|
Ja, kære læser, så er
vi her igen og jeg anbefaler at du tørrer det grin af fjæset
med det samme. Det er muligt at du finder det morsomt at se din
ærede bartender svuppe rundt med kost og gulvklud. Men jeg kan
betro dig, at det ikke for sjov. Al det sne I slæber ind, har
efterhånden omdannet gulvet til en interimistisk skøjtebane.
Selv Holmstrøm har efterhånden fået nok, og er nået til den er- kendelse at det er nemmere at blive her under baren permanent,
fremfor at risikere liv og lemmer ude på gulvet. Ja ja, rigtigt
gættet. Jeg har taget ham med igen. Han hører ligesom til her,
som han skiftevis grynter og knurrer dernede mellem fødder og
resterne af det kødben, som slagteren nede på hjørnet
forærede mig da jeg trissede herned for at åbne biksen for et
par timer siden. Og han bliver her til jeg finder en tilpas plausibel
undskyldning for at afbryde vores efterhånden månedlange
venskab. Kort sagt, Holmstrøm og jeg er ikke færdige med
hinanden endnu. Jeg har godt hørt, at flere af mine medværter
har skumlet lidt i krogene. Men det bliver over mit lig, hvis
Holmstrøm skal smides ud i de sibiriske tilstande som hersker i
gaderne udenfor. Det byder man simpelthen ingen, heller ikke en
hund. Så er det sagt.
Men nu vi snakker om
skøjtebaner, så er det nærliggende at tage denne torsdags
nyhed op, mens den stadig er dugfrisk og en smule mere
tillokkende
end Holmstrøms kødben. Jeg tænker naturligvis på historien om
at FC København nu officielt har bekræftet, at man er meget
tæt på at udvide virksomheden til en ishockeyklub. Det står og
falder dog stadig med Københavns kommune, men akkurat den vinkel vil
jeg lige lade hvile et øjeblik. Lad os istedet først fokusere
på perspektivet - ishockey i København.
Kære læser, siger KSF
dig noget! For mig ringer der mange søde barndomsminder. En
ting er at jeg husker hvordan vi som små knægte drønede rundt
på en villavej på Amager med hjemmelavede træstokke og mål
bygget af ståltrådsnet og legede ishockey i vintermånederne.
Selv den mindste lille tilfrosne vandpyt gjorde blot det hele
endnu mere autentisk. Noget andet var så, at tage med min bedste
legekammerat og hans storebror hele vejen ind til Forum og se det
hele rigtigt. Når vi legede derhjemme, var vi altid "Tre
Kronor". Godt indoktrineret af svensk TV lærte vi at elske
dem og ønskede hver gang at de ville vinde OL eller VM og hver
gang endte de med bronzemedaljen efter de suveræne russere og
tjekkere. Inde i Forum blev det selvfølgelig KSF, dengang var de
bedst, og dengang var det altid KSF mod Gladsaxe, og fjernt
tåger navne som Richard Davies og Jesper Hviid frem. Men det
bliver fjern og tvivlsom nostalgi. For kort efter forsvandt KSF
fra det i forvejen minimale danske ishockeylandskab. Og er aldrig
kommet tilbage. Men hold kæft hvor har jeg savnet dem. Kære
læser, behøver jeg at sige, at KSFs farver er blåt og hvidt,
og behøver jeg at fortsætte med at forklare at blåt og hvidt
også er Københavns farver. Nej vel, der er ingen grund til at
blive banale og smålige!
Jeg har altid elsket
ishockey. Om sommeren var det fodbold, om vinteren ishockey, det
er den slags der bare hænger ved. Og oprigtig talt så tror jeg,
at de fleste som har set ishockey live, også vil skrive
under på at det er en medrivende og intens sport. Du får
simpelthen et adrenalin-kick uden sidestykke, fordi tempoet på
isen og fortættetheden på tribunerne snildt matcher de fleste
fodboldstadions.
