Julens dilemma er dette: På den ene side er højtiden en udmærket tid til reflektion og samvær over et sæt sympatiske filosofiske betragtninger, der måske, måske ikke blev fremstammet af en for sin tid temmelig visionær og socialt begavet jødisk håndværker for cirka 2.000 år siden.

På den anden side er selve fejringen af mandens arv en sært perverteret og debiliterende fest, der dels står i skærende kontrast til førnævnte arv og dens budskab, og dels er komplet åndssvag i sig selv. Vi æder dårlig halvfabrikata, drikker os i hegnet og begaver vores afkom langt udover kvalmegrænsen.

Så voldsom er denne psykose at selv os der egentlig ikke gider deltager med henvisning til skyldfølelser og afkommets ve&vel. Sølle er det. Samtidig kan man i min fremskredne alder læne sig tilbage og harcelere over, at det søreme ikke er som i gamle dage, hvor vi var glade for en kindhest i adventsgave og at far afstod fra at sodomisere os på selve juleaften.

Men jeg mener virkelig at der er noget om det, selvom jeg samtidig må indrømme at min familie rent materielt er godt kørende. Julen er ikke, hvad den har været. Det virker ikke på mig som om et gennemsnitligt middelklassebarn går op i traditionen med samme fynd og klem som i min tid, hvor en 6-årig virkelig forstod at spasse ud juleaften, høj på sukker og forventninger til de tre pakker under træet. Nu om dage sitrer ungerne jo knap, når den ældre generation overlagt sadistisk trækker både spisningen af den søde, søde mælkegrød og vandringen omkringen juletræet i langdrag.

For de små lorte får i hovedet og røv hele året. Ikke at der er noget galt i det, opfattelsen af forkælelse som noget negativt, der risikerer at ødelægge børns udvikling hører mest til hos voksne, der enten mangler slanterne eller som min far prioriterer eget forbrug højrere end ungernes. Ikke at man kan tillade sig at sige den slags om sine forældre, men det bliver det ikke mindre sandt af!

Pointen er blot denne simple: Julen og glögg er noget værre lort.

Det københavnske dilemma før højtiden og aftenens kioskbasker i Aberdeen er et andet, og det ligger under alt, der er passeret på den falmede Parken-grønsvær i denne efterårssæson: Hvordan kan et hold med en økonomi, der eksisterer sig på et niveau for sig selv i Superligaen spille så kedeligt og uinspirerende fodbold?

Den direkte lignelse til betragtningerne omkring julens falmende glans ovenfor er naturligvis en del af historien. Vi er blevet en smule forvænte de senere år, selvom den betragtning knap relaterer sig til champagnefodbold i københavnsk regi. Men mere vil nu engang have mere.

Den anden - og for tiden fremherskende synsvinkel - er, at Ståle Solbakken er en røvkedelig træner og Carsten Vagn hans lige så kedsommelige orakel. For et par måneder siden var jeg ikke så varm på den betragtning, for efteråret 2006 bød på en del karameller og vi spillede faktisk god fodbold målt med brede træskolængder i den halvsæson. Siden fulgte et forår der meget hurtigt afgjorde, hvor mesterskabet hørte hjemme og ellers gik lidt op i hat og briller.

Men i hele den periode hørte man faktisk ret lidt ævl fra Ståles og CV's side. Der blev præsteret ganske nøgterne og sobre kommentarer til fodboldens kvalitet og udviklingen i det hele taget. Desværre har det ændret sig på det seneste. Carsten Vagn mener f.eks ikke, at der er de store mangler i den københavnske trup. Jaså. Personligt mener jeg at enhver med en smule fodboldforståelse kan se, at vores centrale midtbane rent offensivt er rigtig skidt kørende og oveni med tabet af Tobias Linderoth som drivkraft er faldet voldsomt i kvalitet på det københavnske varemærke, et presspil af faktisk talt internationalt snit.

Nu skal det selvfølgelig være CV's ret ikke at tænde små julelys i diverse agenters øjne. Men at påstå at midtbanen er stærkt besat er simpelthen en tilsnigelse af de større. På fløjene er vi godt kørende når Grønkjær er skadesfri, ellers ikke. Skader, Linderoths afgang og Atibas formknæk betyder, at vi knap kan slå en blød bule i et Viborg-forsvar med bagskid på. At hævde at forsvaret er godt besat kan naturligvis forsvares med henvisning til statistikken, men her gælder samme betragtning: Offensivt er det langt fra, hvad det har været med tabet af Lars Jacobsen, Niclas er over the top og Gravgaard ramt af den samme virus, der plager Atiba.

Hårdt presset kan selv CV se, at vores angreb er impotent og knap tilfredsstillende på Superliga-niveau. Internationalt har det stort set været ikke-eksisterende i år med undtagelse af Allbäcks evne til at få noget ud af lidt, når det tæller. Siden det nu engang er jul, så slipper Ailton for tiltale, men efter en lovende start kan vi blot konstatere, at Nordstrand har fået meget lidt ud af det på det seneste.

Især - og det er vel den relevante kritik - så virker holdet uden glød og fysisk overskud og spillestilen synes ikke at passe særlig godt til de angribere, vi har. Uden at kow towe for voldsomt for mine bitre kolleger, der fandt migrænepillerne frem noget tidligere på året, så er ideerne og den gode fodbold sivet ud af holdet som sæden fra en luder efter en sømands-kongres.

