|
Første julegaver
|
||
|
Det var en kold og regnfuld november nat. Bag det første skarpe hjørne stod december og ventede, bevæbnet som et hvert moderne skolebarn med kniv og en Luger 45-kaliber. Der var med andre ord mord i luften og tiden var knapt gået, før de første skud gjaldede mellem murene. Tjack-tjack-tjack - det lød som for tidlige nytårsløjer. Den første der vaklede sønderskudt om hjørnet var vindaloo-grisen. Han faldt tungt og vandret på fortovet, slap en sidste vind, inden regnen for alvor satte ind og skyllede ham bort. Det er altid det samme her på grænsen til december, tænkte jeg og rettede på hatten. Balladen er udtalt og skånselsløs som selve kvarterets boligkaréer. Jeg prikkede kort med skoen til vindaloo-grisen. Der var ikke mere at komme efter. Han var færdig og kålen gjort klar. Desværre var kogetiden opbrugt. Men stilheden blev kortvarigt. De næste skud lød endnu desperatere. Marcipandrengen vaklede udbrændt frem og dejsede teatralsk omkuld, løse håndled til det sidste. Jeg stirrede anspændt på ham, regnen kom med lange stænger om hjørnet og viskede ham ud på sekunder.
Pludselig lød der en ondskabsfuld latter over den bidende vind. Der gik et jag igennem mit ansigt. Det var julemanden - Føtex-supermarkedernes ukronede konge. Kvalitet til lavmål, dunkede det i mit baghoved som jeg forsigtigt nærmede mig hjørnet. Skarpt som aldrig før. Den skinhellige kommercialismes fremmeste bannerfører. Vi træder hermed et skridt endnu nærmere december. Opblæst og arrogant stirrede han forbi mig. De rødmossede kinder bulnede tungt af årtiers druk og selvfedme bag det enorme hvide skæg. Tillykke, tillykke, gamle besjælede børnelokker. Det bliver snart den første og snart den tiende, fjortende, fireogtyvende. Der vil komme julefrokoster og Sankta Lucia-fregner i små frække trusser. Altsammen iklædt branderter så store som Morten Olsens begejstring for Rommedahl. Nej for fanden, man kan næsten ikke vente, og i min naivitet sprang jeg helt frem i rampelyset, trodsende regnen og blæsten. Det første skud strejfede mit venstre øre, det andet parerede jeg med håndfladen som en regulær refleks. God karma på dagen. Et styks på favorabel juletilbud. Direkte fra køledisken. Jeg forsøgte at holde fokus på ham,
men han var ikke til at holde ud. Gloede blot tomt over mit hoved og
spruttede:
Det var en kold og regnfuld novemberaften. Jeg traskede mod baren, inspicerende hjørne efter hjørne for den kommende december. Musik, råb, bægerklang. Aftenen var ung og jeg trådte ind på min vante position. Gloede ud over forsamlingen, de sædvanlige visne stamgæster og deres tvivlsomme portefølje. Følg med strømmen, mand, flyd med. Det her var livet, cyklussen, sæsonen, floden, kilden, og det overgæret øl. Øjeblikket efter kunne vi byde på fodbold på storskærmen. Direkte live fra Moskva og noget der var permavinter, Farmand Frost, og minus 4-5 grader celsius. Selve banen lignede noget der - omend man troede det umuligt - var ringere end Parken. Det ændrede næppe det store ved det københavnske spil og var vel reelt en fordel mod det langt mere tekniske russiske lokomotiv. Niclas var omsider bænket og Wendt fik chancen som venstreback. Det var en fornuftig disposition. Den svenske alf gjorde det glimrende, bortset fra et par flade indlæg, men spillemæssigt var han et niveau over gamle Niclas og hans fumlerier. At Würtz blev smadret efter halv times spil gjorde faktisk ikke vores spil værre. Efter en kort tilvænning hvor det sejlede noget i forsvarsgeleddet fandt vi en fornuftig position igen. Jeg kan simpelthen ikke se at William Kvist skulle være en svækkelse på den centrale midt. Boldmæssigt er han skarpere end Würtz og supplerer reelt Hjalte meget mere end han kopierer ham. Samtidig fik vi Sionko ind på banen. Hvilket kun gavnede offensiven og sidste ende også fik betydning ved straffesparket og scoringen.
