En øl siger du? Ja det slipper du altså ikke med her. Du bliver nødt til at komme det nærmere. Vi har et enormt udvalg af både øl og fordrukkent sludder hernede, og mens du er tvangsindlagt til at høre på det sidste, så længe du er her, så kan og skal du vælge, blandt bajerne. I dag er udvalget dog lidt anderledes. Vi har amerikansk uge hernede, så vi sælger kun bryg fra ”over there” denne gang. Ja Holger og Krybet ville fejre bossen - ham arbejdersangeren fra det østlige USA - og da jeg alligevel skulle derover, så slog vi to fluer med et smæk og indkøbte nogle paller amerikansk humle. Nå ja nu er jeg ved det, så undskyld det nye ansigt. Jeg har lovet at passe baren i denne uge. Det er en gammel aftale, mellem husejerne og denne drikfældige stamgæst. Det magede sig så således, at jeg måtte en tur til Philadelphia og New York og derfor kunne engrosshoppe.

Så snup dig til en start en Yenling. Den smager ikke af det store, men det er en god start.

Philly er i øvrigt en fantastisk by. Ikke et ord om elskede klokke, næh byen i sig selv er fascinerende med sine store gamle kvarterer og en noget slidt overflade mange steder. Universitetsdelen af byen er fyldt med gamle huse i pseudo-victoriansk stil, der har set bedre dage. Her bor masser af studerende stuvet sammen i bofællesskaber. Side om side med den lavere middelklasse og de obligatoriske drugdealers, som man ikke snakker med. Kort væk er der et par kvarterer, som man ganske enkelt ikke kommer i, for der begås hovedparten af de 5-600 mord, der efter sigende sker i byen hvert år. Som stilfærdigt skandinav skal man lige vende sig til det der med at kigge på gadeskilte ikke så meget for at finde vej men for at vide, hvornår man simpelthen skal vende om.

Nå nu skal jeg nok skifte emne. Det her er jo ikke et rejsemagasin. Snup du dig en Pabst Blue Ribbon mens jeg lige lukker Holmstrøm - bulens køter altså, ikke den forhenværende sportsdirektør - ud i baggården. Hvor var vi...åh ja.

Den rigtige Holmstrøm hjalp formentlig til, da vi skulle aftale spilledatoer med en håndfuld europæiske klubber. For vi gjorde det jo igen! Kvalificerede os til et gruppespil. Det er skam første gang, at et dansk hold kvalificerer sig til et gruppespil to år i træk. Og så ikke et ord om, at UEFA-gruppespillet kun har kørt i få år. Hvis Bjerregård kan redde det halve Zambia ved at låne dem en træningsbane, så kan vi vel også bryste os af vores gruppespilsdeltagelse. Lidt imponerende er det vel faktisk. Vi har brudt vores seedning for andet år i træk og er så småt ved at manifestere os på den europæiske scene. Det er alt andet lige en god præstation, der fortjener ros.

De modstandere, vi blev tildelt, giver endda grobund for et stilfærdigt håb om videre deltagelse. Ganske vist gik jeg i panik på trækningsdagen, hvor jeg var overbevist om, at vi var røget i en møgpulje og stod til tørre spanske, græske og russiske tæsk, men lidt eftertanke og 21 timers transport i streg, kan jo få en på andre tanker. Ståle var ikke glad for kampprogrammet, men jeg synes egentlig, at det ser ok ud. Panathinaikos hjemme burde kunne kaste point af sig, og det samme burde Aberdeen ude sidst i december. Det springende spørgsmål er, om vi får to eller seks point ud af de kampe.

De to andre kampe har jeg mindre tiltro til. Ganske vist er Atlético Madrid formentlig langt bedre hjemme end ude, men det er et klassemandskab på papiret, og vi har det ikke nemt mod sydlandske hold. Lokomotiv Moskva ude ser også meget vanskelig ud. De kværnede problemløst FC Midtjylland. Jeg vil så vove at mene, at vi har en langt stærkere defensiv - målt med den internationale målepind - og det kombineret med, at den russiske liga er slut på det tidspunkt, og at vi formentlig kommer til at spille på en kold og måske nærmest snefyldt bane, kan meget vel give os en fordel i form af et point. Så umiddelbart ser det måske faktisk helt positivt ud med tanke på videre deltagelse.

Det lyder jo alt sammen positivt, og det i en bule, der ellers veksler mellem at være tilfredse med sæsonen og klage over et haltende spil. Her får du så begge dele, for mens sæsonen må siges at være fuldt ud tilfredsstillende resultatmæssigt, så er vi nogle der knurrer over selve spillet. Men inden jeg fabler lidt om det, så snup dig lige en kold en mere. En Anchor Steam Beer. Du kan få den på husets, siden det ikke er mit hus, og siden du stadig står der og hører på mig.

