Jeg ved ikke, om det skyldes mit nye liv som voksen med lange arbejdsuger og et uanstændigt anstændigt sexliv - det ikke-eksisterende - men det har da sine fordele. Jeg får for eksempel knap en let hovedpine ved at følge det temmelig kedsommelige fodboldspil, der flyder fra de københavnske fødder for tiden. Helt ubekymret lader jeg stamgæsterne og de øvrige bartendere slås om det anseelige restlager af migrænepiller, smølle glemte da han tog på orlov.

Det skyldes virkelig ikke at pindsvineriet ikke trigger mine søvnaptiske reflekser. I Superligaen har de seneste fire kampe givet anledning til 2 scorede mål (og heldigvis maksimale 8 point i den anledning). Faktisk havde de københavnske helte før onsdagens pokalorgie i Fredericia scoret i alt 4 mål i de forgående 7 kampe. Langtfra imponerende.

Men når debatten på fanklubbens forum antager mopsede undertoner med spørgsmål som "Kan vi som fans være tilfredse med spillet?" vælger jeg at trække henkastet på skuldrene og bladre i de tykke hæfter i den gammelkloge fans skulle-vi-nu-ikke-lige-klappe-hesten-arkiv.

"Historieløshed" er naturligvis et tilbagevendende tema for enhver fodboldfan. Hændelserne i den nærmeste fortid vejer nu engang tungest for de fleste, der ikke holder med Brøndby. I vores eget mini-univers er det naturligt at forrige efterårs jubeltogt kaster lange skygger ind over den indeværende sæson, både den del der udspiller sig herhjemme og den del, der foregår på resten af kontinentet.

Dybest set er forrige efterår ikke en fair målestok. Grundlæggende vil jeg hævde, at en sæson med CL-eventyr ikke er en relevant målestok at forholde sig til, hverken for os eller for noget andet dansk hold. Det giver selvfølgelig sig selv at specielt hjemmekampen mod Benfica var en stor skuffelse for de fleste, der vejer tungt i bedømmelsen. Ikke en kæft ville give sig af med betragtninger om den københavnske spillestil og Ståles ditto, hvis miraklet på Amsterdam Arena var blevet fulgt op af et nyt i Parken.

Men dybest set var CL-kvalifikationen sidste år ganske heldig og ikke i sig selv den egentlige succes det efterår. Nej, det nye og afgørende og det, der rent faktisk holder ved i dette efterår var og er, at vi nu kan håndtere europæisk fodbold, uden at der går for meget kludder i den hjemlige liga. Så er det bestemt muligt, at fodbolden sidste år ved samme tid flød bedre og mere målrigt, men nettoresultatet er nu engang det samme: Vi ligger nummer 1 efter 10 spillerunder.

Det kan vi placere højest på listen over den fiktive liste: "Hvorfor er det så fedt at være FCK-fan lige nu?". Vi kan nu ret naturligt fastholde fokuset på superligaen på trods af et hårdt program for holdets kerne, der landskampene medregnet stort set spiller 2 kampe om ugen, hver uge.

På andenpladsen på samme liste ligger naturligvis Brøndbys deroute, der må varme ethvert københavner-hjerte. Interessant nok rammer brøndbys nedtur delvis den samme nerve, men selvfølgelig på et meget mere gravalvorligt plan. Når den blågule nedtur slår så hårdt på den vigende fanskare derude, så bunder det i den samme kritik, der rammer Ståle og holdet lige nu: Har vi ikke fortjent bedre? Er vi ikke på et andet niveau?

I Brøndbys tilfælde er svaret så åbenlyst to gange nej, og det har foreløbig taget dem et par år at regne ud. På samme måde er der ikke det mindste naturgivent ved den position, som FCK for tiden indtager i dansk fodbold. Historien dikterer ikke fortsat sportslig succes. Eller økonomisk succes, for den sags skyld. Strengt taget er fantasien om at FCK bør køre ethvert andet superligahold over efter noder en dødssynd at hengive sig til. At pilene peger opad på de fleste fronter betyder ikke, at det er let at være tophold.

Men det er naturligvis successens indbyggede forbandelse, at den kun kan overgås med endnu mere succes. Jeg tillader mig blot den betragtning, at overliggeren ganske hurtigt er røget så højt op, at forventningerne realistisk set knap kunne indfries i dette efterår. Noget andet er så om kritikken er reel og forholder sig til, hvad der foregår på banen. Det mener jeg ikke, man rimeligvis kan påstå. I hjemmekampen mod Benfica spillede vi det bedste fodbold, klubben nogensinde har spillet i en reelt betydende europæisk kamp. Siden er det så kun blevet til en interessant halvleg set med fodboldæstetiske briller, men det er dog knap et krisesignal, når holdet fortsat vinder sine kampe i et sammenpresset program.

På tredjepladsen finder vi Morten Nordstrand. Lidt som med Jesper Christiansens tilgang ovenpå en ørkenvandring af hvad der i bakspejlet tydeligvis var inferiøre målmænd, er det en ægte befrielse at vi har været i stand til at hverve en (ung) angriber, der fra stort set første fløjt beviser, at han er i stand til at forløse sit potentiale her i klubben.

På fjerdepladsen bemærker jeg, at vores skadesforløb nu er normaliseret, og det kan måske virke lidt underligt at medtage på en oversigt over alt det positive, vi som fans kan forholde os til. Men logikken er igen at truppen kan håndtere skaderne og stadig fungere som hold. Faktisk er der vel knap en spiller i den snævre 16-mandstrup, der ikke kan roteres eller undværes i en kamp eller to. Det rammer måske netop seværdigheden og den spillemæssige oplevelse, men det rammer ikke resultaterne. Opgaverne bliver løst, måske ikke skide prangende, men nogenlunde tilfredsstillende.

