|
Kære gæst, kom indenfor – det er koldt ude, og TV viser uendelige genudsendelser af dronning Ingrids begravelse. Så i stedet er du kommet herned i varmen og
cigaretrøgen, og jeg håber du har gjort det rigtige – men jeg har ikke tænkt mig at stryge dig med hårene, for jeg ved at jeg fisker i rørte vande her.
Jamie Scowcroft
Hvad taler jeg om? Lad mig begynde med at tage til Ipswich, for de kender problemet. I 1995 fik de en ung fyr op fra deres ungdomsprogram, nemlig Jamie Scowcroft. Han var U/21-landsholdsspiller, og
kunne være en populær spiller med sine talenter – Scowcroft er fysisk stærk og meget høj, og en god targetman for en lille hurtig spiller som David Johnson, det store
navn i Ipswich gennem de seneste år.
Men helt så let fik Scowcroft det absolut ikke. Udenfor stadion kunne man efter et par år se løbesedler delt ud med sloganet SCOWCROFT OFF. Inde på
stadion, på hjemmeholdets Nordtribune, var der desuden et afsnit af fans, der konsekvent var på nakken af spilleren.
Alt dette havde ikke været så mærkeligt, hvis det ikke var fordi der var en anden klynge fans, der forsvarede ham, koste hvad det ville, til anti-Scowcroft-lobbyens
umådelige irritation. Man kunne finde Jamies fans nederst på tribunen, i færd med at forlange Scowcrofts rival, den hurtige angriber og publikumsfavorit Alex Mathie, på banen
– fansene var bestemt ikke imponerede over hans arbejdsrate, han så endda sommetider lidt doven og klodset ud, og heller ikke hans målhøst: 19 på 90 kampe.
Scowcroft fik et hvil, og hans kritikere var glade indtil Mathie ikke havde scoret i fem kampe i træk, og Scowcroft igen blev udtaget til startopstillingen. Og da han så
endda scorede kom råbene ”There’s only one Jamie Scowcroft” oppe fra den øverste del af tribunen, udelukkende for at mobbe kritikerne, der vendte sig og var klar
til at indlede det mest bizarre slagsmål i fodboldhistorien, indtil fornuften trods alt sejrede.
Pointen
Er det forholdsvist klart, hvor jeg vil hen med denne historie? Det burde det være. Upopulær spiller, som er fast mand. Targetman, ikke særligt hurtig. Mange kritikere, men
også loyale forsvarere. Scorer relativt få mål og ser kejtet ud. Publikumsfavorit sidder på bænken.
Hvis tiøren ikke er faldet kan jeg ikke hjælpe på anden måde end at sige at det kunne have været skrevet om Pascal Simpson, bortset fra at Nedre C endnu
ikke har placeret sig i bestemte grupper, der er pro- eller anti-Pagge. Men rundt om på tribunen kan man nu ved hver eneste kamp opleve fans, der står og snerrer ad hinanden i uenighed om
Simpsons kvaliteter, og det er direkte pinligt.
Det pinlige er ikke, at der er en bestemt spiller, der ikke er populær, for sådan har det altid været. Pr. tradition har F.C. København stort set altid haft
spillere, som har haft publikum på nakken. Jeg nævner i flæng Jørgen Juul, Brian Rasmussen, Morten Falch, Carsten V., Aki Hyryläinen, Peter Møller og Thomas
Fløde. Og af dem vi har ansat nu har der været lange perioder, hvor Michael Mio, Kim Madsen, David Nielsen, Karim Zaza, Thomas Thorninger og såmænd også Todi
Jónsson er blevet gennemheglet. For to år siden, da han hamrede bolden over mod Chelsea, ville de fleste gerne have Todi hen hvor peberet gror. Peter Christiansen har ikke sparket til en
bold i mere end et halvt år, og han bliver også rakket ned.
Samtidig har vi haft bl.a. Prunier, Goldbæk, Tobiasen, tvillingerne, og selvfølgelig Iørn Uldbjerg – samt nu Svensson, Ståle og Zuma, hvis prutter
nærmest lugter af parfume, og som ikke har kunnet sætte en fod forkert, og hvis dårlige præstationer gik i glemmebogen med det samme. Det er ikke noget, der er
enestående for os, man finder det alle steder (husk bare på Mattias Jonson – i foråret blev han slagtet af Brøndbys fans, og nu er alle vilde med ham).