Det er blevet diskuteret en del i de fora, hvor jeg kommer, og folk er sjældent enige. Til tider virker det nærmest som om, man slet ikke forstår hinandens argumenter og blot taler om knokkelbold vs. nødvendig UEFA-cup fodbold. Jeg taler om diskussionerne om vores spil i denne sæson. Det er ingen hemmelighed, at vi ikke har været massivt scorende i denne sæson, og det er heller ingen hemmelighed, at vi især i ligaen ind i mellem har lignet et hold, der hellere sparkede fodbold end spillede fodbold. Stilen er af nogle blevet kaldt ”Knokkelbold” eller en tilbagevenden til ”migrænebolden”, der praktiseredes i den senere tid under Hans Backe.

Andre har nævnt, at restitution mellem europæiske kampe samt nødvendig træning i at stå godt på banen til samme europæiske kampe har været væsentlige begrundelser for en fodboldopvisning fra byens hold, der i en del ligakampe har været tættere på hedengangne ”Boring Arsenal” end på et sprudlende københavnsk mesterhold. Og at den europæiske deltagelse og mantraet ”det er sejrene der tæller” i øvrigt var tilstrækkeligt til at lukke den diskussion.

Lad mig med det samme sige, at jeg er en af dem, der savner et bedre spillende København. I stedet for at tage hele ”Europa vs. naivt fodbold” temaet op til diskussion igen, så lad mig i stedet beskrive, hvorfor jeg ikke ser nogen modsætning i mellem hvad jeg - og andre - ønsker os på banen, og så det at gøre det godt i Europa. Og lad mig samtidig give et par bud på, hvor det er, den er gal. Lad mig gøre det ved at starte med at acceptere alt det, jeg har set fremhævet som vigtigt af dem, der forsvarer den nuværende spillestil.

De europæiske kampe er vigtige for klubben, og det er afgørende, at vi kan gøre det godt der. Det er jeg enig i. For at gøre det godt i Europa, er det vigtigt, at vi har en god defensiv organisation på plads. Det er korrekt – folk der mener anderledes kan sammen med Erik Rasmussen overveje, hvorfor en flot halvleg mod et hæderligt østeuropæisk hold alligevel resulterer i et europæisk exit. Ja, jeg vil også gerne acceptere, at sejre kommer før ”flot fodbold”. Der er alligevel ingen, der i længden synes, at det er flot at spille nipserbold og aldrig vinde noget som helst.

Enhver FCK'er der har været med i sidste årtusinde må til syvende og sidst erklære sig enig i, at sejre og mesterskaber luner mere end bare lejlighedsvist flot kombinationsfodbold. Og det er indlysende rigtigt, at vi har begrænsede ressourcer målt efter europæisk standard, og vi derfor ikke kan spille som Arsenal under Wenger. Muligvis ikke en gang som Spurs under Jol, som jeg ellers ikke skal nævne med mange ord. Og endelig ikke et ord om højrebacken. Kvist gør hvad han kan, og derudover kan vi bare håbe på, at klubben til vinter har noget bedre på bedding, så Kvist kan spille den midtbaneplads, han er skabt til.

Der er bare intet af det ovenstående, der er uforeneligt med det, jeg vil kalde bedre spillende københavnsk hold. Noget af det, der skæmmer det københavnske spil i denne sæson (og måske også førhen) er en vaklende strukturel boldsikkerhed på holdet. Der er glimrende boldspillere i FCK, men i alt for mange kampe ser vi alligevel forbavsende lidt boldspillende ud. Vores bedste stunder - hjemmekampen mod Benfica, en del af kampen mod Viborg og ca. en halvleg mod FCN - har været mod modstandere, der var dårligt organiserede. Der har vi kunne sætte fart i spillet, der har vi haft tid og plads til at få opspillet til at virke. Mod hold der har gået til os på den centrale midtbane eller hold, der har stået godt bagtil, har vi til gengæld har det mere end svært.

For mig at se bunder det egentlig ikke i, at vi har været specielt defensivt orienteret men i, at vores opspil ikke har haft offensiv struktur. Vi flytter ikke bolden hurtigt nok, der er for få timede løb uden bold, eller spillere der gør sig spilbare for fx en diagonalaflevering, og flere spillere er for langsomme til at spille bolden, har for lidt fart i afleveringerne eller bare til at få den under kontrol. Ingen af disse ting har som sådan noget at gøre med en defensiv organisering.

At kunne flytte bolden hurtigt mellem spillere og løbe i position i forhold til hinanden behøver ikke at betyde, at vi pludselig giver køb på en sund defensiv organisering. I mine øjne har vi for tiden bare en spillestil, der er langt mere orienteret mod at bryde modstanderens spil og etablere hurtigere spilvendinger, end på at have en stil der passer til et hold, der faktisk er i boldbesiddelse en pæn del af kampen. Selv i flere af de europæiske kampe. For mig at se ville det være et supplement til den nødvendige organiserede tilgang til spillet at kunne føre bolden rundt i midtbanekæden og ikke et brud med den organiserede tilgang.

