbreak", der kunne bringe mig fra Vordingborg til Brøndbyhallen. Men 2007, alle gode gange tre! Hosstående DVD er en interessant lille sag. Optaget af Stewart Copeland, on the road og on stage fra bag trommerne med et gammelt super 8 kamera i 1978. Et rustikt og primitivt indblik i livet på landevejen, da The Police var på vej fra det obskure til det verdensberømte. Meget anderledes musik-DVD. Absolut værd at se.

Live forestiller jeg mig nu stadig, at The Police's jazz-inspirerede new wave-postpunk-reggae stil kommer bedst til sin ret på mindre spillesteder, som de to smagsprøver fra youtuben. Begge 'Message In A Bottle', gruppens første no. 1 hit fra deres andet album Regatta de Blanc (1979). Her er to live-versioner, der også illustrerer tidens tand!