Nu er det Lønstrup og Pascal, der er under pres, og det er ikke min holdning på nogen måde, at det er en dårlig ting hvis spillerne er under pres og forventer,
at de skal bæres på hænder og fødder. Det er i orden, at holdet ved at der forventes meget af dem, og at det forpligter at ligge i toppen og have så mange fans der
kommer hver gang.
Men derfor er det altså ikke forbudt at slå øjnene op en gang imellem og se hvad der foregår. Hvis man mener at Løns og Pascal har været blandt
vores dårligste spillere i den seneste tid har man brug for konsultation hos lægen i det store hus oppe ved Farum. Og i øvrigt er der ingen spillere, der kun spiller godt, og ingen
der kun spiller dårligt.
Silkeborgfloppet
Kigger vi på kampen mod Silkeborg – og det er jo derfor vi er på værtshus; vi skal have evalueret kampen, og det foregår nu engang bedst over en fadøl –
så var det bl.a. Donatas og Zuma, der var de store fusere i den kamp. Niclas og Rytter kom slet ikke godt nok med over deres kanter. Og holdet fejlede i øvrigt grimt ved både at
falde for langt tilbage og ved at satse så konsekvent på høje bolde op i hovedet på Pascal. Men var det Pascal, der lossede dem derop? Nix. Og var det Pascal, der lå 40
meter tilbage og ikke var i stand til at samle de vundne bolde op? Heller ikke.
Hvorfor Nedre C f.eks. vælger at hylde Ståle Solbakken efter en habil afbrænder, men stadig står og snerrer ad Pascal, selv om det var ham der spillede
Ståle fri med en perfekt aflevering, er bizart, men sådan er det, og sådan er jeg bange for at det altid kommer til at være med Pascal Simpson. Han bliver ingen
publikumsfavorit i Parken, han bliver ikke elsket og bliver det ved med at gå som det gør lige nu bliver han ikke engang tolereret. Man kunne se krisetegnene lige fra begyndelsen, for
der har allerede for længe siden været tegn på, at Roy godt kunne tænke sig en høj og hovedstærk angriber. Og da Pascal blev købt, tog råbene til,
for han var ikke lige hvad man havde håbet på i en tid hvor skaderne blev flere og flere, og der var meldinger fra Vålerenga om at han havde været en slem fiasko deroppe.
Manden er blevet hakket på lige siden han kom, og mens hans gode indsatser er blevet mødt med skuldertræk er der blevet skreget højt ad hans fejl. Mod AGF
scorede han, og han måtte nærmest undskylde for at hans hovedstød ikke var hårdere, og at det så tilfældigt ud. Okay, men så må kritikerne vise
hvordan man gør det bedre, når man har to AGF’ere hængende på ryggen. Den gik ind, gjorde den ikke?
I Brøndby spillede Pascal en glimrende kamp, og han gav Per Nielsen ekstremt store problemer i luften. Han vandt de første fem nærkampe og fik spillet den videre til
generel mangel på interesse. Hans sjette indsats var en fejlaflevering, og straks kom der et forarget brøl fra Københavns fans på endetribunen. Og det er det, der irriterer
mig – at det er så gennemført inkonsekvent med den kritik Pascal bliver udsat for.
Det er usagligt, og mens det er helt forståeligt hvis man er modstander af en norsk spillestil med lange bolde, så er det urimeligt at lade det gå ud over Simpson, der
kun gør sit arbejde. Og ovenikøbet gør det godt, især som ny mand – jeg mindes ikke at have set hverken Brattbakk, Zuma eller Thorninger spille en klassekamp de
sidste mange gange, og jeg mener bestemt at Pascal har holdt et godkendt niveau i de samme kampe. Han har under ingen omstændigheder spillet sig af med sine indsatser mod Silkeborg og mod
Brøndby (jeg missede Viborgkampen, så i den forbindelse vil jeg ikke kommentere andet end Poul Krebs’ rædsomme musik – se andetsteds), og mod Herfølge var han
glimrende og burde, hvis ikke linievogteren havde været stæreblind, have været matchvinder med to mål.
Pagges advokat
Så derfor finder jeg mig selv, sammen med nogle tro allierede, som Pascals forsvarer på tribunen; advokaten, der skal stå og forsvare hver eneste ting han gør. Det er ikke
noget jeg har lyst til, for jeg har ikke noget personligt kendskab til ham udover at have mødt ham og hørt ham i radioen, og at synes han er en flink fyr. Jeg har ingen interesse i at
han klarer sig særligt godt eller særlig dårligt her i København, udover den interesse jeg som fan har i at alle vores spillere klarer sig godt.
