Den første tyske forbundskansler efter krigen, Konrad Adenauer, udtrykte sin tilgang til det politiske liv således: "Hvis jeg vil gøre noget godt for alle, kan jeg ikke gøre noget godt for nogen". Det vil være synd at sige at denne simple snusfornuft finder genklang på dagens Christiansborg, hvor politikerne mest af alt synes optaget af at undgå at provokere nogen i et forsøg på at besnære alle.

Jeg er næppe den eneste, der er glad for at Anders Fogh valgte at udskrive valget med den korteste frist, som loven tillader. For yikes, mand! Jeg synes, jeg kan huske en tid, hvor der var reel forskel på forskellige partiers budskaber og hvor bestikkelsesteorien ikke var et fælles værdigrundlag for alle folkevalgte. Hvis vi sætter indvandringspolitikken til side, skal man godt nok lede længe efter reel uenighed mellem partierne fra SF i venstre side af salen til Dansk Folkeparti i øh...venstre side af salen. Konsensus betyder trods alt ikke, at man skal være enige om alt, men at man kan forliges på tværs af grundlæggende uenigheder. Eller sådan plejede det at være.

Grundlæggende forråder politikernes behagesyge os allesammen, uanset partitilhørsforhold. Gode tider inviterer til strukturreformer af den slags, der koster nogen noget. Vi behøver ikke at være enige om, hvad de strukturreformer handler om, men danske politikere er i stedet enige om, at forandring skal udmåles i millimetre og ikke i brede træskostørrelser, der risikerer at træde etablerede særinteresser over ømme ligtorne.

Med de brede historiske briller signalerer udviklingen i det politiske liv - eller afviklingen af samme - muligvis afslutningen på det industrielle samfunds epoke. Der eksisterer reelt ikke længere et modsætningsforhold mellem arbejdsgivere og - tagere, der kan drive et politisk liv. Arbejdsgivere har social bevidsthed og lønmodtageren er ikke mindre grådige end chefen. Vi er alle forenede omkring skattegrøden kogt på den klæge velfærdsbulgur.

Hvis jeg var forpligtet til en fodboldlignelse som overgang fra valgkampstemaet ville jeg formentlig rode mig ud i noget med at ovenstående kedsommelighed afspejler FCK's kedelige dominans i Superligaen, og at man skal udenfor landets grænser for at finde en udfordring, der kan holde én søvnløs om natten. Ikke helt til Mellemøsten eller Afghanistans opiumsmarker, godt nok.

Men kvalifikationen til UEFA-cuppens gruppespil blev hevet hjem, og set fra min side af baren er den begivenhed mindst lige så betydningsfuld som sidste års CL-eventyr. Bevares, årets europæiske ridt er endnu ikke omgivet af den særlige glamour, der følger med CL-deltagelse, men realistisk set så hører FCK heller ikke til i den fineste turnering. Men vi kan ane en fremtid, hvor fast deltagelse i netop UEFA-cuppens gruppespil ikke kræver enten lodtrækningsheld eller dommertække, men snarere er standarden for klubbens internationale niveau.

Vi har med andre ord nået et nyt plateau i det moderne FCK's historie. I modsætning til sidste år ved samme tid virker det endda nogenlunde rationelt at fabulere om overlevelse i en europæisk turnering til hen på den anden side af nytår. Det virker også rationelt at planlægge efter at vi også kvalificerer os til det samme gruppespil næste år, fordi vi forventeligt kan regne med dels at slutte den hjemmelige turnering med en placering, der kaster europæisk deltagelse af sig, og dels fordi klubben vil være seedet til UEFA-cuppens første runde.

Organisatorisk betyder den slags tryghed - der naturligvis altid skal ledsages af diverse forbehold - en hel del for det råderum Ståle og Carsten Vagn har at gøre godt med. Med den indgroede forsigtighed, der præger klubledelsen er der nu ingen udsigt til at råderummet udvides betragteligt, omvendt indsnævres det heller ikke. Allerede sidste efterår beskrev jeg, hvordan CL-eventyret understregede det rigtige ved den strategi, der var blevet udstukket ved ansættelsen af først Roy Hodgson og de revisioner, der fulgte af Gorica-katastrofen.

