Efter dette års alt for våde sommer er det blot at konstatere, at vejret atter er normaliseret. Hvilket naturligvis vil sige, at det har været et koldt, vådt og på alle mulige måder et gennemsnitligt lorte-efterår, der som altid ruller over i en forventeligt ditto vinter. På denne tid af året virker udsigten til cirka 150 dage, hvor al udendørs-aktivitet foregår i en let nuance af grå, deprimerende og nedbrydende for den almene livsglæde.

"Men Simbopa...det er naturens gang. Bladene dør, så svampene kan vokse sig stærke i mulden og ilderen ryge sin pibe", kan jeg høre Musaphas spøgelse viske i mit visnende øre, mens han lokker med både juleglögg og hjemmelavet konfekt, der er ødelagt i hyggeligt samarbejde med 3-årige børn. Så ved man jo godt, at det ikke nødvendigvis er alle rosinerne i lille Rikkes muterede marcipan-mus, der rent faktisk er rosiner.

Omvendt legaliserer den mørke tid fuldstændig de mere uproduktive former for menneskelig adfærd, når man ser bort fra netop selve reproduktions-manøvren. Væk er enhver dårlig samvittighed over en lang dag i sengen, hvor badekåben kun skiftes ud ved besøg hos den lokale købmand. Så skal man selvfølgelig lige have rigtigt fri fra arbejde og andre fordringer, hvilket er mit personlige problem lige for tiden. Mest realistisk vil der blive arbejdet en del i den slidte natkåbe, mens sneen daler over Bopa Plads og laver små slatsjap-fælder i den beskdite asfalt.

Men efter en vinter, så kommer sommer, det har jeg prøvet så tit.

Dette efterår i det københavnske har delt vandene blandt klubbens fans. På den ene side står slapperne, der er udmærket tilfredse, på den anden står en broget flok og råber på passion og migrænepiller. Som i så mange andre konflikter må man give begge parter et par pointer.

Slapperne har naturligvis ret i, at det er svært at kritisere den foreløbige førsteplads i superligaen og deltagelsen i UEFA-cuppens gruppespil. Det er selvfølgelig lidt sært - og sikkert stressende for klubledelsen - at disse præstationer i sig selv ikke længere kaster den store hyldest af sig. Men så er slapperfløjens budskab næppe, at bedre fodbold sjældent er set i Parken end det vi så i indeværende efterår. Blot at resultaterne er OK og så må resten følge, for kvaliteten i truppen er uafviselig.

Hvis ellers nu kvaliteten er så åbenlys! Ikke mindst det røvsyge UEFA-opgør med Panathinaikos har givet strammerne vind i sejlene. Kritikken går med rette især på, at det er svært at se et egentligt offensivt koncept bag Ståles måde at spille fodbold på og mod netop Panathinaikos nåede vi et foreløbigt lavpunkt, hvad angår ligegyldigt boldflytteri og mangel på konstruktive ideer. Set fra mit synspunkt som funktion af en impotent centrale midtbane og formdyk hos et par nøglespillere, Atiba Hutchinson og Niclas Jensen, blandt flere og alt for mange.

Jeg skal da være ærlig og indrømme, at jeg selv har tænkt et par gange undervejs, at selv Hans Backe næppe kunne have skruet spillet kedeligere sammen. Der har også været anderledes lysende momenter - med de to kampe mod Benfica som de bedste eksempler, der så ironisk nok kastede præcis bar røv af sig. Sikkert et subtilt budskab fra Gud om at fodbold er en helt og aldeles tåbelig fritidsbeskæftigelse. Men fair nok, det kedelige og ørkenvandrende aspekt har domineret efteråret, selvom resultaterne rent overfladisk har været (knap) tilstrækkelige.

Årsagerne har jeg og de andre trampet rigeligt rundt i, Linderoth og Jacobsens farvel, smal trup, Ailtons fiasko og meget andet. Mest smertefuldt for undertegnede står fornemmelsen af at have misset en oplagt chance for at markere tronskiftet i dansk fodbold så tydeligt, at selv Niels Jørgen Larsen fra Tipsbladet måtte vippe anerkendende med tophatten. Og så er Carsten Vagn jo tidligere Brøndbyer, så der er da en indfaldsvinkel der. Samtidig med at Rosenborg endnu engang beviser at de kan noget ganske særligt, når det gælder Champions League, så bliver nettoresultatet ganske enkelt, at der hænger en lidt sur em af tristesse over efteråret, der ikke kun stammer fra det overståede folketingsvalg.