En rimelig grim lignelse, jeg undskylder. Men så igen: Antallet af fodboldfusere i Parken har på været ganske overvældende i dette efterår. Med Ståles udfald mod forvænte fans og CV's laissez faire-sang i ørerne, så ved jeg ikke om vintersolhvervet i år også signalerer, at det går mod varmere tider på grønsværen. Næppe, og måske især med én god grund, der hænger på begivenheder udenfor banen.

Så længe det går, som det gør - resultatmæssigt - så er klubben og pengepugeren PS&E ganske enkelt et andet sted for tiden. Ny tribune, ny hal og meget andet. Set fra et forretningsynspunkt er der ingen tvingende grunde til at slæbe bollerne henover gulvet i rendyrket forbitrelse over fodbold-æstetikkens fortrædeligher i Ståles regi. Slet ikke, hvis indsatsen på Pittodrie i aften resulterer i fortsat deltagelse i UEFA-cuppen i det nye år. Tværtimod vil det målt med de fleste målestokke være en ny "first" og en succes for klubben. Det ved vi i et senere afsnit, i skrivende stund hælder jeg til 0-0 og fortsat deltagelse. (Det retter jeg så ikke i bagklogskabens klare lys. Jeg blev bare klogere).

Med de risici, der nu engang er forbundet med de nye byggeaktiviteter, så overrasker det mig ikke, hvis investeringslysten er begrænset på Øster Allé, når talen falder på nye spilere til truppen. Uagtet hvad man mener om den nye tribunes arkitektur, så betyder opførelsen trods alt at Parken bygges nogenlunde og helt færdig. Selvom det ikke rammer mig lige i trussen, så må man også erkende at opførelsen af den nye hal endelig betyder, at der kan drives indendørs sportsgrene på eliteniveau i København, også er det da fint at det sker i FCK's regi. Det lidt skræmmende i den sammenhæng er, at selv sandsynlige salg i vinterpausen måske ikke medfører, at alle de rare euro investeres i tilsvarende kvalitet. Men det koster gryn og der er et par spillere i truppen, der virker ganske salgsmodne.

Helt kynisk kan man sagtens argumentere for, at det nuværende niveau er tilfredsstillende et par år frem. Indenfor landets grænser er det relativt nemt at holde bejlerne stangen og konkurrencen er måske endda gavnlig, for hvem udenfor København gider følge en superliga med ét altædende tophold? Udenfor landets grænser gælder den sædvanlige historie om, at der stadig er langt til fast deltagelse i Champions League. Så hvad går dadlerne egentlig til?

For os der er mest til fodbold, så giver det blot (og igen) lejlighed til at filosofere over den konstruktion, der er FCK og PS&E, og hvad der kommer først for aktionærer og for fans. Én ting man kan begynde med at konstatere er i hvert fald, at konstruktionen nok sikrer, at brokken holder sig på et vist niveau. Andre har lært på den hårde måde, hvad det betyder når forretningshensyn ikke dominerer de strategiske diskussioner i bestyrelseslokalet.

Men når alt det æhbæhbu-halløj er fyret af, så er det stadig en jammer at tænke tilbage på flere af efterårets kampe, og meget af det handler ikke om andet end et blegt FCK-hold, der spiller røvkedelig fodbold. Selv med truppens nuværende mangler har jeg svært ved at se, at der ligger nogen logisk nødvendighed bag især de højlydte gab senest på sæsonen. Det overskud og den selvtillid, der prægede holdet ved samme tid er blæst væk med de sidste græs på den rærlige pløjemark, de kalder "Theatre of Broken Grass".

Bevares, vi nyder at jamre hernede. Men det ville da have været nice at blæse en del af efterårets spindelvæv bort, skide en flok skotter langt ned i halsen og for en stund glemme det tilstundende julehelvede. Første halvleg pegede i den retning - en stensikker 0-0 efter en rigtig kedelig omgang resultatfodbold, som spået ovenfor. Skotterne havde ikke én chance i de første 45 minutter og Brede var ikke specielt savnet. Det blev han.

At anden halvleg udviklede sig til, hvad jeg vil sammenligne med min seneste (og sidste) gedigne Lagavulin-koger, der resulterede i at jeg diskret kastede op i en taxa og blødte 500 kroner, kunne jeg ikke forudse. Set med især Mikael Antonssons øjne så var den skæbne måske stadig at foretrække frem for den katastrofe, der udspillede sig ved nordsøens røvhul. Knap Gorica, men pinagtigt "so fucking easy" som sangen gjaldede bag den importerede lydmur bestående af russiske tågehorn.

Sjovt, så foranderligt fodbold er. For et år siden sad de fleste FCK-fans med pikken i hånden og god optur ovenpå den bedste halvsæson nogensinde i klubbens historie. I sidste ende er det den slags foranderlighed, der gør fodbold til hjerteblod og er grunden til at vi bliver hængende. Selvransagelsen vil forhåbentlig nå til kontorerne på Østre Allé, men jeg står ved min analyse.

Lad os snakke om det til næste år, måske! God jul, alle plagerne til trods. Om 4 dage vil jeg opsøge min nyfødte nevø og smøre ham ind i myrra, til hvilket han vil forkynde "blup" og alle kan se, at det er godt! Således slutter året med at et liv begynder, blottet for erindringer om euroneder og med munden fuld af bryst(er).

Måtte jeres jul falde tilsvarende ud.

Bopa

mail