Bemærk i den sammenhæng, at klubben rent faktisk har begået både store og små fejl, også i nyere tid. Det ligger naturligvis lige til højrefoden at pege på indkøbet af 22-millioner-kroner-floppet Ailton som den største, men det er reelt uinteressant. Det interessante er, at hverken det indkøb isoleret set, Linderoths salg og Lars Jacobsens farvel tilnærmelsesvis har sat udviklingen i stå eller har bragt Projekt København i fare. Kontinuiteten holder.

Så ved jeg udmærket at de fleste af mine kolleger hernede og andre noksagter for tiden gør sig nogle tanker om kvaliteten af den fodbold, de hvidblusede præsterer. Spørgsmålet, der trænger sig på, er velsagtens om ikke klubben befinder sig i en spillemæssig krise, der på baggrund af resten af superligaens niveau ikke registreres i tabellen andre steder end i den noget lattervækkende målscore, vi som tophold slæber rundt på.

Jeg er så ikke selv synderligt begejstret for underholdningsniveauet. Slet ikke. Det forekommer mig blot, at vi på alle mulige måder og med forbehold for dansk fodbolds generelle niveau, lever et fanliv der er lutter lagkage og en dans på roser. De mål, der er blevet sat, er blevet nået. Min lallende tilfredshed dækker naturligvis over, at jeg forventer, at det arbejde, der ligger til grund for de seneste års succes, fortsætter i kulissen og forhåbentlig med tiden betyder at spilleglæden igen indfinder sig på holdet. Det er trods alt ikke Brøndby, det her.

Hvad Brøndby selv måske heller ikke er meget længere. I hvert fald har derouten derude taget en drejning, som jeg nok har spekuleret i, men alligevel har tvivlet på var mulig. Jeg tænker ikke på Berlingske Tidendes dokumentation af, at Per Bjerregaard har anset klubbens bestyrelse for at være en slags blågult marionet-teater, der stod til hans private rådighed og som kunne udskiftes efter behov. Det sjoveste er nærmest, at Berlingske følte sig presset sig til at løfte bevisbyrden, efter at Brøndby endnu mere idiotisk krævede 7 genmæler (2 med kanel!) ovenpå en artikel i samme avis.

"Alle ved jo, at det her er et one-man-show. Per Bjerregaard bestemmer alt, og hvis der kommer nogen i vejen, så bliver de vippet. Hvis vi kigger på den her forretnings udvikling fremadrettet, så er det Per Bjerregaard, der bestemmer. Og dem, der står i vejen for hans beslutninger, de kan ikke være der".

Ja, det kunne jeg vel knap have formuleret bedre selv. Når ophavsmanden til citatet så er Finn Andersen, der både sidder i klubbens professionelle bestyrelse og har været aktiv i klubben i 35 år, så sætter det Per Bjerregaard under en form for internt pres, han ikke har oplevet tidligere. Finn Andersen sender næppe den slags røgsignaler op i skorstenen uden at vide, at han har forståelse for synspunktet langt ind i klubbens amatør-bagland og ikke mindst den implicitte negative vurdering, der ligger i måden, det bliver sagt på.

At det selv i et "almindeligt" aktieselskab ville være en snart sagt uhørt udmelding fra et menigt bestyrelsesmedlem om formandens måde at drive butikken på, er en anden historie. Det afgørende er naturligvis at Finn Andersens mandat - helt som Per Bjerregaard eget - ikke udspringer fra kommercielle interesser, men fra hvad vi FCK-fans hånende (med rette) omtaler som "klubånden".