Resten af superligaen indtager en delt femteplads på listen. Det har vist sig at ingen af årets højdespringere kan gå på vandet og de tager pænt point fra hinanden i et lidt hurtigere tempo, end de piller dem fra os. Så indbildt eller ej, vores spillemæssigekrise udspiller sig med baggrund i en stabil og genkendelig superliga, lige fra os selv øverst, FCM på andenpladsen og til Brøndby under stregen. Business as usual, simpelthen.

Uden at udbygge listen med flere punkter, så er det naturligvis opmuntrende at både AGF og superligaens "friske pust" Lyngby roder rundt i bunden af ligaen. Det er især ganske tilfredsstillende, at Lyngby fjoller solidt rundt på sidstepladsen og man tør knap tænke den lyksalige tanke at stillingen under stregen står sig året ud.

Men altså. Med vores historiske baggrund er der sgu knap behov for at rode efter glasset med migrænepiller eller slå sig selv på pikken af bare ægrelse over spillet lige nu. Det er stadig en helt usædvanlig lyksalig tid at være FCK-fan i, vores grå hverdag er andres weekend set udefra. Den hverdag kan naturligvis blive usædvanligt meget bedre på torsdag, hvor Lens tropper op til returkamp i UEFA-cuppens første runde.

At netop returkampen mod Lens inviterer til at hive klichéen "skæbnekamp" op af skuffen er vist en underdrivelse. Ikke fordi UEFA-cuppens gruppespil reelt er så interessant i sig selv, men fordi blot en middelmådig indsats i samme gruppespil vil betyde alverden for vores høst af rating point til næste års europæiske udfordringer. Samtidig er der så en reel mulighed for at gå videre til turneringens knockout-fase og med lidt lodtrækningsheld nå et stykke vej der. Virkelig! De færreste af vores potentielle modstandere i den turnering ser på den med samme alvor, som vi (jeg) gør. Det er nu engang vores billet til en mere stabil fremtid i europæisk fodbold, der er på spil.

Som fan er det snart sagt det eneste, der optager mig, og i en sådan grad at jeg ikke fik hverken lem eller nerver på over søndagens kamp mod bovlamme Brøndby. Alt ved den kamp stod mejslet med flammeskrift i profetierne (hvad jeg heldigvis satsede en del penge på), selvom jeg efterfølgende var lidt overraskede over, hvor velvilligt Brøndby-lejren tog resultatet til roden efter en kamp, som vi spillede på cirka 70% maskinkraft efter føringsmålet. Men netop det forhold at FCK's dominans nu ses som ganske selvfølgelig ude på Vestegnen, noget de knap ømmer sig ved, siger vel alt om hvor dybt Vilforts Sønner er faldet.

Min ukritiske leflen for middelmådighedens tilfredshedstilstand ovenfor til trods, så gav den første kamp mod Lens dog nogle fingerpeg om at der skal gøres en del i disciplinen "get your shit together" inden torsdag. Forhåbentlig kan vi helt som i returkampen mod Benfica løfte spillet det niveau, der er påkrævet - og ikke mindst score på de chancer, vi tilspiller os.

Gør vi det - og med baggrund i forsvarets stabilitet er jeg ret optimistisk - så bortfalder al ret til kritik for en stund. Jeg vil personligt blive hensat i en tilstand af lalleglæde. Så er jeg såmænd helt ligeglad med om indsatsen i superligaen må holde for, så længe den ikke holder mere for, end den gør nu. That ain't nothing!

Her mod slutningen vil jeg kippe med flaget for den århusianske fanfraktion, der gik under navnet galehuset. En fraktion, jeg første gang bemærkede i tiden før AGF's (seneste) nedrykning i forbindelse med en spøgelsesuddrivelse af op imod 200 tyske soldater fra klubhuset. Det endelige resultat af uddrivelsen burde Brøndby Support nok have skrevet sig bag øret, før de hyrede en druide til at styrke Brøndbys mana. Åndernes gøren og laden er svær at manipulere til egen fordel!

Efter eget udsagn er fraktionens udadvendte aktiviteter indstillet efter konfrontationer med og trusler fra personer med "yderliggående politiske holdninger". Om disse holdninger så reelt spiller en rolle for Galehusets lukning er svært at vurdere udefra, ligesom trusler på et internetforum ofte antager større dimensioner for de indblandede, end der er dækning for på gadeplanet. Men under alle omstændigheder anslår lukningen et tema, man i større eller mindre omfang ser repræsenteret på alle online-fodboldforaer, jeg har fulgt gennem de seneste år. Og såmænd også på stadion.

Selv har jeg indstillet mine ture til Brøndby af samme grund. Jeg kunne leve med den lange tur derud, de kummerlige forhold og den ofte dårlige fodbold til ublu overpris. Men oplevelsen går for alvor i stykker, når fornemmelsen af at være et fremmedelement bland egne medfans bliver for dominerende. Personligt er jeg så en gevaldig snob, der trækker stregen i sandet længe før en nazist flasher en hagekors-tuschet røv op i mit ansigt. Lige den oplevelse har jeg endnu til gode - muligvis kunne sådan en oplevelse endda få mig til at dukke op igen.

Men den muntre tilgang til fanlivet - under ansvar - som Galehuset repræsenterede, har desværre trange kår i dansk fankultur for tiden. Så simpelt kan det siges. Den slags er savnet, hvor AGF selv ikke bliver det.

Bopa

mail