Vi kan stadig være gode til at omstille spillet, selvom vi bliver bedre i pasningsspillet. For mig at se er det heller ikke uopnåeligt at komme derhen, men det kræver, at vi bliver bedre til at bevæge os og bedre til at flytte bolden rundt. Det kræver måske også en central midtbane, der er mere mobil med hensyn til dybdeløb og som er i besiddelse af et større overblik.

Det vigtige er, at vi skal være bedre i stand til at spille os igennem hold, der netop ikke praktiserer indianerfodbold eller simpelthen er elendigt defensivt organiseret. Vi skal simpelthen være bedre til at spille i små rum. Det kan fint gøres uden at give køb på den organisation, der mere end noget har forvandlet os fra midterhold til mesterhold. Og vi behøver næppe omlægge spillestilen voldsomt, siden Ståle jo har erklæret, at vi gerne må ”spille som Arsenal og forsvare os italiensk”.

Om det så også indebærer en bedre plæne, eller om vi har gode nok forhold til at spille fodbold på, vil jeg lade Don Ø og DBU strides om Don Ø og DBU strides om. Og skulle vi endelig møde et godt europæisk mandskab er der i øvrigt intet, der forhindrer os i stadig at stå godt på banen og så måske spille lidt mere ”primitivt” end normalt. Det vigtige er - synes jeg - at erkende, at det at forbedre kombinationsspillet ikke behøver at være lig med at forringe evnen til at stå godt på banen.

I samme dur ser jeg et problem i, at vi mangler to angribere, der både har evner og form på tilstrækkeligt niveau. Som vi spiller - med eller uden bedre boldkontrol - er vi afhængige af et opspil til en angriber, der så skal flytte bolden videre. Tit og ofte har vi i store dele af kampene kun haft én angriber på banen, der har kunne dette i praksis. Marcus har været slidt og ude af form, Nordstrand er efter en lovende start forståeligt slidt og Ailton... ser desværre ud til at være et regulært fejlkøb. Og lige så snart vi ikke kan spille bolden op på vores angribere, så er vores spil væsentligt hæmmet. Det er derfor bydende nødvendigt, at klubben i vinterpausen forstærker sig med, hvad der ligner to kapable angribere, hvoraf mindst en skal være en direkte erstatning til eller supplement for Marcus.

Pyha det var måske en længere smøre, jeg fik fyret af. Jeg beklager. Du ser helt groggy ud. Her – prøv med en Brooklyn Indian Pale Ale. Den er fremragende. Og lad endelig ham Liverpoolfanen der ved siden af dig sove videre. Bedre at han sover end at jeg skal høre på ham råbe ”Torres” efter mig som forleden. Ja, det er surt at være Spursfan for tiden. De var ellers ved at realisere deres altid overambitiøse planer med solide indkøb og to gode placeringer i træk i ligaen, men nu synes magien fra Jol at være brugt, og endnu et klassisk Spursår igangsat. Så ikke for mange ord om dem.

Så hellere et par ord om det lettere fallerede hold fra den københavnske vestegn. Knapt er man rejst til staterne, før de indgår en noget overraskende sponsoraftale. Et eller andet sted vil jeg faktisk gerne tage hatten af for dem. Det er da muligt, at vi senere finder ud af, at smykkefirmaet er bundkorrupt eller handler med bloddiamanter eller hvad ved jeg, men indtil lol i den størrelsesorden materialiserer sig, så må man sige, at 90-100 mio. (alt efter hvordan man regner) for at skulle reklamere for en sympatisk organisation som UNICEF er ganske fint gået. Og ikke nok med det - sidste weekend kunne man også se et jublende Brøndbyhold vinde i Jylland. Over et SAS-ligahold.

Det er helt, så man frygter, at mere end et års konstant morskab er ved at lakke mod enden. Nu mangler vi jo sådan set bare, at klubben får skilt sig af med Køhlert. Og Anders Bjerregaard. Og Henrik Jensen. Og en del utilfredse spillere. Og den fodslæbende amatørafdeling. Og måske den store doktor selv. Jaja – det er nok muligt, at vi ikke har set den sidste morskab fra den kant endnu. Trods alt.

Og med det vil jeg lukke bulen for denne gang. Og traske tilbage til den amerikanske virkelighed der bl.a. står på Philadelphia Flyers, en filmfremvisning på Penn University, et frat-party og et par dage i The Big Apple. God fornøjelse med næste uges landskampe, til dem der ser frem til dem.

thunder