I stedet er der trafikprop i toppen af superligaen, hvor nummer 6 kun ligger 5 point efter nummer 1. Men det er sådan set ikke noget nyt at mindst ét hold, der ikke er Brøndby eller FCK, følger godt med ved juletid. Det overraskende er, at Horsens og Randers klarer sig udmærket. Længere er den historie ikke, men det er også naturens gang, at især provinsjournalister ved årsskiftet gejler sig op til dramatiske heltekvad om efterårets overpræsterende landsmænd.

At subtoppen er blevet bredere er så en anden historie. Som jeg har spundet indtil flere ender over, så rammer den udvikling hårdere i Brøndby end det gør i det københavnske. I virkeligheden er det vel sådan at efteråret alligevel sætter en tyk streg under vores status i den hjemlige andedam. "Krise" er rimeligvis at overdramatisere tilstanden på Peter Bangs Vej, men ingen er vel i tvivl om at superligaens tophold langt fra fyrer på alle cylindre for tiden. I én eller anden forstand er det præcis udtryk for den klasseforskel, der er mellem FC København og resten af dansk fodbold.

Men før julemanden sætter gang i nedrivningen af den gamle Coca Cola-tribune - må den hvile i fred - mangler vi 5 på papiret ganske tunge styrkeprøver, der kan vende op og ned på analysen af efteråret. Efter indsatsen mod Panathinaikos virker det en kende naivt at håbe på succes i de 3 kampe i UEFA-cuppen mod Lokomotiv Moskva, Atletico Madrid og Aberdeen. Men nu var den kamp så også en ren syntese af alt, der har været galt med holdet i efteråret.

Lige så slemt synes at være - og det er nok én af årsagerne til det lunkne efterår - at silken efterhånden synes slidt af Ståles 16 bedste. No rest for the wicked. I dette efterår er vi ramt ind i et mere normalt antal skader og det har tydeligvis kostet på både kvalitet og stabilitet. På positivsiden står så, at UEFA-kampe generelt er uberegnelige, fordi holdene i de større ligaer ikke nødvendigvis ser på kampene med den samme alvor, som vi gør. SÅ 6-7 point i de tre kampe vil egentlig ikke overraske mig. Det vil 0 point så heller ikke.

Hvad angår den hjemlige andedam er der med kampe mod OB og Brøndby lagt op til, hvad der nøgternt set ligner to små finaler i Parken. Mod Brøndby er det godt nok mest for de blågule, at kampen har den dimension - hvorfor det i sagens natur er vigtigt for os at holde dem fra fadet! Der er ingen grund til at give tidlige julegaver i den retning.

Desværre synes det gamle "Supertanker-syndrom" at have sænket sig over Parken. Fremskridt måles i millimeter, tilbageslag i hele træsko-længder. På den måde virker vinterpausen særdeles velkommen. Jeg tror ikke, spillet bliver radikalt bedre på denne side af jul. Den manglende sult og det spillemæssige dødvande kanibaliserer min optimisme. Der skal røres i gryden!

Landsholdet? Jeg har ikke fulgt grundigt med i polemikken om Morten Olsens fortsatte status som landstræner. Det helt afgørende er naturligvis, at det danske landshold for nærværende er en europæisk tredjerangs-nation, og det er nu engang ikke Mortens skyld, for det hænger udelukkende på kvaliteten af det materiale, han har til sin rådighed.

Et materiale, der så måske ikke egner sig til den fodboldfilosofi, som Morten Olsen sværger til. På den konto er det ganske forståeligt, at hans afgang diskuteres sammen med en vag besværgelse i retning af Ståle Solbakken og mere primitve, nordiske dyder. Hvilket kort kan sammenfattes til opkog over illusionen at "alting bliver bedre, hvis vi prøver noget nyt".

Det er så meget svært for mig at se, hvilket fundament den betragtning egentlig bygger på. Kun halvdelen af holdet kan løst tillade sig at skrive "international klasse" på visitkortet og kun 2 - Christian Poulsen og Daniel Agger - har sin daglige gang på egentlige internationale tophold. Dermed ikke være sagt, at der ikke kan skabes et udmærket hold, med de spillere landstræneren har til sin rådighed, men det er i sig selv ikke nok til den automatiske kvalifikation, så mange ynder at bilde sig ind, at Danmark har ret til.

Helt som englænderne forestiller sig, i øvrigt. Det kan naturligvis undre at verdens formentlig bedste eller næstbedste liga ikke kan kaste et hold af hjemmefødinge af sig, der præsterer i landskamps-sammenhæng. Europas Brøndby hører naturligvis hjemme i en slutrunde - alene for spasens skyld. På så mange måder er det særdeles frydefuldt, når den engelske jingoisme glider i kødtærten.

Bopa

mail