Samme klubånd har været et let mål for spydige pile, netop fordi ånden så åbenlyst har været parkeret i doktorens jakkelomme. Det er naturligvis en given ting at Per Bjerregaards ord stadig vejere tungere end Finn Andersens i Brøndby, men nu er det engang sådan, at Bjerregaard ikke ejer aktiemajoriteten i klubben, han kontrollerer den alene på et moralsk og historisk mandat. Set udefra siger Finn Andersen natuligvis blot det selvindlysende, at det muligvis er på tide at se på, om Brøndbys interesser og Bjerregaards er helt og aldeles sammenfaldende. Altså netop ikke set udefra, men med Brøndby-briller.

Ikke mindst siger det meget om, hvad jeg tidligere har beskrevet som Per Bjerregaards manglende evne til at alternativplanlægge og fraværet af en "Plan B", når hans fantasiverden skrider i grus. Muligvis overlever Per Bjerregaard, men hvad Finn Andersen måske især tænker på, er tiden efter Per Bjerregaard. Hvilke undertrykte magtkampe og forskellige syn på Brøndbys fremtid ligger der mon gemt i klubbens bagland, og hvem skal udkæmpe magtkampene i tiden efter Per Bjerregaard? Her kunne Niels Jørgen Larsen fra Tipsbladet og andre sportsjournalister hjælpe, men førstnævnte er formentlig optaget af en fantastisk vigtig U15½-kamp på bane 19, han hellere vil fortælle os om.

Jeg tror, at der med Finn Andersens bramfri udmelding er skudt et arveslag i gang, der - ukontrolleret - kan udvikle sig særdeles uheldigt for Brøndby. Hvis den seneste tids ballade har kostet Per Bjerregaard noget, så er det muligheden for at diktere hvilken vej, Brøndby skal følge, når han en dag trækker sig længere tilbage i skyggerne. Hvorfra han givetvis stadig vil udøve sin slibrige magt, men den vil være voldsomt stækket af de seneste års turbulens.

Satans også med smølles orlov! Det falder derfor i min lod at fortælle jer, at Royal League snart kun er et saligt minde. En turnering vi ellers dominerede tungt i dens gloværdige levetid med tre finalepladser og to sejre. Andre end jeg har formentlig noteret sig de mange uforglemmelige (Benny Gall) opgør vi altid vil bære med os i vores hjerter. Kynikere vil påstå at de mange indbyrdes opgør med Brøndby ødelagde magien ved "The New Firm", men det er naturligvis en forskruet opfattelse at man kan få for meget af at devaluere noget godt og servere det igen og igen til opskruede priser (for de få, der ikke kunne skaffe en billig billet eller en helt gratis).

Hvis vi lægger ironien til side, så efterlader turneringens dødsrallen naturligvis et lille hul i kalenderen, der hvor den virkelig fandt sin berettigelse: I det helt tidlige forår, som træningsturnering med ekstra intensitet. Specielt i et efterår som dette eller forrige vil vi naturligvis slet ikke savne den, skadeshelvedet er slemt nok i forvejen.

Men sportsligt set er det næppe et problem, der ikke kan klares med et par strategiske fodboldopringninger. Rent faktisk er én af de får fordele ved Parkens som fodboldbane, at den kan gøre spilbar medio januar om nødvendigt. Det burde kunne trække attraktive træningsmodstand til byen - forhåbentlig som optakt til en lidt større turnering, hvis vi når så langt, nemlig UEFA-cuppens knock out-fase.

Den tid, den glæde. I mellemtiden anbefaler jeg undtagelsesvis at entrere i et væddemål med din lokale bookmaker og spille på færre end 2½ mål, når Randers på søndag gæster Parken. Tilsammen er der i 26 kampe scoret 17 mål mod de to forsvar, der her tørner sammen. Det ligner ikke kampen, der kurerer hverken de øvrige bartenderes eller stamgæsters tiltagende migræne. Til gengæld er det nu blevet dejlig skidekoldt, og det giver altid en superligakamp en ekstra dimension at tristessen også kan mærkes rent fysisk. Specielt hvis du møder op uden at have sat havemøblerne tilbage i skuret!

Bopa

mail