Helhedsbilledet blev en godkendt første halvleg. De to gange overkantsoverliggertræffere fra lokomotivet virkede mere tilfældigt end udslag af et enormt pres - endsige spillemæssig overlegenhed. I anden halvleg spillede vi faktisk periodevis glimrende. Især lige oven på scoringen begyndte vi at ligne et hold, der sagtens kan spille fodbold fladt hen over græsset. Selv på en pløjemark. Hurtige førstegangsafleveringer, cirkulerende spillere, der løb i position for hinanden. Der kom spredte klapsalver fra bordene, selv migræne-entusiasterne løsnede ansigtet lidt op. En hurtig en fra bartenderens regning også. Det gjaldt om at hylde, mens der stadig var noget at hylde. I sidste ende blev der nu masser af muligheder for at - måske ikke - hylde, så nikke anerkendende. Der var vel intet urimeligt ved sejren. Vi lukkede lokomotivet ned og spillede en yderst professionel europæisk udekamp. Præcis sådan som vi gerne ville se os selv. I den slags kampe, mod den slags hold. I øvrigt er moskovitterne intet ueffent hold i europæisk sammenhæng. De ligger sådan cirka 50 pladser over os på UEFA-rankingen (nr. 56 mod nr. 100) og er en klub med et noget større økonomisk budget. Den russiske liga er vel at betragte som det europæiske svar på det den colombianske liga var i Sydamerika i mange år. Der flød med penge i klubberne - og de kom fra mange mere eller mindre lyssky forretninger. Under alle omstændigheder var der fra københavnsk side al mulig grund til at strække armene jublende i vejret. Vi gjorde mere end forventet, vi vandt i Moskva-kulden, og fik samtidig sparket os selv ind i gruppespillet igen. Der er muligheder for at komme videre igen. Med en kamp til gode er vi reelt foran netop lokomotivet, som nu er tvunget til at vinde ude i Athen for at bevare sin chance. Atletico Madrid spillede sig næsten videre med sejren her til aften over Aberdeen. Det kan betyde, at de nedprioriterer deres københavnske visit på næste onsdag en smule. Ergo vi bør have chancer og ambitioner om points - og gerne de marcipangriseheldige 3 - i den kamp. Vi er for fanden hjemmeholdet...
Det var en kold og regnfuld
novemberaften. Uden for ventede december om hjørnet. Hernede i BULEN
gjaldede en lille lystig fest, som de færreste havde
indregnet på forhånd. For fanden da! Spritstiv kiggede jeg demonstrativt. Bortset fra en langskægget hankat var der tomt og øde. Tilsyneladende. Pludselig fik jeg øje på noget. Ovre ved skraldespandene. Det var den mørkrøde kappe. Han havde været her - og var muligvis stadig inde i selve baren.
Årets første julegave blev straffesparket. Det var ikke rasende stort. Og en solid hjemmebanedommer havde ikke fløjtet - selvom jeg nu mener, at den er i orden. Sionko blev forhindret i sit løb mod bolden. Pudsigt i øvrigt at vi nu har været heldige med netop straffespark i de tre seneste europæiske kampe. Først Sionko mod Lens, siden den mærkelige Grønkjær-situation mod Panathinaikos, og altså igen i aften Sionko. Religiøse mennesker som Johnny Jehova og hans venner kunne sikkert få en masse ud af netop denne stribe. Jeg mener mest, at det er den slags der kommer og går. Nogle gange observerer man og har heldet, andre gange ikke.
Årets anden julegave blev Nordstrands sikre scoring. Han behøvede det mål. Det har givet været tørt for ham i de seneste par måneder. Uden mål - men reelt fornuftigt spillende. Et europæisk mål har han heller prøvet før. Forhåbentlig giver det et los selvtillid indenbords. Og for fanden da! Årets tredje julegave blev selvfølgelig selve sejren. Den giver masser af mening til de 20 dage, der stadig resterer af sæsonen. Kampen mod Brøndby på søndag er i den sammenhæng næsten den mindst vigtige. Skål julemænd! I har ramt mig også... Saxo
Og ugens nummer:
The Cure: 'The Hanging
Garden' | ||