Det seneste årti har jeg set ishockey
adskillige gange i både Hvidovre og Rødovre, og hver gang har
jeg gået hjem med den stille ærgrelse - hvorfor aldrig
København! Hvorfor ikke gode gamle KSF? Hvorfor skal det være
Herning, Frederikshavn og Esbjerg og eller nordsjællandske
udørker som Rungsted. Og jeg gider simpelthen heller ikke Rødovre, eller
Hvidovre. Giv mig dog et københavnsk hockeyhold! For pokker vi
er landets hovedstad og hvorfor kan vi så ikke længere mønstre
andet end et sølle andenrangshold, som resten af landet knækker
sammen af grin over.
Det er glædeligt at vi
de seneste år har fået et dansk ishockey-landshold, der er blevet
en lidt tydeligere B-nation. Vi kan dog snuse duften af "Tre
Kronor" nu, vi er inde omkring diverse OL- kvalifikationer,
men med al respekt for Kim Staal og de andre talenter der gør
det godt i svenske klubber på forskellige niveauer, så vil jeg
til enhver tid hævde, at dansk ishockey først for alvor
bliver til noget, når København igen melder sin tilbagekomst
på hockey-landkortet. Jamen, er det kun mig der har tænkt den
tanke at en af fordelene ved Øresundsbroen er at vi nu er rykket
et godt stykke nærmere det som i øjeblikket vel er Europas
stærkeste ishockeyliga - den svenske elitserie. Og Malmö har et
hold der spiller akkurat dér. Og en hurtig togtur fra
hovedbanegården og så kan man være ganske tæt på Malmö
Isstadion. Igen melder det nærliggende spørgsmål sig, jamen
hvorfor så ikke København! Men okay, lad os begynde stille og
roligt og blot sige: Go for it, Østergaard! For akkurat
her rammer du i dybt i mit hjerte. Ishockeyen skal vende tilbage
til København.
Og således er det at vi
tvinges tilbage til realiteternes verden og tilstandene i Københavns
Kommune og alt andet som må betegnes som et logisk udgangspunkt
for ishockey i København, sådan som tiden har udviklet sig. Mit
gamle Forum ligger stadig på Frederiksberg og er ligesom ikke
længere aktuelt. Den forhistoriske hjemmebane for KSF er
Peblingesøen, og den kan vel sagtens kaldes utidssvarende og i
højeste grad temmelig vinterligt betinget. Altså er der
Østerbro Skøjtehal, og den er heller ikke tidssvarende i sin
nuværende stand, men kan dog blive det. Via en ombygning. Og med
lidt velvilje fra Københavns kommune. Ergo er det også
naturligt at en seriøs genetablering af ishockey'en i København
skal begynde akkurat dér.
I relation til dette
bringer torsdagens Politiken så en artikel, sjovt nok om samme
emne, og med følgende to citater.
"Enten
må FCK sikre, at de brugere af Østerbro Skøjtehal, som er der
nu, kan fortsætte, eller også må klubben købe hallen til så
mange penge, at kommunen kan bygge en helt ny hal",
sagt af den konservative kulturborgmester Thustrup Hansen.
"Vi
har så få faciliteter til bredden, at vi ikke kan afgive til
eliten. Og vi har så få penge i kommune- kassen, at FCK og
sponsorer selv må betale den ekstra skøjtebane, som må til for
at etablere FCKs hold i Isligaen. Kommunen kan i hvert fald ikke
bidrage med ret meget"
, sagt af det socialdemokratiske medlem af kulturudvalget,
Finn Rudaisky.
Jamen,
oprigtig talt, København, så vågn dog op. I begge citater
står tydeligt skrevet at kommunen fattes penge, og det er så
vidt hvad det er, men begge udtalelser stinker simpelthen så
langt væk af manglende
fornemmelse for eliteidrættens betydning for en by, og især en
by som København, at man må korse sig.