Den primære grund til at jeg gør meget ud af at forsvare ham er den simple, at jeg har sgu ondt af ham. Han er allerede på en lille snes kampe blevet syndebuk for et
spillesystem, der på det seneste har set ineffektivt og temmelig grimt ud i lange perioder. Men han har stadig scoret to mål, og reelt tre, og både skabt og haft chancer.
Han har desuden brændt en rigtig god del af de chancer, han har lavet dumme fejalfleveringer, og jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg sagde at han havde gjort det
perfekt og pletfrit. Men at han ene mand, eller at han sammen med Løns skulle være skyld i vores problemer er helt absurd. Og at han har været vores dårligste mand i oktober
og november er endnu mere forkert. Derfor – hvis man ikke bryder sig om høje og langsomme spillere, så ignorér ham dog, men hvis man seriøst mener at det er Pascal
Simpsons skyld at vi ikke har vundet i længere tid, så må man komme tilbage i kontakt med virkeligheden.
At der synges ”Brattbakk på banen” kan der i øvrigt ikke siges noget til i sig selv. Men hører man ordentligt efter på tribunen er der ingen
tvivl om den underliggende betydning af det, for magen til bitching og brok som det der var af Simpson har man ikke hørt siden det blev forlangt, at Todi skulle sendes tilbage til en
færøsk fiskefabrik (hvilket ikke havde været nogen særlig genial beslutning, ret beset). På samme kan man sige, at da vi spillede mod Silkeborg i pokalsemien 1997 var
råbet ”Ulle på banen” en opfordring til at sætte Uldbjerg ind. Det der var meningen var dog først og fremmest at få C.V. pillet ud. Man er jo ikke
helt tungnem.
Til slut skal det nævnes, at Jamie Scowcroft stadig er i Ipswich, og at han stadig ikke er nogen afholdt spiller på tribunerne. Jeg håber Pascal også bliver
længe i København og bliver en gevinst, men jeg håber ikke at det bliver med den konsekvens, at Nedre C ryger i totterne på hinanden bare hans navn nævnes.
Heia Norge
Det er hele vores hold, der har svigtet, og problemet har vel først og fremmest været at man har taget den nemme løsning – 50 meter lange afleveringer op i hovedet på
Pascal var dagens orden mod både Brøndby og Silkeborg. Uden at nogen er med på hvad der skal ske, når de bolde kommer ned på jorden igen. Det var fornærmende
skidt at se på, og især indsatsen mod Brøndby var pinlig. Det er nærmest uundskyldeligt at spille så dårligt i en kamp mod arvefjenderne, den kamp som de
københavnske fans hellere end noget vil have en sejr i.
Og at der overhovedet var point mod Silkeborg var også svineheldigt. De havde to kæmpechancer og burde have fået endnu et straffe i anden halvleg, og der fik vi
endelig noget af det held med dommerfejl, som vi ikke har haft på det seneste. Men uden Todis stykke individualisme var det stadig ikke gået at få uafgjort, og det er en ærlig
sag at sige, at det er den slags man vil se, og ikke lange los fremad. Det er så kedeligt og grimt at man tror det er løgn, og København har aldrig haft succes med det. Og lur mig
om ikke Roy er udmærket klar over det. Vi hører hele tiden, at spillet skal varieres, og at lange bolde til Pascal kun er en mulighed og en enkelt dimension i vores spil. Det er
fint, så lad det ske. For som det så ud mod Silkeborg kunne vi lige så godt have set Drillos drenge spille. Og det holder simpelthen ikke. Det er det, vi fans kan brokke os over
i stedet for en gang smålig brok over en angriber der tilfældigvis ikke er nogen Totti eller Shevchenko.
Ja, sådan går det når man spørger en bartender om hans mening. Han kæfter op. Snup nu bare en julebryg, huset giver, og lad os så blive enige
om, at selv om vi er uenige kan vi være lige gode venner af den grund.
-smølle
Og på jukeboxen kører...
Ugens album: The Go-Betweens - The Friends of Rachel Worth
"Have you got any whiskey?
I don't like to drink,
But I like to know it’s along there with me"
Ugens sang: Hefner - We Love the City
"We love the city,
Not the suburbs that surround it"
|