Venstre-politikeren
Martin Geertsen sukker så (stadig i samme artikel fra Politiken!):
"Nu må vi sætte os om det store
bord og for København formulere en overordnet eliteidrætsplan,
hvor en plan for Østerbro Skøjtehal indgår"
Jamen, ved gud hvor har
manden ret! Jeg bryder mig egentlig ikke om at sige det, for
Venstre er ikke mit parti i det større politiske spil, men
Geertsen nagler simpelthen sagen her. København har brug for
eliteidræt, og eliteidrætten har brug for København. Hvorfor,
drister du dig måske til at spørge? Jo, fordi eliteidræt
behøver penge og sponsorer og den slags findes hvor de fleste
mennesker er, i landets hovedstad, og samtidig vil disse mange
mennesker i landets hovedstad gerne have noget for pengene i form
af underholdning og sport - og dette allerhelst med en nem adgang
og med en rimelig kvalitet. Og hvis der er eliteidræt, skal der
nok også komme breddeidræt, den slags spreder sig naturligt som
ringe i vand af
interessen for eliten. Såden er det inden for fodbold, og sådan
er det også i ishockey, og sådan anskuer et hvert legende barn
verden, der skal nemlig være nogen at se op til, på TV-skærmen
eller fra en tribune, fra de hjemmelavede stokke på villavejen
til skolegårdens samlebilleder, og derfor bør det heller ikke være
unaturligt at en kommune og et professionel sports- foretagende kan
nå til enighed - i et interessefællesskab. Uden at de derfor
skal blive lig hinanden, eller direkte gensidigt afhængige og
indgå i et kvalmende ægteskab, hvor ingen kan kende forskel på
politikere og klubbestyrelser.
Så tænk lidt stort,
Københavns Kommune. Den slags er ikke forbudt, tværtimod er vi
mange der gerne vil klappe i vores små hænder. Og når vi er
mange nok, der klapper, vil vi også generere nogle penge, og de
kan også i sidste ende havne en slunken kommunekasse. Og når vi
taler ishockey, kender jeg i hvert fald én som nok skal være
der.
Puh, kære læser, jeg
fornemmer at du er blevet en anelse rastløs, alt dette ishockey,
men når selv Holmstrøm er faldet ind i en slags andægtig dvale
med sit kødben, så er der vel intet i vejen for at en sølle
bartendertid kan bruges på andre ting end det umiddelbare. Men
du har da ret, vi bør selvfølgelig tale fodbold her. Sagen er
jo blot, at vores kære klub - FC København - har været så
mediemæssigt stille længe, på den fodboldmæssige front, at man
næsten bliver angstneurotisk og - til tider - aldeles
sentimental. Derfor sker det at man taler uden om, simpelten
tvinges ud i abstraktioner, for i det hele taget at sige noget
som synes relevant. Men du har ret, kære læser, sæsonen
begynder snart. 9 dage igen. NI DAGE IGEN! Og i morgen fredag er
der træningskamp i Parken, og nu venter vi bare på
Heine...
For et par uger siden
satte min gode kollega, Smølle, portrættet op her i baren bag
os. Selv Holmstrøm synes at være forvandlet, når han får øje
på det. Han forsvinder ligesom ind i en egen hundeverden, som
selv jeg - hans umiddelbart nærmeste - ikke helt formår at
følge, når han skiftevis knurrer og grynter i en selvtilfreds
tilstand som er svær at blive klog på. Jeg ved sgu ikke helt om
man skal kalde den slags en synergi-effekt, men i søndags kunne
man læse:
"Fodboldspilleren Heine Fernandez synes i bund og grund,
at folk fra hovedstaden er en lille smule mærkelige" (Citat
igen fra Politiken).
Hmmmm... ja, det har han
måske have ret i. Synergi eller ej, jeg siger blot:
FC København - kom og vær med!
Saxo
Og på jukeboxen
kværner: Ugens CD -
"Scary Monsters" af David Bowie - den holder altid!
Ugens nummer:
"Pictures of
Lily"
af The Who - den holder også altid!
|
